Springbank Hazelburn CV – Campbeltown Single Malt Scotch Whisky

Springbank Hazelburn CV – Trippel destilleret

Springbank Hazelburn CV er en skotsk whisky på 46% Vol. Whiskyen er produceret af Springbank Distillery, beliggende i Campbeltown i Skotland. Denne whisky er derfor en Campbeltown single malt. Whiskyen er lagret på et mix af amerikanske ex-bourbon fad og ex-sherry fad. Whiskyen er uden aldersangivelse, men har lagret mellem 6 og 10 år i de forskellige fad. Whiskyen er ikke kølefiltreret, og der er ikke tilsat kunstig farve. Whiskyen er destilleret tre gange, som også ofte er benyttet i Irsk whiskey.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #291

Anmeldelse af Springbank Hazelburn CV

Næse:

Man rammes af en duft af egetræ og nødder. Efterhånden bliver nødde-duften tydeligere, og der er tydelig tilstedeværelse af hasselnødder og mandler, som giver en lidt marcipan lignende aroma. I baggrunden fornemmer man lidt mørk og moden frugt, som sammen med malten giver en god sødme i duftindtrykket. Man mærker ikke de 46% vol i næsen.

Hazelburn CV – Sample

Palette:

De mørke og søde frugter er det første som rammer smagsløgene. Sammen med malten giver det en god sødme til denne dram. Efter et par smagsprøver bliver hasselnødder og mandler tydeligere, som man også havde i duften. Modsat i næsen, så er alkoholen mere tydelig i paletten, men det er med til at give lidt styrke til whiskyen. I baggrunden fornemmes lidt vanilje og karamel.

Afslutning:

Der er en ret kort afslutning på denne Campbeltown whisky. Igen er sødmen dominerende, og munden belægges med et fint lag af sødme. Efterhånden mærker man lidt stærke krydderier som peber og kanel. Det hele klinger ud i en svag smag af vanilje og karamel, inden munden tørrer en anelse ud.

Hvad siger producenten:

“Having first been distilled in 1997, Hazelburn is the newest whisky to be produced here. By using malt that is air dried only and distilling the whisky three times in our old copper stills, we achieve a spirit that is light, fruity and subtle.”

Konklusion:

Denne whisky gør ikke meget væsen af sig. Den er blød, blid og sød. Det er som man kan forvente af en trippel destilleret, ikke røget whisky uden aldersangivelse. Man kan købe en flaske for lige under 500,- kroner. Jeg har byttet mig til denne sample. Når man sammenligner med andre flasker fra destilleriet, så er pengene efter min mening bedre brugt på en flaske Springbank 10 Year Old, som ligger i samme prisleje. Den har dog stadig gjort stort nok indtryk på mig, til at jeg sidenhen har købt en 10 års udgave af Hazelburn. Konklusionen på denne anmeldelse af Springbank Hazelburn CV er, at denne dram  er ganske ukompliceret, og ikke stiller de store krav.

3/5 (1)

Springbank 10 Year Old – kompleksitet fra Campbeltown

Springbank 10 Year Old – en klassisk Campbeltown single malt

Springbank 10 Year Old er en skotsk whisky på 46% Vol. Springbank Distillery er beliggende på Kintyre halvøen i Campbeltown, og denne 10 års udgave betragtes således som en Campbeltown single malt whisky. Springbank Distillery er ejet J & A Mitchell, der også ejer Glengyle Distillery, ligeledes beliggende Campeltown. Whiskyen er lagret 10 år på både ex-bourbon fad og ex-sherry fad. Det er værd at bemærke, at whiskyen ikke er kølefiltreret.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #42

Anmeldelse af Springbank 10 Year Old

Næse:

Man mødes først af en let og delikat røg første gang man dufter til denne whisky. Det er ikke en dominerende røg, som man eksempelvis kender det fra Islay single malt whisky. Denne røg giver mere en blød fornemmelse i næsen. Der også en god maltsødme at spore i duften. Endvidere fornemmer man noter af tørret frugt som dadler og rosiner. Der er også tydelige noter af vanilje, der sammen med sødmen, leder tankerne hen på en blanding mellem mørk chokolade og mælkechokolade. I baggrunden fornemmes svagt tilstedeværelse af egetræ fra fadet. Man mærker ikke umiddelbart de 46% vol alkohol på duften.

Springbank 10 Year Old

Springbank 10 Year Old

Palette:

Det første indtryk, når man smager denne whisky, er styrke og intensitet, der blandt andet skyldes alkoholen. Denne whisky kan med fordel tilføres et par dråber vand, der nedtoner det umiddelbare barske indtryk, med et mere blidt og nuanceret smagsindtryk. Man kan smage tydelige nuancer af nødder og mørk chokolade. De tørre frugter er også tydelige i smagen ligesom i duften. Der er tydelig smag af vanilje og lidt stærke krydderier, og i baggrunden fornemmes lidt salt. Det kan lede tankerne hen på læder. Efter et par mundfulde kan man finde smagstoner, som minder om ananas og tropisk frugt, og faktisk også noget som minder om mint. Røgen er ikke dominerende i paletten, men lægger sig som et fint lag over hele smagsoplevelsen.

Afslutning:

Afslutningen på whiskyen har medium længde, og giver en god varm oplevelse. Her opfanges god sødme, som man kender fra honning. Der er også en smule bitterhed i baggrunden, som sagtens kan komme fra fadet. De tropiske frugter, man oplever i paletten, er også at finde i eftersmagen, og der kan endvidere opfanges smag af citrusfrugter. Slutteligt er egetræ og vanilje mere tydeligt, og munden tørrer en smule ud. Også her er der et fint strejf af røg. Oplevelsen minder lidt om pibetobak med frugtsmag.

Hvad siger producenten:

“Our 10-year-old offers whisky drinkers the perfect introduction to the Springbank range. Matured in a combination of bourbon and sherry casks, it is perfectly balanced from the first sip through to the full, rich finish.”

Konklusion:

Denne whisky er utrolig kompleks, og tilbyder en fantastisk oplevelse. Den kan i første omgang virke en smule barsk, men dette nedtones ved at tilsætte et par dråber vand. Dette lukker virkelig op for en godtepose af indtryk, og mange spændende nuancer. Jeg syntes man finder flere og flere forskellige sanse-indtryk, jo flere gange man smager denne whisky. Man kan købe en flaske for omkring 400,- kroner, og det er whiskyen helt bestemt værd. Konklusionen på denne anmeldelse af Springbank 10 Year Old er, at alle med interesse for whisky, bør at smage denne dram, for den er virkelig spændende og udfordrende.

3.8/5 (5)