Smokehead Rock Edition – en udgave med masser af røg

Smokehead Rock Edition – som at slikke et askebæger, på den gode måde

Smokehead Rock Edition er en skotsk whisky på 43% vol. flasket af Ian Macleod Distillers, der egentlig er placeret i lavlandet – the Lowlands. Whiskyen er på flasken kategoriseret som en Islay single malt, og der er en del usikkerhed om, hvem der rent faktisk laver whiskyen. Flere mener at det er Ardbeg Distillery, som står bag Smokehead. Ian Macleod Distillers, fungerer som uafhængig aftapper af flasken. Det er ikke uden grund den kaldes “The Mystery Malt”. Whiskyen er lagret på ex-boubon og ex-sherry fad, og er endvidere kølefiltreret og uden aldersangivelse.

Besøg: Producentens hjemmeside

Anmeldelse #39

Anmeldelse af Smokehead Rock Edition

Næse:

Røg er det dominerende i næsen, når man første gang dufter til denne dram. Der er virkelig tale om tyk røg, som man kender det fra et bål. Når næsen har tilpasset sig den kraftige røg-aroma, så opfanger man de lidt finere nuancer whiskyen også indeholder. Man kan nu dufte noter af frisk og syrlig frugt, som man kender det fra grønne æbler og citrusfrugter. Aromaen kan næsten forekomme lidt tør – en tørhed som leder tankerne hen på egetræ fra fadet.

Smokehead Rock Edition

Smokehead Rock Edition

 

Palette:

Smagen er også præget af den umiddelbare eksplosion af røg, man får i munden ved første smag. Når smagsløgene har tilpasset sig dynen af røg, så fremkommer der også i paletten ganske fine nuancer. Man smager tydeligt indflydelsen fra sherry fadene. Man fornemmer nu moden frugt, der giver fylde og sødme. Noter af karamel og krydderier som kanel kommer lidt frem fra baggrunden. Smagen af egetræ træder stille og roligt frem i paletten. Man fornemmer ikke umiddelbart de 43% vol alkohol i whiskyen.

Afslutning:

Der er en god og medium lang afslutning på denne whisky. Eftersmagen er selvfølgelig også præget af røg. Yderligere bliver smage af egetræ tydeligere, et stykke inde i afslutningen, der også her giver drammen et lidt tørt udtryk. På trods af denne tørhed fremkommer stadig en god sødme. Også i afslutningen fornemmer man sherry, moden frugt og krydderier. Måske kan man endda opfange lidt mørke, tørre frugter som rosiner, svesker og nødder. Det giver en god og kraftig fornemmelse i munden. Slutteligt sidder man med en let saltet følelse i munden.

Hvad siger producenten:

“The perfect gift for old and young rockers, this limited edition metal tin features a debossed ‘Smokehead Skull’, made from the many adjectives that capture the Single Malt’s boisterous, outrageous, and deep peaty flavours. Smokehead is a rich, seaweedy and intensely peaty Islay single malt whisky. The flavour is fresh, fruity and immense, with notes of sherry, iodine, toffee, smoke and sea salt all fighting for recognition. A really vigorous whisky not for the faint hearted … savour and enjoy!”

Konklusion:

Denne røgbombe tilbyder en god kompleksitet. Man får en fin blanding af røg, sherry, umoden frugt, moden frugt, citrus, rosiner og salt. Imponerende nok er tilstedeværelsen af egetræ fra fadet meget tydelig i denne whisky, hvilket må siges at være flot af en whisky uden aldersangivelse. Flasken kan købes for omkring 550,- kroner, hvilket principielt er lige i overkanten for en NAS whisky. Når det så er sagt, så syntes jeg faktisk at den er pengene værd. Man får masser af røg som fra en ung whisky, og masser af kompleksitet som fra en ældre whisky. Konklusionen på denne anmeldelse af Smokehead Rock Edition er, at kan man lide røg og fin kompleksitet, så er den et godt køb.

4/5 (1)