Hjemmebaren – opbevaringsrummet brugt rigtigt

Hjemmebaren – beskæftigelsesterapi

Jeg poster en del anmeldelser af whisky her på whiskyblog.dk, hvilket hjemmebaren også bærer præg af. En aften, da jeg sad og hyggede mig med en whisky og lidt arbejde på bloggen, konstaterede jeg, at jeg efterhånden havde en del kladder til anmeldelser oprettet. Jeg satte mig for at finde ud af, hvor mange anmeldelser, der lå klar til at blive postet. Jeg fandt hurtigt ud af, at det var mange. Faktisk så mange, at der kan postes en ny anmeldelse hver femte dag i halvandet år, uden jeg behøver, at skrive en eneste ny anmeldelse.

Det betyder, at der for en stund godt kan drosles lidt ned for produktionen af anmeldelser, og fokuseres på lidt andet også. Jeg har nemlig brug for beskæftigelsesterapi, for at koble hjerne fra, Det skal for en stund være noget andet end anmeldelser til bloggen. Indtil nu har min whisky stået i et par reoler i gangen, og de er blevet drukket foran computeren. Der skal nu fokuseres på et andet sted til afslapning, når der ikke skrives om det på bloggen, og projekt “hjemmebaren” er hermed opstartet.

Oprydning af opbevaringsrummet

Da vi købte vores hus for 7 år siden, fulgte et 30m² stort isoleret rum, der af den tidligere ejer blev brugt til værksted og opbevaringsrum, med til boligen. Rummet har vi kun brugt til opmagasinering af øl, sodavand, julepynt, værktøj, brygudstyr og hvad man ellers får samlet sammen af gamle møbler og lignende. Min kone har længe spurgt om jeg ikke ville lave mig en “man-cave” i opbevaringsrummet, når jeg nu alligevel af og til går derud og nyder en øl.

 

Jeg har slået det hen med, at jeg sikkert aldrig får det brugt, men det har nu alligevel ligget i baghovedet. Min optælling af anmeldelser, der var klar til at blive postet på bloggen, gjorde udslaget. Jeg kunne i en periode bruge fritiden på andet, end at lave anmeldelser. Inden projektet kunne komme rigtigt i gang, så skulle der dog ryddes op. Hermed skydes projektet i gang den 1. august 2021.

 

Bygning af skabsvæg

Udfordringen

Whiskyblog.dk, og min nørdede interesse for whisky, er en form for beskæftigelsesterapi. Det er en måde at udfordre mig selv, hvor jeg bliver tvunget til at sætte mig lidt ind i tingene. Ganske som jeg intet anede om whisky, da whiskyblog.dk i sin tid blev startet, så aner jeg heller intet om håndværk. Det betyder, at jeg må lære efterhånden som projektet skrider frem.

Der var ét krav fra min kone, da hun foreslog projektet med hjemmebaren. Rummet skulle stadig fungere som det oprindeligt er tiltængt, nemlig som et rum til opbevaring. Hendes julepynt skulle blive der, samt et par ting fra børnene var små. Nuvel, der er også lidt værktøj, jeg gerne vil beholde i rummet. Disse ting ville jeg gerne have gemt af vejen, så der var et helt regulært rum. Der skal ikke være synlige hylder med ting, der ikke hører hjemme i en bar.

Løsningen

Løsningen på denne udfordring blev en skabsvæg. Mit ønske var, at den blev udformet så den lignede en væg mest muligt. Altså at tingene bagved er gemt helt væk, og der ikke er synlige låger. Kunne det måske lade sig gøre, at lave en væg uden låger, der stadig havde mulighed for at blive “åbnet”? Jeg lagde hovedet i blød, og efter en whisky eller to, kom jeg frem med en løsning på problemet. Ville det være muligt at bruge neodym magneter, og blot “hænge” pladerne på skillerumslægterne? Jeg gik i gang med at teste. Efter et par forsøg, med tiltrækning, frastødning, fræsning og slibning, så lykkedes det.

 

 

Først blev skillerumslægter boltet i betongulvet. Herefter blev skillerumslægter sat op, med samme afstand som gavlene på ABC reolerne bagved. Hver 80 cm x 120 cm spånplade får i kanten fræset plads til 2 x 2 cm neodym magneter på fire punkter, og åbningen spartles herefter ud. Magneterne er nu gemt i pladen. Der fræses ud til montering af små jernplader i skillerumslægterne, der passer med placeringen af magneterne i pladerne. Hver magnet har en løftekapacitet på 7,5 kg, hvilket er rigeligt til at holde pladerne tæt til skillerumslægterne. Fodliste og skyggelister hjælper med at holder pladerne på plads.

Der laves et hul i den øverste plade, så den kan løftes af. Det sikrer samtidig udluftning af “det skjulte lagerrum”. Pladerne er overraskede nemme at løfte ned. Det er umiddelbart en lang bedre løsning, end hvis jeg havde brugt klassiske skabslåger, i hvert fald ud fra det behov jeg har. Jeg er ganske tilfreds med resultatet, særligt taget i betragtning, at jeg ikke er særligt håndværksmæssigt begavet.

Håndværkere

Jeg har dog ikke haft mulighed for at lave det hele selv. Jeg har haft hjælp fra håndværkere til de par småting, jeg ikke selv har kunnet ordne. Både fordi jeg ikke har evnerne til netop disse ting, men også fordi, jeg ikke har turdet kaste mig ud i det.

Der var monteret en gammel vandhane, der har været brugt til udtag for en vaskemaskine. Jeg forsøgte først at tage hanen af, men de gamle vandrør gav sig en del, og jeg besluttede at få fat i en VVS’er. Han pillede hanen af i et snuptag, og satte en slut-muffe på. Det skulle laves således, der stadig kan komme vand igennem røret, da det fører ud til vores vandhave i baghaven. Det var yderst vigtigt at dette blev lavet forsvarligt, da rørene fremadrettet kommer til at lægge skjult inde i væggen.

 

Desuden var kontakterne i opbevaringsrummet meget gamle. Ved loftsbelysningen var alle ledningerne nærmest samlet i en stor fuglerede, der så ud som om, det kunne gå i overgang, hvad tid det skulle være. Yderligere stak et par mærklige ledninger ud af væggen. Et gammel defekt kraftstik ved, siden af ovennævnte vandhane, var også i stykker, og virkede ikke efter hensigten. Det har sikkert også været brugt til vaskemaskinen i fordums tider. Alle kontakter er blevet skiftet, der er sat nye afbrydere på, og et nyt fungerende kraftstik er monteret, Vigtigst af alt er fuglereden af ledninger samlet i en fin roset monteret i loftet. Så er det til at tilslutte nye lyskilder, uden at risikere stød, eller at huset brænder af grundet en overgang. Der er yderligere etableret et par ekstra strøm-udtag i væggen.

Det sidste arbejde

Størstedelen af rummet var beklædt med plader. Den eneste væg, der stadig fremstod i rå mursten, er den væg der støder op mod huset. Jeg besluttede mig for, også at beklæde denne væg med plader. Det skulle gøres for at dække for vandrøret, hvor hanen tidligere var afmonteret, så den nu kommer til at løbe bag væggen. Desuden blev det deffekte kraftstik afmonteret, og ført ud på ydersiden af den nye opførte væg. Herefter blev alle vægge spartlet ud, så mellemrum mellem plader ikke er synlige. Slutteligt blev der sat fodlister på den nye væg, samt skyggelister hele vejen rundt ved loftet. Slutteligt blev både vægge og loft malet i farven “skifergrå”. Metalbjælken i midten af rummet er malet i sort hammerlak. Sidste del af arbejdet bestod i at jævne gulvet en anelse ud. De største knotter af cement blev banket af, og de største huller blev spartlet ud. Herefter blev lagt et mørkegråt tæppe på gulvet. Med det, stod rummet endelig færdig og klar til at sætte møbler i.

 

Møbler til hjemmebaren

De store ting

Først blev der købt et mørlægnings rullegardin, så der kunne være lidt privatliv i baren. Da rummet er uden varme, blev der også købt en 4000 W varmeblæser, der kan varme rummet op på cirka 5-10 minutter. Et kraftigt LED-amatur blev placeret i loftet, ovenover det sted poolbordet skal stå. Det er så kraftigt, at det kan lyse hele rummet op, hvis der er behov for det. Lyset i armaturet kan dæmpes efter behov. Hermed er de basale dele af møblementet på plads, og jeg skal til at koncentrere mig lidt mere om indretningen.

Jeg havde en idé om, hvordan bar-disken skulle placeres i lokalet, med det var svært, helt at vurdere præcis, hvor stor den kunne være, når der nu skulle være poolbord og diverse møbler i rummet. Derfor valgte jeg at købe en del af møblerne først, så bar-disken kunne få den optimale størrelse til rummet. Der blev købt to 2-personers sofaer, to kvadratiske sofaborde og et 7″ poolbord. De blev placeret hvor de nu skulle stå, så bar-disken kunne placeres i lokalet. Herudover blev der købt et køleskab, der skal stå under bar-disken, samt fire barstole at sidde på. På den måde kunne jeg bedre dimensionere bar-disken.

Bardisken

Bardisken bliver bygget, så den passer ind med sofaer, køleskab, barstole og placeringen af poolbordet. Først bygges et stativ af skillerumslægter. På dette stativ monteres en plade i bunden, så mine vintage og hjemmebryggede øl kan stå derpå i deres kasser. Ovenpå  stativet lægges en køkkenbordsplade, så der er et sted at mixe drinks, og stille diverse spititus, der skal være i baren. Høvlede ubehandlede fyrretræsbræder skæres i passende længder, så de passer på højden, hvor selve bartoppen lægges. Dette tilpasses også med højden på barstolene. Inden brædderne monteres på stativet, afbrændes de med min ukrudtsbrænder. Skraldestativet moneteres med samme afsvedne brædder, så det passer med bardisken. Bartoppen får en omgang klar bordpaldeolie, så man kan stille sin øl på den, uden at der afsættes ringe på pladen.

 

Finish af hjemmebaren

Med de sidste større ting på plads, er det tid til de småting, der tilføjer lidt ekstra til baren. Der placeres en røg-farvet “LED-glødetrådspære” over sofabordet, for at tilføje lidt ekstra hyggebelysning. Et LED-bånd med fluktuerende farver placeres i kanten af bardisken, i tilfælde af at min søn eller datter skal bruge rummet, hvis de vil have gæster på besøg. Det skal naturligvis også være muligt at høre musik, så et par aktive bluetooth højtalere står for den del. Der blev købt to små dæmpbare LED-lamper til at placere ved siden af højtalerne, der også skal oplyse bardisken. En dæmpbar LED-lampe, der ligner en gammel olielampe, er købt til at stille i kanten af bartoppen.

Da jeg i sin tid boede hjemme hos mine forældre, hængte en dartskive på min værelsesvæg. Den har overlevet diverse flytninger, og får nu 30 år efter, plads i et nyt dartskab. Der sættes to små batteridrevne LED-spots over skabet, for at belyse skiven, når der spilles dart. En afstandsmåtte placeres foran skiven, så man kan se, hvor man skal stå for at kaste. Sammen med poolbordet bestilte jeg en holder til at placere kø’erne i. Den monteres på væggen i nærheden af bordet. Rummet er nu færdig og klar til brug. Mit aflagte whiskyfad fra lagringen af “Trolden 2018 Whiskyblog.dk Oloroso” bruges som pynt på skraldestativet. Når jeg efterhånden finder passende pynt til væggene, vil dette blive indkøbt, og løbende forbedre de hyggelige rammer i rummet. Der var købt rigeligt af brædder til bardisken, og de sidste blev brugt til, at beklæde arbejdsbordet, så det er lidt pænt ved indgangen også. Der blev indkøbt en Stauning whiskytønde til at stille ved siden af.

 

Konklusion for projekt hjemmebaren

Midt i maj 2022 står hjemmebaren endelig færdig. Det er brugt rigtig mage timer på projektet, og der har derfor til fulde opfyldt kriteriet for beskæftigelsesterapi i det trekvart år projektet har varet. Mine eneste forudsætninger, for at arbejde med hænderne, er min tid i folskeskolen med træ-sløjd. Det betyder, at jeg har lært utrolig meget efterhånden som projektet er skredet frem. Der er naturligvis blevet lavet fejl, og dem har jeg lært af, og udbedret, til jeg selv var tilfreds med resultatet. Nuvel, håndværker bliver jeg aldrig, men jeg har da tilegnet mig en anelse viden igennem projektet. Jeg er blevet meget tilfreds med udfaldet af mit projekt.

Der er brugt en del materialer i byggeriet, og der har været håndværkere til de ting, jeg ikke selv kunne. Det har også været nødvendigt at købe en del værktøj, som jeg ikke havde på lager i forvejen. Der er købt nye møbler, som barstole, belysning, aktive højtalere og ikke mindst et nyt pool-bord. Det betyder at projektet som sådan har været en halv-dyr fornøjelse. For pengene har jeg fået mange måneders beskæftigelsesterapi, og et fantastisk sted at nyde min whisky og øl. Det er også et sted, hvor gutterne kan inviters til et slag pool eller dart. Min datter og søn har også mulighed for at have gæster på besøg, uden at beslaglægge vores stue, og henvise forældrene til et af værelserne. Mens jeg har lavet projektet, har jeg sagt til min kone, at jeg går i “skuret” for at bygge. Det er blevet så naturligt for mig at sige, så fremadrettet kaldes hjemmebaren blot for “Skuret”.