Bunnahabhain Eirigh Na Greine – Islay Single Malt Scotch Whisky

Bunnahabhain Eirigh Na Greine – ex-vin fad

Bunnahabhain Eirigh Na Greine er en whisky på 46,3% Vol. Den er fremstillet på det skotske Islay destilleri Bunnahabhain Distillery. Whiskyen har modnet i et mix af franske og italienske ex-vin fad, der tidligere har indeholdt rødvin. Det vides ikke hvor længe den har modnet på disse fad, da flasken kommer uden aldersangivelse. Aftapningen er en Limited Edition aftappet til rejsende på Travel Retail markedet. Den er aftappet uden brug af kølefiltrering, og der er ikke brugt kunstig farve.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #515

Anmeldelse af Bunnahabhain Eirigh Na Greine

Næse:

Sødme rammer næsen først. Der duftes søde modne æbler, og søde bær som brombær og jordbær. Man fornemmer et let vinøst udtryk, der sikkert stammer fra lagringen i de aflagte vin fad. Langsomt kommer vanilje og lys karamel mere frem i duften. Momentvis opfanges krydderurter som timian og rosmarin i næsen. Når man har smagt på drammen opfanges noter af nyslået græs og citrus. Alkoholen er ikke tydelig i næsen.

Bunnahabhain Eirigh Na Greine - Sample

Bunnahabhain Eirigh Na Greine – Sample

Palette:

Syrligheden fra citrusfrugt og nyslået græs smages som det første i denne Islay whisky. Der følges hurtigt op med sødme fra vanilje og karamel. Bagved smages lidt modne brombær og grønne vindruer. Efter et par nip til drammen fremkommer et strejf af bitterhed. Med sig har det noter af mandler og egetræ. Der anes svagt en let maritim note af hav og salt. De 46,3% Vol er ikke tydelige i smagen.

Afslutning:

Der ligger et let lag af sødme fra frugter og bær i munden. Gradvist tager bitterheden mere og mere over. Samtidig kommer timian og rosmarin, der ligeledes var at finde i duften, også frem i eftersmagen. Noter af hav og salt er tydelige i afslutning, og mærkes på læberne. Smagen af egetræ og mandler tager slutteligt mere og mere over, for til sidst at dominere. Man efterlades med at minde som når man har drukket frugt-te, med en citronskive i, der har trukket lidt for længe.

Hvad siger producenten:

“Meaning “morning sky” in Gaelich, Eirigh Na Greine is a limited edition release that is as unique as the breathtaking sunrises you see from the pier at Bunnahabhain. Scents of sweet, rich spice evolve into flavours of roasted nuts, fresh fruit, and hints of sea salt and smoke.”

Konklusion:

Dette er en fornuftig whisky. Er man glad for whisky fra destilleriet, og har mod på at prøve en aftapning, der har modnet på lidt alternative fad, så er dette et fint valg. Forventer man lidt tungere noter, som man eksempelvis finder i den klassiske Bunnahabhain 12 Year Old, så skal man se andre steder hen. Man kan købe en flaske for omkring 700,- kroner. Med denne prissætning har jeg smagt aftapninger fra destilleriet, der falder væsentligt bedre i min smag. Jeg er derfor ganske tilfreds med kun at smage denne 3 cl. sample. Konklusionen på denne anmeldelse af Bunnahabhain Eirigh Na Greine er, at der er andet whisky fra destilleriet, der passer bedre til mine smagsløg.

2/5 (1)

Bunnahabhain Toiteach A Dhà – Islay Single Malt Scotch Whisky

Bunnahabhain Toiteach A Dhà – en let-røget Islay whisky

Bunnahabhain Toiteach A Dhà er en whisky på 46,3% Vol. Den er fremstillet på det skotske destilleri Bunnahabhain Distillery. Destilleriet ligger på øen Islay, og er under ejerskab af Distell Group Limited. Whiskyen er lagret en kombination af ex-bourbon og ex-sherry fad. Whiskyen kommer uden aldersangivelse. Den er ikke kølefiltreret, og der er ikke tilsat kunstig farve.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #485

Anmeldelse af Bunnahabhain Toiteach A Dhà

Næse:

Røg kommer op fra glasset først. Det er en tør røg, som den man kender fra aske i brændeovnen. Sødme fra vanilje følger efter, sammen med en snert af egetræ. I kombination får man associationer til ristede peanuts. Efter lidt tid glasset, hvor drammen får lov at åbne lidt op, kommer noter af tørrede abrikoser og figner frem frem fra baggrunden. Der anes et strejf af solmodne appelsiner. Efter lidt tid kommer lidt mynte frem fra baggrunden. De 46,3% Vol. alkohol mærkes ikke i næsen.

Bunnahabhain Toiteach A Dhà

Bunnahabhain Toiteach A Dhà

Palette:

Den tørre røg fra aske rammer også smagsløgene først, hurtigt efterfulgt af vaniljesødme. Der mærkes også hurtigt stærk kanel og chili på tungen, der giver en prikkende og varm fornemmelse på tungen. Efter et par nip til denne skotske whisky kommer sødme fra tørrede abrikoser og figner gradvist mere og mere frem. Bagved kommer smagen fra søde appelsiner lejlighedsvist frem, sammen med et strejf af mælkechokolade. Alkoholen mærkes uden at være sprittet, men drammen tålet fint et par dråber vand.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne whisky. Eftersmagen er præget af sødmen fra vanilje og karamel. Der mærkes stadig chili og kanel på tungen, der sammen med alkoholen giver en varm fornemmelse i munden. Gradvist kommer en tiltagende bitterhed fra egetræ, der leder tankerne i retning af peanuts, som også er at finde i duften. Smagen af egetræ er mere tydelig i eftersmagen. Man sidder tilbage med en smag af chokolade. peanuts med et strejf af lakrids i munden.

Hvad siger producenten:

“With a touch of smoke from our peated malted barley introduced during its creation and combined with a higher sherry influence, this special bottling offers the connoisseur an opportunity to try something truly unique and beguiling in nature.”

Konklusion:

Dette er en fin whisky. Hvis man har mod på røget whisky fra Islay, uden den behøver at være voldsomt kompleks, så er dette et godt bud på en god flaske. Særligt interessant er det at man næsten sidder tilbage med en følelse i munden, som når man har spist en chokoladebar af typen Snickers. Man kan købe en flaske for cirka 450,- kroner, og med denne prissætning, er denne aftapning ganske konkurrencedygtig. Konklusionen på denne anmeldelse af Bunnahabhain Toiteach A Dhà er, at det en glimrende whisky, hvis man kan lide røg og Snickers.

4/5 (1)

Deanston 2008 10 Year Old – Cadenhead 2008/2018

Deanston 2008 10 Year Old – Authentic Collection

Deanston 2008 10 Year Old er en whisky på 53,6% Vol. Whiskyen er fremstillet på Deanston Distillery, der ligger  i Highland området. Denne whisky har lagret i 10 år på et enkelt ex-bourbon hogshead fad. Dermed er den også en single cask aftapning.  Råspritten er fremstillet i 2008, og aftappet i vinteren 2018, med en aldersangivelse på 10 år. Der er sendt 270 flasker på markedet, af den uafhængige aftapper Wm Cadenhead Ltd., som del i deres serie Authentic Collection. Den er fremstillet uden brug af kølefiltrering, og der er ikke tilsat farvestoffer.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #467

Anmeldelse af Deanston 2008 10 Year Old

Næse:

En let syrlighed rammer næsen først. Der duftes grønne umodne æbler. Der ligger en snert af modne mandariner bagved, der både tilfører syrlighed og sødme i næsen. Når drammen har stået i glasset i nogle minutter bliver sødmen gradvist tydeligere. Der er maltsødme, mens vanilje og lys karamel efterhånden kommer mere og mere frem. Vanilje og karamel forstærkes når man også har smagt på whiskyen. Alkoholen er ikke tydelig i næsen.

Deanston 2008 10 Year Old

Deanston 2008 10 Year Old

Palette:

De 53,6% Vol. alkohol er mere tydelige i smagen, og dette justeres med lidt vand efter personlig smag. Maltsødme kommer som det første frem igennem alkoholen i denne uafhængige aftapning. Med lidt vand dominerer vanilje og lys karamel i smagen. Bagved ligger et strejf af syrlighed fra citrusfrugter som lime og citron. Sammen med en smule bitterhed giver det associationer til revet skal fra citroner. Der mærkes længe stærk ingefær og wasabi på tungen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på drammen. Der mærkes stadig ingefær og wasabi på tungen, der gradvist aftager. Bitterheden er en del tydeligere i eftersmagen, og det tilføjer en tørhed i munden. Der smages stadig lidt sødme fra vanilje og karamel, og der er en snert af sødme som det man kender i blomsterhonning. Kun lejlighedsvist kommer syrligheden frem i eftersmagen. Man efterlades med en fornemmelse i munden, som når man har drukket en overtrukket citron te med honning, mens varmen fra alkoholen mærkes i mund og bryst.

Konklusion:

Dette er en fornuftig whisky. Kan man lide en lidt skarp dram, der ikke kræver den store fordybelse, så er dette et godt bud på en fin whisky. Forventer man tyngde og kompleksitet, så skal man se andre steder hen. Man får til gengæld en whisky, der ikke er kølefiltreret, der ikke er tilsat kunstig farve, og samtidig aftappet ved cask strength. Flasken er købt i Cadenhead Shop Berlin for 400,- kroner. Det var et lidt skidt besøg, med en der kun taler tysk, og i øvrigt ikke var særlig snakkesaglig, selvom jeg talte tysk til ham. Interessant nok, var der meget andet whisky på hylderne, end Cadenheads egne aftapninger. Konklusionen på denne anmeldelse af Deanston 2008 10 Year Old er, at whiskyen er langt bedre end oplevelsen i butikken.

4/5 (2)