Den gule trøje – Stout på røget whiskyfad

Den gule trøje – Bøgedal X Fary Lochan

Den gule trøje er en Stout på 10% vol. Øllen er brygget af Bøgedal Brew i samarbejde med Fary Lochan Destilleri. Denne stout er brygget i forbindelse med “Den gule folkefest”, når Tour de France kører gennem Vejle i 2022. Der er tre øl i serien. Serien udgøres af samme øl, der derefter har lagret på tre forskellige typer fad fra destilleriet. Den prikkede trøje lagret på fad fra urøget whisky, den grønne trøje lagret på fad fra rom, og denne udgave lagret på fad, der tidligere har indeholdt brændenælderøget whisky. Det vides ikke hvor længe øllen har modnet på disse fad. Det er et begrænset oplag på omkring 948 øl, hvoraf de 600 kommer i gaveæsker med alle tre.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #426

Anmeldelse af Den gule trøje

Næse:

Den mørke hårdtristede malt kommer frem fra glasset først. Der følges op med en let sødme, der minder om den man finder i solmodne blommer og rosiner. Efter nogle minutter i glasset kommer lidt lettere nuancer frem fra baggrunden. Der er en smule søde frugter, med et strejf af syrlighed. Momentvis opfanges en anelse vanilje og lakrids. Man mærker ikke de 10% Vol. alkohol i næsen.

Den gule trøje

Den gule trøje

Palette:

Den mørke malt er også det første der smages, når glasset kommer op til munden. Der er sødme fra malten, hvor både karamel og vanilje kommer frem. Efter et par mundfulde af denne fadlagrede øl kommer en let syrlighed mere og mere frem. Der er et strejf at solmoden grapefrugt i baggrunden. En smule bitterhed bliver ligeledes mere tydelig. Sammen med sødmen giver det associationer til mælkechokolade og varm kakao. Det mærkes at der er højt alkoholindhold, men øllen virker ikke sprittet.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne øl. Sødmen har lagt sig som et fint lag i munden. Smagen af solmodne grapefrugter er mere fremtrædende i eftersmagen end den er i smagen. Langsomt overtager bitterheden mere og mere, og man sidder med en fornemmelse af revet skal fra citrusfrugter i munden. Man efterlades med en fornemmelse af chokolade og citron te i munden.

Hvad siger producenten:

“Den gule trøje STOUT x røget WHISKY 36,5 cl / 10% Den smager som en cubacigar dufter. Fuld krop, frugtig, chokolade, sødme & whisky “

Konklusion

Dette er en god øl. Hvis man er til mørke øl, uden den bliver alt for tung, så er dette et godt bud på et køb. Særligt finder jeg kombinationen mellem de mørke noter fra malten, og de lettere noter af citrusfrugt fra humlen, ganske interessant. Det giver en god oplevelse i både duft og smag. Jeg har været igennem omkring 2000 øl, og har kun en gang tidligere oplevet det i så udpræget grad. At øllen så har lagret på fad fra et af de danske destillerier, gør den kun endnu mere interessant. Karakteren fra fadet træder dog ikke voldsomt meget frem. Man kan købe en flaske på 36,5 cl. for cirka 90,- kroner. I dette prisleje er konkurrencen hård, men denne øl skiller sig positivt ud. Konklusionen på denne anmeldelse af Bøgedal Brew X Fary Lochan Den gule trøje er, at kombinationen mellem hårdtristet malt og syrlig humle går op i en højere enhed i dette bryg.

Katarinas Stout Cask Edition – Buffalo Trace fad

Katarinas Stout Cask Edition – Lagret 6 måneder på bourbon fad

Katarinas Stout Cask Edition er en Russian Imperial Stout på 10% vol. fra Bryghuset Kragelund, der er beliggende i den lille by Kragelund ved Silkeborg i Danmark. Denne udgave af deres normale Katarinas Stout er lagret på amerikanske ex-bourbon fad fra Buffalo Trace Distillery i 6 måneder. Øllen er lavet i begrænset oplag, og jeg har fået flaske nummer 263 af de 392 eksemplarer, der er fremstillet. Øllen er endvidere ufiltreret og flaskemodnet.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #276

Anmeldelse af Katarinas Stout Cask Edition

Næse:

Man får først en fin vinøs fornemmelse i næsen. Dette erstattes dog hurtigt af de hårdt ristede malte, der herefter er meget dominerende. Man dufter kaffe og mørk chokolade, og man får en lidt tør følelse i næsen, som giver et lidt melet indtryk. PÅ trods af dette kan man dog også efter lidt tid opfange en god sødme, og måske endda også vanilje, som godt kan komme fra de aflagte ex-bourbon fad fra Buffalo Trace. Man mærker hverken humle eller den høje alkohol på duften.

Katarinas Stout Cask Edition

Katarinas Stout Cask Edition

Palette:

Smagen er også præget af de mørke malte. Det er kaffe og mørk chokolade. Man smager straks vanilje, som sandsynligvis også kommer fra ex-bourbon fadene. Der er også en utrolig god sødme i øllen. En sødme man kan genkende fra amerikansk bourbon, dog uden at øllen smager decideret af bourbon. Blandingen af disse udtryk giver nærmest en smagsoplevelse som man kender fra lakrids. Munden dækkes ligeledes af denne sødme og fylde. Man kan efter nogle mundfulde smage en smule mørke tørrede frugter som rosiner og svesker.

Afslutning:

Øllen har en god og lang afslutning. Katarinas Stout Cask Edition giver en god sødme i eftersmagen. Man smager tydeligt vanilje. Også her træder den mørke malt frem med kaffe og mørk chokolade. Fornemmelsen med at munden dækkes, af lakrids sødme og fylde, forlænges ind i eftersmagen. Dette giver en meget voluminøs oplevelse. Man mærker en lille varme fra de 10% Vol alkohol, men det er ikke dominerende på måde.

Hvad siger producenten:

“Katarinas Stout – er en Russian Imperial Stout – En sort, fed ale og en smagsoplevelse grænsende til det ekstreme! Brygget på den gode marris otter malt og med rigeligt sort ristet byg og sorte malte til at give øllet karakter. Smagen har noter af anis og kaffe. Katarina er humlet med de engelske northdown og East Kent goldings humler.

Konklusion

Fantastisk øl. Det er særligt interessant at duften forekommer melet, som man ofte kan opleve på øl, der er brygget på de helt mørke malt-typer, men at smagen er helt anderledes fyldig og interessant. Det giver en kompleksitet som kun kan anbefales. Jeg er sikker på at det melede udtryk fra duften også har været i smagen, hvis det ikke havde været for de 6 måneders lagring på Buffalo Trace fad. Som håndbrygger har jeg erfaring med at de meget mørke stouts er melede i starten, men efterhånden som de ligger i flasken, i indtil flere år, des mere erstattes melet med fylde og rundhed. Prisen på denne fadlagrede øl er lige over 70,- kroner. Det er selvfølgelig en ret høj pris for en øl, men jeg mener man får en del for pengene. Konklusionen på denne anmeldelse af Katarinas Stout Cask Edition er, at man ikke skal undervurdere fadlagring af mørke øl, da det ofte ender ud i et glimrende resultat, som med dette fine bryg.

The Black Cat – Wicked Tales of Scotland

The Black Cat – Barrel Aged Baltic Porter

The Black Cat er en fadlagret Baltisk porter på 10% vol. Øllen er fremstillet af Amager Bryghus. Øllen har lagret i 7 måneder på “Peated whisky barrels”, som det står på etiketten. Der meldes ikke ud, hvilket skotsk destilleri fadene kommer fra. Øllen er med i en serie af fadlagrede udgivelser fra bryghuset. Serien går under navnet “Wicked Tales of Scotland“. Denne øl er fra Batch #1811, og de er sendt på markedet den 2. februar 2019.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #259

Anmeldelse af The Black Cat

Næse:

Der duftes først hårdtristet malt. Den er tydelig mørk i sin fremtoning i næsen. Der kommer hurtigt en let sødme frem, som leder tankerne hen i retning af chokolade. Efter nogle minutter i glasset, så kommer en smule duft af kaffe. I baggrunden fornemmes et let strejf af vanilje. Man mærker ikke de 10% vol alkohol i aromaen, og den fremkommer næsten lidt diskret.

The Black Cat

The Black Cat

Palette:

Der er lidt noget kraft i smagen. Igen er det tydeligt at det er de hårdtristede malte, som bærer øllen frem. Der smages først sød mørk chokolade. Den bitre note, man kender fra mørk chokolade, udebliver, og kun smag og sødme kommer igennem. Efter et par slurke, kommer en fin smag af karamel og en lidt vanilje frem fra baggrunden. Der er en let prikken på tungen, som sagtens kan komme fra lagringen på de aflagte fad, som tidligere har indeholdt whisky. Alkoholen er ikke tydelige i paletten.

Afslutning:

Der er en lang eftersmag på denne fadlagrede øl.Først er chokoalde-sødmen tydelig. Efterhånden fremkommer en fin bitterhed, som godt kan komme fra egetræet i de gamle fad. Det kan naturligvis også komme fra bitterhumlen i øllen. Faktum er dog, at det giver en smule tør fornemmelse på tungen. Munden er stadig godt dækket af mørk maltsødme, inden det slutteligt ebber ud i en smag af karamel og lakrids. Der mærkes en smule varme fra alkoholen.

Hvad siger producenten:

“The Black Cat – Cat Sith in the local tongue – is a fairy creature, always known for the white spot on its chest and for being as large as a grown-up dog. Known to haunt the Scottish Highlands, it was feared by the Scots, especially around the time of a death. If the corpse had not yet been buried before the black cat appeared, it would steal your soul before the gods claimed it.”

Konklusion

Dette er en ganske fornuftig øl, der til tider kan virke lidt for diskret. Man må give omkring 60,- kroner for denne fadlagrede øl. Nuvel, man får en øl, som har lagret på aflagte fad fra røget whisky i 7 måneder, og en øl som har 10% vol alkohol. Det skal naturligvis koste nogle penge. Man kan få andre fadlagrede øl i samme prisleje, som jeg personligt vil foretrække. De andre øl i denne “Wicked Tales of Scotland” serie, klarer sig efter min mening bedre. Øl fra Amager Bryghus har generelt rigtigt højt niveau, der ikke helt indfries med dette bryg. Det gør ikke dette bryg til en dårlig øl – så langt fra faktisk. Den har stadig meget at at byde på. Hvis man undlader at skrue forventningerne i vejret, når man hører “fadlagret Baltisk porter”, så er det en ganske hæderlig øl. Konklusionen på denne anmeldelse af The Black Cat er, at øllen er god, men mine forventninger måske ikke helt blev opfyldt.