Finest Imperial Stout – Lagret på Stauning Whisky fad
Finest Imperial Stout er en fadlagret Imperial stout på 16% vol. Øllen kommer fra det danske bryggeri Skanderborg Bryghus. Øllen er brygget med muscovadosukker og lakrids. Inden den er aftappet har den modnet 8 uger på aflagte fad fra Stauning Whisky Distillery. Denne Vintage release fra bryggeriet er fra 2023. Der er sat 900 nummererede flasker til salg, og jeg har her anmeldt flaske #652.
Besøg bryggeriets hjemmeside
Anmeldelse #511
Anmeldelse af Finest Imperial Stout
Næse:
En let sødme kommer først frem fra glasset. Der duftes mørk ristet malt. Gradvist kommer en smule bitterhed og tørhed frem i duften, og der giver associationer til det man kender i kaffe. Efter nogle minutter i glasset, opfanges fjernt lidt syrlighed, der både kan komme fra humlen, eller fra lagringen i de aflagte whiskytønder. Efter at have smagt på øllen, anes også et strejf af sød finsk lakrids i duften. Man mærker det er en øl med højt alkoholindhold, men uden den fremtræder sprittet.

Finest Imperial Stout
Palette:
Sødme, som man kender det i sød lakrids, rammer smagsløgene først. Herefter følges op med sødme fra malten. Lidt bitterhed mærkes efter et par mundfulde, og ganske som i duften, leder det tankerne i retning af det, man også kan finde i kaffe. Efterhånden som man kommer ned i øllen, fremtræder den gradvist mere tør i sit udtryk, end den gør ved første indtryk. Ligeledes kommer der efterhånden et strejf af mørk chokolade mere frem. De 16% Vol er ikke markante i smagen, men det er dog tydeligt at det er en øl med relativt højt indhold af alkohol.
Afslutning:
Der er en medium afslutning på denne øl. Der ligger et fint lag af sødme fra malt og lakrids i munden. Bitterheden og tørheden er mere dominerende i eftersmagen, end den er i både duft og smag. Med dette bliver noterne af mørk chokolade tydeligere. Man sidder tilbage med et minde om stærk kaffe, mens man mærker varmen fra alkoholen brede sig i kroppen.
Hvad siger producenten:
“Finest Imperial Stout fra Skanderborg Bryghus er helt sin egen og udmærker sig med en unik smagsharmoni – skabt af de bedste råvarer. Efter nænsom mæskning af de bedste malte, en nøje kontrolleret fermentering på rustfri ståltanke, har den lagret på Stauning whiskyfade i 8 uger. Det er den unikke kombination – råvarer, håndtering og lagring på Stauning whiskyfade, der medvirker til at den ved første bekendtskab vinder din ”tillid”. “
Konklusion
Dette er en ganske fin øl. Kan man lide mørke øl, der har har et imponerende højt alkoholindhold, så er dette et godt bud på et godt køb. Leder man efter tydelig påvirkning fra lagringen på de aflagte whiskyfad, så skal man kigge andre steder hen. Da øllen blev lanceret havde den en prissætning på 299,- for en flaske med 75 cl., men koster i skrivende stund 125,- kroner på bryggeriets hjemmeside. Med præsentationen i en flot trækasse med træuld, og en flaske forseglet med voks, så er den nuværende pris ganske flot i forhold til alternativerne på markedet. Da jeg er opvokset i Skanderborg, og har været på bryggeriet flere gange, så har jeg naturligvis været igennem de fleste af bryggeriets øl. Denne aftapning er efter min mening en af de bedste, de har sendt på markedet indtil nu. Som et sjovt kuriosum, så har jeg en af fadene fra øllen til at stå foran min hjemmebar. Konklusionen på denne anmeldelse af Skanderborg Bryghus Finest Imperial Stout Vintage 2023 er, at øllen indtil nu er det bedste fra bryggeriet, men den store påvirkning fra fadlagringen skal ikke forventes.