Chuck Wagon – Whisky stout

Hjem » Andet med whisky » Øl » Løkken Bryghus ApS

Chuck Wagon – lavet til fast food

Bryggeri: Løkken Bryghus
Land: Danmark
Type: Stout
ABV: 6,9%
Whisky: Tilsat
Fadtype: Whisky
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Chuck Wagon er en øl på 6,9% Vol fra Løkken Bryghus ApS. Denne øl er af typen stout, hvor der er tilsat whisky. Det fremgår af etiketten, at øllen både indeholder kaffe og whisky. Det vides dog ikke hvilken whisky der er brugt, og ej heller hvilket land whiskyen kommer fra. Denne aftapning er fremstillet til fast food vognen, med samme navn som øllen, der huserer ved de nordjyske supermarkeder. Der sælges amerikansk inspireret fast food fra vognen, og Løkken Bryghus har fremstillet denne øl, som også sælges fra vognen.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #579

Anmeldelse af Chuck Wagon

Næse:

Næsen rammes først af sødme fra malten. Der kommer tydelige mørke noter af mørk chokolade, med en snert af kaffe. I baggrunden anes en smule vanilje, der sagtens kan komme fra den tilsatte whisky. Når man har smagt på øllen, anes lidt kakao også i duften. Momentvis opleves noget som minder om kokos i duften. Man mærker ikke de 6,9% Vol alkohol i næsen.

Chuck Wagon

Chuck Wagon

Palette:

Sødmen fra malten er, ganske som i duften, også det første som rammer smagsløgene. Der følges op med noter af kakao og lidt kaffe. Sammen med en let bitterhed ledes tankerne i retning af mørk chokolade. Bitterheden kan godt minde om den, man også kan finde i whisky eller øl lagret på whiskyfad. Efter et par mundfulde tiltager bitterheden, og dermed også fornemmelsen af mørk chokolade. Alkoholen er svagt til stade, uden den virker sprittet.

Afslutning:

Der er medium afslutning på denne øl. Der mærkes stadig god sødme fra de mørke malte. Samtidig er bitterheden mere dominerende i eftersmagen. Hvis man ikke kan smage whiskyen, så sidder man i hvert fald med en fornemmelse i munden, som kan opleves med meget whisky. En tørhed der tiltager, mens sødmen gradvist aftager. Man efterlades med et minde om kaffe, vanilje og mørk chokolade.

Hvad siger producenten:

“Denne whisky stout passer godt til lækre desserter, sammenkogte retter og fast food. Kan også anbefales til at nyde efter en god lang dag.”

Konklusion:

Dette er en glimrende øl. Der er fine noter af kaffe og chokolade, der komplementeres fint med sødme fra den mørke malt. Modsat mange andre stouts, så er det ikke en melet tørhed, som ofte er et at finde i denne type øl. Det er en mere afmålt tørhed, som giver øllen mere karakter. Man kan købe en flaske for 30,- kroner. Denne aftapning har samme alkoholprocent, samt både whisky og kaffe tilsat, som bryggeriets egen udgivelse “Narvorn“. Derfor mistænkes det lidt, at det er samme øl, blot i forklædning. Måske har bryggeriet blot foretaget mindre justeringer, hvis samme opskrift ikke er benyttet. Konklusionen på denne anmeldelse af Chuck Wagon er, at uanset om det er en kopi eller en original, så er det stadig en fin øl.

Narvorn – kaffe og whisky stout med nyt navn

Hjem » Andet med whisky » Øl » Løkken Bryghus ApS

Narvorn – Stout med kaffesmag tilsat whiskey

Bryggeri: Løkken Bryghus
Land: Danmark
Type: Stout
ABV: 6,9%
Whisky: Tilsat
Whiskytype: Whisky
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Narvorn kaffe/whisky stout er en øl på 6,9% Vol fra Løkken Bryghus ApS. På trods af beskrivelsen kaffe/whisky stout, som antyder Skotland, så fremgår det af etiketten at øllen er tilsat whiskey, som antyder Irland. På bryggeriets hjemmeside kan man finde et produktblad, hvor det fremgår, at der er tilsat Jameson whiskey, hvilket jeg mener sagtens kunne fremgå af etiketten. På produktbladet fremgår det også, et øllen har 105 EBC (hvor mørk den er) og 43 IBU (hvor bitter den er). En sjov detalje er, at øllen har skiftet navn til Narrevorn, hvilket forekommer lidt synd, eftersom bryggeriet normalt sætter de nordjyske dyder og dialekter højt. Denne mere rigsdanske stavemåde udvander efter min mening det lokale islæt. Der står dog stadig “Leverandør til Vendelboer og andet godtfolk” på etiketten. Det er den gamle udgave jeg anmelder her.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #43

Anmeldelse af Narvorn

Næse:

Øllen forekommer ved første duft utroligt indbydende. Der er en god sødme i duften. Sammen med en mørk fornemmelse i næsen, så leder det tankerne hen på mørk chokolade. Man fornemmer også lidt kaffe og cacao i duften. Der er til gengæld ikke meget, som leder tankerne hen på whisky eller whiskey, som i dette tilfælde. Humlen er også nærmest fraværende i duften.

Narvorn

Narvorn

Palette:

Smagen er – som duften – også utroligt indbydende. Her smager man også tydeligt den mørke malt, der giver en god sødme, og solid “bund” i øllen. Man smager mørk chokolade i tydelig grad. Kaffen er lidt mere tilbagetrukket, men man fornemmer den dog trods alt. Heller ikke i smagen er der noget humle at komme efter. På trods af dette har man dog stadig en form for bitterhed i munden, som måske godt kan komme fra den tilsatte Jameson whiskey.

Afslutning:

Til trods for en ganske kraftig øl i udtrykket indtil videre, så er der faktisk en ganske diskret eftersmag på øllen. Der er ikke det helt store udtryk at komme efter, men man fornemmer dog også her en god rest sødme. Modsat mange af de andre øl med whisky jeg har smagt, så aner man faktisk tilstedeværelsen af whiskey i baggrunden i eftersmagen.

Hvad siger producenten:

“Narvorn er en drilsk stout, der smager både af kaffe og whiskey. Hvis man drikker for meget Narvorn kan man blive noget narvorn og lave sjov og ballade med sine venner. Nyd en Narvorn i gode venners lag og bliv i godt humør 🙂 Kaffe/whisky stout passer godt til stærke oste og chokoladekage, eller til at nyde efter en god middag.”

Konklusion:

Overordnet er dette en yderst fornuftig øl. Den er fantastisk rund og blød i udtrykket. Den overvældende sødme kan dog næsten gå over i det kvalmende udtryk efter lidt tid. Øllen kan erhverves for omkring 30,- kroner, og det må man helt sikkert sige, at denne fine øl er værd. Særligt når man tænker på, hvilke øl man ellers kan få i det pris niveau. Den slår sig op på at være en kaffe/whisky stout – og ja, begge dele fornemmes svagt igennem øllens udtryk. Den er dog stadig langt mere øl, end både kaffe og whisky, men det er jo selvfølgelig også meningen. Konklusionen på denne anmeldelse af Narvorn er, at det er en ganske fornuftig øl, særligt prisen taget i betragtning.