Edradour Ballechin 2009 8 Year Old – Double Malt Double Cask

Hjem » Signatory Vintage

Edradour Ballechin 2009 8 Year Old – ex-sherry og ex-bourbon fad

Destilleri: Edradour
Land: Skotland
Region: Highland
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46%
Alder: 8 år
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Medium
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Edradour Ballechin 2009 8 Year Old Double Malt Double Cask er en whisky på 46% vol. Den kommer fra Edradour Distillery i Highland området. Denne aftapningen er et mix af fire fad fra 2009 med både røget og urøget whisky. Der er brugt et ex-sherry fad nummer #383, og tre ex-bourbon fad nummer #318, #319 og #320. Alle fad er fra årgang 2009. Whiskyen har modnet 8 år på disse fad, som det også fremgår på indpakningen. Whiskyen er fremstillet uden kølefiltrering, og der er ikke tilsat kunstig farve.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #577

Anmeldelse af Edradour Ballechin 2009 8 Year Old

Næse:

Sødme fra modne tropiske frugter kommer frem fra glasset som det første. Der duftes søde ferskner, mango og kokos. Lejlighedsvist kommer lidt søde modne æbler frem fra baggrunden, der minder lidt om det man kender fra supermarkedsæblet golden delicious. En let røg ligger fint over hele duften. I kombination med sødmen, leder det tankerne i retning af sød pibetobak. Alkoholen er ikke tydelig i duften,

Edradour Ballechin 8 Year Old Double Malt Double Cask

Edradour Ballechin 8 Year Old Double Malt Double Cask

Palette:

Den sødmefulde røg, der også er at finde i duften, er mere markant i smagen, og rammer smagsløgene som det første. Det er dog ikke en kraftig røg, som man kan finde i meget whisky fra Islay, men en mere afdæmpet røg. Smagen fra de modne tropiske frugter og æbler følger hurtigt efter. Der anes momentvis lidt sort peber på tungen, der dog hurtigt forsvinder igen. Efter et par nip til denne whisky kommer lidt noter af honning, og et fjernt strejf af lakrids. De 46% Vol alkohol er heller ikke tydelige i smagen.

Afslutning:

Der er medium afslutning på drammen. I begyndelsen er frugtsødmen stadig tilstede, men ændrer gradvist karakter til honning-og karamelsødme. Samtidig kommer en bitterhed efterhånden mere og mere frem, får til sidst at dominere. Med sig har det en tørhed, og smagen at lakrids, der også var svagt til stede i smagen, kommer nu mere frem. Ligeledes opfanges nu en let syrlighed fra citrusfrugter i denne skotske whisky. Sammenmed bitterheden giver det associationer til revet skal fra en citron. Men sidder tilbage med en fornemmelse i munden som når man har spist lakridsrod.

Hvad siger producenten:

A Cuvée of our unpeated & peated malts”

Konklusion:

Dette er en udmærket whisky. Kan man lide en let-røget whisky, eller er man nybegynder ud i verdenen af røget whisky, så er dette et godt bud på en flaske. Forventer van kraftig røg, eller stor kompleksitet, så skal man nok lede andre steder. Man kan købe en flaske for cirka 500,- kroner. Med denne prissætning er den ganske konkurrencedygtig med andet i prislejet. Når det er sagt, så har jeg smagt andet og bedre fra Edradour Distillery, hvor jeg er særligt begejstret for deres fadstyrke aftapninger, også fra uafhængige aftappere. Konklusionen på denne anmeldelse af Edradour Ballechin 2009 8 Year Old Double Malt Double Cask er, at det er fin whisky, der egner sig godt til nybegyndere ud i røget whisky.

Edradour 2012 10 Year Old – Signatory Vintage 2012/2022

Hjem » Signatory Vintage

Edradour 2012 10 Year Old – Udvalgt til danske vinhandlere

Destilleri: Edradour
Land: Skotland
Region: Highland
Type: Single malt
Aftapper: Uafhængig, Signatory Vintage
ABV: 58,9%
Alder: 10 år
Fadtype: Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★

Edradour 2012 10 Year Old er en skotsk whisky på 58,9% vol. Whiskyen er fremstillet på Edradour Distillery, beliggende i Highland distriktet. Denne single cask whisky har modnet på sherry butt fad nummer #304. Whiskyen er aftappet til danske vinhandlere af den uafhængige aftapper Signatory Vintage, og er del i deres “Cask Strength Collection”. Råpritten er destilleret den 22/6-2012, og senere aftappet ved fuld fadstyrke den 28/9-2022, med en aldersangivelse på 10 år. Der er ikke brugt kunstig farve under fremstillingen, og den er heller ikke kølefiltreret. Der er aftappet 651 flasker i alt, og denne sample er fra flaske 539.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #548

Anmeldelse af Edradour 2012 10 Year Old

Næse:

Egetræ duftes som det første, når næsen nærmer sig glasset. Hurtigt kommer sødme fra tørrede frugter efter. Der er markant tilstedeværelse af tørrede dadler og svesker. Bagved fornemmes lidt valnødder i duften. Sødme, nødder og egetræ giver i kombination associationer til det man kender fra marcipan. Når drammen har stået nogle minutter i glasset, kommer et fjernt strejf af modne søde appelsiner frem, mens et strejf af frisk pibetobak momentvis er til stede. Alkoholen er ikke tydelig i næsen.

Edradour 2012 10 Year Old - Sample

Edradour 2012 10 Year Old – Sample

Palette:

Der smages først søde tørrede frugter. Ganske som i duften er dadler og svesker ganske tydeligt i profilen. Hurtigt kommer egetræ frem i smagen, og med sig har det en let bitterhed, der leder tankerne i retning af valnødder. Kortvarigt opfanges lidt stærk peber og kanel på tungen. Efter et par nip til drammen kommer lidt mørk chokolade og kaffe frem i smagen. De 58,9% Vol er mere fremtrædende i smagen end i duften, og drammen kan nedvandes efter personlig præference. Sødme og kanel forstærkes en anelse med lidt vand.

Afslutning:

Sødmen fra dadler og svesker ligger som et fint lag i munden. Bitterhed og smagen fra egetræ er nu ganske tydelig, og giver en let tør fornemmelse i munden. Ligeledes kommer smagen af kanel mere frem i eftersmagen. Lejlighedsvist kommer smagen af marcipan, der også var at finde i duften, også frem i eftersmagen. Man efterlades med en følelse i munden, som når man har drukket kaffe, og spist mørk, bitter chokolade.

Konklusion:

Dette er en god whisky. Kan man lide whisky, der har modnet på ex-sherry fad, og tydeligt bærer præg af denne modning, så er dette et godt køb. Samtidig er der markant tilstedeværelse af egetræ, der tilføjer en fin bitterhed. Hvis man kender den klassiske Edradour 10 Year Old, og man har fået lidt whisky erfaring, så er dette et stort step op ad stigen. Jeg var heldig at få denne smagsprøve fra en kammerat, men man købe en hel flaske for cirka 1000,- kroner. Konklusionen på denne anmeldelse af Edradour 2012 10 Year Old Signatory Vintage 2012/2022 er, at dette er en dejlig whisky, hvis man er kommet godt i gang med sin whiskyrejse.

Edradour Ballechin 2008 8 Year Old – Signatory Vintage 2008/2016

Hjem » Signatory Vintage

Edradour Ballechin 2008 8 Year Old – Aftappet til FC Whisky

Destilleri: Edradour
Land: Skotland
Region: Highland
Type: Single malt
Aftapper: Uafhængig, Signatory Vintage
ABV: 60,3%
Alder: 8 år
Fadtype: Sherry
Røg: Medium
Whiskyblog.dk: ★★★★

Edradour Ballechin 2008 8 Year Old er en skotsk whisky på 60,3% vol. Whiskyen er fremstillet på Edradour Distillery, der ligger i Highland regionen. Whiskyen har lagret på et second-fill sherry butt fad nummer #212, og er en delvis aftapning på i alt 240 flasker. Whiskyen er aftappet til FC Whisky af den uafhængige aftapper Signatory Vintage, og er del i deres “The Un-chillfiltered Colletion”. Råpritten er destilleret den 27/8-2008, og senere aftappet ved fuld fadstyrke den 26/10-2016, hvilket gør whiskyen 8 år gammel. Der er ikke brugt kunstig farve under fremstillingen, og som navnet på serien antyder, så er den heller ikke kølefiltreret.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #446

Anmeldelse af Edradour Ballechin 2008 8 Year Old

Næse:

Man mødes først af blød og sødmefuld røg. når der duftes til whiskyen. Det minder om røgen fra sød æbletobak til piben. Langsomt kommer noter af tørrede frugter frem i glasset, hvor rosiner træder tydeligt frem. Der kommer en duft af ristede valnødder frem efter nogle minutter i glasset. Ligeledes fremkommer en let jordslået duft, som man kender det fra en fugtig kælder. Kombinationen leder tankerne i retning af gammelt læder. De 60,3% vol alkohol mærkes i næsen, og vand kan med fordel tilsættes. Vandet trækker en let syrlig note frem, der minder lidt om grapefrugter.

Edradour Ballechin 2008 - Sample

Edradour Ballechin 2008 – Sample

Palette:

Alkoholen er tydelig i smagen, og ganske som i duften, kan vand med fordel tilsættes for at nedtone spritten lidt. De mørke noter er også ganske tydelige i smagen. Igen er det rosiner der er tydeligst. Der kommer en anelse bitterhed frem, som den man kender fra umodne nødder. Efter et par nip til drammen fornemmes lejlighedsvist lidt syrlige noter af citrus i baggrunden. Hele smagen pakkes ind i et tydelig lag af sødmefuld røg. Der mærkes kortvarigt en smule kanel på tungen, når whiskyen drikkes.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på drammen. Først dominerer sødmen fra rosinerne stadig. Dette aftager gradvist, og en let bitterhed kommer frem. Der smages en smule egetræ og vanilje. Fornemmelsen af noget jordslået, som også var at finde i duften, kommer en anelse frem i eftersmagen. Der mærkes stadig et fint lag af sødmefuld røg i munden. Kombinationen leder igen tankerne i retning af sød pibetobak og gammelt læder. Munden tørrer slutteligt en anelse ud, og man efterlades med lidt mokka og kanel i munden, mens varmen fra alkoholen breder sig i kroppen.

Hvad siger producenten:

A 2008 vintage from Edradour Ballechin – Heavily Peated and Specially Selected For Denmark 2016”

Konklusion:

Dette er en god whisky. Kan man lide whisky med kraftig smag, og masser af power, så er dette den rette dram at vælge. Man kan købe en flaske for lige under 800,- kroner. Der er mange flasker at vælge imellem i dette prisleje. I dette tilfælde får man en naturlig præsentation, uden kølefiltrering og uden kunstig farve, der er aftappet ved fadstyrke. Samtidg skal man tænke på at Signatory Vintage ejer destilleriet, hvilket giver dem rig mulighed for, at vælge de helt rigtige fad til disse “uafhængige aftapninger” af Edradour whisky. Det giver dem en glimrende lejlighed til at fremstå bedst muligt, hvilket de også gør i dette tilfælde. Konklusionen på denne anmeldelse af Edradour Ballechin 2008 8 Year Old er, at Signatory Vintage endnu en gang viser, at de er fantastiske som uafhængig aftapper af deres egen whisky.