Macallan Oscuro – The 1824 Collection

Macallan Oscuro – Travel Retail Exclusive

Macallan Oscuro er en skotsk whisky på 46,5% Vol. Whiskyen er produceret på The Macallan Distillery, der er er et af destillerierne i Speyside regionen. Whiskyen har lagret på ex-oloroso, hvoraf en stor del er first fill fad. Flasken kommer uden aldersangivelse, men råspritten er destilleret mellem 1987 og 1997, inden den er aftappet i 2015. Det betyder altså også at den yngste whisky i flasken er mindst 17 år gammel. Whiskyen er udgivet til rejsende som en “Travel Retail Exclusive” i destilleriets serie “The 1824 Collection”. Udgivelsen er desuden ikke tilsat kunstig farve, og er heller ikke kølefiltreret.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #279

Anmeldelse af Macallan Oscuro

Næse:

Næsen mødes straks af sødme fra mørke tørrede frugter som rosiner og dadler. Langsomt kommer også en aroma af mørke bær, som kirsebær og solbær frem. Der mærkes en let syrlighed, der sammen med frugtsødmen, leder tankerne hen i retning af søde og modne appelsiner. Efter nogle minutter kommer fine nuancer af vanilje, egetræ og cacao også frem. Man mærker ikke de 46,5% vol alkohol i duften.

Macallan Oscuro - Sample

Macallan Oscuro – Sample

Palette:

Rosiner og dadler er, ganske som i duften, også fremtrædende i smagen. Kirsebær og en snert af solbær er tydeligere i paletten end den var i næsen. Der mærkes tydeligt stærke krydderier på tungen. Det er sort peber og kanel der efterlader en prikkende fornemmelse på tungen. Chokolade er ligeledes at finde i smagen. Der er lidt mere kraft i alkoholen i smagen, end der var i duften, men whiskyen virker ikke sprittet, men fremtræder blød og imødekommende. I baggrunden fornemmes også her lidt søde appelsiner. Efter et par nip til drammen, så smages også en snert af friske modne æbler.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på drammen. Peber og kanel er stadig tydelige og prikker lidt på tungen. Dette aftager gradvist, og der kommer en fornemmelse af mint frem i stedet. Sødmen fra rosiner og dadler ligger som et fint lag i munden. Smagen af egetræ og vanilje kigger momentvist frem. Efterhånden tager karamel og mørk sukker over i smagen. Samtidig mærkes en smule bitterhed og smag af kaffe. Der mærkes god varme i mund og svælg. Langsomt aftager oplevelsen, og man efterlades med en følelse af mørk læder og sød pibetobak i munden, mens man momentvis mindes om peber og kanel.

Hvad siger producenten:

When the casks are at the peak of maturation, the whisky is gently reduced to 46.5% alcohol by volume with natural spring water drawn from boreholes deep under The Macallan Estate. It is then matured in slumbering casks for at least six months, allowing the flavours to ‘marry’ and harmonise. It undergoes no further strength reduction and is non-chill filtered at ambient room temperature before being bottled for your enjoyment.”

Konklusion:

Her har vi fat i en fantastisk god whisky. Der er en lang smagsoplevelse, der virkelig har noget at byde på. Der er en utrolig kompleksitet i både duft, smag og eftersmag. Nuve, det får man så også lov til at betale mange penge for. En flaske koster omkring 6500,- kroner. Jeg var heldig at bytte mig til denne sample for tre sample whisky fra danske destillerier. Det er ikke dårligt, at få nye bekendtskaber på Instagram, når man kan bytte sig til en dram af denne kaliber. Jeg kunne aldrig drømme om, selv at smide så mange penge efter en flaske whisky, men oplevelsen vil jeg dog stadig gerne have. Konklusionen på denne anmeldelse af Macallan Oscuro er, at det en luksus-whisky for alle pengene, men man skal have tegnebogen i orden for at være med.

4.5/5 (2)