Bimber Re-charred Oak Casks – Batch No. 001

Bimber Re-charred Oak Casks – Small Batch

Bimber Re-charred Oak Casks er en whisky på 51,9% Vol. Whiskyen er fremstillet af det engelske destilleri Bimber Distillery. Whiskyen har lagret på hårdt gen-afbrændte ex-bourbon fad, der er ristet til level 4. Råspritten er brændt i 2016 og aftappet igen september 2019, men flasken kommer uden aldersangivelse. Denne aftapning er batch #1, der er en Small Batch aftapning, på i alt 5000 flasker. Jeg har fået fat i flaske #480. Den er fremstillet uden kunstig farve, og der er ikke brugt kølefiltrering.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #352

Anmeldelse af Bimber Re-charred Oak Casks

Næse:

Næsen mødes først af sødme fra tropiske frugter. Der duftes moden mango, og moden honningmelon. Gradvist kommer sødme fra vanilje og karamel også frem i duften, hvilket forstærkes med et par dråber vand. I baggrunden anes svagt lidt søde appelsiner. Ligeledes opfanges momentvis en let note af bitter chokolade og kaffe. Efter at have smagt på drammen, findes også frisk ingefær og kanel i duften. De 51,9% Vol alkohol er ikke tydelige i duften.

Bimber Re-charred Oak Casks

Bimber Re-charred Oak Casks

Palette:

Der er mere kraft i alkoholen i smagen, og sammen med ingefær og kanel, giver de et stærkt første smagsindtryk. Whiskyen er ikke sprittet, men man kan med fordel tilsætte en anelse vand. Vandet trækker sødmen mere frem i smagen, og honningmelon og mango fremtræder nu mere tydeligt. Efter et par nip til whiskyen kommer en let sødmefuld citrusnote frem, som den man kender fra solmodne appelsiner. Vanilje og karamel bliver gradvist tydeligere, jo flere nip man tager fra glasset. Ligeledes kommer mørk chokolade og en fjern note af kaffe også efterhånden frem.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på drammen. Eftersmagen er præget af sødme fra vanilje og karamel. Bitterheden fra mørk chokolade og noter af kaffe er mere fremtrædende i eftersmagen. Smagen fra de søde solmodne appelsiner ligger konstant i baggrunden, mens lidt smag egetræ langsomt kommer frem. Man mærker stadig lejlighedsvist lidt stærk ingefær og kanel på tungen. Man efterlades med rest-sødme i munden, mens alkoholen varmer i brystkassen.

Hvad siger producenten:

“The selection of American Oak casks were hand charred by Bimber’s on-site coopers to level #4 char – also known as ‘Alligator char’. The deep charring process caramelised the wood sugars, adds a layer of filtering carbon to the surface of the barrel and influences the whisky by imparting distinctively sweet, rich smooth and fruity flavours into the maturing spirit.”

Konklusion:

Dette er en ganske fornuftig whisky. Sødme fra tropiske frugter, harmonerer fint med bitterhed fra chokolade og kaffe, mens der stadig er lidt bid i stærke krydderier og alkohol. Kombinationen fremtræder indbydende, og man har lyst til mere, og der er ikke tvivl om kvaliteten i produktet. Når det er sagt, så skal man betale cirka 850,- kroner for en flaske på 70 cl., hvilket kan virke voldsomt for så ung en whisky. Hvis man derimod sammenligner med meget af det nye whisky fra Danmark, så er prisen mere på niveau. Kvalitetsmæssig kan den også sagtens klare sig i forhold til sine danske konkurrenter. Hvis man derimod vælger at smide samme beløb efter en skotsk whisky, så er der bedre flasker at finde i prislejet. Konklusionen på denne anmeldelse af Bimber Re-charred Oak Casks er, at det et fint første bud fra dette nye destilleri, og jeg har absolut ikke købt min sidste flaske fra dem.

3/5 (1)