Bunnahabhain Cruach-Mhòna – Islay Single Malt Scotch Whisky

Bunnahabhain Cruach-Mhòna – Ex-bourbon og ex-oloroso fad

Bunnahabhain Cruach-Mhòna er en whisky på 50% Vol. Den kommer fra Bunnahabhain Distillery på Islay. Whiskyen er en kombination af røget og ikke røget whisky, der har modnet på både ex-bourbon fad, og fad der tidligere har indehold oloroso sherry. Flasken kommer uden aldersangoivelse, så det vides ikke hvor længe den har modnet på disse fad. Aftapningen er en Limited Edition aftappet til rejsende på Travel Retail markedet. Den er aftappet uden brug af kølefiltrering, og der er ikke brugt kunstig farve.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #551

Anmeldelse af Bunnahabhain Cruach-Mhòna

Næse:

En tydelig duft af røg kommer frem fra glasset først. Det er en tør askeagtig røg, som man kender det når brændeovnen skal tømmes for aske. Langsomt men sikker kommer sødme mere frem i duften. Der er både vanilje- og karamelsødme. I kombination med røgen ledes tankerne i retning af røget bacon eller skinke. Momentvis opfanges et strejf af citrusfrugter i baggrunden. De 50% Vol. alkohol er ikke tydelige i næsen.

Bunnahabhain Cruach-Mhòna - Sample

Bunnahabhain Cruach-Mhòna – Sample

Palette:

Ganske som i duften, så er aske røgen også det første der smages. Der følges hurtigt op med sødme fra vanilje og lys karamel. Citrusfrugter, der ligeledes var svagt tilstede i duften, er mere fremtrædende i smagen på denne Islay whisky. Der smages lemon og et strejf af grapefrugt. Alkoholen er mere fremtrædende i smagen, og man kan med fordel tilsætte lidt vand. Dog skal man være forsigtig, da den ikke tåler meget, før den drukner.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på drammen. Sødmen er hurtigt aftagende, hvilket giver mere plads til smagen af citrusfrugterne. Gradvist aftager smagen af citrusfrugter, mens bitterhed fra egetræ kommer mere og mere frem. Med sig har det en tør fornemmelse i munden, mens en smag af hasselnødder lejlighedsvist kommer frem. Man sidder tilbage med at fjernt minde om aske i munden, mens der mærkes varme i svælget.

Hvad siger producenten:

“Gaelic for ‘Peat Stack’, Cruach-Mhòna is a limited edition malt with strong notes of smoke and peat. Hints of burning grass, hay and sweet herbs burst into flavours of malt, nuts, fruit, white pepper, seaweed, peat smoke and sea salt.”

Konklusion:

Dette er en fin whisky. Kan man lide let-røget whisky, så er dette et godt bud på en flaske. Forventes kompleksitet og dybde, så skal man kigge andre steder hen. Hvis man er nybegynder i den røgede whisky, så ville dette være et godt køb, for her kan de fleste være med. Man kan købe en flaske for omkring 600,- kroner for en liter i Travel Retail i diverse lufthavne. Med denne prissætning findes der andre og bedre alternativer, jeg helle ville have drukket en flaske af. Nuvel, havde jeg selv købt flasken var den sikket også blevet tømt. Personligt foretrækker jeg destilleriets klassiske Bunnahabhain 12 Year Old, der ligger i samme prisleje. Konklusionen på denne anmeldelse af Bunnahabhain Cruach-Mhòna er, at det er fin whisky, hvor de fleste kan være med, men der er andre og bedre flasker fra destilleriet.

2/5 (1)

Kilkerran 2009 15 Year Old – Single Cask

Kilkerran 2009 15 Year Old – 20th Anniversary

Kilkerran 2009 15 Year Old er en whisky på 56,6% Vol fra det skotske Glengyle Distillery i Campbeltown regionen. Denne single cask whisky har lagret på et engkelt genbrugt ex-bourbon hogshead fad. Råspritten er destilleret i maj 2009 og senere aftappet den 25. juni 2024 ved cask strength, med en aldersangivelse på 15 år. Flasken er sendt på det danske marked i forbindelse med destilleriet 20 års jubilæum. Aftapningen har flaskekode 24/135, og der er sendt 240 flasker på markedet. Whiskyen er fremstillet uden farvestoffer og uden brug af kølefiltrering.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #550

Anmeldelse af Kilkerran 2009 15 Year Old

Næse:

Sødme fra malt, vanilje og brun sukker kommer op fra glasset først. Langsomt kommer lidt sødme fra syltede ferskner og pærer, som dem man kender på konservesdåser. Lejlighedsvist opfanges et svagt strejf af røg. I kombination ledes tankerne i retning af det man kender fra en nytændt pibetobak. Når man også har smagt på whiskyen, opfanges i baggrunden en let syrlig note fra nyslået græs og lidt citrusfrugt. Alkoholen er ikke specielt fremtrædende i næsen.

Kilkerran 2009 15 Year Old

Kilkerran 2009 15 Year Old

Palette:

Smagen fra lidt umodne grønne æbler smages som det første. Hurtigt følges op med tydelig sødme. Som i duften er sødme fra vanilje og brun sukker meget fremtrædende, mens sødme fra syltede frugter ligger i baggrunden. Efter par nip til denne skotske whisky, kommer en let bitterhed mere frem i smagen. Sammen med sødmen giver det associationer til mælkechokolade med hasselnødder i. En smule tør askeagtig røg ligger i fint i baggrunden, mens lidt smag af revet skal fra citroner presser på. De 56,6% Vol. alkohel er mere tydelige i smagen, men justeres fint med lidt vand.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på whiskyen. Sødmen fra vanilje, brun sukker og syltede frugter ligger som et fint lag i munden. Bitterheden er mere fremtrædende i eftersmagen. Det er noter af egetræ og hasselnødder. Gradvist bliver syrlige noter mere tydelige, og sammen med bitterheden opleves nuancer af nyslået græs og revet citronskal. Man efterlades med et fjernt minde om tør røg, mens lidt salt og flintesten opleves på læberne.

Hvad siger producenten:

“This refill bourbon hogshead was specially selected and bottled for Denmark, to celebrate the 20th Anniversary of the opening of Glengyle Distillery in 2004.”

Konklusion:

Dette er en god whisky. Kan man lide whisky fra Campbeltown distriktet, og fra Glengyle Distillery i særdeleshed, så vil man ikke blive skuffet med denne whisky. Flasken koster omkring 1100,-, men jeg fik denne flaske for 876,- grundet fødselsdag hos min whisky pusher en måned senere. På trods af, at det er en god whisky, så vil mange være fint tilfredse med en af destilleriets mange 8 år cask strength aftapninger, der stadig kan købes for omkring det halve. Flasken blev åbnet for at fejre anmeldelse #500 på Whiskyblog.dk, og som fanboy må jeg sige at jeg er tilfreds, med endelig at få lov at smage en singel cask whisky fra et af mine absolutte yndlingsdestillerier. Konklusionen på denne anmeldelse af Kilkerran 2009 15 Year Old 20th Anniversary Single Cask er, at det er en dejlig whisky, men deres standard 8 års cask strength aftapninger kan sagtens klare sig i konkurrencen.

4/5 (1)

Springbank 10 Year Old – Pedro Ximenez Cask Matured

Springbank 10 Year Old Pedro Ximenez Cask Matured – Sherry Wood

Springbank 10 Year Old Pedro Ximenez Cask Matured er en skotsk whisky på 55% Vol. Whiskyen kommer fra det skotske Springbank Distillery i Campbeltown regionen. Spritten er destilleret i july 2012 og, der er senere aftappet den 7. oktober 2022 i 10.800 eksemplarer ved fuld fadstyrke. Den har først modnet i 7 år på ex-bourbon fad, hvorefter den har modnet 3 år på friske ex-sherry fad, der tidlige har indeholdt Pedro Ximenez sherry. Whiskyen er fremstillet uden brug af kølefiltrering, og der er ikke tilsat farvestoffer. Dette er den første aftapning i destilleriets “Sherry Wood” serie. Denne flaske har kode 22/201, og der er her anmeldt en sample.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #547

Anmeldelse af Springbank 10 Year Old Pedro Ximenez Cask Matured

Næse:

Kraftig sødme kommer op fra glasset først. Der er tydelige noter af tørrede mørke frugter som rosiner, figner og dadler. Sammen med et strejf af alkohol, giver det associationer til rosiner der har ligget i rom. Efter nogle minutter i glasset kommer duft af mørk sukker og mørk malt mere frem. Der kommer ligeledes lidt egetræ, der med sig har et strejf af sødmefuld pibetobak. Momentvis opleves en let duft af sød sukkerfyldt cola.

Springbank 10 Year Old Pedro Ximenez Cask Matured

Springbank 10 Year Old Pedro Ximenez Cask Matured

Palette:

De 55% vol alkohol rammer munden som det første i denne Springbank whisky. Det nedtones fint med et par dråber vand. Der gives nu plads til sødme fra tørrede frugter, og ganske som i duften dominerer rosiner, dadler og figner. Der anes et strejf af svag røg i bagrunden. Sammen med sødmen leder det tankerne i retning af pibetobak og læder. Lejlighedsvist mærkes lidt stærk kanel på tungen, der dog hurtigt aftager igen.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på denne whisky. Sødmen fra rosiner, dadler og figner har lagt sig som et fint lag i munden. Smagen af egetræ, der også var til stede i duften, kommer frem igen i eftersmagen. Med sig har det lidt stærk kanel og peber, der sammen med alkoholen, giver varme og prikken op tungen. Der er en tiltagende bitterhed, der minder om det man finer i kaffe og mørk chokolade. Der opleves afslutningsvist lidt mineralske og maritime noter af flintesten og salt på læberne. Man sidder tilbage med en fornemmelse i munden, som når man har drukket et stort glas sød Jolly cola.

Hvad siger producenten:

“Kicking off our Springbank Sherry series is this 10 year old whisky matured for seven years in Bourbon casks and three years in fresh Pedro Ximenez casks. The Springbank character married with the sweet, rich PX influence creates a perfect winter-warmer dram.”

Konklusion:

Dette er en dejlig whisky. Kan man lide whisky fra de skotske destillerier i Campbeltown, og Springbank Distillery i særdeleshed, så vil man ikke blive skuffet med denne whisky. Den har virkelig meget at byde på i både duft, smag og eftersmag. Var man heldig at finde en flaske, da den blev sendt på markedet, så kunne den erhverves for omkring 1200,- kroner. Salget på det sekundære marked er til gengæld stukket helt af for denne aftapning, og det er whiskyen trods alt ikke helt værd. Med prissætningen på det sekundære marked, overvejer jeg om det er værd at åbne flasken, eller om den på et tidspunkt skal byttes til flasker, der ikke er for dyre at åbne. Det beytder desværre at mange ikke får mulighed for at smage denne vidunderlige whisky. Konklusionen på denne anmeldelse af Springbank 10 Year Old Pedro Ximenez Cask Matured er, at det er en fantastisk whisky, der burde være de fleste forundt at smage.

4/5 (1)