Ben Nevis 2011 9 Year Old – Sansibar Whisky 2011/2021

Ben Nevis 2011 9 Year Old – Aftappet til Finest Whisky Berlin

Ben Nevis 2011 9 Year Old er en skotsk whisky på 53.6% Vol. Whiskyen er fremstillet på det skotske destilleri Ben Nevis Distillery. Whiskyen er aftappet til, og sendt på markedet af, butikken Finest Whisky Berlin, men er aftappet af den uafhængige aftapper Sansibar Whisky. Whiskyen har lagret 9 år på et ex-sherry hogshead fad. Spritten er destilleret 2011, og senere aftappet med en aldersangivelse på 9 år i 2021. Whiskyen er flasket uden kunstig farve og uden at benytte kølefiltrerring, Der er sendt 352 flasker af denne single cask whisky på markedet, og der alle aftappet ved fadstyrke.

Flasken blev købt på min ferie i Berlin i sommeren 2022, hvor jeg besøgte butikken Finest Whisky Berlin. Jeg faldt i snak med ejeren af den lille butik, der ligger på en lidt skummel gade i Berlin. Da vi havde talt lidt sammen, spurgte ejeren, om jeg ville se hans “whisky-museum”, hvilket jeg naturligvis sagde ja tak til. Han aflåste butikken, og viste min kone og jeg om i to baglokaler, der samlet var en del større end selve butikken. I disse rum stod hyldevis af gamle aftapninger samt serier af whisky-udgivelser. Et mekka for en whisky-nørd, men ikke et syn, der tilkommer alle, der besøger butikken. Jeg er glad for at have fået chancen, og det var en virkelig stor oplevelse,

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #541

Anmeldelse af Ben Nevis 2011 9 Year Old

Næse:

En let duft fra modne grønne æbler kommer frem fra glasset. Der følges op med lidt grønne druer og stikkelsbær. Langsomt kommer sødme fra karamel og vanilje mere frem i duften. Bagved anes svagt lidt honningsødme. De 53,6% vol. alkohol mærkes ikke i næsen.

Ben Nevis 2011 9 Year Old

Ben Nevis 2011 9 Year Old

Palette:

Alkoholen er tydeligere i smagen end i duften, dog uden at være sprittet. Whiskyen kan nedvandes efter personligt behov, men vinder ikke meget ved det. Sødme fra vanilje og honning smages først. Der følges hurtigt op med stærk ingefær og wasabi på tungen, der kun langsomt aftager. Efter et par nip til denne Highland whisky, kommer smagen fra karamel og mørk sukker an anelse frem.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på whiskyen. Sødme fra honning og vanilje har lagt sig som et tyndt lag i munden, men aftager dog hurtigt. En let bitterhed kommer herefter mere frem, og det giver associationer til hasselnødder og mørk chokolade. Momentvis mærkes stadig lidt stærk wasabi og ingefær på tungen, der sammen med alkolen er med til at give varme i munden. Munden tørrer slutteligt helt ud.

Konklusion:

Dette er ikke nogen stor whisky. Hvis man forventer tydelig indflydelse fra modningen på ex-sherry fad, så bliver man skuffet. Whiskyen har mere karakter som var den lagret på ex-bourbon fad. Jeg har givet cirka 450,- kroner for flasken under mit besøg hos Finest Whisky Berlin. Med denne prissætning får man trods alt en whisky, der sagtens kan drikkes, og de fleste nybegyndere af fadstyrke whisky kan sagtens være med. Det skal også retfærdigvis siges, at drammen åbner mere op igennem flasken, hvilket er med til at løfte oplevelsen en anelse. Konklusionen på denne anmeldelse af Ben Nevis 2011 9 Year Old er, at oplevelsen i butikken med købet, er langt bedre end oplevelsen med at drikke whiskyen.

1.5/5 (2)

Deanston 2008 10 Year Old – Cadenhead 2008/2018

Deanston 2008 10 Year Old – Authentic Collection

Deanston 2008 10 Year Old er en whisky på 53,6% Vol. Whiskyen er fremstillet på Deanston Distillery, der ligger  i Highland området. Denne whisky har lagret i 10 år på et enkelt ex-bourbon hogshead fad. Dermed er den også en single cask aftapning.  Råspritten er fremstillet i 2008, og aftappet i vinteren 2018, med en aldersangivelse på 10 år. Der er sendt 270 flasker på markedet, af den uafhængige aftapper Wm Cadenhead Ltd., som del i deres serie Authentic Collection. Den er fremstillet uden brug af kølefiltrering, og der er ikke tilsat farvestoffer.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #467

Anmeldelse af Deanston 2008 10 Year Old

Næse:

En let syrlighed rammer næsen først. Der duftes grønne umodne æbler. Der ligger en snert af modne mandariner bagved, der både tilfører syrlighed og sødme i næsen. Når drammen har stået i glasset i nogle minutter bliver sødmen gradvist tydeligere. Der er maltsødme, mens vanilje og lys karamel efterhånden kommer mere og mere frem. Vanilje og karamel forstærkes når man også har smagt på whiskyen. Alkoholen er ikke tydelig i næsen.

Deanston 2008 10 Year Old

Deanston 2008 10 Year Old

Palette:

De 53,6% Vol. alkohol er mere tydelige i smagen, og dette justeres med lidt vand efter personlig smag. Maltsødme kommer som det første frem igennem alkoholen i denne uafhængige aftapning. Med lidt vand dominerer vanilje og lys karamel i smagen. Bagved ligger et strejf af syrlighed fra citrusfrugter som lime og citron. Sammen med en smule bitterhed giver det associationer til revet skal fra citroner. Der mærkes længe stærk ingefær og wasabi på tungen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på drammen. Der mærkes stadig ingefær og wasabi på tungen, der gradvist aftager. Bitterheden er en del tydeligere i eftersmagen, og det tilføjer en tørhed i munden. Der smages stadig lidt sødme fra vanilje og karamel, og der er en snert af sødme som det man kender i blomsterhonning. Kun lejlighedsvist kommer syrligheden frem i eftersmagen. Man efterlades med en fornemmelse i munden, som når man har drukket en overtrukket citron te med honning, mens varmen fra alkoholen mærkes i mund og bryst.

Konklusion:

Dette er en fornuftig whisky. Kan man lide en lidt skarp dram, der ikke kræver den store fordybelse, så er dette et godt bud på en fin whisky. Forventer man tyngde og kompleksitet, så skal man se andre steder hen. Man får til gengæld en whisky, der ikke er kølefiltreret, der ikke er tilsat kunstig farve, og samtidig aftappet ved cask strength. Flasken er købt i Cadenhead Shop Berlin for 400,- kroner. Det var et lidt skidt besøg, med en der kun taler tysk, og i øvrigt ikke var særlig snakkesaglig, selvom jeg talte tysk til ham. Interessant nok, var der meget andet whisky på hylderne, end Cadenheads egne aftapninger. Konklusionen på denne anmeldelse af Deanston 2008 10 Year Old er, at whiskyen er langt bedre end oplevelsen i butikken.

4/5 (2)