Balmenach 2003 12 Year Old – The Single Cask 2003/2016

Balmenach 2003 12 Year Old – Uafhængig Speyside aftapning

Balmenach 2003 12 Year Old er en skotsk whisky på 50% vol. Whiskyen er produceret på  Balmenach Distillery, som er et af destillerierne i Speyside regionen. Whiskyen er en single cask whisky fra et ex-bourbon fad med nummer #800437. Whiskyen er brændt den 07-08-2003, og er aftappet den 02-08-2016, og whiskyen er dermed 12 år gammel. Flasken er sendt på markedet af den uafhængige aftapper The Single Cask, og der er aftappet 107 flasker i alt. Whiskyen er desuden ikke tilsat kunstig farve, og er ikke kølefiltreret.

Besøg: Aftapperens hjemmeside

Anmeldelse #391

Anmeldelse af Balmenach 2003 12 Year Old

Næse:

Næsen rammes af en tydelig duft af mynte som det første. Mynten følges hurtigt op af andre friske krydderurter. Der duftes grønne krydderurter som timian og rosmarin. Dette aftager efter nogle minutter i glasset. Der duftes nu lidt solmoden sød appelsin. Denne duft bliver mere markant jo længere tid whiskyen står i glasset. Efterhånden kommer vanilje og karamel en smule frem fra baggrunden. Ligeledes er en snert af en let jordslået duft, som man kender det fra en fugtig kælder eller loftsrum, også at finde. Man mærker ikke alkoholen i næsen.

Balmenach 2003 12 Year Old - Sample

Balmenach 2003 12 Year Old – Sample

Palette:

Der er mere bid i de 50% vol alkohol i smagen. Denne whisky kan med fordel tilsættes et par dråber vand, for at nedtone spritten en anelse. Der lukkes op for tydelig smag af karamel og vanilje. Mynte og de andre grønne krydderurter er mere tilbagetrukne i paletten, end de var i næsen, men er stadig tydeligt til stede. Ligeledes smages også en anelse søde appelsiner, der dog tiltager kraftigt, jo længere tid drammen er i glasset. Efter et par nip af whiskyen kommer en fin smag af hasselnødder frem. Der anes en let bitter note som man også kender det fra nødder. Der mærkes lidt stærk ingefær på tungen.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne single malt whisky. De søde appelsiner er tydeligere i afslutningen. Sammen med bitterheden fra hasselnødderne, giver det en fornemmelse af appelsinskal i munden. Der mærkes momentvis lidt af krydderurterne, hvor mynte kigger frem lejlighedsvist. Ligeledes mærkes stadig lidt stærk ingefær på tungen. Man efterlades med en smag af karamel og vanilje, men der mærkes en god varme i munden.

Konklusion:

Dette er en fornuftig whisky, uden den kommer helt op i det højeste niveau. Der er ganske interessante noter i både duft, smag og eftersmag. Særligt finder jeg krydderurterne spændende i oplevelsen, hvor mynten skiller sig positivt ud. Man kan købe en af de 107 flasker for cirka 800,- kroner, hvis man ellers kan finde den i handlen. Jeg var heldig at finde denne whisky sample til kun 20,- kroner for en 3 cl. smagsprøve. Men sådan en pris for en smagsprøve, så kan alle være med. Jeg er dog ganske tilfreds med, at jeg ikke har givet fuld pris for en flaske, men blot har købt nok til en enkelt dram. Jeg har dog en fornemmelse af, at drammen godt kunne udvikle sig positivt i flasken, da den virkelig oppede sig, jo længere tid den var i glasset. Konklusionen på denne anmeldelse af Balmenach 2003 12 Year Old er, at jeg er tilfreds med at have smagt en sample, med en ganske positiv udvikling i glasset.

3/5 (1)

Arran Amarone Cask Finish – Single Malt Scotch Whisky

Arran Amarone Cask Finish – Afsluttet på ex-vin fad

Arran Amarone Cask Finish er en whisky på 50% Vol. Whiskyen kommer fra det skotske destilleri Arran Distillery, der er beliggende på Isle of Arran. Whiskyen har først lagret på traditionelle ex-bourbon fad. Efterfølgende har den fået en afslutning på ex-vin fad, der tidligere har indeholdt italiensk Amarone vin. Det vides ikke hvor længe denne lagring har varet, da aftapningen kommer uden aldersangivelse. Whiskyen er fremstillet uden kunstige farvestoffer og uden brug af kølefiltrering.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #334

Anmeldelse af Arran Amarone Cask Finish

Næse:

Der duftes først alkohol når glasset kommer op til næsen. Spritten er dog hurtigt væk og mærkes ikke yderligere. Der duftes nu søde modne bær. Der er en tydeligt aroma fra modne solbær, tranebær og søde kirsebær. Langsomt følges op med lidt modne æbler, der gradvist kommer en anelse mere frem. En let syrlig note fra umodne frugter mærkes i baggrunden. Sammen med sødmen giver det næsen et let vinøst udtryk. Når drammen har stået i glasset i nogle minutter, så dukker lidt egetræ og vanilje op.

Arran Amarone Cask Finish

Arran Amarone Cask Finish

Palette:

Syrligheden fra umodne frugter rammer munden som det første. Der følges hurtigt op med stærke krydderier, som peber og chili. Sammen med alkoholen giver det et kraftigt første indtryk af denne Island whisky. Peber og alkoholen aftager hurtigt, og syrligheden kommer igen frem. Der smages umoden ananas, og grønne æbler. Sødmen kommer gradvist mere og mere frem i smagen, for til sidst at dominere. Der smages nu sødmefulde modne solbær og kirsebær. Momentvis opfanges lidt vanilje og marcipan i smagen.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på drammen. Sødmen dominerer først, men aftager hurtigt. Der kommer efterfølgende mere bitterhed frem i smagen. Sammen med lidt vanilje og egetræ minder det om smagen fra marcipan. Momentvis opfanges lidt chili og sort peber. Munden tørrer hurtigt ud, og man sidder tilbage med lidt sødme i munden, mens alkoholen giver varme i munden og svælget.

Hvad siger producenten:

After initially maturing in traditional oak casks over a number of years, The Arran Single Malt in this bottling was ‘finished’ in a selection of Amarone wine casks. The wine casks used in this bottling were sourced from an artisan producer of Amarone wine in the Veneto region of Italy.”

Konklusion:

Dette er en nogenlunde whisky. Kan man lide whisky modnet på ex-vin fad, så er dette et godt bud på en fornuftig whisky. Man får kendte noter af sødmefulde bær, og en anelse syrlighed, der giver en fornemmelse, man også finder i eksempelvis rødvin. Whiskyen har ikke en voldsom kompleksitet, men giver dog stadig en fornuftig oplevelse. Det mærkes at det er en ung whisky. Man kan købe en flaske for lige under 500,- kroner. For de penge får man en whisky på 50% vol, der er fremstillet uden brug af kølefiltrering og uden kunstig farve. Konklusionen på denne anmeldelse af Arran Amarone Cask Finish er, at det er fin hverdagsdram, hvis man kan lide whisky fra ex-vin fad, eller som introduktions-dram til kategorien.

3/5 (1)

Rittenhouse Straight Rye Whiskey – Bottled-in-bond

Rittenhouse Straight Rye Whiskey – 100 Proof

Rittenhouse Straight Rye Whiskey er en amerikansk rye whisky på 50% vol, hvilket svarer til 100 proof. Den produceres af det amerikanske destilleri Heaven Hill Distillery i Kentucky. Denne rug whisky er produceret efter retningslinjerne for bottled-in-bond. Flasken kommer uden aldersangivelse, men forskrifterne for bottled-in-bond beskriver, at den har lagret i minimum 4 år på egetræsfad.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #331

Anmeldelse af Rittenhouse Straight Rye Whiskey

Næse:

Næsen mødes først af en let note af alkohol fra de 50% Vol. Det er ikke en sprittet duft, men alkoholen er tydelig, men aftager også hurtigt igen. Der kommer nu noter af søde appelsiner med en let note af honning. Efter lidt tid i glasset kommer egetræ en anelse frem. Ligeledes kommer en duft af kanel, vanilje og karamel efterhånden mere frem i duften. Når man har smagt på drammen fornemmes lidt mælkechokolade også. Når man er kommet lidt ned i flasken efter nogle uger, så opfanges momentvis lidt kokos i duften, og egetræ forstærkes markant.

Rittenhouse Straight Rye Whiskey

Rittenhouse Straight Rye Whiskey

Palette:

Ganske som i duften, er de 50% Vol. alkohol også tydelig, når man smager første gang. Man kan nedvande en anelse, men smagsløgene tilpasser sig hurtigt til alkoholen i denne Straight Rye Whiskey. Stærk kanel og muskatnød er med til at give et ekstra spark til smagsløgene ved første kontakt. Der følges op med sødme fra honning, vanilje og mælkechokolade. Langsomt men sikkert kommer en smag af solmodne appelsiner gradvist mere og mere frem i smagsbilledet. I baggrunden fornemmes en anelse egetræ, lakridsrod, og noget som minder om lidt bitter kaffe.

Afslutning:

Der er en medium eftersmag på whiskeyen. Smagen af søde appelsiner ligger stadig som et fint lag i munden, men aftager langsomt. Kanel og muskatnød giver stadig en anelse prikken og varme på tungen. Smagen af egetræ er tydeligere i afslutningen, og tilføjer en let bitterhed. Sammen med lidt smag af mælkechokolade, ledes tankerne i retning af kaffe og kakao. Lidt ingefær kommer slutteligt frem, inden man efterlades med varme fra alkoholen.

Hvad siger producenten:

“Rittenhouse Straight Rye Whiskey has a storied past with a heritage that commemorates Philadelphia’s famous Rittenhouse Square. This award-winning whiskey carries a distinct, spicy flavor, and is produced in the tradition of the classic rye whiskeys that once dominated American whiskey. “

Konklusion:

Dette er en fornuftig rug whiskey. Den tilbyder egentlig det man kan forvente for en flaske til cirka 350,- kroner. Man får tydelige stærke krydderier, sødme, egetræsfad, og højt indhold af alkohol til at løfte oplevelsen. Drammen kan sagtens drikkes rent, men jeg er sikker på at den også vil gøre sig godt som mixer i diverse drinks med rye whiskey. Har man ikke tidligere stiftet bekendtskab med whiskey lavet på rug, så vil dette være et godt første køb, og en fin introduktion til genren. Konklusionen på denne anmeldelse af Rittenhouse Straight Rye Whiskey er, at det er en glimrende allround flaske, med mange muligheder for anvendelse.

3/5 (1)