Røg Med Røg – Small Batch Distillers

Røg Med Røg – fra et lille dansk destilleri

Røg Med Røg er en single malt whisky på 46% vol. Small Batch Distillers er et af de nye danske destillerier. Destilleriet er mest kendt for at lave new-make til private personers egne små fad. Det har ikke været muligt at finde meget information om denne whisky, men den er købt på whisky.dk, og kommer uden aldersangivelse. På destilleriets Facebook side kan man se, at det er en af de første udgivelser, helt tilbage fra 2015. Ligeledes kan man på billeder af flaskerne se, at der er lavet 21 flasker af 50 cl. Det fremgår af Small Batch Distillers hjemmeside, at deres whisky fremstilles uden kølefiltrering.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #89

Anmeldelse af Røg Med Røg

Næse:

Man dufter først røg, når man sætter glasset op til næsen. Det er ikke en kraftig røg som man kender det fra Islay whisky. Det er en mere let røg, som når man lige har pustet en tændstik ud, og man fornemmer lidt røg i luften. Røgen forsvinder relativt hurtigt i aromaen, og lidt syrlige og tropiske frugter tager over. Man dufter svagt citrus og ananas. Efter lidt tid i glasset fremkommer også lidt egetræ, ligesom alkoholprocenten på 46% vol også lige kigger frem.

Røg Med Røg - Sample

Røg Med Røg – Sample

Palette:

Den umiddelbare smag er også røg, men dette erstattes hurtigt af noget andet. Der smages egetræ som noget af det første. Samtidig kommer smag af karamel og mælkechokolade. Dette overtages hurtigt af lidt noter ag moden frugt. Efter et par nip til drammen, fornemmer man også her lidt tropisk frugt som citrus og ananas, Der er lidt sjov smag af lidt brændt gummi i baggrunden. Alkoholen brænder en del igennem i smagen, og man kan med fordel tilsætte et par dråber vand, der ikke påvirker smagen nævneværdigt.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på drammen. Eftersmagen er præget af en lidt sprittet fornemmelse fra alkoholen. På trods af nedvanding er det stadig ret markant. Man mærker en smule røg i munden, der langsom vender tilbage efter at være blevet lidt væk i paletten. Man mærker også en smule stærk peber på tungespidsen. Der afsluttes i en let bitterhed med lidt smag af egetræ, inden munden tørrer en anelse ud. Man sidder til sidst med lidt smag af lakrids.

Konklusion:

Dette er et interessant projekt, men ikke en super whisky. Der er gode takter at finde, men der mangler stadig en del. Den mest positive overraskelse er den nærmest eksplosionsagtige palette, hvor man spændende smagsindtryk står i kø for at komme frem. Desværre forsvinder de ligeså hurtigt ud i en lidt sprittet, nærmest snaps-agtig, fornemmelse. Der mangler noget interessant i både næse og afslutning. Samtidig må smagen godt vare noget længere, for den er ganske interessant, og den gad jeg godt stifte længere bekendtskab med. Jeg har givet 59,- kroner for 3 cl. sample. Det svarer cirka til prisen på en specialøl, og det er den såmænd nok værd. Destilleriet ligger i Hjerm i Vestjylland, og det meste af min familie bor i, eller kommer fra, denne by. Jeg har brugt de fleste af mine ferier i min barndom i byen. Derfor er det spændende, at have smagt noget whisky, fra et lille dansk destilleri, som ligger netop i den by. Konklusionen på denne anmeldelse af Røg Med Røg er, at der noget at bygge på, men der er et stykke endnu inden den kommer op i de høje rækker.

3/5 (2)