Tomintoul 14 Year Old – Single Malt Scotch Whisky

Tomintoul 14 Year Old – The Gentle Dram

Tomintoul 14 Year Old er en skotsk whisky på 46% vol. Whiskyen kommer fra Tomintoul Distillery, der ligger i Speyside området. Whiskyen er lagret på ex-bourbon fad i 14 år, inden den efter endt modning, er hældt på flaske. Denne whisky er fremstillet uden brug af kølefiltrering, og der er heller ikke tilsat kunstig farve.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #239

Anmeldelse af Tomintoul 14 Year Old

Næse:

Man dufter modne frugter som det første. Det er en tydelig fornemmelse af modne pærer og søde røde æbler i næsen. Ligeledes er duften af egetræ også tydelig ved første bekendtskab, men dette trænges hurtig i baggrunden af de søde frugter, der hurtigt dominerer hele duftindtrykket. Efter nogle minutter i glasset kommer en fin og let duft af citrusfrugt frem. Der anes en snert af blomster honning i baggrunden. Vanilje, karamel og en duft af peanuts kommer efterhånden mere og mere frem i whiskyen. Man mærker ikke de 46% vol. alkohol i duften.

Tomintoul 14 Year Old - Miniature

Tomintoul 14 Year Old – Miniature

Palette:

Alkoholen er langt mere tydelig i smagen, uden den dog fremtræder sprittet. Vand kan tilsættes efter behov, og et par dråber nedtoner det en anelse. Også i smagen dominerer de søde modne pærer og æbler. Vanilje, karamel og peanuts, der også var at finde i duften, er mere tydelige i paletten. I baggrunden kommer lidt syrlighed og bitterhed frem, som man kender fra citron-skal. Der mærkes en smule stærk ingefær og muskatnød på tungen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på drammen. Sødmen fra de søde frugter hænger godt ved i denne skotske whisky. Syrligheden fra citronen er mere tydelig i afslutningen, men aftager gradvist. Vanilje, mælkechokolade og smagen af peanuts kommer igen i smule frem. Der mærkes momentvis stadig ingefær og muskatnød på tungen. Man efterlades med ae smag af blomster-honning, og en smule varme fra alkoholen.

Hvad siger producenten:

“Pure ingredients and the natural environment add to smooth and mellow character of our award-winning Tomintoul Speyside Glenlivet Single Malt Scotch Whisky, “the gentle dram”. Tomintoul Speyside Glenlivet Single Malt Scotch Whisky Aged 14 Years is a naturally coloured and unchillfiltered expression of our mellow and smooth malt.

Konklusion:

Dette er en god whisky, med en glimrende kompleksitet. Særligt finder jeg kombinationen mellem den klassiske Speyside frugtsødme, og den tydelige tilstedeværelse af peanuts interessant. Det hele får et ekstra løft med god power i både alkohol og lidt stærke krydderier, Man kan købe en flaske for lige under 500,- kroner. For de penge får man en 14 års whisky, der er fremstillet uden kølefiltrering, og uden tilsat farve, der samtidig tilbyder en fantastisk oplevelse. Det er ikke hver dag man finder sådan en dram, og jeg kunne godt overveje en hel flaske ovenpå denne miniature flaske. Konklusionen på denne anmeldelse af Tomintoul 14 Year Old er, at en klassisk Speyside stil, får et interessant twist med peanuts, ingefær og krydderier.

4/5 (1)

Tomintoul Old Ballantruan – 10 Year Old

Tomintoul Old Ballantruan – Røg fra Tomintoul Distillery

Tomintoul Old Ballantruan er en whisky på 50% vol. Whiskyen er en røget udgivelse fra Tomintoul Distillery, som ellers er kendt for whisky uden røg, som er mere klassisk fra whisky destillerier i Speyside regionen. Den er opkaldt fra kilden, hvor destilleriet får sit vand. Whiskyen er lagret på ex-bourbon fad og ex-sherry fad i 10 år, inden den slutteligt er hældt på flaske. Der er et phenol indhold på 55 PPM i whiskyen. Denne whisky er desuden ikke kølefiltreret.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #151

Anmeldelse af Tomintoul Old Ballantruan

Næse:

Man mærker straks røg i glasset, når næsen sættes til. Hurtigt efter dette kommer tydelig egetræ frem. Der er en nærmest mint-lignende effekt i næsen. Efter nogle minutter i glasset, og en smule tilsat vand, så bliver der gjort plads til lidt andre aromaer. Der duftes nu fin malt- og honningsødme. I baggrunden fornemmes en let syrlighed, som man kender fra citrusfrugter.

Old Ballantruan - Sample

Old Ballantruan – Sample

Palette:

Røgen er også tydelig i smagen, når man nipper til denne Speyside whisky. Ligeledes er de 50% alkohol tydelige. Begge dele nedtones fint med en smule vand og nogle minutter i glasset. Igen giver det plads til andre nuancer. Der er først en let syrlig citrus smag. Denne følges hurtigt op af frugtsødme, som modne pærer og æbler. Efter et par mundfulde fornemmes en smule bitterhed og smagen af valnødder bliver tydeligere.

Afslutning:

Der er en ret kort afslutning på drammen. Der anes stadig røg i munden, men dog ikke dominerende, som den var i næsen og paletten. Der fine noter af karamel og vanilje, som ligger sig som et tyndt lag i munden. Der er en tydelig tilstedeværelse af egetræ på tungen, hvilket giver en bitter fornemmelse i munden. Der anes stadig en lille smule citrussmag i denne whisky. Munden tørrer hurtigt ud, og man sidder med lidt mint på tungespidsen.

Hvad siger producenten:

“Old Ballantruan is distilled using heavily peated malted barley in the traditional manner. After “sleeping” for 10 years in hand-picked oak barrels, this whisky has beed bottled at 50% volume and without any chill-filtration in order to retain its layered and integrated peaty flavours.”

Konklusion:

Dette er en glimrende whisky. Hvis man kan lide røg og lette smagsoplevelser, så kan man sagtens drikke denne dram. Whiskyen har egentligt at ganske let og ukompliceret udtryk bagved “røgsløret”. Der bliver ikke sat de store krav til nyderen, og den fremstår ikke kompleks eller tung. Man kan købe en flaske for lige under 700,- kroner. Hvis man er til røget whisky, så vil et beløb af denne størrelse, nok være bedre brugt på en Islay whisky. Konklusionen på denne anmeldelse af Old Ballantruan er et, det er en ganske ukompliceret og letdrikkelig røget Speyside whisky.

3/5 (1)