BenRiach Curiositas 10 Year Old – røg og honningsødme

BenRiach Curiositas 10 Year Old – En røget Speyside whisky med god sødme

BenRiach Curiositas 10 Year Old er en skotsk single malt whisky på 46% Vol. Whiskyen er fra BenRiach Distillery beliggende i Moray i Speyside regionen. Whiskyen er derfor at betragte som en Speyside single malt, der dog ikke traditionelt set er kendt som røgede dramme. Whiskyen er ikke tilsat farve, den er ikke kølefiltreret, og den har lagret 10 år på ex-bourbon fad.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #26

Anmeldelse af BenRiach Curiositas 10 Year Old

Næse:

Denne whisky er en røg-bombe lige så snart den rammer næsen. Den forekommer virkelig intens røget – nærmest som man kender det fra Islay. Når næsen har tilpasset sig røget fremkommer fine nuancer af frisk frugt som pærer og æbler. Endvidere opfanges toner af blomstereng. Det hele toppes af med en tydelig honningsødme, der er kendetegnene for Speyside regionen. Der er en lidt sprittet duft, og whiskyen har godt af et par dråber vand, der lige tager toppen af alkohol-følelsen i næsen.

BenRiach Curiositas 10 Year Old

BenRiach Curiositas 10 Year Old

Palette:

Som duften er smagen også præget af tydelig og intens røg, der kan virke lidt tjære-agtig. Når man smager igennem røgen er gode nuancer af friske, modne frugter som pærer og æbler. Der er en god krydret smag, der kan minde lidt om peber, og det giver lidt brænd på tungen. Der er også en tydelig tilstedeværelse af egetræ fra fadet. Også i smagen er der god gevinst i at tilsætte et par dråber vand, der både tager toppen af alkohol-smagen, men samtidig åbner op for de andre nuancer, som vanilje og kanel. Det hele rulles ind i stor honning-sødme, der næsten kan virke overvældende.

Afslutning:

I eftersmagen er der også tydelig røg. En røgsmag der nærmest kan minde lidt om de kul, som man smider på grillen. Der er også her en god restsødme. Man fornemmer en smule bitterhed på tungen efter lidt tid. Man har også i eftersmagen en lille snert af vanilje og kanel. Afslutningen på denne whisky forsvinder hurtigt, særligt i forhold til det generelt kraftige udtryk i denne dram.

Hvad siger producenten:

“The BenRiach Curiositas uses a heavily peated malted barley as the cereal varietal to produce a unique, fresh, peated expression. This rare peated single malt, from the Heartland of Speyside, has wonderful overtones of peat reek, combined cleverly with a background of fruity, floral, heathery notes and an appealing presence of oak wood in the finish.”

Konklusion:

Dette er en kraftig sag. Der er kraftig røg, kraftig sødme, kraftig frugt og kraftig alkoholsmag. Det eneste der mangler lidt styrke er afslutningen, hvor eftersmagen klinger lidt hurtigt ud – særligt i betragtning af det generelt voldsomme udtryk denne whisky har. Denne whisky kan erhverves for omkring 400,- kroner, og det er den så absolut værd. Hvis man er til røget whisky, så kan denne klart måle sig med de kraftige af slagsen man kender fra Islay regionen. Hvis man samtidig kan lide de honningsøde whiskyer fra Speyside regionen, så er denne dram lige sagen. Konklusionen på denne anmeldelse af BenRiach Curiositas 10 Year Old er at det er en super god whisky, med de bedste karaktertræk fra to regioner.

4/5 (3)