Very Big Moose – Imperial Stout
Very Big Moose er en Imperial Stout på 12,5% vol. Øllen er fremstillet på det skotske bryggeri Fierce Beer. Øllen har modnet i aflagte fad, der tidligere har indeholdt Kentucky Bourbon. Lagringen har varet i 10 måneder, inden øllen er blevet aftappet. I denne anmeldelse er der smagt på 2022 udgaven af øllen.
Besøg bryggeriets hjemmeside
Anmeldelse #496
Anmeldelse af Very Big Moose
Næse:
Næsen opfanger først sødme fra den mørke malt. Et strejf af mørk chokolade følger hurtigt efter. Langsomt kommer en let syrlig note, som man kender det fra grønne æbler, frem fra baggrunden. Momentvis opleves en smule kokos i duften, der dog hurtigt er væk igen. De 12,5% Vol er tydelige i næsen, og den har et lidt sprittet udtryk.
Palette:
Som i duftem, så er den mørke malt også det først man mødes af i smagen. Der er tydelig maltsødme, der forstærkes med sødme fra vanilje. Hurtigt bliver munden tør, og der kommer en ret markant bitterhed frem. Der er en smule “wood spice” i smagen, som man også finder i meget whisky og bourbon. Lejlighedsvist kommer syrligheden fra de grønne æbler også frem i smagen. Alkoholen er mere nedtonet i smagen end i duften.
Afslutning:
Der er en medium afslutning på øllen. Smagen fra de grønne æbler er stadig tydelig i eftersmagen. Bitterheden og den tørre fornemmelse i munden bliver endnu mere udpræget i afslutningen, hvilket giver en næsten melet fornemmelse i munden. Man efterlades med et minde om mørk chokolade og kakao i munden, inden den slutteligt tørrer helt ud.
Hvad siger producenten:
“Imperial stout aged in fresh, unbroken, single use Kentucky bourbon barrels for ten months. Can be enjoyed on release or aged for at least 5 years.”
Konklusion
Dette er ikke nogen imponerende øl. Kan man lide mørke øl, kan man da altid give den et forsøg. Særligt interessant er duften og smagen fra de grønne æbler, jeg ikke tidligere i smagt i en stout.Man kan købe en dåse med 44 cl. til omkring 55,- kroner. Med denne prissætning er der et fornuftigt udvalg af fadlagrede øl, og jeg vil personligt kigge i andre retninger, efter større oplevelser, end denne aftapning umiddelbart tilbyder. Konklusionen på denne anmeldelse af Very Big Moose er, at det er ganske interessant med et strejf af grønne æbler i en stout, men en stor øl-oplevelse er det ikke.