Smokehead Rum Rebel – Rum Cask Finish

Smokehead Rum Rebel – Limited Edition

Smokehead Rum Rebel er en skotsk whisky på 46% Vol. Det er en Islay single malt whisky, aftappet af Ian Macleod Distillers. Det er ukendt, hvem der producerer whiskyen. Det kan dog med sikkerhed siges, at den kommer fra et af de skotske destillerier på Islay, som det også fremgår af flasken. Whiskyen har lagret på ex-boubon fad, og har efterfølgende fået en afslutning på ex-rom fad fra Caribien. Whiskyen kommer uden aldersangivelse. Det fremgår af flasken, at aftapningen er en “Limited Edition”.

Besøg: Producentens hjemmeside

Anmeldelse #290

Anmeldelse af Smokehead Rum Rebel

Næse:

Røg kommer op af glasset som det første. Hurtigt følger lidt frisk fugt efter, hvor der duftes lidt syrlige grønne æbler. Langsomt kommer sødme frem, og der duftes lidt honningmeloner. Sødmen bliver gradvist mere og mere tydelig, og bliver mere i retning af mørk sukker. Kombinationen af røg og mørk sukkersødme, leder tankerne i retning af sød pibetobak. I baggrunden anes lidt mineralske og maritime noter, som minder om duften af hav og frisk tang. Alkoholen er ikke at mærke i næsen.

Smokehead Rum Rebel

Smokehead Rum Rebel

Palette:

Røgen smages som det første, mens tydelige maritime og mineralske noter af salt og flintesten følger efter. Smagen af mørk sukker er tydeligere i smagen, end den var i duften. I baggrunden smages syrlige friske frugter, som grønne æbler med en snert af citrusfrugt. Der smages en anelse vanilje og saltkaramel efter at have smagt på whiskyen et par gange. De 46% vol. alkohol er tydeligere i smagen, men er ikke sprittet, så vand kan tilsættes efter behov. Lidt vand trækker vanilje og mørk sukker en anelse mere frem i smagen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne dram. Sødmen fra den mørke sukker ligger som et fint lag på tungen. Der mærkes stadig momentvis lidt syrlighed fra citrusfrugter og umodne grønne æbler. Der opleves en anelse prikken fra frisk ingefær på tungen, der dog hurtigt er væk igen. Langsomt men sikkert kommer en smag af egetræ frem, mens en smule bitterhed og tørhed bliver tydeligere. Man sidder tilbage med lidt sukkersødme og vanilje i munden, mens lidt salt mærkes på læberne.

Hvad siger producenten:

“When Smokehead meets a rum cask cousin. Fiery peat smoke and burnt marshmallows, softened with caramelised fruit. Taste the rebellion.”

Konklusion:

Dette er en glimrende whisky. Hvis man kan lide Islay Single Malt whisky, så er dette et godt bud på en fin whisky. Der er røg, maritime noter og fin sødme. Jeg har tidligere smagt whisky, der har lagret på ex-rom fad, og det har været med svingende succes. Jeg har oplevet at sødmen fra rommen ofte bliver for dominerende i forhold til min smag. Det er ikke tilfældet med denne whisky. Sødmen fra mørk sukker er til stede, men er ikke for voldsom, og giver plads til tydelige Islay karaktertræk. Man kan købe en flaske for cirka 450,- kroner. For de penge får man en whisky, uden den helt store kompleksitet, men med alt hvad en Islay whisky skal have. Konklusionen på denne anmeldelse af Smokehead Rum Rebel er, at den heldigvis er mere Islay, end den er rom.

4/5 (1)