Hakushu Distiller’s Reserve – Japansk single malt whisky

Hakushu Distiller’s Reserve – frisk pust fra Japan

Hakushu Distiller’s Reserve er en japansk whisky på 43% Vol. Whiskyen er produceret af Hakushu Distiiery, beliggende i Japan. Denne japanske single malt whisky har primært lagret på ex-bourbon fad. Størstedelen af whiskyen er under 10 år gammel, men der bruges en lille del som er over 18 år gammel whisky, for at tilføje kompleksitet. En ganske lille brøkdel har lagret på ex-sherry fad. Whiskyen kommer dog uden aldersangivelse, og er desuden kølefiltreret. Min søn købte en flaske, da han var på tur til højenergifysik anlægget i CERN i Schweiz. Han var flink at give mig denne sample.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #186

Anmeldelse af Hakushu Distiller’s Reserve

Næse:

Næsen mødes med det samme af tydelig frisk og sødmefyldt frugt. Der duftes modne grønne æbler. Efter nogle minutter i glasset duftes også frisk græs, og noget som minder om nyskåret agurk. I baggrunden fornemmes et let lag af røg, som aldrig bliver fremtrædende. Det lægger sig mere som en fornemmelse, end en decideret aroma, der dog bliver tydeligere efter også at have smagt på drammen. Der anes lidt noter af mint og citrus i glasset. Alkoholen er ikke at mærke i denne japanske whisky.

Hakushu Distiller's Reserve - Sample

Hakushu Distiller’s Reserve – Sample

Palette:

Røgen er en del tydeligere i paletten, end den var i næsen. Den er dog ikke nær så markant, som den er i eksempelvis en del Islay single malt whisky, men er stadig afdæmpet. Mint er også en del tydeligere i smagen, end den var i duften. Hurtigt overtager de friske og modne æbler smagsindtrykkene. Efter et par nip til drammen bliver smagen af citrus og frisk græs tydeligere. Der er lidt prikken på tungen fra frisk ingefær. Der mærkes en smule bitter note på tungen, og smagen af vanilje kigger en smule frem. Der er lidt mere bid i de 43% vol alkohol i smagen, men den bliver aldrig for voldsom.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne single malt whisky. Vanilje og mælkechokolade er tydelige i starten. Bitterheden tager hurtigt over, og man sidder med en lidt tør fornemmelse i mundhulen. Der mærkes stadig en smule smag fra græs og modne friske æbler. Noterne af citrusfrugt og mint kigger også frem en gang imellem. Der er stadig lidt prikken på tungen fra ingefær. Munden tørrer hurtigt helt ud, og men sidder med et fjernt minde af en smule røg i munden.

Hvad siger producenten:

“Refreshingly herbal and gently smoky, Hakushu is embraced as the intriguing single malt whisky from the award winniing House of Suntory Whisky.”

Konklusion:

Dette er en ganske fornuftig oplevelse, uden den stiger op i det aller højeste niveau. Der er tale om en frisk dram, hvor noter af frisk frugt, mint, græs og citrus gør den let at drikke. Det hele får et fint løft af en smule røg, som kun fornemmes, uden at blive fremtrædende. Det giver drammen en smule mere kant. Man kan købe en flaske for mellem 600,- og 700,- kroner. Der er hård konkurrence i det prisleje. Prisen er måske i virkeligheden udtryk for det “hype” som japansk whisky har for tiden, mere end det er et udtryk for indholdet i flasken. Når det er sagt, så er jeg glad for at have smagt denne whisky sample. Konklusionen på denne anmeldelse af Hakushu Distiller’s Reserve er, at whiskyen er god, men prisen nok mere er udtryk for interesse i japansk whisky, end oplevelsen i flasken.

4/5 (1)

Nikka Coffey Malt – Japansk whisky

Nikka Coffey Malt – kolonne destilleret whisky

Nikka Coffey Malt er en japansk whisky på 45% Vol. Whiskyen er fremstillet af Nikka Whisky Distilling Company Limited, beliggende i Japan. Denne whisky er destilleret efter kolonne metoden, eller coffey still om man vil, som ellers normalt kun bruges til grain whisky. Teknisk set er det en single malt, men da den er destilleret efter denne metode, må den ikke bære betegnelsen “single malt whisky“. Det er nærmest umuligt af finde informationer om typer af fad der er brugt. Whiskyen kommer uden aldersangivelse, og er desuden kølefiltreret. Den har vundet flere internationale priser.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #46

Anmeldelse af Nikka Coffey Malt

Næse:

Maltsødme er det første som man dufter, når man sætter næsen til glasset. Efterfølgende fremkommer fine noter af moden frugt, næsten som man kender det fra syltet frugt. Bagved ligger en snert af vanilje og en smule egetræ. Efter lidt tid i glasset fremkommer en smule syrlighed, som man kender fra citrusfrugt. Når man har smagt whiskyen, og dufter igen, så bliver aromaen næsten mandel-agtig. Man fornemmer kun svagt de 45% vol i næsen.

Nikka Coffey Malt - Sample

Nikka Coffey Malt – Sample

Palette:

Smagen er også sød ved første mundfuld. Herefter fremkommer en god syrlighed, som man kender fra søde appelsiner. Igen får man en fornemmelse af søde syltede frugter. I baggrunden opfanger man lidt vanilje, og en smule lidt stærke krydderi bagerst på tungen. Der fremkommer, efter et par nip til drammen, en smule egetræ i smagen. Der er et generelt blødt indtryk i munden, hvor man ikke mærker alkoholen.

Afslutning:

Eftersmagen har en medium længde. Også i afslutningen er det sødmen som er dominerende. De søde appelsiner som var til stede i næsen og paletten er også at finde i eftersmagen. Efter lidt tid fremkommer lidt noter af stærkt krydderi på tungespidsen, og en smule bitterhed bagerst i munden. Oplevelsen klinger ud med et strejf af karamel og vanilje.

Hvad siger producenten:

“Coffey Malt is made from 100% malted barley. However it is not categorized as “malt whisky” but as “grain whisky” since it is not distilled in a pot still. This unique production method results in extraordinary flavors and texture.”

Konklusion:

Denne whisky er blød og sød, og virkelig indbydende. Er man ny, og ikke rutineret i at drikke whisky, så kan man sagtens starte her. Man bliver i hvert fald ikke skræmt væk, af kompleksitet og voldsomme smagsnuancer. Den høje alkoholprocent som opnås ved kolonne destillering giver en meget ren spiritus-oplevelse, hvor det næsten kun er påvirkning fra fadet, som giver smagen. Det er tydeligt i denne dram, og det er som sådan gjort godt. Man kan købe en flaske for lige under 500,- kroner. Det syntes jeg personligt ikke den er værd, for jeg foretrækker en dram med noget mere “knald på”, som man kender fra meget skotsk whisky. Det skal dog siges at det er en fin repræsentant for både japansk whisky og kolonne destillering Jeg har fået denne sample fra SOWLEG, der også har anmeldt drammen, så jeg har ikke selv haft tegnebogen fremme. Konklusionen på denne anmeldelse af Nikka Coffey Malt er, at det er en nogenlunde, men lidt kedelig whisky, som ikke stiller de store krav til drikkeren.

2/5 (1)