Opskrift på whiskykarameller – Jack Daniel’s brugt rigtigt

Opskrift på Jack D’s whiskykarameller

I anledning af jul plejer vi som regel at lave noget konfekt, og i år blev det whiskykarameller. Vi har valgt at lave whiskykaramellerne med Jack Daniel’s Old No. 7. Man kan sikkert bruge andre typer whisky også. Jeg er ikke så vild med Jack Daniel’s Old No. 7, så nu kan den da blive brugt til noget fornuftigt. Resultatet er blevet ganske fint, og karamellerne har fået en rigtig god smag. I starten smager de som almindelige flødekarameller, men i eftersmagen er der tydelige toner af Tennessee whiskey.

Jack D's whiskykarameller

Jack D’s whiskykarameller

Ingredienser

  • 1 dåse kondenseret mælk
  • 150 gram sukker
  • 100 gram smør
  • 4 spsk sirup
  • 2 tsk vaniljesukker
  • 6-8 spsk Jack Daniel’s Old No. 7

Tilberedning

Først hældes alle ingredienserne sammen i en gryde. Denne blanding koges i cirka 15-20 minutter. Det er vigtigt at dette foregår under omrøring, da massen let brænder på. Når man rører rundt, og karamelmassen begynder at slippe bunden på gryden, så er den ved at være færdig. Man tjekker konsistensen ved at smide et par dråber på en kold ske, så massen hurtigt størkner. Størkner den ikke straks, så put skeen i køleskabet et minut eller to. Er konsistensen på den størknede karamelmasse for tynd, så forsættes kogningen indtil man rammer den ønskede konsistens på sin karamel på den kolde ske. Når karamelmassen har den ønskede konsistens, så hældes den i en varmefast form med bagepapir i. Formen skal have en sådan størrelse, at det lag af karamelmasse man hælder i, bliver cirka 1 cm tyk. Dette kan selvfølgelig varieres, hvis man ønsker tykkere eller tyndere karameller. Fadet køles af i køleskabet i 10 til 20 minutter.

Karamellerne udskæres slutteligt i passende firkanter når massen er størknet tilstrækkeligt. Det er vigtigt at massen ikke bliver alt for kold, inden man skærer sine whiskykarameller ud. Efter udskæring lægges de i en kagedåse med bagepapir imellem lagene. Dine whiskykarameller opbevares i køleskabet. Vi har med held forsøgt andre typer whisky i karamellerne. Blandt andet kan det også anbefales at bruge Talisker Skye, der giver en virkelig god smag til dine karameller med whisky.