Glencadam 15 Year Old – Highland Single Malt

Glencadam 15 Year Old – The Rather Dignified

Glencadam 15 Year Old er en whisky på 46% vol. Whiskyen er produceret på Glencadam Distillery, der et af Skotlands destillerier, der ligger i Highland distriktet. Whiskyen er modnet i 15 år udelukkende på ex-bourbon fad. Det fremgår på flasken, at whiskyen er fremstillet uden kølefiltrering, og uden tilsætning af kunstig farve. Som det fremgår af indpakningen, så gøres dette for bi-beholde de aromatiske komponenter i whiskyen. Destilleriet kalder også drammen for “The Rather Dignified Highland Single Malt Scotch Whisky”. Den har vundet flere internationale priser, og den navnkundige YouTuber Ralfy har givet den titlen som årets whisky i 2017.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #337

Anmeldelse af Glencadam 15 Year Old

Næse:

Man dufter med det samme sødme fra malten, når næsen kommer hen til glasset. Sødme fra modne frugter følger efter, hvor pærer, røde æbler og honningmelon kommer frem. Efter lidt tid i glasset kommer en note af citrusfrugter mere og mere frem. Ligeledes bliver vanilje også tydeligere og tydeligere. I baggrunden anes svagt lidt nyslået græs og banan. Ligeledes anes også svagt lidt bitterhed fra hasselnødder. De 46% vol. alkohol er ikke tydelige i næsen.

Glencadam 15 Year Old

Glencadam 15 Year Old

Palette:

Sødmefulde modne pærer er det første som smages. Det minder næsten om de henkogte pærer man køber på dåse. Hurtigt bliver smagen af vanilje også meget tydelig i denne Highland whisky. Røde æbler og honningmelon kommer langsomt frem. Som i duften ligger en let note af citrusfrugter i baggrunden. Momentvis mærkes en smule prikken på tungen fra lidt stærk peber. I baggrunden mærkes lidt bitterhed fra umodne hasselnødder. Jeg har oplevet at finde et fjernt strejf af røg i smagen, men det er ikke altid. Jeg tænker det kommer fra ristningen i fadene, mere end røget malt. Alkoholen er heller ikke at finde i smagen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på drammen. Sødmen fra de henkogte pærer og vanilje er stadig tydelig. Denne sødme aftager langsomt, og maltsødmen kommer igen en anelse frem. Bitterheden fra hasselnødder er mere markant i afslutning, og tilføjer en anelse tørhed på tungen. Momentvis kommer lidt syrlighed fra citrusfrugter, og lidt prikken fra stærk peber, igennem det generelt søde udtryk. Man efterlades med et minde om karamel og mælkechokolade.

Hvad siger producenten:

“Multi-award winning Glencadam Highland Single Scotch Malt Whisky Aged 15 Years is a fine example of centuries of craftsmanship and tradition. “The rather dignified” malt with a beautifully mouth-watering, true flavour.”

Konklusion:

Dette er en god whisky, det skal der ikke være tvivl om. Sødmen fra malt, vanilje og henkogte pærer får næsten whiskyen til at virke som en dessert på flaske. Samtidig giver lidt syrlighed, bitterhed, stærk peber og fin alkohol indhold et godt løft til oplevelsen. Samtidig er der fin kompleksitet, og noter opleves den ene gang man drikker, men ikke den næste gang den kommer i glasset. Man kan købe en flaske for omkring 600,- kroner. For de penge får man en whisky, der er fremstillet uden kølefiltrering, uden kunstig farvestof, og med en stabil aldersangivelse på 15 år. Alle ting, der lyder godt i en whisky-nørds ører. Man bør have en flaske i sin whiskysamling på et tidspunkt i sin whiskyrejse. Konklusionen på denne anmeldelse af Glencadam 15 Year Old er, at det er en whisky, som alle seriøse whisky elskere bør stifte bekendtskab med på et tidspunkt.

4/5 (1)

Glencadam 10 Year Old – Ikke kølefilreret og uden farve

Glencadam 10 Year Old – Entry level fra Highland

Glencadam 10 Year Old er en skotsk whisky på 46% vol. Whiskyen er fremstillet på Glencadam Distillery, der et af de skotske destillerier, der er beliggende i Highland området. Whiskyen har lagret 10 år på ex-bourbon fad. Destilleriet understreger tydeligt på flasken, at whiskyen er fremstillet uden kølefiltrering, og uden tilsætning af kunstig farve.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #171

Anmeldelse af Glencadam 10 Year Old

Næse:

Man mærker først et lille bid i næsen fra de 46% vol alkohol. Dette er dog hurtigt væk, og det erstattes af friske noter af nyslået græs. Efter nogle minutter i glasset fremkommer lidt kraftigere og tungere duftudtryk Der er nu en tydelig frugtsødme fra modne citrusfrugter. Ligeledes kommer vanilje og mælkechokolade op til overfladen. Man mærker svagt lidt egetræ i aromaen på denne whisky.

Glencadam 10 Year Old - Sample

Glencadam 10 Year Old – Sample

Palette:

I paletten er alkoholen det første man stifter bekendtskab med, da den også her giver et lille bid ved første kontakt. Det er dog ikke nødvendig at tilsætte vand, da det hurtigt er væk igen. Citrusfrugter er tydelige smagen. Der smages grapefrugt som det mest markante, med en smule moden appelsin bagved. Efter et par nip til whiskyen kan vanilje og karamel også smages. Der er en let bitterhed at spore.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne Highland single malt whisky. Der mærkes nu en god maltsødme i munden. Citrusfrugter aftager hurtigt, og man efterlades med en fin smag af vanilje. Der kommer en let smag af nødder og nougat frem. Der mærkes også en god varme fra de 46% vol alkohol, der er i denne dram. Man sidder tilbage med en fornemmelse af lidt krydderurter og en lidt tør og bitter fornemmelse på tungen.

Hvad siger producenten:

“All our age statement Glencadam expressions are bottled at 46% vol. and are unchillfiltered whilst also having no added colouring to ensure that the flavour components of the whisky are preserved and the naturalness of the whisky from the cask can be enjoyed to the full.”

Konklusion:

Denne whisky skiller sig ikke væsentligt ud fra mængden. Den har dog et par positive træk, hvor særligt smagen af grapefrugt er spændende. Ligeledes viser alkoholen lidt tænder, på trods af kun 46% vol. Når det er sagt, så har jeg smagt bedre 10 års whisky. Hvis man også tager prisen på omkring 400,- kroner for en flaske i betragtning, så er penge nok bedre brugt et andet sted. Jeg sidder dog tilbage med en fornemmelse af, at den faktisk godt kunne udvikle sig positivt igennem en hel flaskes liv. Det finder jeg aldrig ud af, da det kun er denne 3 cl. whiskysample jeg har smagt. Dette er destilleriets entry level flaske, og jeg har bestemt mod på, at prøve andre af deres udgivelser. Konklusionen på denne anmeldelse af Glencadam 10 Year Old er, at den er ganske fornuftig, uden at imponere.

3/5 (1)