Barrel Aged Upside Down Christmas Cake 2022 – Pastry Christmas Stout

Barrel Aged Upside Down Christmas Cake 2022 – Seasonals

Barrel Aged Upside Down Christmas Cake 2022 er en fadlagret Stout på 11,5% vol. Øllen er brygget på det norske Amundsen Bryggeri i Oslo. Det er en såkaldt “Pastry Stout”, der ofte minder om desserter og kager i deres udtryk. Denne udgivelse er del af bryggeriets serie “Seasonals”, hvor denne aftapning er til julen 2022. Øllen har lagret på ex-bourbon fad, men det meldes ikke ud, hvor længe den har modnet på disse fad.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #546

Anmeldelse af Barrel Aged Upside Down Christmas Cake 2022

Næse:

Duften af kage kommer op af glasset først. Det minder om den duft man kender fra den gammeldags chokoladekage i bradepanden, som man havde med i skolen til klassens time om fredagen. Efterhånden som den kraftige sødme aftager lidt i glasset, kommer noter af hårdt ristet mørk malt frem, der giver associationer til stærk kaffe. En fjern duft af vanilje opfanges lejlighedsvist i baggrunden. De 11,5% Vol alkohol er ikke tydelige i næsen.

Barrel Aged Upside Down Christmas Cake 2022

Barrel Aged Upside Down Christmas Cake 2022

Palette:

Den hårdt ristede mørke malt smages som det første, når øllen kommer ind i munden. Der følges hurtigt op med markant sødme. Der smages karamel, vanilje og mørke sukker. En smule bitterhed anes i baggrunden, og det kan sagtens komme fra lagringen i de aflage ex-bourbon fad, men det kan naturligvis også komme fra humlen i øllen. I kombination ledes tankerne i retning af chokoladekage med kaffe til. Alkoholen mærkes, dog uden at dominere i smagen.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på denne øl. Sødmen fra vanilje, karamel og mørk sukker ligger som et tykt lag i munden. Efterhånden som det aftager en smule, kommer bitterhed gradvist mere frem. Dette forstærker fornemmelsen af mørk chokoladekage og kaffe. Momentvis opfanges et strejf af valnødder i baggrunden. Man sidder tilbage med en fornemmelse i munden, som når man har været til eftermiddagskaffe hos sin bedstemor i gamle dage, mens man mærker varmen fra alkoholen, der breder sig i munden og svælget.

Konklusion

Dette er en dejlig øl. Hvis man kan lide mørke, tunge stouts, der virkelig tager lang tid at komme igennem, så er dette et godt bud på en god øl. Forventer man en lettere øl, der blot skal bruges til at slukke tørsten, så skal man kigge andre steder hen. Ligeledes viser denne fadlagrede øl heller ikke voldsom påvirkning fra lagringstiden. Man kan købe en dåse med 33 cl. for omkring 75,- kroner, men jeg var heldig at få den i julegave af min søn. Konklusionen på denne anmeldelse af Amundsen Barrel Aged Upside Down Christmas Cake 2022 er, at det er en dejlig kraftig øl, der giver gode associationer til kaffe med chokoladekage.

Hazelnut Mochachino Sundae – Barrel Aged Dessert In A Can

Hazelnut Mochachino Sundae – Barrel Aged Imperial Stout

Hazelnut Mochachino Sundae er en fadlagret Imperial Stout på 11,5% vol. Øllen kommer fra Amundsen Bryggeri, der ligger i Oslo. Øllen går under kategorien “Pastry Stout”, der ofte leder tankerne i retning af desserter med stor sødme. Denne udgivelse er del af bryggeriets serie “Dessert In A Can”. Øllen har lagret på ex-bourbon fad, men det meldes ikke ud, hvor længe den har modnet på disse fad.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #441

Anmeldelse af Hazelnut Mochachino Sundae

Næse:

Duften af mørk ristet malt kommer som det første op fra glasset. Derefter kommer sødmen fra malten også hurtigt frem. Sødmen tiltager gradvist mere og mere, så den minder om det man kender fra en dessert. Man fornemmer et strejf af vanilje, der sagtens kan stamme fra lagringen i de gamle ex-bourbon fad. Efterhånden kommer en duft af ristede nødder og kaffe en anelse frem, der bliver mere tydelig, når man også har smagt på øllen. Man mærker ikke alkoholen i næsen.

Hazelnut Mochachino Sundae

Hazelnut Mochachino Sundae

Palette:

Ganske som i duften, er hårdt ristet malt og tydelig maltsødme, det først der smages i øllen. En tydelig smag af ristede nødder kommer herefter frem, og er ganske markant igennem hele øllen. Bagved fornemmes et strejf af kaffe. Ligeledes opfanges svagt en snert af vanilje, der mere end antyder lagringen i ex-bourbon fad. Vaniljen tiltager en anelse, når man har taget et par mundfulde af øllen. Man mærker at øllen er på 11,5% Vol, men den virker ikke sprittet.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på denne øl. Maltsødmen har lagt sig som et fint lag i hele munden. Man fornemmer stadig de ristede mandler, der både var at finde i duften og smagen. En let bitterhed kommer gradvist en anelse mere frem, og forstærker smagen af kaffe. I kombination med sødmen, ledes tankerne i retning af det man kender fra mørk chokolade. Man efterlades med en smule tørhed i munden, med en fornemmelse af, at have spist chokolade kage med ristede nødder.

Hvad siger producenten:

“MALT Pilsner, Rye, Roasted Barley, Caraaroma, Oats, Carafa Special III, Carared ​ HOPS Magnum ​ YEAST American Ale”

Konklusion

Dette er en fantastisk øl. Hvis man kan lide tunge, mørke øl, der tager lang tid at drikke, så er dette et glimrende bud på et godt køb. Man kan købe en dåse med 33 cl. for 67,- kroner. For de penge får man en øl, der tager lang tid at drikke, og endnu længere tid i munden bagefter. Når man er fan af Imperial Stout og fadlagrede øl, så må man sige bryggeriet her rammer plet i forhold til mine smagsløg. Konklusionen på denne anmeldelse af Amundsen Hazelnut Mochachino Sundae Barrel Aged Dessert In A Can er, at det er en øl, der er en dejlig oplevelse at drikke.

Salted Caramel Choc Chip Cookie – Barrel Aged Dessert In A Can

Salted Caramel Choc Chip Cookie – Barrel Aged Imperial Stout

Salted Caramel Choc Chip Cookie er en fadlagret Imperial Stout på 11,5% vol. Øllen er brygget af det norske Amundsen Bryggeri, der ligger i Oslo. Øllen går under betegnelsen “Pastry Stout”, der er en øltype som leder tankerne i retning af sødmefulde desserter. Denne udgivelse er del af bryggeriets serie “Dessert In A Can”. Denne specifikke aftapning i serien har lagret på ex-bourbon fad, men det vides ikke hvor længe den har modnet på disse fad.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #253

Anmeldelse af Salted Caramel Choc Chip Cookie

Næse:

Man dufter straks de mørke og hårdt brændte typer af malt, der er brugt i denne øl. Der følges hurtigt op med tydelig sødme. Der duftes nu tydeligt mørk chokolade, og noget som minder om havregryn med meget sukker på. Kombinationen leder tankerne i retning af havregrynskager med chokoladestykker. Man kan mærke i næsen, at det er en alkohol-stærk øl, men den kommer aldrig til at fremtræde sprittet. Det er blot med til af give øllen en mere kraftig fremtoning. Jo længere tid øllen står i glasset, jo mere kommer karamel frem i duften. Når man også har smagt på øllen, så mærkes en snert af vanilje i baggrunden.

Salted Caramel Choc Chip Cookie

Salted Caramel Choc Chip Cookie

Palette:

Ganske som i næsen, mødes du af et smagsindtryk, der minder om det man kender i kage. Der smages straks mørk chokolade, og havre småkager. Der følges hurtigt op med tydelig maltsødme og lidt bitterhed fra den hårdt ristede malt. Efter et pat mundfulde af øllen kommer citrus og bitterhed fra humlen en smule frem. Ligeledes bliver vanilje og karamel mere fremtrædende, jo længere du kommer frem i øllen. Det er noter som man kender det fra whisky, der har lagret på ex-bourbon fad. De 11,5% Vol alkohol tilføjer yderligere tyngde til øllen.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på øllen. Sødmen fra malten fylder hele munden. Smagen fra chokolade er stadig tydelig. Dette aftager langsomt, og gør plads til mere vanilje. Der mærkes efterhånden en form for tørhed på tungen. Samme følelse som også findes i nogle aftapninger af whisky. Der mærkes samtidig en let syrlighed fra humlen på tungen. Oplevelsen aftager langsomt, og man sidder tilbage med en fornemmelse af let bitter chokoladekage i munden. Om navnet på øllen påvirker ens evner, til at bedømme øllen tør jeg ikke sige, men der mærkes faktisk også lidt salt på læberne.

Hvad siger producenten:

“MALT: Pilsner, Rye, Roasted Barley, Caraaroma, Oats, Carafa Special III, Carared .​ HOPS: Magnum. ​ YEAST: American Ale.”

Konklusion

Dette er en fantastisk øl. Der er vi helt oppe på øverste hylde. Det krævet at man kan lide tunge og kraftige øl, for det er sådan en vi har fat på her. Kan man bedre lide friske, frugtige og let-drikkelige øl, så skal man lede et andet sted. Her får man en kraftig smagsoplevelse, og en øl som holder længe i glasset. Nuvel, det får man så også lov at betale omkring 70,- kroner for. Etiketten beskriver meget godt oplevelsen, med både salt, karamel, chokolade, kage og dessert. Oplevelsen får et ekstra løft med lidt indflydelse fra øllens lagring i fadet. Konklusionen på denne anmeldelse af Salted Caramel Choc Chip Cookie Barrel Aged Dessert In A Can er, at denne imponerende øl i sandhed lever op til sit navn.