Caol Ila 12 Year Old Wine Cask Finishing – Hidden Spirits 2007/2020

Caol Ila 12 Year Old – Afsluttet på ex-vinfad

Caol Ila 12 Year Old Wine Cask Finishing er en skotsk whisky på 51,8% vol. Whiskyen er fremstillet på Caol Ila Distillery, der er et af de skotske destillerier på Islay. Whiskyen er først lagret på genbrugte ex-bourbon fad, inden den har fået seks måneders afslutning i et Italiensk Ex-rødvin fad, og har fadkode #CI0720. Råspritten er brændt i 2007, og senere flasket i 2020, hvilket gør whiskyen 12 år gammel. Denne single cask whisky, er sendt på markedet af den uafhængige aftapper Hidden Spirits, i samlet 210 flasker.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #563

Anmeldelse af Caol Ila 12 Year Old Wine Cask Finishing

Næse:

Der duftes straks en røg, når næsen kommer tæt på glasset. Røgen aftager dog hurtigt og giver plads til andre nuancer. Når røgen er lettet kommer en tydelig vinøs note frem. Det er en aroma, som man kender det fra sød hvidvin. Der opfanges en syrlig note i baggrunden, som minder lidt om citron. Der er et mineralsk og maritimt snit over duften. Når man har smagt på drammen opfanges ved lejlighed også en duft af mynte. Alkoholen er ikke tydelig i næsen.

Caol Ila 12 Year Old Wine Cask Finishing - Sample

Caol Ila 12 Year Old Wine Cask Finishing – Sample

Palette:

Der er mere spark i de 51,8% vol alkohol i smagen. Man smager stadig fint igennem alkoholen, og whiskyen kan nedvandes, hvis dette ønskes. Den klassiske Islay whisky røg er også tydelig i smagen, ganske som den er i duften. Dette følges hurtigt op af en tydelig vinøs smag, som igen leder tankerne hen i retning af hvidvin. Der anes lidt friske syrlige frugter i baggrunden. Der er en fornemmelse af mynte på tungen. Smagen er mineraler er tydeligere i paletten end i næsen, og den kan virke næsten flintet og saltet.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne uafhængige whisky aftapning. Det mineralske og maritime udtryk er dominerende i eftersmagen. Der smages salt og flintesten, hvilket også giver en lidt tør fornemmelse i munden. I baggrunden smages stadig lidt syrlighed, og det vinøse udtryk kigger lejlighedsvist frem fra baggrunden. Der er et frisk pust at mynte på tungen, mens der mærkes lidt prikken fra stærk peber. Oplevelsen dør ud i et minde om tør aske.

Hvad siger aftapperen:

“Limited edition of 210 bottles, this rare Caol Ila spend the last 6 months, before bottling works, in an Ex-Italian Red Wine Cask (ex-wine cask finnishing).”

Konklusion:

Dette er en interessant whisky. Hvis man kan lide den klassiske Caol Ila 12 Year Old, så er det altid interessant at smage en variation af denne. Med denne dram er der genkendelighed fra den klassiske oplevelse, men der er også tydelig påvirkning fra afslutningen i vinfadet. Interessant nok er det mere noter af hvidvin, og ikke rødvin, som fadet ellers har været brugt til. Nuvel, whiskyen er spændende, men jeg syntes nu ikke den kan konkurrere med den oprindelige destilleri aftapning. Man kan købe en flaske for cirka 900,- kroner. Jeg købte denne sample for 20,- kroner, hvilket må siges at være en skarp pris for 3 cl. Konklusionen på denne anmeldelse af Caol Ila 12 Year Old Wine Cask Finishing er, at på trods af spændingen, så er den gamle kending alligevel bedst.

2/5 (1)

Edradour 2012 10 Year Old – Signatory Vintage 2012/2022

Edradour 2012 10 Year Old – Udvalgt til danske vinhandlere

Edradour 2012 10 Year Old er en skotsk whisky på 58,9% vol. Whiskyen er fremstillet på Edradour Distillery, beliggende i Highland distriktet. Denne single cask whisky har modnet på sherry butt fad nummer #304. Whiskyen er aftappet til danske vinhandlere af den uafhængige aftapper Signatory Vintage, og er del i deres “Cask Strength Collection”. Råpritten er destilleret den 22/6-2012, og senere aftappet ved fuld fadstyrke den 28/9-2022, med en aldersangivelse på 10 år. Der er ikke brugt kunstig farve under fremstillingen, og den er heller ikke kølefiltreret. Der er aftappet 651 flasker i alt, og denne sample er fra flaske 539.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #548

Anmeldelse af Edradour 2012 10 Year Old

Næse:

Egetræ duftes som det første, når næsen nærmer sig glasset. Hurtigt kommer sødme fra tørrede frugter efter. Der er markant tilstedeværelse af tørrede dadler og svesker. Bagved fornemmes lidt valnødder i duften. Sødme, nødder og egetræ giver i kombination associationer til det man kender fra marcipan. Når drammen har stået nogle minutter i glasset, kommer et fjernt strejf af modne søde appelsiner frem, mens et strejf af frisk pibetobak momentvis er til stede. Alkoholen er ikke tydelig i næsen.

Edradour 2012 10 Year Old - Sample

Edradour 2012 10 Year Old – Sample

Palette:

Der smages først søde tørrede frugter. Ganske som i duften er dadler og svesker ganske tydeligt i profilen. Hurtigt kommer egetræ frem i smagen, og med sig har det en let bitterhed, der leder tankerne i retning af valnødder. Kortvarigt opfanges lidt stærk peber og kanel på tungen. Efter et par nip til drammen kommer lidt mørk chokolade og kaffe frem i smagen. De 58,9% Vol er mere fremtrædende i smagen end i duften, og drammen kan nedvandes efter personlig præference. Sødme og kanel forstærkes en anelse med lidt vand.

Afslutning:

Sødmen fra dadler og svesker ligger som et fint lag i munden. Bitterhed og smagen fra egetræ er nu ganske tydelig, og giver en let tør fornemmelse i munden. Ligeledes kommer smagen af kanel mere frem i eftersmagen. Lejlighedsvist kommer smagen af marcipan, der også var at finde i duften, også frem i eftersmagen. Man efterlades med en følelse i munden, som når man har drukket kaffe, og spist mørk, bitter chokolade.

Konklusion:

Dette er en god whisky. Kan man lide whisky, der har modnet på ex-sherry fad, og tydeligt bærer præg af denne modning, så er dette et godt køb. Samtidig er der markant tilstedeværelse af egetræ, der tilføjer en fin bitterhed. Hvis man kender den klassiske Edradour 10 Year Old, og man har fået lidt whisky erfaring, så er dette et stort step op ad stigen. Jeg var heldig at få denne smagsprøve fra en kammerat, men man købe en hel flaske for cirka 1000,- kroner. Konklusionen på denne anmeldelse af Edradour 2012 10 Year Old Signatory Vintage 2012/2022 er, at dette er en dejlig whisky, hvis man er kommet godt i gang med sin whiskyrejse.

4/5 (1)

Glengoyne Cask Strength – Batch 8

Glengoyne Cask Strength – Limited Batch

Glengoyne Cask Strength er en whisky på 59,2% Vol. Whiskyen kommer fra Glengoyne Distillery, der er et af de skotske destillerier, som ligger i Highland distriktet. Whiskyen har lagret i en tredjedel ex-sherry fad og to tredjedele genbrugte ex-bourbon fad. Det udmeldes ikke hvor længe whiskyen har lagret på disse fad, da aftapningen kommer uden aldersangivelse. Som navnet antyder er den flasket ved fuld fadstyrke. Aftapningen er udgivet i begrænset oplag, og det fremgår af indpakningen, at det er et “Limited Batch”. Denne flaske kommer fra det 8. batch. Den er fremsstillet uden brug af kunstig farve, og der er ikke brugt kølefiltrering.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #532

Anmeldelse af Glengoyne Cask Strength

Næse:

Det første der rammer næsen er duften af solmodne røde æbler og modne pærer. Sødme fra vanilje og lys karamel følger hurtigt efter. Når whiskyen har stået i glasset i et par minutter, så kommer et strejf af nyslået græs og citrusfrugter som grape og lime en anelse frem fra baggrunden. Ligeledes kommer en snert af tørrede abrikoser også frem, der forstærkes efter at have smagt på drammen. Alkoholen er ikke tydelig i duften.

Glengoyne Cask Strength

Glengoyne Cask Strength

Palette:

De 59,2% Vol alkohol er tydeligere i smagen end i duften, og man kan vande whiskyen ned efter personlig præference. Med lidt vand åbnes mere op for drammen, og der smages først tørrede frugter som abrikoser og rosiner. Der følges hurtigt op med stærke krydderier som kanel og sort peber, der sammen med alkoholen giver varme og prikken på tungen. Efter et par nip til drammen kommer sødme fra vanilje og karamel mere frem, mens der momentvis opfanges lidt honningsødme.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne Highland whisky. Sødme ligger som et fint lag i hele munden. Der smages stadig tørrede abrikoser og rosiner, mens sødme fra de solmodne æbler igen kommer lejlighedsvist frem. Gradvist bliver honningsødmen mere dominerende, mens der stadig mærkes sort peber og kanel på tungen. Mod afslutningen kommer lidt bitterhed frem, der med sig har en fornemmelse af mørk chokolade og valnødder. Man sidder tilbage med varme i mund og svælg fra alkoholen og de stærke krydderier.

Hvad siger producenten:

“Bottled at the strength it emerges from the cask, this delicious amber gold dram is un-chillfiltered, unfussed and untamed; the closest you’ll get to opening the cask yourself. A peppery tingle gives way to rich flavours of ripe banana, digestive biscuits Matured in one third sherry casks, two thirds refill casks and a smattering of bourbon barrels. Big and bold with a gloriously thick mouthfeel and a delightful, lingering, oak-infused finish.

Konklusion:

Dette er en god whisky. Kan man lide whisky fra destilleriet, og har mod på at prøve en aftapning med fuld fadstyrke, så vil man ikke blive skuffet med denne flaske. Man kan købe en flaske for omkring 750,- kroner. Denne flaske blev åbnet inden min tur til Edinburgh, hvor jeg besøgte Glengoyne Distillery. Her smagte jeg et par af deres whiskyer, der også tidligere er anmeldt her på bloggen. Jeg må sige at det klæder deres whisky at blive aftappet ved cask strength, og de burde overveje flere variationer med højt alkoholindhold. Det løfter i den grad oplevelsen af deres ellers fine whiskyer. Konklusionen på denne anmeldelse af Glengoyne Cask Strength er, at det er en dejlig whisky, der virkelig løftes af en høj alkoholprocent.

4/5 (1)