Glen Scotia Victoriana – Cask Strength

Glen Scotia Victoriana – Afsluttet på hårdt brændte fad

Glen Scotia Victoriana er en skotsk whisky på 54,2% Vol. Whiskyen er fremstillet på Glen Scotia Distillery, der er et af destillerierne i Campbeltown regionen. Whiskyen har først lagret på klassiske first-fill og genbrugte ex-bourbon fad. Herefter har den fået en afslutning i en mindre procentdel PX ex-sherry fad og en stor del kraftigt forkullede ex-bourbon fad. Slutteligt vies de sammen i et par måneder, og hældes på flaske ved fuld fadstyre. Det vides ikke hvor længe den har lagret på disse fad, da flasken kommer uden aldersangivelse. Whiskyen er hverken kølefiltreret eller tilsat kunstig farve.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #245

Anmeldelse af Glen Scotia Victoriana

Næse:

Næsen mødes først af noget som minder om brændt karamel, med en lille note af røg. Der følges hurtigt op med duft af umodne frugter, som grønne æbler og vindruer. Langsomt kommer en fin duft af egetræ og vanilje frem i drammen. På trods af et alkoholindhold på 54,2% vol, så er alkoholen ikke tydelig i næsen. Et par dråber vand åbner op for citrus i aromaen, hvor særlig grape og citron-skal kommer frem. Den forekommer på mange måder næsten diskret i sin aroma.

Glen Scotia Victoriana - Miniature

Glen Scotia Victoriana – Miniature

Palette:

De grønne umodne frugter, der også var i duften, er tydeligere i smagen. Igen er det grønne og umodne æbler og vindruer der kommer frem. Ligeledes smages også lidt grape og citron. Der smages herefter lidt friske krydderurter som mynte og timian. Der mærkes en smule bid på tungen fra ingefær, der får et ekstra løft af den høje alkoholprocent. Der er et let maritimt og mineralsk udtryk over smagen i whiskyen, der næsten giver et let-saltet og lidt tørt udtryk. I baggrunden mærkes lidt brændt karamel og en smule røg, som var det første, der kom frem i duften. En smule egetræ og bitterhed dukker op efter et par nip til drammen.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på oplevelsen. Smagen af egetræ og bitterheden, hænger ved i afslutningen. Der smages stadig friske krydderurter, hvor særligt mynte er tydelig, hvilket giver et næsten frisk pust i afslutningen. Det maritime og mineralske udtryk er tydeligere i eftersmagen, hvor salt kommer frem på tungen og læberne. Der anes slutteligt, for første gang, en smule frugtsødme fra friske modne frugter, men også fra tørrede frugter. Man efterlades med et minde om den brændte karamel, og en smule bitterhed fra egetræ.

Hvad siger producenten:

“Each cask is chosen for its rare character and exceptional maturity. Finished in deep charred oak, the result is an exceptionally smooth single malt whisky whose aroma and flavour work in harmony. Bottled in the traditional way straight from the cask and without filtration, its subtle wood and vanilla flavour is enhanced by a full bodied spicy fruit aroma and mildly smokey aftertaste.”

Konklusion:

Dette er en god whisky. Den tilbyder mange interessante nuancer. Jeg finder det særligt spændende, at whiskyen næsten virker nedtonet i duften, men virkelig kommer frem i både smag og eftersmag. Der er både umodne frugter, citrus, maritime noter og røg. Det hele løftes af en friskhed fra mynte og et spark fra den høje alkohol. Man kan købe en flaske for cirka 650,- kroner. Jeg har her kun anmeldt en miniature flaske, men jeg ville meget gerne følge denne whisky igennem en hel flaske. Der er virkelig potentiale til nogle interessante oplevelser. Konklusionen på denne anmeldelse af Glen Scotia Victoriana Cask Strength er, at det som i begyndelsen virker som en lidt diskret whisky, virkelig folder sig ud som en stor oplevelse ved nærmere bekendtskab.

4/5 (1)