Hoppe.beer Polidore – 2021 fadlagret

Hoppe.beer Polidore – ex-Laphroaig fad

Hoppe.beer Polidore er en Imperial stout på 8,5% vol. Den er brygget på det danske bryggeri Hoppe.beer. Efter brygningen har øllen lagret på fad, der tidligere har indeholdt whisky fra Islay destilleriet Laphroaig Distillery. Det meldes ikke ud, hvor længe øllen har modnet på fadet. Denne flaske er fra deres 2021 release.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #369

Anmeldelse af Hoppe.beer Polidore

Næse:

En tydelig duft af mørk maltsødme kommer op af glasset som det første. Der følges hurtigt op med en tydelig duft af karamel og mørk brun farin. Når øllen har stået i glasset i et par minutter aftager denne kraftige mørke duft, og øllen forekommer næsten let i næsen og en smule vinøs i næsen. Et strejf af vanile anes i baggrunden, der sagtesd kan stamme fra de aflagte whisky fad. De klassiske nuancer fra Islay whisky, hvor røg, maritime og medicinske noter, ofte er til stede, er ikke at finde i duften på denne øl. Alkoholen er ikke markant i næsen, men er dog at mærke.

Hoppe.beer Polidore

Hoppe.beer Polidore

Palette:

Ganske som i duften, rammes munden først af tydelige mørke malte. Der er tydelig sødme fra brun farin og karamel. En let tørhed i øllen kommer gradvist mere frem, hvilket også kan findes i en del whisky. Der er en let brændt note i baggrunden, der yderligere kan kaste lidt tanker i retning af det, man kan finde i whisky. Efter et par slurke af øllen, virker kombinationen næsten som det man kender i engelsk lakrids. Alkoholen giver et ekstra løft til øllen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på øllen. De mørke noter dominerer først, men som i duften, så er de hurtigt væk. Lidt vanilje bliver tilbage i munden. Tørheden tiltager efterhånden mere og mere, mens en snert af lakridsrod ligger i baggrunden. Man sidder tilbage med et minde om mokka og mørk chokolade, med en tør fornemmelse i halsen, mens alkoholen har givet en smule varme i munden.

Hvad siger producenten:

Imperial stout tilsat Mauritius Muscovado sukker. Fadlagret på skotsk laphroaigfad.”

Konklusion

Dette er en en fornuftig øl. Kan man lide øl med mørk malt og ganske kraftige smagsindtryk, så kan dette være et godt bud på et godt købe. Har man forhåbning om en kraftig Imperial Stout, så er dette ikke det rette køb, da den, på trods af momentvise kraftige noter, stadig virker en smule spinkel i det generelle udtryk. Fadlagringen træder heller ikke væsentligt frem, så den ellers kraftige Laohroaig whisky, kunne vise lidt tænder i øllen. Med en pris på omkring 70,- kroner for en 37.5 cl flaske, så findes andre fadlagrede øl, der gør det mindst ligeså godt. Konklusionen på denne anmeldelse af Hoppe.beer Polidore er, at det er en nogenlunde øl, hvor forventningerne til en Laphroaig lagret Imperial stout dog ikke helt indfries.

Brewer’s Reserve – Limited Edition No. 5

Brewer’s Reserve – lagret 500 dage i gamle whiskyfad

Brewer’s Reserve er en fadlagret ale på 8,5% vol. fra Fuller’s Brewery, der ligger i Chiswick i det vestlige London. Denne udgave af deres øl har lagret på gamle whiskyfad i minimum 500 dage. Det fremgår dog ikke, hvilket destilleri whiskytønderne kommer fra, eller om dette overhovedet er fra Skotland.  Øllen er flasket i april måned 2016. Alle flasker er individuelt nummererede. Her anmeldes flaske No. #02684 fra deres 5. Limited Edition.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #345

Anmeldelse af Brewer’s Reserve

Næse:

I starten, når man lige har hældt øllen i glasset,  opfanger man en syrlighed i duften. Denne syrlighed aftager dog hurtigt. Herefter er der tydelig tilstedeværelse af egetræ, der naturligvis kommer fra de imponerende 500 dage i gamle whiskyfad. Man opfanger fine noter af vanilje og karamel. Det hele underbygges af en let malt-sødme, der aldrig bliver for voldsom. Man kan tydeligt mærke i næsen at øllen er hengemt, og tankerne ledes hen på lidt fugtig kælder, der nærmes giver øllen et lidt vinøst udtryk. Man opfanger ingen humle i næsen, ligesom de 8,5% vol. alkohol heller ikke gør meget væsen af sig.

Brewer's Reserve

Brewer’s Reserve

Palette:

Smagen af denne fadlagrede øl er primært præget af en god sødme. Der fremtræder fine nuancer af vanilje og karamel, hvilket igen sikkert er et udtryk for den lange lagring i aflagte whiskyfad. Man får også i smagen en fornemmelse af fugtig kælder og “jordslåethed”, men på en god måde, hvor det bare er udtryk for en lang modningsproces. Det giver igen et lidt vinøs fornemmelse når man drikker den. Heller ikke i smagen er der mærkbar alkohol eller humle.

Afslutning:

Der er en medium afslutningen på øllen. Eftersmagen er også præget af vanilje. Den lette syrlighed, man opfangede i duften, lige da flasken blev hældt i glasset, dukker op igen i eftersmagen. Det giver øllen lidt mere tyngde, end det ret lette udtryk man ellers finder i smagen. Også eftersmagen er præget af vanilje. Den lette sødme lægger sig som et lag i munden. Et lag som føles til at blive tykkere jo flere mundfulde man tager. Man opfanger en let bitterhed til sidst.

Hvad siger producenten:

Brewer’s Reserve No.5. Aged for 18 months in 30-year-old whisky casks, Brewer’s Reserve No.5 is a full-bodied limited-edition beer, infused with the secrets of whisky-soaked wood.”

Konklusion

Dette er en ganske fin øl. På trods af imponerende lang lagring på fad, så er øllen meget diskret i sit udtryk. Dette er typisk for hengemte øl, hvor de værste kanter slibes af smagen under lang lagringstid. Det betyder at den er utrolig let at drikke, og aldrig bliver for voldsom, på trods af ret højt alkoholindhold og 500 dage i et fad, der tidligere har indeholdt whisky. Prisen på lige over 100,- kroner lyder umiddelbart rimeligt for en øl, som lagres så lang tid i en egetræstønde. Konklusionen på denne anmeldelse af Brewer’s Reserve er, at man får en utrolig behagelig øl, som tydeligt bærer præg af den lange periode på whiskyfad.

Limfjordsporter – Thy Whisky fad 49

Limfjordsporter Thy Whisky fad 49 – Special aftapning

Limfjordsporter Thy Whisky fad 49 er en Baltisk Porter på 8,5% Vol fra danske Thisted Bryghus. Øllen er en special aftapning af “Øllets Gentleman”. Denne udgave er tilsat et helt fad whisky fra det danske destilleri Thy Whisky, der ligesom Thisted Bryghus, er beliggende i Thy i Nordjylland. Der er tale om fad #49, som er en ekstra røget whisky, som man kender det fra Islay whisky. Endvidere er der brugt ekstra bøgerøget malt fra gården Gyrup under brygningen. Aftapningen er del i en gaveæske kaldet “Brygmesterens Limfjordsportere”, der indeholder fire udgaver af den klassiske øl; den originale, en der har lagret med egetræ, endnu en special aftapning med ekstra engelsk lakrids, og denne med Thy Whisky. Man kan kun købe øllen som del i gaveæsken, og der er sendt 20.000 til salg på markedet.

Besøg: Bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #162

Anmeldelse af Limfjordsporter Thy Whisky fad 49

Næse:

Man dufter først den kendte duft af Limfjordsporter. Der duftes først den hårdt ristede malt, når man stikker næsen til glasset. Maltsødme kommer langsomt frem i aromaen. Lakrids og let røg bliver tydeligere efter lidt tid i glasset. Man kan godt dufte, at der er lidt mere røg, end i den klassiske udgave af “Øllets Gentleman”. Om det er fra den røgede whisky, eller fra den ekstra bøgerøgede malt, kan ikke afgøres. Der er ikke meget humle, at finde i næsen. Ligeledes er de 8,5% vol alkohol heller ikke nævneværdig til stede.

Limfjordsporter Thy Whisky fad 49

Limfjordsporter Thy Whisky fad 49

Palette:

I paletten er den mørke malt igen tydelig, og en god maltsødme kommer hurtigt frem. De let-brændte noter og røgen er ret markant i smagen. Der er tydelig indflydelse fra whiskyen, der faktisk har et islæt af lidt brændt gummi, som Islay whisky godt kan have en snert af. Smagen af lakrids bliver efterhånden tydeligere og tydeligere, jo flere gange man smager på øllen. Humlen og alkoholen er heller ikke umiddelbart til stede i smagen, som den heller ikke var i duften.

Afslutning:

Eftersmagen er som duften og smagen også præget af maltsødme. Smagen af lakrids, som blev tydeligere igennem smagen, er også yderst fremtrædende i afslutningen, og den lægger sig som et fint lag i munden. Der mærkes nu en smule varme fra alkoholen i munden og halsen. Der er stadig en fin smag af en let røg, inden man mærker en lidt bitter note på tungen. Bitterheden kan stamme fra humlen, men den kan også stamme fra fadlagringen af whiskyen.

Hvad siger producenten:

“Denne eksklusive udgave af Limfjordsporter er brygget med ekstra bøgerøget malt fra Gyrup, og tilsat et helt fad Thy Whisky. Kræs for porter og whiskykendere.”

Konklusion:

Dette er en fantastisk øl. Nuvel, jeg er lidt af en Limfjordsporter entusiast i forvejen. Jeg har omkring 300 af den originale udgave på lager, der varierer i alderen nul til femten år. En Limfjordsporter, der har været på lager i femten år, er ganske enkelt en uovertruffen oplevelse. Denne udgave af brygget nærmer sig dette niveau. Det er en af de få øl jeg har smagt, og anmeldt på whiskyblog.dk, hvor whiskyen faktisk viser sig tydeligt igennem oplevelsen. Desuden finder jeg det spændende, at et af de danske bryggerier og et af de danske destillerier kan have et sådan tæt samarbejde kørende. Thisted Bryghus bruger malt fra Thy Whiskys gård Gyrup i nogle af deres bryg. Thisted Bryghus mæsker urten til Thy Whisky’s udgivelser. Thy Whisky No. 11 Stovt, har lagret på fad, der tidligere har indeholdt Limfjordsporter. Et tæt samarbejde, der nu har resulteret i denne øl, der i øvrigt er drukket fra et glas, jeg vandt i en konkurrence fra bryggeriet, i anledning af Limfjordsporters 30 års fødselsdag. Konklusionen på denne anmeldelse af Limfjordsporter Thy Whisky fad 49 er, at “Øllets Gentleman” rammer et højt niveau med denne special aftapning.