Sorte Louis – Whisky Porter

Sorte Louis – brygget med malt og råsprit fra Stauning Distillery

Sorte Louis er en porter fra bryggeriet Hvide Sande Bryghus, der har hjemme på havnen i Hvide Sande i Vestjylland. Øllen indeholder 6,5% Vol. alkohol. Øllen er brygget med røgmalt og råsprit fra Stauning Whisky Distillery. Den sælges på destilleriet, så man har mulighed for at købe den, når man er på besøg.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #268

Anmeldelse af Sorte Louis

Næse:

En mørk og lidt brændt duft møder næsen som det første. Man kan tydeligt mærke at der er brugt hårdt ristet malt til denne porter. Det første lidt afbrændte duftindtryk aftager hurtigt, og der følges op med sødme fra malten. Der kommer en snert af lakrids frem fra baggrunden. Når øllen har stået lidt i glasset, og man smagt et par mundfulde, så kommer mokka også frem i duften. De 6,5% Vol. alkohol mærkes ikke i næsen.

Sorte Louis

Sorte Louis

Palette:

Sødmen fra malten smages som det første. Ganske som i duften opfanges noter af lakrids. Det starter som en smag sød finsk lakrids. Efter et par mundfulde af øllen, kommer bitterhed mere frem, og lakridsen minder nu mere om klassisk gammeldags engelsk stang-lakrids. Der anes kun svagt en smule brændt note i baggrunden, som antyder der er brugt røgmalt i fremstillingen af øllen. Momentvis kigger mokka og karamel frem i munden. Alkoholen er ikke tydelig i smagen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på øllen. De smagsnoter hænger fint ved i mundhulen. Der smages stadig lakrids og mokka. Bitterheden tiltager en smule, og giver en tør fornemmelse på tungen. Afslutningsvis opfanges mørk chokolade, der igen følges op med en del rest-sødme. Man efterlades med lidt smag af nødder og kaffe, inden det hele ebber ud.

Hvad siger producenten:

“Sorte Louis er en kulsort porter, tilsat Stauning Whiskys egen røgmalt fra markerne omkring Stauning, samt den herefter destillerede råsprit. Når vi på den måde forener 2 af egnens dedikerede fødevareproducenter, har vi valgt at hylde et legendarisk fartøj der på en måde også forenede folk fra begge sider af fjorden. Da far var dreng i 90’erne, sejlede færgen “Sorte Louis” lokale og turister mellem Hvide Sande og Ringkøbing. Færgen har haft noget af en stormfuld historie og fungerer i dag som bådrestaurant i Århus. Porteren har en dejlig, afdæmpet duft og smag fra røgmalten, samt en behagelig eftersmag fra råspritten.”

Konklusion

Dette er en god øl. Den tilbyder fine oplevelser i både duft, smag og eftersmag. Som håndbrygger ved jeg, hvor svært det er, at brygge en porter, der ikke fremstår tør eller melet i smagen. Det lykkedes her for bryggeren, at lave en blød oplevelse for alle sanser. Når det er sagt, så kunne jeg personligt, som øl-entusiast, godt bruge lidt mere power på oplevelsen. Ord som porter, råsprit, whisky og røgmalt emmer nærmest af noget, der skulle være mere kraftigt i det generelle udtryk. Jeg købte denne øl på min rundvisning på Stauning whisky, og måtte slippe 45 kroner for 50 cl., hvilket er et fint prisleje for en øl af denne kaliber. Konklusionen på denne anmeldelse af Sorte Louis er, at øllen er en god vel-balanceret oplevelse, måske godt kunne bruge en anelse mere kant.