Evan Williams Bourbon – Kentucky Straight Bourbon Whiskey

Evan Williams Bourbon – Black Label

Evan Williams Bourbon, er en amerikansk bourbon whiskey på 43% vol. Den går også ofte blot under navnet Evan Williams Black Label. Den kommer fra på det amerikanske destilleri Heaven Hill Distillery. Den har modnet på nye fad af amerikansk hvid egetræ. Det fremgår af hjemmesiden, at den har lagret længere end det krævede minimum. Hvor længe det præcis drejer sig om vides ikke, da flasken kommer uden aldersangivelse.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #395

Anmeldelse af Evan Williams Bourbon

Næse:

Næsen mødes først af tydelig sødme. Det er sødme fra brun sukker, karamel og vanilje, der rammer næsen først. Langsomt kommer sødme fra honning også med. Efter et minut i glasset begynder en tydelig duft af egetræ at komme efter. Kombinationen leder tankerne i retning af tobak og gammelt læder. De 43% vol alkohol mærkes i næsen, dog uden den bliver sprittet.

Evan Williams Bourbon - Miniature

Evan Williams Bourbon – Miniature

Palette:

Sødmen er også ganske tydelig i smagen. Honningsødmen rammer først. Lige efter kommer den klassiske sødme fra brun sukker, sirup og karamel. Gradvist bliver vanilje mere tydelig i smagen. Der mærkes lidt stærk peber og kanel på tungen. Efter et par nip til denne amerikanske bourbon, bliver egetræ mere fremtrædende. Ganske som i duften, ledes tankerne i retning af sød tobak og noter af læder.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne dram. Sødmen fra sirup og karamel hænger ved i begyndelsen, men aftager ganske hurtigt. En let note af bittert egetræ kommer herefter mere frem, og giver en let tørhed i munden. Momentvis kigger lidt stærk kanel frem, og giver lidt prikken på tungen. Man efterlades med et minde om vanilje og lidt sød tobak.

Hvad siger producenten:

“Our Kentucky Straight Bourbon is full of character and simply done right. Named after Evan Williams, who opened Kentucky’s First Distillery along the banks of the Ohio River in 1783, it’s aged far longer than required by law. The result is a Bourbon that’s smooth, rich, and easy to enjoy.”

Konklusion:

Dette er en middelmådig bourbon. Kan man lide markant sødme, vanilje og egetræ, så er dette et godt bud. Man kan købe en flaske for lige lige omkring 200,- kroner. I det prisleje findes en del flasker, og konkurrencen er hård. I cirka samme prisleje finder man også eksempelvis Wild Turkey 101, der passer en del bedre til mine smagsløg. Når det er sagt, så er det sikkert en ganske fin bourbon til mixer, i et glas med isterninger, eller som introduktion til genren. Om ikke andet, så er den fin som referencepunkt på whisky-rejsen. Konklusionen på denne anmeldelse af Evan Williams Bourbon er, at det er en entry-level bourbon, der nok er bedre at bruge som mixer, end at drikke den rent.

1/5 (1)

Bowmore 18 Year Old – Islay Single Malt Scotch Whisky

Bowmore 18 Year Old – ex-sherry og ex-bourbon

Bowmore 18 Year Old er en whisky på 43% Vol. Bowmore Distillery er et af de skotske destillerier, der er beliggende på Islay. Whiskyen har lagret på en kombination af ex-sherry fad og ex-bourbon fad. Modningen har varet i minimum 18 år, som det også fremgår af indpakningen. Whiskyen er tilsat kunstig farve, og er endvidere kølefiltreret.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #371

Anmeldelse af Bowmore 18 Year Old

Næse:

En let og blød røg møder næsen som det første. Det er ikke den kraftige medicinske røg, som mange Islay whiskyer er kendt for. Det er mere en sødmefuld og let røg, som når naboen tænder sin pibe med æbletobak på terrassen. Der følges hurtigt op med søde syltede frugter. Langsomt kommer lidt rosiner og svesker frem fra baggrunden. Ligeledes kommer en anelse salt og maritime noter også frem. Der anes svagt lidt citrusfrugter og egetræ. De 43% vol. alkohol er ikke at finde i duften.

Bowmore 18 Year Old - Miniature

Bowmore 18 Year Old – Miniature

Palette:

Modsat i duften, så smages rosiner og svesker som det første. Der er mere kraft i alkoholen i smagen, men det er ikke nødvendigt at tilføje vand. Sammen med alkoholen giver peber og chilifrugt en lidt brændende fornemmelse på tungen. Efter et par nip til drammen bliver syltede æbler og pærer gradvist tydeligere- Ligeledes opfanges også en let syrlig note af citrusfrugter. Der kommer en fornemmelse af salt på læberne, og lidt bitterhed opstår bagerst på tungen. Der anes lidt egetræ og vanilje. Hele smagen er pakket ind i en let og sødmefuld røg.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne whisky. Peber og chilifrugt mærkes stadig på tungen, men det aftager gradvist. Smagen af røg er tydeligere og mere markant i eftersmagen, end den har været i både duft og smag. Ligeledes er de maritime noter også lidt tydeligere. Sødme fra svesker og rosiner mærkes stadig. Smagen af vanilje og bitterhed fra egetræ tiltager igennem afslutningen. Man efterlades med en lidt tør fornemmelse i munden, mens lidt mint og citrus momentvis kommer frem.

Hvad siger producenten:

“Cosseted away in the finest, hand-selected oak casks and allowed to mature at its own sedate pace, this is one of the most remarkable, perfectly balanced single malt scotch whiskies of its kind. One of our rarest whiskies, bottles of Bowmore 18 Year Old may be limited, but there’s no end to its enjoyment.”

Konklusion:

Dette er en fin whisky, uden den på nogen måde gør sig specielt bemærket. På mange måder virker drammen lidt diskret. Forventer man en klassisk Islay whisky, så er det først i afslutningen, det virkelig kommer frem med røg og maritime noter. Man kan købe en flaske for cirka 850,- kroner. Det er en del penge for en whisky af denne kaliber. Man kan købe den 3 år yngre Bowmore 15 Year Old for 300 kroner mindre, og den mener jeg har en del mere at byde på. Det er selvfølgelig op til personlig smag, om man vil smide de ekstra penge efter en tre år ældre aftapning. Konklusionen på denne anmeldelse af Bowmore 18 Year Old er, at whiskyen er god nok, men der findes bedre whiskyer fra destilleriet end denne.

3/5 (1)

Glenmorangie The Duthac – Legends

  Glenmorangie The Duthac – Til travel retail

Glenmorangie The Duthac er en skotsk whisky på 43% vol. Whiskyen er fremstillet på Glenmorangie Distillery i Highland området. Whiskyen har først lagret på ex-bourbon fad. Herefter har en del af whiskyen fået en afslutning på ex-PX fad, mens en anden del har fået en afslutning på nye fad. Whiskyen er del i en serie kaldet “Legends”, der er udgivet til rejsende som travel retail. Whiskyen kommer uden aldersangivelse og er desuden kølefiltreret.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #350

Anmeldelse af Glenmorangie The Duthac

Næse:

Næsen opfanger først frugtsødme. Det er sødme fra henkogte pærer og solmodne æbler. Sødmen ændrer gradvist karakter, og bliver mere som mørk sukker og sirup. Der kommer efterhånden også karamelsødme frem. I baggrunden fornemmes lidt vanilje. Ligeledes gemmer sig også en fjern note af rosiner bagerst i aromaen. De 43% alkohol giver sig en smule til kende, men det bliver ikke så kraftigt, at det er nødvendigt at tilsætte vand til denne skotske whisky.

Glenmorangie The Duthac - Sample

Glenmorangie The Duthac – Sample

Palette:

Sødmen fra brun sukker og sirup er det første man opfanger i paletten. Hurtigt følges op med en snert af citrusfrugt. Der er stærke krydderier, som peber og lidt kanel, som hurtigt giver sig til kende, med en prikkende og lidt varm fornemmelse på tunge. Ligeledes smages hurtigt egetræ, som også giver en smule bitter og tør fornemmelse på tungen. Efter et par nip til drammen smages lidt vanilje og mælkechokolade. Smagen af rosiner kommer også en smule frem. Der mærkes lidt varme fra alkoholen, dog uden det bliver sprittet i smagen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på drammen. Der er tydelig egetræ i afslutningen. Ganske som i smagen, er der en smule tørhed og bitterhed på tungen. Vanilje og mælkechokolade er mere fremtrædende i eftersmagen. I baggrunden smages stadig lidt citrusfrugt og rosiner. Der er stadig tydelig restsødme fra sirup og brun sukker. Samtidig mærkes der varme i mund og svælg fra de stærke krydderier og alkoholen i denne single malt whisky.

Hvad siger producenten:

“At the centre of the Royal Burgh of Tain, Ross-shire, in the far north of Scotland where the Glenmorangie Distillery has stood proudly since 1843, lies the resting place of St Duthac. During the Middle Ages, the legends of his workings drew travellers from far and wide on pilgrimages to the ancient burgh. A whisky fit for a King, this expression honours the annual pilgrimage made by King James IV to the shrine of St Duthac in Tain, and is part of Glenmorangie Legends – a collection of single malt whiskies exclusive to Travel Retail, inspired by the legendary lands that have been home to the Glenmorangie Distillery since 1843.”

Konklusion:

Denne whisky er ganske god, dog uden at imponere specielt. Indflydelsen fra de nye fad giver drammen et løft. Samtidig gør de 43% vol alkohol sig en del bemærket, dog uden det på nogen måde ødelægger oplevelsen. Man kan godt mærke, at det er en whisky uden aldersangivelse. Der mangler måske også en smule tyngde i sherryen, til at det bliver helt godt. Man kan købe en flaske for omkring 700,- kroner, hvilket virker lidt voldsomt for en ung whisky. Jeg var dog heldig, at få denne sample gratis, da jeg bestilte Royal Lochnagar Distillers Edition hos Vault of Spirits. Måske fordi Royal Lochnagar Distillers Edition var en “brugt” flaske, med lidt slitage på kassen, der dog ikke har nogen betydning for mig. Det kan også være de bare er ekstra flinke ved deres kunder. Konklusionen på denne anmeldelse af Glenmorangie The Duthac er, at de nye fad gør sig mere bemærket end ex-sherry fadene.

2/5 (1)