Glengoyne Cask Strength – Batch 8

Glengoyne Cask Strength – Limited Batch

Glengoyne Cask Strength er en whisky på 59,2% Vol. Whiskyen kommer fra Glengoyne Distillery, der er et af de skotske destillerier, som ligger i Highland distriktet. Whiskyen har lagret i en tredjedel ex-sherry fad og to tredjedele genbrugte ex-bourbon fad. Det udmeldes ikke hvor længe whiskyen har lagret på disse fad, da aftapningen kommer uden aldersangivelse. Som navnet antyder er den flasket ved fuld fadstyrke. Aftapningen er udgivet i begrænset oplag, og det fremgår af indpakningen, at det er et “Limited Batch”. Denne flaske kommer fra det 8. batch. Den er fremsstillet uden brug af kunstig farve, og der er ikke brugt kølefiltrering.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #532

Anmeldelse af Glengoyne Cask Strength

Næse:

Det første der rammer næsen er duften af solmodne røde æbler og modne pærer. Sødme fra vanilje og lys karamel følger hurtigt efter. Når whiskyen har stået i glasset i et par minutter, så kommer et strejf af nyslået græs og citrusfrugter som grape og lime en anelse frem fra baggrunden. Ligeledes kommer en snert af tørrede abrikoser også frem, der forstærkes efter at have smagt på drammen. Alkoholen er ikke tydelig i duften.

Glengoyne Cask Strength

Glengoyne Cask Strength

Palette:

De 59,2% Vol alkohol er tydeligere i smagen end i duften, og man kan vande whiskyen ned efter personlig præference. Med lidt vand åbnes mere op for drammen, og der smages først tørrede frugter som abrikoser og rosiner. Der følges hurtigt op med stærke krydderier som kanel og sort peber, der sammen med alkoholen giver varme og prikken på tungen. Efter et par nip til drammen kommer sødme fra vanilje og karamel mere frem, mens der momentvis opfanges lidt honningsødme.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne Highland whisky. Sødme ligger som et fint lag i hele munden. Der smages stadig tørrede abrikoser og rosiner, mens sødme fra de solmodne æbler igen kommer lejlighedsvist frem. Gradvist bliver honningsødmen mere dominerende, mens der stadig mærkes sort peber og kanel på tungen. Mod afslutningen kommer lidt bitterhed frem, der med sig har en fornemmelse af mørk chokolade og valnødder. Man sidder tilbage med varme i mund og svælg fra alkoholen og de stærke krydderier.

Hvad siger producenten:

“Bottled at the strength it emerges from the cask, this delicious amber gold dram is un-chillfiltered, unfussed and untamed; the closest you’ll get to opening the cask yourself. A peppery tingle gives way to rich flavours of ripe banana, digestive biscuits Matured in one third sherry casks, two thirds refill casks and a smattering of bourbon barrels. Big and bold with a gloriously thick mouthfeel and a delightful, lingering, oak-infused finish.

Konklusion:

Dette er en god whisky. Kan man lide whisky fra destilleriet, og har mod på at prøve en aftapning med fuld fadstyrke, så vil man ikke blive skuffet med denne flaske. Man kan købe en flaske for omkring 750,- kroner. Denne flaske blev åbnet inden min tur til Edinburgh, hvor jeg besøgte Glengoyne Distillery. Her smagte jeg et par af deres whiskyer, der også tidligere er anmeldt her på bloggen. Jeg må sige at det klæder deres whisky at blive aftappet ved cask strength, og de burde overveje flere variationer med højt alkoholindhold. Det løfter i den grad oplevelsen af deres ellers fine whiskyer. Konklusionen på denne anmeldelse af Glengoyne Cask Strength er, at det er en dejlig whisky, der virkelig løftes af en høj alkoholprocent.

4/5 (1)

Tur til Edinburgh 2024 – På rejse til Skotland

Tur til Edinburgh 2024 – Whiskyblog.dk’s første tur til Skotland

Dette er min første rejse til Skotand, og konen og jeg har besluttet, at det bliver en tur til Edinburgh. Vi vil opleve så meget som muligt, og har derfor booket et hotel lige op ad Royal Mile, og omkring 500 meter fra Edinburgh Castle. Nuvel, det er i den dyre ende, men placeringen betyder også, at de ting vi gerne vil opleve, alle ligger indenfor gå afstand. Vi har booket et par af oplevelserne ind hjemmefra, da vi har hørt og læst, at det særligt i højsæsonen er en god ide. Vi forudbestilte en guided tur på Edinburgh Castle, og en endags guided tur i højlandet.

Oplevelser på vores tur til Edinburgh

Dag 1: Rejse til Edinburgh

Lørdag den 20/6 klokken 8.00 møder vi forventningsfulde ind til Aalborg lufthavn. Dagen inden afgang har det store verdensomspændende IT nedbrud, grundet opdatering af sikkerhedssystemet CrowdStrike, haft stor indflydelse på blandt andet flytrafikken. Vores fly bliver da også 20 minutter forsinket, og med 45 minutter i Schipol lufthavn til vores næste fly, så bliver det snært. Allerede på flyet får vi at vide, at vi ikke kan nå næste fly til Edinburgh, og vi får besked på at henvende os i KLM receptionen, når vi lander i Amsterdam. Vi bliver sendt på hotel, og bliver bedt om at oprette en claims. Med vores kufferter på vej til Skotland, stempler vi ind på et meget ringe Ibis hotel, i først lange bukser, og i 30 graders varme. Ikke just den bedste start på ferien, med træsko og tulipaner, i stedet for whisky og kolde øl.

 

Dag 2: Stockbridge Market, Dean Village, Circus Lane og Brewdog

Efter en umådelig ringe nat på hotellet, ringede vækkeuret søndag morgen klokken 4.00, så vi kunne være i lufthavnen klokken 5.00, med afrejse klokken 7.10. I lufthavnen var der rigeligt tid til at udfylde en claims til KLM, hvilket var godt, da deres hjemmeside ikke er speciel simpel til dette formål. Vi landede endelig i Edinburgh kl 8.15 lokal tid, og stemplede ind på hotel Ibis Edinburgh Centre Royal Mile Hunter Square inden kl. 9.00, lige i tide til at nå en gang morgenmad.

Vi havde hjemmefra planlagt at besøge Stockbridge Market, der kun har boder åbent om søndagen. Der er boder med mad, kunsthåndværk og lignende. Herfter gik turen mod den smukke rolige bydel Dean Village. På turen går man langs en lille flod, i ro og fred fra storbyen. På vej tilbage gik vi forbi den lille idylliske gade Circus Lane. Dagen blev sluttet af på Brewdog Doghouse, der har 20 haner med lækkert øl og diverse bryg på dåse. Tankerne gik hjem til Albert, vores 4 måneder gamle Golden Retriever, der blev passet af vores børn.

 

Dag 3: Edinburgh Castle, Royal Mile, Holyrood Distillery og Victoria Street

Vi havde hjemmefra booket en guidet tur på Edinburgh Castle. Det viste sig at være en god ide, for alt var udsolgt på dagen, også turende uden guide. Vi fik en fin halvanden times tur, og bevægede os efterfølgende rundt på området på egen hånd. Herefter fulgte vi Royal Mile til den anden ende, hvor Holyrood Palace ligger, og den lokale Cadenhead’s shop ligger lige på vejen. Vi gik også ind og så Tron Kirk Market, der bestod af boder med brugskunst. Markedet lå i øvrigt lige foran vores hotel på Hunter Square. Vi kom frem til Holyrood Palace, men valgte kun at se det ude fra, men det var også et ganske imponerende syn.

Planen var at vi skulle besøge Holyrood Distillery. På gåturen derud fulgte vi et fint naturområde med bjerge på venstre hånd. Efter en halv times gåtur nåede vi frem til destilleriet. Vi havde ikke booket en rundvisning, så vi satte os i baren, og fik en dram og en øl. På vej hjem fra destilleriet kom vi forbi de nærmest legendariske statue af den lille Greyfriars Bobby, der naturligvis skulle duttes på næsen, som det hører sig til. På hjemturen kom vi også igennem den smukke gade Victoria Street, hvor Harry Potter butikken naturligvis skulle besøges.

 

Dag 4: Glengoyne, loch lomond og Deanston

Hjemmefra havde vi booket en heldagstur rundt i det skotske højland. Vi mødte tirsdag klokken 9.30 på busterminalen, hvor selskabet Rabbies stillede med både bus, chauffør og guide. Både chaufføren John, og i særdeleshed guiden Gregor, var gode til at fortælle på turen, der blandt andet gik forbi Stirling Castle.

Første stop var Glengoyne Distillery. Desværre ramte vi destilleriet “silent season”, hvor der renoveres og rengøres anlæg. Som alternativ fik vi en rundvisning omkring destilleriet. Det hele slutte af med en lille smagning i den gamle Master Distiller bolig, hvor der blev serveret Glengoyne 10 Year Old og 15 Year Old. Afslutningsvist fik vi en drink kaldet Honey Bee, der blandt andet består af deres 10 års aftapning og honning fra deres bi-stader.

Næste stop var søen Loch Lomond, hvor der var mulighed for at spise frokost. Vi valgte i stedet at tage en hurtig toastie, og i stedet gå en tur i de skønne omgivelser. Sidste stop på turen var Deanston Distillery. Vi fik en kort rundvisning på destilleriet, og sluttede af med en lille smagning. Der blev serveret Deanston 12 Year Old og Virgin Oak. Der var naturligvis mulighed for at købe whisky i deres shop, og her delte de velvilligt ud af deres whisky, hvor jeg smagte deres nye 15 Year Old Tequila Cask Finish.

Dagen slutter af med en mail fra KLM, at de har modtaget vores claim anmeldelse, og den er under behandling.

 

Dag 5: New Town, Scott monument, smws, st. Giles Cathedral og The Writers Museum

Onsdag var sat af til shopping i New Town. New Town er et område mellem Princess Street og Queen street, hvor der ligger alverdens butikker. Der er mulighed for at købe kendte mærḱevarer og diverse souvenirs. Over området knejser The Scott Monument i al sin pragt. Jeg udnyttede naturligvis muligheden for at besøge både Johnnie Walker Princes Street, og baren i den lokale afdeling af The Scotch Malt Whisky Society. Jeg skulle naturligvis som medlem have en dram i baren “Members Lounge”.

På vej hjem mod hotellet i Old Town kom vi forbi det lille og smukke museum The Writers Museum, og det skulle naturligvis besøges. Nu havde vi de sidste dage gået forbi St. Giles Cathedral, da hotellet lå lige ved siden af. Først nu valgte vi også at gå ind i katedrallen, og det er en ganske imponerende oplevelse.

Vi modtager i løbet af dagen en mail fra KLM, at vores sag er færdigbehandlet, og vi har krav på refusion af udgifter til hotel og taxa, samt kompensation til os begge for den missede rejse – i alt 5505,- kroner.

 

Dag 6: Greyfriars Kirkyard, harry potter og islanders

Onsdag havde vi booket en gratis Harry Potter tur ind til torsdag morgen. Som sædvanligt var vi på mødestedet i god tid, og det udnyttede vi til en tur rundt på Greyfriars Kirkyard. På aftalt tid ankom vores guide Collin. Sammen med en større gruppe, fortalte han historier om oprindelsen til Harry Potter, hvor blandt andet flere navne er på gravstenene på netop Greyfriars Kirkyard. Turen gik herudover forbi flere destinationer, hvor J. K. Rowling fandt inspiration til, men også skrev store dele af Harry Potter universet. Turen sluttede på Victoria Street, hvor man frivilligt kunne donere et beløb til guiden som tak for turen.

Min kone havde booket en tid til at fremstille en klassisk skotsk taske hos en af Islander butikkerne. Mens hun hyggede sig med at samle tasken, så brugte jeg tiden på at kigge i området omkring butikken, samt smutte en tur til New Town efter en flaske whisky, jeg havde set dagen før.

 

Dag 7: Hjemrejse fra Edinburgh

Fredag morgen tog vi en taxa til lufthavnen, hvor flyet gik planmæssigt. Vi mellemlandede igen i Schipol lufthavn, inden turen gik hjem til det nordjyske. Vi landede præcist til tiden. Mens vi står og venter på vores bagage tjekker jeg min netbank, og ser at KLM allerede har indsat pengene på vores konto. Man må sige at det trods alt gik ganske hurtigt, på trods af lidt start vanskeligheder.

Konklusion på vores tur til Edinburgh

På trods af en lidt skæv start på ferien, så har det været en fantastisk rejse til Skotland. Det har været nogle gode dage væk fra hverdagens trivialiteter. Vi har fået set store dele af Edinburgh, og kan nok sætte flueben ved de fleste af de mest kendte seværdigheder i byen. Vi har smagt på skotske specialiteter som haggis, deepfried Mars-bar samt diverse retter fra den lokale pub. Herudover er der også smagt på skotske øl, blandt andet fra det lokale Vault City Brewing, som jeg er ganske glad for, men desværre ikke fik besøgt denne gang. Derudover fik jeg naturligvis også smagt på en del forskelligt whisky.

 

 

I bakspejlet er vi glade for, at vi valgte at smide lidt ekstra kroner på et centalt beliggende hotel. Det betød, at alle seværdigheder lå indenfor gå afstand. Ligeledes er der utroligt mange whiskybutikker i området, så de blev selvfølgelig også besøgt, når vi lige gik forbi. Som hundeejer er det også imponerende så glade mange skotter er for hunde. Der bliver med det samme sat en vandskål på gulvet, når der kommer en hund ind på den lokale pub. Konklusionen må være at det godt kan lade sig gøre, at kombinere ferie med konen, og oplevelser med whisky, på en tur til Edinburgh, hvilket har givet mod på flere rejser til Skotland,

 

Glengoyne 10 Year Old – Highland Single Malt Scotch Whisky

Glengoyne 10 Year Old – Amerikansk og europæisk ex-sherry fad

Glengoyne 10 Year Old er en skotsk whisky på 40% Vol. Whiskyen fremstilles af Glengoyne Distillery, der ligger i Highland regionen. Whiskyen har modnet på et mix ex-bourbon fad, samt ex-sherry fad af både amerikansk og europæisk egetræ. Lagringen er foregået i minimum 10 år, som det også fremgår af etiketten. Den fremstillet med brug af kølefiltrering, men der er ikke tilsat kunstig farve.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #342

Anmeldelse af Glengoyne 10 Year Old

Næse:

Maltsødme kommer op af glasset som det første. Der følges efter med grønne æbler og let syrlige citrusfrugter. Der kommer hurtigt lidt vanilje og karamel frem i duften. Efter nogle minutter i glasset fornemmes en let honningsødme. Ligeledes anes svagt lidt egetræ i baggrunden, der tilføjer en let bitter note. Sammen med de syrlige frugter minder denne bitterhed lidt om den man kender fra revet citron-skal. Man mærker ikke de 40% Vol alkohol i duften.

Glengoyne 10 Year Old - Miniature

Glengoyne 10 Year Old – Miniature

Palette:

Både sødme og syrligheden rammer smagsløgene, når man første gang smager på denne whisky fra Glengoyne Distillery. Der smages malt- og honningsødme. Samtidig giver grønne æbler og citrusfrugter en del syrlighed. Der mærkes også straks stærk peber og kanel på tungen, der dog hurtigt aftager igen. Efterhånden som man får taget et par nip til drammen kommer lidt tørrede frugter frem. Der smages nu rosiner og lidt abrikoser. Lidt egetræ kommer også en anelse frem, og giver lidt bitterhed. Alkoholen mærkes ikke i smagen.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne dram. De tørrede frugter dominerer først, og der smages stadig rosiner og abrikoser. De syrlige frugter, og stærk peber kommer momentvis en anelse frem. Bitterheden bliver gradvist tydeligere, og tørrer munden en anelse ud. Man efterlades med lidt vanilje og smag af karamel.

Hvad siger producenten:

“Smooth, fruity and incredibly moreish Fresh green apples, toffee and a hint of nuttiness. This is the taste of distilling slower than anyone else in Scotland, of barley we dry by air – never peat – and of hand-selected sherry casks crafted from European “

Konklusion:

Dette er en fin whisky. Særligt imponerer det, hvordan den først har ex-bourbon fad karakter, der efterfølgende skifter over til mere typisk ex-sherry fad karakter. Der findes gode karakterer i begge typer fad, og det viser denne dram til en hvis grad. Er man rutineret whisky-drikker er den måske en anelse tam, men kan nydes som en hverdags-dram. For nybegyndere har den til gengæld en del at tilbyde, og den bør komme igennem ens whiskysamling på et tidspunkt. Man kan købe en flaske for cirka 350,- kroner. I det prisleje er den fuldt ud konkurrencedygtig. Konklusionen på denne anmeldelse af Glengoyne 10 Year Old er, at det er en fin entry-level dram og hverdags whisky.

3/5 (1)