Kilkerran 2009 15 Year Old – Single Cask

Kilkerran 2009 15 Year Old – 20th Anniversary

Kilkerran 2009 15 Year Old er en whisky på 56,6% Vol fra det skotske Glengyle Distillery i Campbeltown regionen. Denne single cask whisky har lagret på et engkelt genbrugt ex-bourbon hogshead fad. Råspritten er destilleret i maj 2009 og senere aftappet den 25. juni 2024 ved cask strength, med en aldersangivelse på 15 år. Flasken er sendt på det danske marked i forbindelse med destilleriet 20 års jubilæum. Aftapningen har flaskekode 24/135, og der er sendt 240 flasker på markedet. Whiskyen er fremstillet uden farvestoffer og uden brug af kølefiltrering.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #550

Anmeldelse af Kilkerran 2009 15 Year Old

Næse:

Sødme fra malt, vanilje og brun sukker kommer op fra glasset først. Langsomt kommer lidt sødme fra syltede ferskner og pærer, som dem man kender på konservesdåser. Lejlighedsvist opfanges et svagt strejf af røg. I kombination ledes tankerne i retning af det man kender fra en nytændt pibetobak. Når man også har smagt på whiskyen, opfanges i baggrunden en let syrlig note fra nyslået græs og lidt citrusfrugt. Alkoholen er ikke specielt fremtrædende i næsen.

Kilkerran 2009 15 Year Old

Kilkerran 2009 15 Year Old

Palette:

Smagen fra lidt umodne grønne æbler smages som det første. Hurtigt følges op med tydelig sødme. Som i duften er sødme fra vanilje og brun sukker meget fremtrædende, mens sødme fra syltede frugter ligger i baggrunden. Efter par nip til denne skotske whisky, kommer en let bitterhed mere frem i smagen. Sammen med sødmen giver det associationer til mælkechokolade med hasselnødder i. En smule tør askeagtig røg ligger i fint i baggrunden, mens lidt smag af revet skal fra citroner presser på. De 56,6% Vol. alkohel er mere tydelige i smagen, men justeres fint med lidt vand.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på whiskyen. Sødmen fra vanilje, brun sukker og syltede frugter ligger som et fint lag i munden. Bitterheden er mere fremtrædende i eftersmagen. Det er noter af egetræ og hasselnødder. Gradvist bliver syrlige noter mere tydelige, og sammen med bitterheden opleves nuancer af nyslået græs og revet citronskal. Man efterlades med et fjernt minde om tør røg, mens lidt salt og flintesten opleves på læberne.

Hvad siger producenten:

“This refill bourbon hogshead was specially selected and bottled for Denmark, to celebrate the 20th Anniversary of the opening of Glengyle Distillery in 2004.”

Konklusion:

Dette er en god whisky. Kan man lide whisky fra Campbeltown distriktet, og fra Glengyle Distillery i særdeleshed, så vil man ikke blive skuffet med denne whisky. Flasken koster omkring 1100,-, men jeg fik denne flaske for 876,- grundet fødselsdag hos min whisky pusher en måned senere. På trods af, at det er en god whisky, så vil mange være fint tilfredse med en af destilleriets mange 8 år cask strength aftapninger, der stadig kan købes for omkring det halve. Flasken blev åbnet for at fejre anmeldelse #500 på Whiskyblog.dk, og som fanboy må jeg sige at jeg er tilfreds, med endelig at få lov at smage en singel cask whisky fra et af mine absolutte yndlingsdestillerier. Konklusionen på denne anmeldelse af Kilkerran 2009 15 Year Old 20th Anniversary Single Cask er, at det er en dejlig whisky, men deres standard 8 års cask strength aftapninger kan sagtens klare sig i konkurrencen.

4/5 (1)

Kilkerran 8 Year Old – Sherry Cask Matured 2021

Kilkerran 8 Year Old – Cask Strength Sherry Cask Matured Batch #5

Kilkerran 8 Year Old Sherry Cask Matured 2021 er en skotsk whisky på 56,9% Vol fra Glengyle Distillery i Campbeltown distriktet. Destilleriet ejes af J & A Mitchell. Denne whisky er udelukkende modnet på first fill ex-oloroso sherry fad. Whiskyen har lagret 8 år på disse fad, og er derefter aftappet ved fuld fadstyrke den 12-01-2021, hvilket også er stemplet på flasken. Dette er batch #5 i destilleriets 8 års cask strength serie. Der ikke tilsat kunstige farvestoffer til whiskyen, og den er ikke fremstillet med kølefiltrering. Den bærer flaskekode 21/05. Jeg købte mig to flasker, da den blev frigivet på det danske marked.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #538

Anmeldelse af Kilkerran 8 Year Old Sherry Cask Matured 2021

Næse:

Søde og modne bær duftes først. Der er røde kirsebær og jordbær i duften. Der følges med det samme op med en duft fra førrede frugter, som man kender det fra svesker og rosiner. De tørrede frugter dominerer efter kort tid i glasset, hvorefter bærrene helt forsvinder i næsen. Et strejf af røg lægger fint i baggrunden, mens et strejf af svovl trænger sig på. Momentvis opleves en let jordslået duft, der leder tankerne i retning af fugtig kælder. De 56,9% Vol alkohol er ikke markante i næsen.

Kilkerran 8 Year Old Sherry Cask Matured 2021

Kilkerran 8 Year Old Sherry Cask Matured 2021

Palette:

De mørke tørrede frugter smages som det første. Ganske som i duften, så er det også svesker og rosiner der smages. Røgen er mere fremtrædende i smagen end den var i duften. Sammen med sødmen fra de tørrede frugter giver det associationer til stegeskorpen på en oksesteg stegt på grillen. Momentvis opleves også en snert af svovl, som når man lige har strøget en tændstik. Alkoholen er mere fremtrædende i smagen, men justeres fint med lidt vand. Med vand kommer lidt vanilje og karamel frem i smagen, mens røgen bliver mere markant.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på denne skotske whisky. Sødmen fra de tørrede mørke frugter har, sammen med med et strejf af røg, lagt sig som et fint lag i munden. Momentvis opleves lidt prikken på tungen fra kanel, der dog hurtigt fortager sig igen. Der er en tiltagende bitterhed, der med sig har en let tørhed. Sammen med de mørke tørrede frugter, minder det om mørk kakao. Munden tørrer slutteligt helt ud, og man sidder tilbage med varme i svælget, og en fornemmelse af salt på læberne.

Hvad siger producenten:

Today, we are pleased to share with you the launch of the latest Kilkerran 8 Year-Old Cask Strength. 100% Matured in fresh sherry oloroso casks, this whisky has a lovely rich, dark, treacle colour (all natural of course) and is bottled at the, also natural, cask strength of 56.9%ABV.

Konklusion:

Dette er en dejlig whisky. Kan man lide whisky fra Campbeltown, og fra Glengyle Distillery i særdeleshed, så vil man ikke blive skuffet med denne dram. Når det er sagt, så ved jeg, at noten af svovl fra en nyligt strøget tændstik godt kan være en streg i regningen for nogen. Jeg finder dog noten ganske interessant, og så absolut ikke noget, der trækker ned på helhedsindtrykket. Flasken er udbudt til salg for 600,- kroner. For dette beløb får man en stabil whisky, aftappet ved fadstyrke, uden brug af kølefiltrering og kunstige farver. Med denne prissætning er aftapningen yderst konkurrencedygtig. Konklusionen på denne anmeldelse af Kilkerran 8 Year Old Sherry Cask Matured 2021 er, at det er en dejlig whisky, der helt lever op til forventningerne for en Campbeltown fanboy som mig.

4/5 (1)

Kilkerran 16 Year Old 2022 – Single Malt Scotch Whisky

Kilkerran 16 Year Old 2022 – Ex-bourbon og ex-sherry fad

Kilkerran 16 Year Old 2022 er en whisky på 46% Vol fra Glengyle Distillery. Destilleriet er beliggende i Campbeltown området i Skotland, og ejes af J & A Mitchell. Flasken er sendt på markedet i 2022 i et begrænset oplag på 7000 flasker. Whiskyen har modnet i 16 år på 75% ex-bourbon fad og 25% ex-sherry fad. Den er fremstillet uden brug af kunstig farve, og der er ikke brugt kølefiltrering. Aftapningen har flaskekode 21.06.2022 20/124,

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #500

Anmeldelse af Kilkerran 16 Year Old 2022

Næse:

En tydelig duft af vanilje er det første som rammer næsen. Hurtigt opfanges også en let syrlighed. Der duftes citrusfrugter som citroner og søde mandariner. Efter nogle minutter i glasset kommer sødme igen mere frem. Vaniljesødmen er nu mere tilbagetrukket, og der i stedet sødme fra malten, med en snert af honning, der er tydelig. Der kan fjernt fornemmes en let sødmefuld røg, som man kender det fra røget kød. Momentvis opleves en smule mineralske og maritime noter af hav, tang og flintesten. Alkoholen er ikke tydelig i næsen.

Kilkerran 16 Year Old 2022

Kilkerran 16 Year Old 2022

Palette:

Røgen er tydeligere i smagen end i duften, og smages som det første. Ganske som i duften er det en sødmefuld røg, der giver associationer til røget skinke eller bacon. Røgen nedtones dog hurtigt og træder i baggrunden i denne skotske whisky. Syrligheden fra citroner og søde mandariner kommer nu mere frem. Samtidig er en let tørhed tilstede, der tydeliggør fornemmelsen af salt og flintesten. Der mærkes kortvarigt lidt stærk chili og wasabi på tungen, der dog hurtigt er væk igen. De 46% Vol. er heller ikke tydelige i smagen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne dram. Sødmen og røgen har lagt sig som et fint lag i munden. Momentvis anes svagt lidt syrlighed fra citroner, der sammen med en tiltagende bitterhed, leder tankerne i retning af det man kender fra skallen af en revet citron. Efterhånden som bitterheden tiltager opfanges svagt en smag af valnødder. Slutteligt tager de minelaske og maritime indtryk over, og man efterlades med et minde om hav, salt og flint, mens munden tørrer helt ud.

Hvad siger producenten:

“Part of our core range, the Kilkerran 16yo was launched in 2020 and is the oldest whisky in the Kilkerran range. There are similarities to the Kilkerran 12yo, but the extra four years of maturation bring out some unique characteristics.”

Konklusion:

Dette er en god whisky. Hvis man kan lide whisky fra Campbeltown distriktet, så vil man ikke blive skuffet med denne whisky. Der er fin dybde og kompleksitet, hvor sødme, syrlighed, røg og mineralitet. Hvis man er kender af whisky fra dsitriktet, så kunne man måske godt ønske sig lidt mere af det såkaldte “Campbeltown funk”, der kun svagt er tilstede i denne aftapning. Man kan købe en flaske på 70 cl. til lige under 700,- kroner. Med den prissætning, så er det et godt bud som en substitut for de dyrere aftapninger fra søsterdestilleriet Springbank Distillery, der også ofte er svære at få fat i. Jeg var heldig at købe denne flaske i en mindre samling, så den omregnet kom til at stå mig i 280,- kroner. Konklusionen på denne anmeldelse af Kilkerran 16 Year Old 2022 er, at det er en dejlig whisky, der stadig er til at få fingrene i for rimelige penge.

4.33/5 (3)