The Gauldrons – Campbeltown Blended Malt Scotch Whisky

The Gauldrons – Remarkable Regional Malts

The Gauldrons er en blended malt whisky på 46.2% Vol. Den er blended af whisky fra skotske destillerier i Campbeltown regionen. Flasken er del af serien “Remarkable Regional Malts” fra Douglas Laing & Co. Ltd. Aftapningen indeholder kun single malt whisky, hvilket gør den til en “blended malt whisky”. Der er sandsynligvis whisky fra destillerierne Glen Scotia og Springbank i denne aftapning, da den begrænsede produktion fra Glengyle nok ikke sælges fra til blends. Flasken kommer uden aldersangivelse, så den er dermed en NAS. Whiskyen er ikke kølefiltreret, og er uden kunstig farve. Denne aftapning er fra batch #1.

Besøg: Producentens hjemmeside

Anmeldelse #293

Anmeldelse af The Gauldrons

Næse:

Man dufter maltsødme som det første, når næsen kommer hen til glasset. Sødme fra fersken og honningmelon følger efter. Efter nogle minutter i glasset bliver sødmen mere i retning af blomsterhonning, mens en note af friske blomster og lidt fyrretræ også kommer frem. I baggrunden anes lidt vanilje og mandel. Kombinationen leder tankerne i retning af marcipan. En fjern note af egetræ, og noget som minder om mynte, kommer momentvis frem fra glasset. Et snart af noget maritimt og mineralsk duftes også, når der også er smagt på drammen. De 46,2% vol alkohol mærkes ikke i næsen.

The Gauldrons

The Gauldrons

Palette:

Sødeme fra malt, ferskner og honningmeloner smages som det første. Der mærkes med det samme et maritimt og mineralsk islæt, der giver en anelse saltet og flintet smagsindtryk. Efter et par nip til drammen kommer en smule citrus frem, der sammen med en anelse bitterhed, gør at man tænker i retning af revet skal fra citron. Der mærkes lidt stærk ingefær på tungen, som sammen med alkoholen, giver en smule bid. Den virker dog ikke sprittet, så vand kan tilsættes efter behov. Vanilje og karamel kommer frem med lidt vand i glasset.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne whisky. Maltsødme, og sødmen fra frugterne, er stadig tydelig. Noterne af blomster, der også var at finde i duften, kommer igen frem i afslutningen. Samtidig anes en lidt brændt fornemmelse, der kan antyde en smule røg i whiskyen. Det kan også være fra hårdt ristede fad, da det kun er en ganske fjern note af noget røget. Salt er tydeligere i eftersmagen, og mærkes på læberne. Man efterlades med et minde om marcipan og vanilje, mens citrusfrugt momentvis kommer frem.

Hvad siger Producenten:

“Occupying a remote location, even by Campbeltown’s standards, on the extreme west coast of Scotland, The Gauldrons literally means “bay of storms”. But, it’s not just the dark storm clouds that set the pulse racing here and set the hairs on the back of your neck stand on end…”

Konklusion:

Dette er en god whisky. Der er ganske interessante noter af sødme, blomster, vanilje og salt. Det hele får et ekstra løft med 46,2% vol alkohol. Det er en whisky, der fortjener at man bruger lidt tid med den. Man kan købe en flaske for omkring 450,- kroner. For de penge er udbuddet af single malt whisky ganske stort. Jeg mener dog, at denne aftapning kan tage kampen op med de fleste flasker i prislejet. Den er ikke kun en god repræsentant for blended malt whisky, men også en god repræsentant for Campbeltown regionen. Konklusionen på denne anmeldelse af The Gauldrons er, at den i sandhed er en “Remarkable Regional Malt“.

4/5 (1)

The Epicurean – Lowland Blended Malt Scotch Whisky

The Epicurean – Remarkable Regional Malts

The Epicurean er en small batch skotsk blended small whisky på 46,2% Vol. Den er udelukkende blended af whisky fra Lowland regionen. Aftapningen er i serien kaldet “Remarkable Regional Malts”, der sendes på markedet af Douglas Laing & Co. Ltd. Da den er blended udelukkende af single malt whisky, kaldes den også for en “blended malt whisky”. Der skulle angiveligt være whisky fra både Aisla Bay, Auchentoshan, Bladnoch og Glenkinche destillerierne i denne blended malt whisky. Whiskyen er ikke tilsat kunstig farve, og den er fremstillet uden brug af kølefiltrering. Der er desuden ikke aldersangivelse på flasken, så hvilket gør den til en såkaldt NAS.

Besøg: Producentens hjemmeside

Anmeldelse #242

Anmeldelse af The Epicurean

Næse:

Maltsødme er det første som næsen mødes af, når den sættes hen til glasset. Den minder en anelse om marcipan i begyndelsen, der dog aftager hurtigt. Der følges op med en let honningsødme, og sødme fra tropiske frugter som fersken og mango. En syrlig note kommer efterhånden mere frem, og der duftes nu citron-skal. Momentvis anes en smule mint også i næsen. Man mærker ikke de 46,2% vol alkohol i næsen.

The Epicurean - Miniature

The Epicurean – Miniature

Palette:

Frugtsødme kommer med det samme frem i smagen. Der smages modne søde æbler og pærer. I baggrunden smages lidt moden tropisk frugt, som også var at finde i duften. Maltsøme kommer mere frem efter et par nip til denne Lowland malt whisky. Ligeledes kommer en snert af egetræ også frem, efter at have smagt lidt på whiskyen. Det tilføjer lidt vanilje og mælkechokolade i smagen. Der mærkes lidt stærk sort peber på tungen. Momentvis kommer lidt mint også frem i paletten sammen med syrlighed og bitterhed fra citron-skal. Heller ikke i smagen er alkoholen tydelig.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på whiskyen. Frugt-, malt- og honningsødme lægger sig om et fint lag i munden. Bitterheden fra citron-skal og egetræ er meget tydelige i afslutningen. Vanilje og mælkechokolade er tilstede i baggrunden. Smagen af marcipan, som også var at finde i duften, kigger lejlighedsvist også frem i afslutningen. Der mærkes stadig sort peber på tungen, der til tider bliver ganske markant. Man sidder tilbage med en let bitter og syrlig fornemmelse i munden.

Hvad siger Producenten:

“Meet The Epicurean – our 1930s Glasgow man, a real cheeky character who was ever the life and soul of the party and a connoisseur of fine food and drink. A master of versatility, this fresh, zesty, grassy marriage of the finest Lowland malts is perfect for cocktail hour or simply for sipping.”

Konklusion:

Denne blended malt whisky er ganske fornuftig. Der er god variation imellem mange nuancer af sødme, sammen med både bitre og syrlige noter. Det giver en ganske speciel oplevelse. Når det er sagt, så er drammen stadig ganske let at drikke, og stiller ikke de store krav. Forventer man tynde og stor kompleksitet, så skal man lede andre steder. Man kan købe en flaske for omkring 350,- kroner, hvilket er et fornuftigt niveau. Konklusionen på denne anmeldelse af The Epicurean er, at denne “Remarkable Regional Malt” whisky, er en fin kombination af maltwhiskyer, fra en region med mange grain destillerier..

3/5 (1)

Mosgaard Oloroso Cask – Batch #6

Mosgaard Oloroso Cask – Økologisk fynsk single malt whisky

Mosgaard Oloroso Cask Batch #6 er en økologisk single malt whisky på 46,2% Vol. Whiskyen er produceret på det danske destilleri Mosgaard Whisky A/S fra Oure på Fyn. Denne udgivelse er, som navnet antyder, den 6. udgave af deres whisky lagret på Oloroso fad. Den har lagret på disse fad i 3 år, men kommer uden aldersangivelse på flasken. Udgivelsen er sendt på markedet den 3/2-2020 kl. 20.00, og der er sat 800 flasker til salg. Whiskyen er desuden fremstillet af økologiske råvarer. Den har vundet dobbelt guld ved Berlin International Spirits Competition 2020, samt andre internationale priser.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #223

Anmeldelse af Mosgaard Oloroso Cask

Næse:

Næsen mødes først af frugtsødme, som man kender det fra modne æbler og modne pærer. Hurtigt bliver de erstattet af aroma fra tørret frugt. Der duftes nu rosiner og abrikoser. Der mærkes tydeligt egetræ i duften, der ligger sig et fint lag over det generelle indtryk. Langsomt kommer lidt karamel og mælkechokolade frem fra baggrunden. Efter at have smagt på drammen, kan man svagt ane lidt syrlighed og citrus i næsen. Man mærker ikke alkoholen i denne danske single malt whisky.

Mosgaard Oloroso Cask Batch #6 - Sample

Mosgaard Oloroso Cask Batch #6 – Sample

Palette:

De tørrede frugter er meget tydelige i smagen. Igen er det rosiner og abrikoser der kommer frem. Ligeledes er mørk karamel og mælkechokolade mere markante i paletten. De søde modne frugter anes mere i baggrunden. Igen er det modne pærer og æbler der er til stede. Der smages en let syrlighed, som leder tankerne i retning af citrusfrugt. Der mærkes lidt prikken på tungen fra stærk ingefær, der dog hurtigt aftager igen. De 46,2% vol alkohol er mere fremtrædende i smagen, men ikke så meget, at det er nødvendigt at nedvande whiskyen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på drammen. De mørke tørrede frugter er stadig tydelige i eftersmagen. Smagen fra egetræ, som var fint til stede i duften, kommer igen frem i afslutningen. Der mærkes en smule bitterhed på tungen, og tankerne ledes i retning af umodne hasselnødder. Man efterlades med en smag af mælkechokolade og noter af mørk ristet kaffe i munden, inden man efterlades med en del varme fra alkoholen.

Hvad siger producenten:

“Mosgaard Oloroso Cask Whisky er fremstillet på økologisk Dansk byg malt, som maltes efter vores specifikationer og brygget efter egne metoder som er optimeret til at frembringe sødme, blødhed og frugtnoter – smagen af Fynsk Single Malt Whisky.”

Konklusion:

Dette er en god whisky. Det er imponerende at man kan få så meget karakter i en whisky, som ikke er mere end tre år gammel. Man kan købe en flaske for 595,- kroner, og den kan sagtens konkurrere med skotsk whisky i samme prisleje. Sammenlignet med andet dansk small batch whisky, så er prisen yderst konkurrencedygtig. Jeg har kun anmeldt en sample fra den 6. udgave af whiskyen, men jer er da glad for, at jeg har nogle flasker af både Batch #1 og Batch #2 på lager. Det bliver spændende at følge udviklingen for både whisky og destilleri fremadrettet. Konklusionen på denne anmeldelse af Mosgaard Oloroso Cask Batch #6 er, at vi her har fat i en god whisky, der fint tager kampen op, med både danske og skotske whiskyer.

4/5 (2)