Tur til Edinburgh 2025 – Pubs i Edinburgh

Tur til Edinburgh 2025 – Whiskyblog.dk’s anden tur til Skotland

Min kone og jeg var på vores første tur til Edinburgh i sommerferien 2024. Her fik vi set de fleste af de ting, som man skal se, når man besøger denne fantastiske by for første gang. Vi mente dog ikke vi havde fået set nok, og vi blev hurtigt enige om, at vi ville en tur derover igen. Det bliver så allerede igen i år. Vi vil denne gang forsøge at opleve de lidt mindre seværdigheder, bydele og i særdeleshed de lokale pubs. Vi spiste på et par forskellige under vores sidste besøg. Vi var særligt glade for The Advocate, der lå lige ved siden af vores hotel. Denne gang vil vi forsøge at være bedre til at hygge os om aftenen, på en af de mange pubs i Edinburgh.

På vores første tur boede vi i Old Town, lige op ad The Royal Mile, på Ibis Edinburgh Centre Royal Mile Hunter Square. Denne gang har vi besluttet at prøve et hotel fra samme kæde, Ibis Styles Edinburgh St Andrew Square, som er beliggende i New Town. Der er dog ikke langt rundt til tingene i centrum af byen. Dette illustreres meget godt, ved at der er 10-12 minutters gang mellem hotellet vi boede på første gang, og hotellet vi bor på denne gang.

Oplevelser på vores tur til Edinburgh

Dag 1: Grassmarket, Last Drop og The Rose Street Brewery

Vi ankommer til hotellet cirka 10.30, hvilket er for tidligt til at vi kan indtjekke. De lader os tille vore kufferter, så vi kan komme ud i byen. Der er markedsdag på Grassmarket om lørdagen, så det er vores første stop. Her finder man boder med diverse lokale varer, smykker og madboder. Vi tager ind og får en øl på The Last Drop, der efter sigende er den mest hjemsøgte pub i Skotland. Herfra går vi ned til Princess Street Gardens, og ser The Parish Church of St Cuthbert, Ross Fountain og The Flower Clock. Dagen sluttes af med aftensmad på The Rose Street Brewery.

Dag 2: Dean Village, Stockbridge market og The Black Rose

Sidste år besøgte vi både Stockbridge Market og Dean Village. Det havde været en fantastisk gåtur og oplevelse, så det havde vi besluttet at gøre endnu en gang. I højt solskin og 23 grader er turen langs Leith Water simpelthen fantastisk. Vi besluttede os for at tage tilbage til Grassmarket, hvor der ligger mange pubs, for at få os en øl. Et par tidligere hvade jeg fået en ny følger på Instagram, der tilfældigvis er bar manager på The Black Bull. Det er en utrolig dejlig pub han har, og vi fik en snak og han gav en dram. På vej tilbage mod New Town gik vi forbi Waverley Station, der har mange butikker og en flot arkitektur. Dagen blev afsluttet på pubben The Black Rose, der desværre ikke var den bedste oplevelse.

Dag 3: Port of Leith Distillery, Øl og Brewhemia

Vi havde hjemmefra bestilt en rundvisning på det nye lokale destilleri Port of Leith Distillery. Vi gik i regnvejr af Leith Walk hele vejen. På trods af regnen er det en fantastisk dejlig tur. Vi fik en glimrende rundvisning og smagning på destilleriet. Desværre har de ikke whisky klar endnu, da de forventer at første aftapning skal være omkring 8 år, så der blev smagt på diverse new make i stedet for. Hovedkvarteret for The Scotch Malt Whisky Society er beliggende i Port of Leith, så der skulle vi naturligvis forbi. Desværre for at finde ud af, at de holder lukket om mandagen. Som øl-nørd besluttede vi os for at besøge et par barer, der centrerer sig omkring lokale øl. Vi gik først forbi Fierce Beer, der blandt andet også laver fadlagret øl. Som en lille gimmick, har de i baren en live feed, at indtjekninger på Untapped på stedet. Herefter tik turen til The Wee Vault, der er det lokale Edinburgh bryggeri Vault City Brewings pub. Den levede op til navnet, da den virkelig var meget lille. Dagen blev afsluttet med dejlig mad og øl på Brewhemia.

Dag 4: Pitlochry, Aberfeldy Distillery og græsk

Vi havde god succes med endags ture under vores rejse til Edinburgh i 2024. Derfor havde vi hjemmefra booket endnu en af slagsen med Rabbies, der var samme selskab som vi brugte sidst. Første stop på turen var et fotostop ved Dunkeld. Herefter fortsatte turen til Black Linn vandfaldet, hvor vi gik en lille tur. Næste stop er den idylliske lille by Pitlochry, hvor vi gik en tur og spiste lidt frokost. Der var lige tid til at besøge Blair Athol Distilley, der ligger for enden af hovedgaden Herefter blev vi kørt til Queen’s View Visitor Centre, hvor der var mulighed for at nyde den flotte udsigt, samt tage et par billeder af Loch Tummel. Turens sidste stop var et besøg på Aberfeldy Distillery. Her var der en fin rundvisning, og vi smagte på Aberfeldy 12 Year Old, Dewars Blended 12 Year Old og Aberfeldy 21 Year Old. Efter en hård dag besluttede vi os for at spise på en græsk restaurant, der lå lige ved hotellet.

Dag 5: Calton Hill, SMWS og The Black Bull

Dagen startede med en tur på Calton Hill for at se de imponerende bygninger, og den fantastiske udsigt over Edinburgh. Blandt andet kan man se helt ud til havnen, hvor Port of Leith Distillery tårner sig op. Vi besluttede os for at tage endnu en tur af Leith Walk, så jeg kunne få besøgt SMWS hovedkvarteret. Denne gang var turen i solskin, hvilket blot gør det endnu mere fantastisk. The Vault blev besøgt, og jeg fik mig en dram af 10.270. På vej hjem slog vi et smut forbi den utroligt smukke botaniske have. Vi var blevet tørstige, og fik en øl på den lokale Hard Rock Cafe, hvor vi faldt i snak med guitaristen fra det Belgiske metalband Dyscordia. Vi havde haft et hyggeligt besøg på pubben The Black Bull et par dage tidligere, og vi besluttede os for at spise aftensmad der. Vi blev ikke skuffede, da de serverede dejlig traditionel pub-mad.

Dag 6: New College, Islander og The Advocate

Min kone havde hjemmefra bestilt tid til at lave en taske hos Islander, der har flere butikker i byen. På vejen derover gik vi forbi det utroligt flotte New College. Men Louise lavede taske, fik jeg besøgt et par whisky-butikker. Ved siden af den Islander butik, hvor Louise lavede taske, ligger det lokale destilleri Edinburgh Gin. Så her fik jeg slået den sidste halve time ihjel. Da hun var færdig med tasken fik vi en øl på pubben The Malt Shovel. Turen gik herefter ned i bunden af The Royal Mile, og vi kom tilfældigt ud på en af sidegaderne, og fandt det idylliske New Calton Burial Ground. På vej tilbage blev der nydt endnu en øl på pubben Tolbooth Tavern. Den sidste aften sluttes af, som på turen i 2024, med aftensmad på pubben The Advocate.

Dag 7: Hjemrejse fra Edinburgh

Efter morgenmaden tog vi tidligt i lufthavnen. Desværre blev vores fly mod Amsterdam en time forsinket. Efter sidste års tur, havde vi denne gang sikret os lidt længere lay.over, så det fik heldigvis ikke betydning. Vi kom trætte hjem til Nordjylland efter en begivenhedsrig uge.

Konklusion på vores tur til Edinburgh 2025

Det har været endnu en fantastisk tur til Edinburgh. Denne gang fik vi set de ting, vi ikke nåede sidste år. Desuden har vi fået et par glædelige gensyn, med ting vi så på vores sidste tur. Det utroligt gode vejr, hvor det kun regnede to af dagene, hvoraf den ene var mens vi var på bustur, har blot løftet oplevelsen. Vi var mere modige, og fik os bevæget væk fra de klassiske turiststeder, hvilket klart kan anbefales.

Intentionen om at besøge flere pubs blev indfriet. Det kan klart anbefales herfra, og der ligger mange fine oplevelser gemt. Der er både moderne pubs, med diverse lokale craft bryggerier, men også mere traditionelle pubs, med hvad dertil hører af mad og drikke. Vi fik kombineret begge dele. Nu har vi boet både i hjertet af Old Town og hjertet af New Town. Begge muligheder er fine, og har hver sine fordele og ulemper. Konklusionen på denne tur er, at det er bare at komme afsted, og indsnuse den gode atmosfære i byen og på de mange lokale pubs i Edinburgh.

 

Aberfeldy 10 Year Old – Hidden Spirits 2009/2019

Aberfeldy 10 Year Old – Uafhængig single cask aftapning

Aberfeldy 10 Year Old er en single malt whisky på 51,9% vol. Aberfeldy Distillery er et af Skotlands destillerier i Highland regionen. Whiskyen er lagret på ex-bourbon fad i 10 år. Råspritten er fremstillet i 2009, og hældt på et enkelt fad, og senere aftappet i 2019. Fadet har kode #AB919, og det er derfor også en single cask aftapning. Den er aftappet af den italienske uafhængige aftapper Hidden Spirits.  Der er i alt sendt 171 flasker på markedet.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #294

Anmeldelse af Aberfeldy 10 Year Old

Næse:

Duften af den høje alkoholprocent i denne uafhængige aftapning, er det første som rammer næseborene. Nogle minutter i glasset fjerner nedtoner fint spritten, og andre nuancer kommer frem. Der duftes nu frisk, næsten umoden frugt. Det er grønne æbler og lidt umodne vindruer som kommer frem. Langsomt begynder vanilje at blive tydeligere i aromaen. Ligeledes kommer en fin duft af nødder frem. Der duftes mandler og hasselnødder. I baggrunden duftes lidt friske krydderurter, samt en snert af mineraler. Lidt vand tilfører drammen en smule sødme i duften.

Aberfeldy 10 Year Old - Sample

Aberfeldy 10 Year Old – Sample

Palette:

Alkoholen er også dominerende i starten, når der smages på denne Highland single malt whisky. Lidt vand i glasset tager det hårdeste brænd af alkoholen, og kan med fordel tilsættes. Der er stærke krydderier med det samme whiskyen puttes i munden. Der er stærk peber, wasabi og ingefær, som alle tilfører stærk krydret smag. Der er lidt brænd på tungen og i svælget. Efter et par nip fra drammen, og smagsløgene lige vænner sig til de stærke krydderier, så smages lidt frugtsødme fra ferskner og modne æbler. Der smages momentvis lidt grønne umodne æbler og krydderurter. Ligeledes kigger lidt mint frem ved lejlighed.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på whiskyen. Der mærkes stadig peber, wasabi og ingefær på tungen i et godt stykke tid. Dette aftager gradvist, og der fremkommer en fin smag af vanilje og mælkechokolade. Smagen af mint som kiggede frem i paletten, er mere tydelig i eftersmagen. Man mindes ligeledes også om de friske krydderurter. Som i duften, har eftersmagen også en smule mineralsk tilsnit, som tilføjer en let tørhed til oplevelsen. Man efterlades med god varme i munden.

Konklusion:

Dette er en fornuftig dram, uden den kommer helt op i de høje skylag. Kan man lide stærke krydderier som wasabi og måske endda chili, så er dette et godt bud på en interessant whisky. Det er netop i disse stærke krydderier, hvor den virkelig skiller sig ud fra mængden. Kan man lide røget whisky eller sherry lagret whisky, så skal mn gå uden op denne. Man kan købe en flaske for omkring 750,- kroner. Jeg gav 20 kroner, hvilket må siges at være en særdeles skarp pris for en 3 cl. whisky sample. Jeg er godt tilfreds med at have smagt drammen, men er sådan set også godt tilfreds med, at jeg ikke smed penge efter en hel flaske. Konklusionen på denne anmeldelse af Aberfeldy 10 Year Old er, at kan man lide stærke krydderier som en bærende kraft, så er dette den helt rigtige whisky.

3/5 (1)

Aberfeldy 12 Year Old – Honning og appelsin

Aberfeldy 12 Year Old – brugt i Dewar’s blended

Aberfeldy 12 Year Old er en single malt whisky på 40% vol. Aberfeldy Distillery er et whisky destilleri i Skotland, som er beliggende i Highland området. Aberfeldy er ejet af Bacardi Limited, og whiskyen bruges som hovedbestandel i Dewar’s blended whisky. Ofte refereres der endda til destilleriet som “Dewar’s Aberfeldy”. Whiskyen er lagret på ex-bourbon fad, og er desuden kølefiltreret.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #87

Anmeldelse af Aberfeldy 12 Year Old

Næse:

Man dufter straks søde frugter som modne æble og pærer. Sødmen ændrer sig dog hurtig over i en mere honninglignende sødme. Efter lidt tid i glasset fremkommer en smule syrlighed. Det betyder af aromaen fra frugterne kommer til at minde lidt om ananas i sin fremtoning. I baggrunden fremkommer en snert af egetræ, og en smule vanilje dukker frem. Der er ingenting at mærke fra de 40% vol alkohol i aromaen.

Aberfeldy 12 Year Old - Sample

Aberfeldy 12 Year Old – Sample

Palette:

Ananas er tydeligere i smagen. Der er en fin balance mellem honningsødme og syrlighed, som næsten leder tankerne hen i retning af søde modne appelsiner. Efter et par mundfulde bliver smagen af egetræ tydeligere og tydeligere, og der kommer en fin smag af vanilje. Fra baggrunden kommer noter af karamel og mørk chokolade. Heller ikke i smagen mærken men alkoholen synderligt. Man fornemmer lidt prikken på tungen fra lidt stærk krydderi.

Afslutning:

Der er en medium lang eftersmag på drammen. Smagen af krydderi er tydeligere i afslutningen. Der er lidt prikken som fra stærk sort peber og kanel. Dette går dog hurtigt over i et mere sødmefyldt udtryk. Igen er balancen mellem syre og sødme hen i retning, af den, som man kender fra søde appelsiner. Fra baggrunden kommer efterhånden en smag af kaffe og karamel. Det hele slutter af i en smule vanilje på tungen, inden den tørrer ud i en let bitter note.

Hvad siger producenten:

“Aberfeldy 12 Years Old Whisky is mellowed for 12 Years in handmade oak casks, this smooth, sweet dram offers rich rewards for those who like to dig deeper. “

Konklusion:

Dette er en ganske fin whisky, hvis man ikke har prøvet single malt whisky tidligere. Den er ikke specielt kompleks, men tilbyder stadig ganske fine indtryk i både duft, smag og eftersmag. Hvis man er ny ud i den store verden af single malt whisky, så kan man sagtens starte her. Prisen på omkring 350,- kroner sprænger heller ikke budgettet, og den klarer sig fornuftigt sammenlignet med andre i prislejet. For den lidt mere avancerede whisky-nyder, så er dette en fin dram til hverdagen, eller til at introducere andre til whisky. Konklusionen på denne anmeldelse af Aberfeldy 12 Year Old er, at dette er en fin begynder whisky, der trods alt har lidt at byde på.

3/5 (1)