Elijah Craig Small Batch – Kentucky Straight Bourbon Whiskey

Elijah Craig Small Batch – fra hårdtbrændte fad

Elijah Craig Small Batch er en amerikansk bourbon whiskey på 47% vol, hvilket svarer til 94 proof. Den fremstilles på det amerikanske destilleri Heaven Hill Distillery i Kentucky. Denne bourbon har lagret på level 3 forkullede egetræs fad, hvilket er en relativ hård afsvidning af fadet. Aftapningen kommer uden aldersangivelse, men som det fremgår af navnet, er det Small Batch i mindre oplag.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #491

Anmeldelse af Elijah Craig Small Batch

Næse:

En tydelig duft fra egetræ kommer frem fra glasset som det første. Der følges op med tydelig sødme fra mørk sukker og sirup. Langsomt kommer duften fra modne mørke som kirsebær og brombær mere frem. I baggrunden opfanges lys karamel og vanilje. Momentvis duftes krydderier som kanel, peber og nelliker. Sammen med sødmen giver det associationer til det man kender fra kagerne til juletid. Alkoholen fornemmes i næsen, og den kan opleves lidt sprittet ved første kontakt. Det aftager dog en anelse mår drammen har stået nogle minutter i glasset.

Elijah Craig Small Batch

Elijah Craig Small Batch

Palette:

Sødmen smages også som det første. Ganske som i duften, så er det mørk sukker og sirup, der dominerer i begyndelsen. Der følges hurtigt på med stærke krydderier som kanel og peber, der sammen med alkoholen, giver varme og en prikkende fornemmelse på tungen. Langsomt kommer smagen af vanilje og karamel mere frem i denne bourbon. Lejlighedsvis opleves er strejf af kirsebær i smagen, men ikke lige så tydeligt som i næsen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på drammen. sødme fra sirup og mørk sukker ligger som et fint lag i munden. Der opleves stadig tydelig kanel og peber på tungen, der sammen med alkoholen, giver varme på tungen og i brystet. En smule bitterhed kommer slutteligt lidt frem, og med sig har det et strejf af egetræ, der er med til at fremhæve vanilje og karamel. Bitterheden efterlader et spor af kaffe og mørk chokolade. Man sidder tilbage med et minde om julekager, inden munden slutteligt tørrer helt ud.

Hvad siger producenten:

“Expertly aged in Level 3 charred oak barrels, our award-winning Small Batch Bourbon is known for its signature warm spice & subtle smoke flavors. Each barrel is hand selected by our Master Distillers.”

Konklusion:

Dette er en ganske god bourbon. Hvis man kan lide tydelig sødme fra mørk sukker, sirup, karamel og vanilje, så vil man ikke blive skuffet med denne aftapning. Man kan købe en flaske for omkring 350,- kroner for 70 cl. Med denne prissætning er den ganske konkurrencedygtig med andet bourbon i dette leje. Jeg har efterhånden en del tømte flasker bourbon bag mig, og jeg må stadig tilstå, at mit hjerte ligger hos single malt whisky. Når det er sagt, så er interessen stigende for de amerikanske dråber, og denne aftapning rammer et fint “sweet spot” med mit avancement på bourbonrejsen. Konklusionen på denne anmeldelse af Elijah Craig Small Batch er, at det er en fin bourbon, hvor de fleste kan være med uanset erfaring.

3/5 (1)

Flóki Sheep Dung Smoked Reserve – Single Barrel Bottling

Flóki Sheep Dung Smoked Reserve – Icelandic Single Malt Whisky

Flóki Sheep Dung Smoked Reserve er en islandsk whisky på 47% Vol. Whiskyen er fremstillet på Eimverk Distillery. Der er brugt islandsk malt i produktionen. Malten er på traditionel islandsk maner røget ved brug af fåre-møg. Whiskyen er lagret på et genbrugt fad, der tidligere har indeholdt destilleriets Young Malt. Denne single cask aftapning har lagret på fad nummer #27. Det fremgår af flasken, at whiskyen har lagret 3 år på dette fad, inden den er hældt på flaske i 2022. Jeg har købt flasken på en mellemlanding i Keflavik lufthavn, på en tur til Grønland. Jeg har her anmeldt flaske nummer #134.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #457

Anmeldelse af Flóki Sheep Dung Smoked Reserve

Næse:

En let duft af røg rammer næsen som det første. Der følges hurtigt op med en tydelig duft af våde aviser, vådt hø og stald. I baggrunden fornemmes en let duft af læder. I kombination ledes tankerne i retning af den rideskole, jeg besøgte som barn, om søndagen når min far og jeg skulle på tur. Efter lidt tid i glasset opfanges et strejf af citrus og umodne frugter i duften. Alkoholen er ganske tydelig i næsen.

Flóki Sheep Dung Smoked Reserve

Flóki Sheep Dung Smoked Reserve

Palette:

Smagen af vådt hø og hestestald rammer munden som det første. Der følger en smag af fugtigt muldjord hurtigt efter. Langsomt kommer en let tilstedeværelse af røg en anelse mere frem i smag. Det er en røg, som man kender det fra afbrændt papir og pap. Efter et par nip til drammen opfanges en smule egetræ i baggrunden, der også tilføjer en anelse bitterhed til smagen. Et strejf af citrusfugter dukker lejlighedsvist op i smagen. Der er en smule metallisk smag, der ligger over hele smagsindtrykket. Alkoholen er ikke tydelig i smagen.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne Islandske whisky. Smagen af hø og hestestald aftager hurtigt. De syrlige noter fra citrusfrugter og umodne frugter kommer en anelse mere frem i eftersmagen. Ligeledes er smagen af egetræ og bitterheden mere markant. Tankerne ledes i retning af citron-te, der har trukket for længe. Man efterlades med et minde om afbrændt papir og staniol i munden.

Hvad siger producenten:

“Our Sheep Dung Smoked Reserve is a truly unique smoked malt. Here we apply an old traditional Icelandic smoking style using sheep dung to smoke the barley. For centuries, Icelanders used this smoking method to preserve food and heat houses; to this day it is used for traditional food preparation and Icelandic malt crafting. The result is truly a unique whisky with a complex flavor profile. Sweet smoky notes compliment the intense flavor of the Icelandic barley and a rich, lingering aftertaste that brings you back to the farm you worked on decades ago. Flóki Sheep Dung Smoked Single Malt is handcrafted and produced from 100% locally farmed Icelandic barley, smoked using traditional Icelandic methods and materials. It is a Single barrel whisky aged for 3 years in ex-Flóki Young Malt barrels under the base of mount Hekla.”

Konklusion:

Dette er ikke nogen stor whisky. Man fornemmer tydeligt, at det er en ung whisky, der ikke har lagret længe inden den er aftappet. Har man mod på at prøve lokale whiskyer, med et tydeligt lokalt præg, så finder du netop dette, i denne whisky. Man kan købe en flaske på 70 cl. for cirka 600 kroner i Keflavik lufthavn i Island. For de penge får man mere en sjov historie at fortælle, end en god whisky at drikke. Retfærdigvis skal det siges at oplvelsen bliver bedre ned igennem flasken. Nuvel, det er nok den mest mærkværdige ting jeg har oplevet på min whisky rejse. Jeg har prøvet whisky røget med bøgeflis, brændenælder og enebær, samt diverse sjove kombinationer af fad, men dog aldrig en der har været røget på fåre-møg. Konklusionen på denne anmeldelse af Flóki Sheep Dung Smoked Reserve er, at den lever op til forventninger til en møg-whisky, der mest er interessant som en lokal kuriositet.

1/5 (1)

Maker’s Mark 46 – Kentucky Straight Bourbon Whisky

Maker’s Mark 46 – Med stave af brændt egetræ

Maker’s Mark 46 Kentucky Straight Bourbon Whisky på 47% Vol, er en amerikansk bourbon whisky fra Kentucky. Under lagringen af denne bourbon, er der nedsænket 10 brændte stave af fransk egetræ i hvert fad. Whiskyen har lagret på nye fad, som krævet i henhold til lovgivningen. Flasken kommer uden aldersangivelse, så det vides ikke hvor længe den har modnet på disse fad.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #453

Anmeldelse af Maker’s Mark 46

Næse:

Sødme fra mørk sukker kommer op fra glasset som det første. Der følges op en let sødme som man kender det fra honning og bolcher med frugt. Efter et par minutter i glasset kommer en tydelig duft af vanilje og karamel mere og mere frem. I baggrunden duftes et strejf af egetræ, der forstærkes efter at have smagt på drammen. De 47% Vol alkohol er ikke at mærke i næsen.

Maker's Mark 46

Maker’s Mark 46

Palette:

Ganske som i duften, er sødme også det første som smages. Også her er det mørk sukker, næsten som sirup, der dominerer. Mindre markant er honning- og bolchersødmen. Der følges hurtigt op med stærke krydderier, der giver en prikkende og varm fornemmelse i på tungen og i munden. Der er sort peber, kanel og nelliker i smagen på denne bourbon. I baggrunden fornemmes egetræ, der gradvist kommer mere frem i smagen. Med sig har det smag af vanilje og karamel, og et strejf af bitterhed. Tankerne ledes en smule i retning af det man kender fra lakridsrod. Alkoholen er heller ikke tydelig i smagen.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne dram. Smagen af egetræ dominerer i eftersmagen. Ligeledes er krydderierne ganske tydelige, og der smages stadig sort peber, kanel og nelliker. Sødmen er mere nedtonet i afslutningen, end den har været igennem resten af oplevelsen. En let syrlig note, der minder om den man kender i søde appelsiner, kommer momentvis frem i eftersmagen. Man efterlades med et minde om lakridsrod og karamel, mens munden gradvist tørrer mere og mere ud.

Hvad siger producenten:

“French oaked for layers of flavor, Maker’s 46® is the taste vision of Bill Samuels, Jr. Creating his signature bourbon requires first-of-its-kind finishing that begins with fully matured cask strength Maker’s Mark®. Ten seared French oak staves are fitted into the barrel before the whisky is finished to maturity under ideal conditions in our limestone cellar. The result is an easy-to-sip bourbon with notes of caramel, vanilla and baking spice that greet the palate in layers. Capturing the 46 taste vision took some doing. But all you need to figure out is your favorite way to enjoy Bill, Jr.’s recipe.”

Konklusion:

Dette er en fornuftig bourbon. Hvis man kan lide den klassiske Maker’s Mark Kentucky Straight Bourbon Whisky, så vil man med garanti også kunne lide denne.Der er mange af de samme duft- og smagsindtryk til stede, men der er skruet op for krydderierne. I min optik giver det en anelse mere kompleksitet, og en bedre dram. Man kan købe en flaske for cirka 400,- kroner, hvilket da også er en anelse dyrere end den klassiske aftapning. Konklusionen på denne anmeldelse af Maker’s Mark 46 er, at hvis man kan lide stærke krydderier, så er den et snert bedre end den klassiske aftapning fra destilleriet.

3/5 (1)