Dalmore 18 Year Old – Highland Single Malt Scotch Whisky

Dalmore 18 Year Old – lagret på ex-bourbon og ex-sherry fad

Dalmore 18 Year Old er en skotsk whisky på 43% Vol. Whiskyen er fremstllet på Dalmore Distillery, der er et af destillerierne i Highland området. Whiskyen har lagret på ex-bourbon fad af amerikansk hvid eg, samt på ex-sherry fad, der tidligere har indeholdt Matusalem Oloroso sherry. Den har lagret i minimum 18 år på disse, fad, som det også gremgår af etiketten. Whiskyen er fremstillet med brug af kølefiltrering.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #521

Anmeldelse af Dalmore 18 Year Old

Næse:

Næsen mødes først af søde, modne bær. Der duftes jordbær og skovbær. Der følges hurtigt op med sødme fra mørke tørrede frugter som rosiner og dadler. I baggrunden anes en snert af appelsin, der sammen med lidt bitterhed fra egetræ, minder lidt om revet appelsin-skal. Efter nogle minutter i glasset kommer en note af mælkechokolade og vanilje efterhånden frem. Man mærker ikke de 43% Vol. alkohol i næsen.

Dalmore 18 Year Old - Sample

Dalmore 18 Year Old – Sample

Palette:

De mørke tørrede frugter dominerer i smagen. Der smages med det samme rosiner og dadler. Der følges op med en let bitter note, der minder om den man finder i umodne valnødder og friske mandler. Smagen af mælkechokolade og vanilje kommer efterhånden mere frem, og bliver gradvist mere dominerende i whiskyen. I baggrunden kan man, også i smagen, ane lidt appelsiner og søde bær. Der kortvarigt mærkes lidt egetræ og stærk sort peber på tungen. Heller ikke i smagen mærkes alkoholen.

Afslutning:

Der er en lang eftersmag på drammen. Sødmen fra de tørrede rosiner og dadler ligger som et fint lag i munden. Momentvis kigger den stærke sorte peber frem, og efterlader lidt prikken på tungen. Smagen af mælkechokolade, karamel og vanilje kommer gradvist mere frem. Samtidig mærkes en smule bitterhed, som den man kender fra kaffebønner,

Hvad siger producenten:

“A magnificent whisky matured in American white oak ex-bourbon casks and aged Matusalem oloroso sherry casks.”

Konklusion:

Dette er en ganske hæderlig whisky. Der er fine noter af frugter og bær, der i kombination med tørrede frugter, mælkechokolade og bitterhed, giver en god og kompleks helhedsoplevelse. Det får man så også lov til at betale for, da en flaske koster omkring 1500,- kroner. For de penge får man en kølefiltreret whisky på 43% Vol., hvilket ikke lige klinger helt godt i ørerne på de fleste whisky-nørder. Ud fra den betragtning er pengene nok lagt bedre et andet sted, selvom whiskyen egentlig er ganske fornuftig. Jeg var heldig at bytte mig til denne whisky sample, og er tilfreds med at have smagt den, uden skulle have tegnebogen frem. Konklusionen på denne anmeldelse af Dalmore 18 Year Old er, at whiskyen sådan set er god, men nok er prissat for højt, i forhold til, hvad den egentlig tilbyder.

3/5 (1)

Talisker 18 Year Old – afrundet og røget

Talisker 18 Year Old – en blød men kraftfuld whisky

Talisker 18 Year Old er en skotsk whisky på 45,8% Vol. Den kommer fra Talisker Distillery, der er beliggende på Isle of Skye. Derfor er dette whisky fra de destillerier i Skotland, som producerer det, der kaldes Island single malt whisky. Whiskyen har lagret på en blanding af ex-bourbon fad og ex-sherry fad i, som navnet antyder, mindst 18 år. Endvidere er den kølefiltreret. Den har blandt andet fået anerkendelse som  “Best Single Malt Whisky in the World”  ved The World Whiskies Awards.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #501

Anmeldelse af Talisker 18 Year Old

Næse:

Man dufter først en let og behagelig røg, der rammer blødt i næsen. Så dukker der langsom fine noter sød tørret frugt, som svesker, rosiner og abrikoser. I baggrunden anes karamel og vanilje fra egetræsfadene. Kombinationen leder tankerne hen i retning af en blanding mellem mørk chokolade og mælkechokolade. Med et par dråber vand og lidt tid i glasset trænges røgen lidt i baggrunden, og de resterende dufte træder mere frem.

Talisker 18 Year Old – Sample

Palette:

Der er god styrke i smagen. Her er det igen de mørke frugter som dominerer. Man smager blommer, svesker og rosiner. Der er en god sødme, men den bliver aldrig dominerende. Det samme gælder for røgen, som man nærmest kun svagt mærker, og den ligger sig et let slør hen over smagsoplevelsen. I baggrunden fornemmer man lidt egetræ og vaniljenoter. Efter et par mundfulde kommer tydelige nuancer af peber. Man har en lidt olie-agtig fornemmelse i munden når man drikker denne dram, og man har lidt fornemmelse af salt på læberne. Et par dråber vand åbner også smagen lidt mere op.

Afslutning:

Der er en god lang afslutning på whiskyen. Her er det de stærke krydderier som dominerer. Man smager peber, kanel, og et næsten chili-agtigt brænd på spidsen af tungen. De mørke frugter fornemmes stadig i baggrunden. Røgen og sødmen lægger sig også her som et fint tyndt lag over oplevelsen. Man kommer til at tænke på læder og pibetobak med denne kombinationen af smagsindtryk.

Hvad siger producenten:

“An award-winning whisky with wonderful sweetness and warmth, intertwined with just a thread of smoke. Rich and soft but still assertive.”

Konklusion:

Denne whisky er god, det skal der ikke herske tvivl om. Det er en kraftig, men stadig blød og afrundet, oplevelse man får med denne dram. Det er virkelig imponerende, at så meget smag kan pakkes ind så indbydende som dette. Man kan købe en flaske for omkring 1500,- kroner. Man kan eventuelt prøve en sample som jeg har gjort i denne anmeldelse. Om den så er 3 gange så god som Talisker 10 Year Old, der kun koster cirka en tredjedel er så en anden sag. Konklusionen på denne anmeldelse af Talisker 18 Year Old er, at det er whisky af meget høj klasse.

4/5 (1)

Talisker Dark Storm – Single Malt Scotch Whisky

Talisker Dark Storm – fra kraftigt brændte ex-bourbon fad

Talisker Dark Storm er en skotsk whisky på 45,8% Vol. Flasken kommer fra Talisker Distillery, der er et af de skotske destillerier, der ligger på øerne, nærmere betegnet på Isle of Skye. På den baggrund er whiskyen derfor en Island single malt whisky. Whiskyen er lagret på kraftigt forkullede ex-bourbon fad og er kølefiltreret. Whiskyen skulle være den samme som Talisker Storm, hvor fadene blot ikke er helt så hårdt brændt, som i denne udgave. Flasken kommer uden aldersangivelse.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #451

Anmeldelse af Talisker Dark Storm

Næse:

En tydelig duft af røg kommer frem fra glasset som det første. Det er en sødmefuld røg, som den man kender fra grillet og røget kød. En duft af karamel og vanilje følger efter. Langsomt kommer en duft af modne frugter frem fra røgsløret. Der duftes røde æbler og gule pærer. Efter at have smagt på drammen opfanges lette maritime og mineralske noter, som man kender det fra hav og flintesten. Alkoholen er ikke tydelig i smagen.

Talisker Dark Storm

Talisker Dark Storm

Palette:

Røgen er, som i duften, også det første der smages. Der smages grillet og let branket kød. De maritime og mineralske noter er tydeligere i smagen end i duften. Der mærkes salt på tungen, og en fornemmelse af kalk mærkes i munden, hvilket forstærkes af en let bitterhed fra egetræ. Når smagsløgene har tilvænnet sig røgen, kommer en anelse modne æbler igennem i whiskyen. I beggrunden opfanges et svagt strejf af citrusfrugter. Der mærkes momentvis sort peber og chili på tungen. De 45,8% Vol er heller ikke tydelige i smagen.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på denne whisky. De modne frugter smages stadig en smule, men dette aftager hurtigt. Smagen af vanilje og karamel, der også var til stede i duften, er langt tydeligere i eftersmagen. Lejlighedsvist smages stadig en let syrlig note af citrusfrugter. Munden er dækket i et let lag af røg. Man efterlades med en smule honningsødme og bitterhed i munden, som man kender det fra frugt-te med honning, mens barbecuesovs mærkes i baggrunden.

Hvad siger producenten:

“Dark Storm Single Malt Scotch Whisky is matured in heavily-charred oak casks for an intensely smoky flavour, designed to capture the wild, untamed spirit of a full-blown storm at sea.”

Konklusion:

Dette er en glimrende whisky. Kan man lide røget whisky, der viser en smule tænder, så er dette et godt bud på en fin flaske. Er min lige startet på sin whisky rejse, så skal man nok være lidt mere forsigtig. Så kan jeg anbefale den klassiske 10 års udgave, eller Talisker Storm, der rammer et sted i mellem. Man kan købe en flaske for omkring 600,- kroner for en liter. Nu er jeg tilfældigvis glad for whisky, der viser lidt tænder, så dette er i min optik en mere interessant aftapning. Om den er bedre er svært at sige, da det afhænger af dagen den drikkes. Konklusionen på denne anmeldelse af Talisker Dark Storm er, at vi har fat i en god aftapning fra destilleriet, særligt hvis man kan lide barbecuesovs med bid i.

4/5 (2)