Deanston 12 Year Old – Highland Single Malt

Deanston 12 Year Old – 100% ex-bourbon fad

Deanston 12 Year Old er en skotsk whisky på 46,3% Vol. Whiskyen er fremstillet på Deanston Distillery, beliggende i Highland regionen. Whiskyen har udelukkende lagret på ex-bourbon fad. Den har modnet minimum i 12 år på disse fad. Udgivelsen er del i destilleriets kerne-proukter. Whiskyen er fremstillet uden kunstig farve, og der er ikke brugt kølefiltrering.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #277

Anmeldelse af Deanston 12 Year Old

Næse:

Man dufter maltsødme som det første, når næsen sættes hen til glasset. Hurtigt følges det op af tydelige citrusfrugter. Der er en tydelig syrlighed som man kender det fra citroner. Efter lidt tid i glasset fremtræder kombinationen mellem maltsødme og citrusfrugter mere som søde appelsiner, og måske endda som appelsinmarmelade. Langsomt kommer duften af vaniljemere og mere frem i aromaen. Der anses en smule egetræ i baggrunden. De 46,3% Vol. alkohol anes svagt i duften, men er ikke så tydeligt, at det skal nedtones med vand.

Deanston 12 Year Old - Miniature

Deanston 12 Year Old – Miniature

Palette:

Egetræ er langt tydeligere i smagen, end den var i næsen, og viser sig tydeligt i begyndelsen. Hurtigt følger smagen af søde appelsiner efter. Der mærkes også hurtigt stærk ingefær på tungen. Maltsødmen tager efterhånden over, efter at have smagt på drammen et par gange. Der er næsten et strejf af blomster- og honningsødme. Der mærkes fjernt en smule bitterhed på tungen, og en smule lakrids fornemmes. Når whiskyen har stået i glasset i nogle minutter, og den får lov at åbne sig lidt op, så smages også vanilje og karamel. Heller ikke i paletten er alkoholen så tydelig, at det er nødvendigt at nedvand.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne single malt whisky. Sødmen fra appelsiner, malt og karamel er tydeligst i begyndelsen. Dette aftager, og giver mere plads til blomster og honningsødme, som også var at finde i smagen. Bitterhed bliver tydeligere i afslutningen, uden den dog bliver for meget. Det minder lidt om den bitterhed man kender fra nødder. Der smages lidt egetræ og vanilje. Oplevelsen dør ud i en let mineralsk fornemmelse i munden, inden tungen slutteligt tørrer ud.

Hvad siger producenten:

“Fresh hays of summer, malty cereal, rich creamy toffee and honeyed heather, balanced with sweet oak and barley sugar.”

Konklusion:

Dette er en ganske glimrende whisky. Der er fin kompleksitet og gode oplevelser for både næse og smagsløg. Man kan købe en flaske for cirka 400,- kroner. For det beløb får man en 12 års whisky, der er fremstillet uden kølefiltrering og uden kunstig farve, samtidig med, at den er aftappet ved 46,3% vol. Det viser god integritet fra producenten, og det er klart et af Skotlands destillerier, som jeg skal holde øje med i fremtiden. Det er også en dram, som virkelig fortjener, at man bruger tid med den. Derfor er det også beklageligt, at det kun er en miniature flaske, som jeg har anmeldt her. Jeg kunne nemlig godt tænke mig at udvide bekendtskabet. Konklusionen på denne anmeldelse af Deanston 12 Year Old er, at den virkelig er værd, at bruge både tid og penge på.

4/5 (1)