Tim’s Original Whisky Balls – Exclusive Edition

Tim’s Original Whisky Balls – Chokolade og whisky (reklame)

Tim’s Original Whisky Balls er en klassisk brownie, dækket med mørk chokolade, og tilsmagt med gylden whisky. Resultatet er en slags romkugle, eller rettere en whiskykugle, der er dækket med mørk belgisk chokolade, og toppet er af med krymmel. Det vides ikke hvilken whisky, der er brugt under fremstillingen af kuglerne, så om den er skotsk, irsk eller dansk står hen i det uvisse. Man kan købe en pakke med 6 kugler á 40 gram for lige under 90,- kroner. Tim’s Whisky kugler forhandles af Sprit & co., der har doneret denne pakke til anmeldelse her på bloggen.

Besøg: Producentens hjemmeside

Anmeldelse #289

Anmeldelse af Tim’s Original Whisky Balls

Næse:

Når man åbner æsken, og piller plastikfolien af de seks kugler i pakken, spreder sig straks en tydelig duft af mørk chokolade. Det minder næsten om den duft der kommer op af et krus varm chokolade, som den man drikker en vinterdag efter en kælketur. Jo nærmere disse whiskykugler kommer til næsen, jo tydeligere bliver duften af kage. Sammen med chokoladen giver det en kraftig sødme i næsen. Umiddelbart opfanges ikke whisky i duften.

Tim's Original Whisky Balls

Tim’s Original Whisky Balls

Palette:

Ganske som i duften er chokolade fremtrædende i smagen. Der smages sødmefuld mørk belgisk chokolade. Hurtigt følges op med tydelig sødme fra den chokoladebrownie, der udgør basen i denne whiskykugle. Man mærker at der er tilsat whisky til dejen under fremstillingen. Ikke at den fremtræder sprittet, men der er tydelig tilstedeværelse af en form for alkohol. Efter et pat haps af kagen kommer et hint af karamel frem. En note der er genkendelig i meget amerikansk bourbon, og i whisky lagret på ex-bourbon fad.

Afslutning:

Der er en lang eftersmag på disse kager. Sødmen fra den mørke chokolade og basis dejen i brownien hænger ved længe. Gradvist kommer en let bitterhed frem, som den som kendes i mørk chokolade med højt kakaoindhold. Tilstedeværelsen af alkohol er også ganske tydelig i eftersmagen, og man sidder næsten med en fornemmelse i munden, som når man for noget tid siden har drukket et glas whisky.

Hvad siger producenten:

“Tim’s Original Danish Exclusive Edition has its roots in a centuries old Danish cake tradition. This up-graded version has its base and inspiration from Tims famous Brownies – freshly baked and then indulged with rich Belgian chocolate pieces. Finally smoothered in melted Belgian chocolate to incapsulate all the goodness.”

Konklusion:

Dette er en glimrende kage, men man skal dog være glad for bagværk, der er båret frem af sødme. Er man fan af mørk chokolade og brownies, så kan dette være et ganske godt alternativ til desserten. Jeg tror den vil gå usædvanligt godt sammen med en klat vaniljeis, serveret med lidt friske bær. Alternativt tænker jeg den vil være fin sammen med en kop varm kaffe. Når kagen spises som den er, uden yderligere tilbehør, så kan den være et fint alternativ til den klassiske romkugle. At man samtidig ikke er i tvivl om at kuglen indeholder whisky, så giver det oplevelsen et ekstra løft. Med en pris på omkring 15,- kroner pr. kugle, så rammer den fint niveauet på diverse snitter og tørkager fra bageren. Konklusionen på denne anmeldelse af Tim’s Original Whisky Balls er, at de er et fint bud som del af en dessert, men det kræver, at man har en sød tand.

EtOH Endeavour – Pure Malt

EtOH Endeavour – This is not whisky (reklame)

EtOH Endeavour er en pure malt på 46% vol. Den er produceret af det danske firma EtOH Spirits. Produktet fremstilles ved at indkøbe den bedste råsprit fra skotske destillerier. Herefter bruges stave fra spanske oloroso-fad og franske brandy fad, sammen med apparatet Jensen Reactor Mk I. Teorien er så, at man ved at udtrække esterne, som giver en stor del af smagen i whisky, kan fremstille noget som minder om whisky, Dette gøres ved at øge temperaturen, ved hjælp af ultralyd, en syre katalysator, højt træ/væske forhold, iltning og cirkulation. Processen tager blot 12 dage, hvilket også fremgår på etiketten. Dette er den første udgivelse, og der er sendt 356 flasker på markedet af denne aftapning. EtOH Spirits rettede henvendelse til mig, om jeg ville prøvesmage deres produkt, så de har sponsoreret denne sample.

Besøg: Producentens hjemmeside

Anmeldelse #262

Anmeldelse af EtOH Endeavour

Næse:

Næsen mødes først af søde frugter. Der duftes friske røde æbler. Der kommer hurtigt noget syrlighed frem i glasset, der kan minde lidt om den man kender fra spontangæret øl. Det aftager gradvist når glasset har stået i nogle minutter, men fornemmes stadig i baggrunden. Der kommer efterhånden lidt noter af sherry frem, som giver en fornemmelse af rosiner og dadler. Alkoholen anes, men den er ikke sprittet.

EtOH Endeavour - Sample

EtOH Endeavour – Sample

Palette:

Søde tørrede frugter smages som det første. Ganske som i duften er det rosiner og dadler der smages. Syrligheden, dog også var ganske markant i duften, overføres også til smagen. Der ligger et let-syrligt, lidt eddike-agtig udtryk, og der jævnligt kommer frem fra baggrunden. Der kommer ved lejlighed en snert vanilje og karamel frem i smagsbilledet. Der mærkes lidt kanel og stærk peber på tungen, der dog hurtigt er væk igen. Alkoholen er mere tydelig i paletten end i næsen, og den kan virke en anelse sprittet. Lidt vand nedtoner dette, og karamel og vanilje bliver lidt tydeligere, mens resten udvandes en anelse,

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne dram. Der ligger et tyndt sødmefyldt lag i munden, hvor der stadig kommer lidt smag af rosiner frem. Momentvis mærkes stadig en anelse kanel og peber på tungen. Syrligheden, som har været til stede i både duft og smag, er kun ganske svagt til stede i eftersmagen. Der mærkes varme i munden fra alkoholen, og munden tørrer en anelse ud.

Hvad siger producenten:

“Innovation meets tradition in our first release Pure Malt spirit. We are around 1000 days short from being able to call this bottle ‘whisky’ however, Endeavour questions the paradigm of whisky aging. In just 12 days on Spanish Olorosso and French Brandy oak staves Endeavour has obtained the taste nuances only found in whiskies that have matured for more than a decade. Endeavour masterly controls the rich, round and sweet  oak notes and with only 356 bottles produced its inherently unique and exclusive. “

Konklusion:

Dette smager ganske fornuftigt. Mange noter, der findes i single malt whisky, er også at finde i dette produkt. Der er ingen tvivl om, at fadene har givet noget til drikken, på de blot 12 dage. Den lidt syrlige bismag, som er at finde i både duft og smag, samt en snert i afslutningen, er ikke noget jeg tidligere har smagt i en traditionel whisky. Jeg er fan af spontangæret øl, så det er som sådan ikke noget, jeg ikke bryder mig om. Om det så hører hjemme i et produkt, der skal minde om whisky, er så en anden sag.

Sammenligner man med whisky på tre år, så er denne dram fint på niveau. Man kan købe en flaske på 70 cl. for lige under 500,- kroner. Stod jeg ved min lokale vinhandler, og skulle vælge en flaske, så blev det sikkert en ganske traditionel single malt whisky i samme prisleje. Hvis man derimod kunne komme ned i et prisniveau, som de billigere blended whiskyer, så ville dette være et sikkert alternativ, da den har væsentligt mere at byde på. Konklusionen på denne anmeldelse af EtOH Endeavour er, at det er et ganske fint produkt, der nok får svært ved at tage kampen op med klassisk whisky.

O. P. Anderson Extra – Matured in oak barrels

O. P. Anderson Extra – med malt whisky

O. P. Anderson Extra er en svensk snaps på 40% vol. Snapsen er fremstillet af det svenske firma O. P. Anderson, der fremstiller en bred vifte af akvavit. Det særlige ved denne udgave er, at den er tilsat oloroso sherry og malt whisky. Der er dog ingen informationer om, hvilken malt whisky der er tale om. Det vides heller ikke om det er svensk whisky, skotsk whisky eller andet. Snapsen lagres efterfølgende i særligt udvalgte sherry fad. Dette gøres efter solera metoden, så alle flasker indeholder en lille brøkdel, fra den allerførste flaske O. P. Anderson Extra, som er fremstillet i 1980.

Besøg: Producentens hjemmeside

Anmeldelse #179

Anmeldelse af O. P. Anderson Extra

Næse:

Der er først en god sødme i næsen, når man dufter til snapsen første gang. Der mærkes også en lidt sprittet duft, så man ikke er i tvivl om, at det er en snaps man har med at gøre. Det er dok ikke samme sprittede duft, som man kan finde i den klassiske Rød Aalborg, men mere en rund og blød sprit, med en genkendelighed af snaps. Man fornemmer en snert af egetræ i baggrunden.

O. P. Anderson Extra

O. P. Anderson Extra

Palette:

Man rammes straks af den traditionelle sprittede fornemmelse, som man skal have når der drikkes snaps. Det efterfølges hurtigt af en mint-lignende fornemmelse på tungen. Man smager herefter en god sødme, som man kender fra tørret frugt. En smag som man også genkender fra oloroso fadlagret whisky. Sødmen aftager hurtigt, og efterfølges af en smag af peber på tungen. Der mærkes også lidt egetræ i munden.

Afslutning:

Smagen af peber er også tydelig i afslutningen. Det giver en fin prikkende fornemmelse på tungen. Der mærkes stadig en god sødme, som man kender fra tørret frugt og whisky fra oloroso fad. Alkoholen giver en god og varm fornemmelse i munden. Der er stadig en mint-fornemmelse, som kigger frem fra baggrunden en gang imellem.

Hvad siger producenten:

“O. P. Anderson Extra tager udgangspunkt i de klassiske O. P. Anderson krydderier anis, kommen og fennikel, men er tilføjet en ekstra dimension ved tilsætning af Malt Whisky og Oloroso Sherry, der giver en fornemmelse af tørret frugt, sherry og eg. Smagen afrundes af en lang og kompleks eftersmag med en antydning af tørv. Den bløde og fyldige karakter på O.P. Anderson Extra fuldendes gennem en modning på sherryfade, og modningen sker efter det klassiske Solera princip. Det betyder, at alle O.P. Anderson Extra flasker indeholder en dråbe af den allerførste blanding fra 1980.”

Konklusion:

Dette er en ganske fortrinlig snaps. Der er ingen tvivl om, at det er snaps, og den tilbyder nøjagtig det man forventer sig af snaps. Den har så et ekstra lag tilføjet. Tydelig indflydelse fra oloroso sherry og lagring på egetræ er med til at gøre snapsen et stort løft. Det gør den til noget særligt i forhold til almindelig standard akvavit. Man kan købe en flaske på 50 cl. for omkring 200,- kroner. Det er mange penge for en snaps, men kan man lide lidt udfordringer for smagsløgene, når man sidder ved frokostbordet, så er den alle pengene værd. Man kan dog også få en fornuftig skotsk whisky med tilsvarende literpris. Jeg var heldig at få en god slat fra en kollega på jobbet, så jeg havde mulighed for at få den smagt. Konklusionen på denne anmeldelse af O. P. Anderson Extra er, at den virkelig tilføjer dybde og kompleksitet til det at drikke snaps.