Wolfburn Northland – Det første kapitel

Wolfburn Northland – første udgivelse fra destilleriet

Wolfburn Northland er en single malt whisky på 46% vol. Wolfburn Distillery er et af de whisky destillerier i Skotland, som er beliggende i Highland området. Dette er den første gentagne udgivelse, som kommer fra dette unge destilleri. Whiskyen har lagret på ex-bourbon quarter cask fad. Denne whisky er endvidere ikke kølefiltreret, og kommer uden aldersangivelse.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #97

Anmeldelse af Wolfburn Northland

Næse:

Man mærker først en let frugtsødme i næsen. Det dufter lidt som henkogte pærer, men ikke helt så tungt, som de godt kan dufte. Det er en mere frisk udgave af henkogt pære. Der er et let maritimt udtryk, hvor man fornemmer lidt salt i og hav i aromaen. Langsomt kommer en smule egetræ og vanilje frem i næsen. Måske er der en lille snert af røg, men det kan også være fra afbrændingen af de små quarter cask fad. Man mærker ikke de 46% vol. alkohol i næsen.

Wolfburn Northland - Miniature

Wolfburn Northland – Miniature

Palette:

Alkoholen er tydelig i smagen. Den virker næsten en smule sprittet i sit udtryk. Et par dråber vand nedtoner alkoholen, og giver mere plads til de andre smagsnuancer. Smagen af moden og henkogt pære er tydeligere i smagen, hvilket giver en fin sødme. Ligeledes af egetræ tydelig i paletten, og de små fad har gjort et fint stykke arbejde. I baggrunden kommer en svag bitter note og en let smag af nødder. Der er en lille metallisk bismag, som antyder, at vi har en ung whisky i glasset.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på drammen. Eftersmagen er først præget af de modne pærer. Dette går efterhånden over i egetræ. Langsomt kommer en smule vanilje frem fra baggrunden. Ligeledes fornemmer man en bitterhed på tungespidsen. Slutteligt sidder man tilbage med lidt varme i munden fra alkoholen.

Hvad siger producenten:

“The smooth and warming flavours present in Northland come from the unhurried way in which the spirit is made, and from the maturation, which takes place in American oak quarter casks. Matured and bottled on site, Northland represents the first chapter in the history of Wolfburn.”

Konklusion:

Dette er ikke en stor nydelse. Der er ingen tvivl om at dette er en ung whisky, der næppe er meget mere end 3 år gammel. Den tilbyder ikke meget mere, end noget som minder lidt henkogte pærer, og noget egetræ. Når det er sagt, så er det måske et ganske fornuftigt første forsøg på en whisky. Der vises trods alt lidt gode takter, med et vist maritimt tilsnit. Det kan blive spændende at følge. Jeg købte denne miniature flaske på 5 cl. til 9 euro i La Maison du Whisky i Paris. Det er en lille flaske måske nok værd, om ikke andet for at få prøvet lidt dråber fra destilleriet. Man kan købe en hel flaske for 450,- kroner, men det mener jeg er for dyrt, for en ung, og indtil nu lidt uinteressant whisky. Konklusionen på denne anmeldelse af Wolfburn Northland er, at det er et fint første forsøg, men der skal mere til inden det bliver godt.

2/5 (1)