Talisker 8 Year Old – 2020 Special Releases

Talisker 8 Year Old – Rare by Nature (reklame)

Talisker 8 Year Old er en skotsk whisky på 57.9% Vol. Flasken er del af Diageo’s “2020 Special Releases“, der også går under navnet “Rare by Nature” serien. Whiskyen er fremstillet af Talisker Distillery på Isle of Skye. Den har efter fremstilling i 2011 lagret på ex-rom fad, der tidligere har indeholdt pot-still destilleret rom. Lagringen har varet i alt mindst 8 år, som det også fremgår af etiketten. Whiskyen er aftappet ved fuld fadstyrke, og som en “Limited Edition” i begrænset oplag. Jeg har fået denne sample sponsoret til anmeldelse her på bloggen.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #229

Anmeldelse af Talisker 8 Year Old

Næse:

Næsen mødes først af vanilje- og maltsødme når den nærmer sig glasset. Der følges hurtigt op med let røg, og maritime og mineralske noter kommer hurtigt efter. Efter lidt tid i glasset kommer sødmefuld frugt frem fra baggrunden. Der duftes overmoden banan med et hint af grapefrugt. De 57,9% vol alkohol mærkes i næsen, og en anelse vand kan med fordel tilsættes, for at nedtone det en anelse. Vandet trækker vanilje og de maritime nuancer frem i duften, mens en snert aroma fra mørk sukker opstår i whiskyen.

Talisker 8 Year Old 2020 Special Releases - Sample

Talisker 8 Year Old 2020 Special Releases – Sample

Palette:

Sødme fra vanilje er igen det første som rammer sanserne, når man også får smagt på drammen. Smagen af overmodne bananer, og syltede tropiske frugter følger hurtigt efter. Der mærkes straks prikken på tunge fra stærk peber og og chili, som Talisker er kendt for. Når man har smagt på drammen et par gange, bliver røg og mineralske noter tydeligere og tydeligere. Der fornemmes salt og flintesten på læberne. Lejlighedsvis mærkes en fjern note af citrusfrugter i smagen. Som i duften er alkoholen ganske tydelig, og også her kan lidt vand med fordel tilsættes. Sødmen forstærkes en anelse med tilsat vand.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på oplevelsen. De maritime og mineralske nuancer af salt og flintesten bliver tydeligere endnu tydeligere i eftersmagen. Det giver en lidt tør fornemmelse i munden. Lidt sødme fra brun sukker og syltede tropiske frugter opleves momentvis. Sødman tiltager en anelse efterhånden som man smager drammen flere gange. Der mærkes længe peber og chili på tungen, der får et ekstra spark af det høje alkohol indhold. Man efterlades med en smag af vanilje, med en snert af egetræ, mens munden er dækket i et tynd lag af røg.

Hvad siger producenten:

From a malt rich in maritime character, this adventurous release of Talisker is the first ever to be finished in pot-still Caribbean rum casks. They have enlivened the marine scents and peppery punch of this Skye distillery’s colourful character with the rich, dark and exotic sweetness of warmer climes.”

Konklusion:

Dette er en god whisky. Den har et ungdommeligt udtryk, og man kan sagtens mærke at den kun har 8 år på bagen. Når det er sagt er det med til at give drammen et næsten frisk udtryk, på trods af både frugt- og sukkersødme samt del vanilje. Sammen med røg, salt og den klassiske Talisker peber og chili giver det en ganske god oplevelse. Det hele får et ekstra løft af den høje alkohol. Man kan købe en flaske for omkring 1000,- kroner. Jeg har smagt andre whiskyer, der er lagret på ex-rom fad, og de har ofte været præget af en næsten vammel sødme, som man også kender det fra en del rom. Denne voldsomme, og næsten overvældende sødme, har denne aftapning ikke, hvilket er et klart plus i min bog. Konklusionen på denne anmeldelse af Talisker 8 Year Old 2020 Special Releases er, at det er en sjældenhed, at rom-lagret whisky, falder ud i noget, som jeg vil kalde en god whisky, som tilfældet er med denne “Rare by Nature” aftapning.

4/5 (1)