BenRiach 2011 11 Year Old – Duncan Taylor 2011/2022

BenRiach 2011 11 Year Old – Sherry Cask

BenRiach 2011 11 Year Old er en whisky på 53.5% Vol. Den kommer fra det skotske destilleri BenRiach Distillery i Speyside området. Den uafhængige aftapper Duncan Taylor har sendt denne single cask aftapning på markedet. Whiskyen har lagret på et ex-sherry fad nummer 740016, inden den er aftappet med en aldersangivelse på 11 år. Spiritten er fremstillet i april 2011, og er senere hældt på flaske i september 2022 ved fuld fadstyrke. Whiskyen er aftappet uden tilsat farve, og uden brug af kølefiltrering. Der er aftappet 309 flasker.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #498

Anmeldelse af BenRiach 2011 11 Year Old

Næse:

En let duft af røg kommer frem fra glasset først. Det er rød som man kender det, når helt tørt træ afbrændes på bålet. Hurtigt kommer noter af svesker og rosiner efter. Efter et par minutter i glasset kommer en smule sødme fra solmodne bær frem. Et let strejf af citrus i baggrunden, giver associationer til modne appelsiner. Momentvis anes en smule bitterhed, og med sig har det lidt duft af kaffe og mørk chokolade. De 53,5% Vol er ikke tydelige i næsen.

BenRiach 2011 11 Year Old - Sample

BenRiach 2011 11 Year Old – Sample

Palette:

Sødmen fra solmodne bær og appelsiner smages først. Der følges hurtigt op med sødme fra svesker og rosiner. En smule bitterhed kommer frem efter et par nip til drammen. Med sig bringer det en smag af valnødder, kaffe og mørk chokolade til denne Speyside whisky. Lejlighedsvist mærkes lidt stærk ingefær og sort peber på tungen, men det er hurtigt væk igen. Hele smagsoplevelsen er pakket ind i et fint, let lag af tør røg, der ikke dominerer profilen. Alkoholen er heller ikke markant i smagen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne whisky. Sødmen fra både de modne og de tørrede frugter smages stadig. Bitterheden er tydeligere i afslutning, og er med til at forstærke smagen af valnødder, kaffe og mørk chokolade. Et let lag af røg pakker eftersmagen fint ind, uden den på nogen måde er markant. Man sidder tilbage med en fornemmelse i munden, som når man har spist chokoladebaren Marabou Appelsin Krokant, mens der mærkes lidt varme fra alkoholen.

Konklusion:

Dette er en god whisky. Kan man lide whisky med en smule røg, der ikke på nogen måde dominerer profilen, så er dette et godt bud på en flaske. Kombinationen mellem modne og tørrede frugter, sammen med et fint strejf af røg, giver en fin og kompleks oplevelse, Hvis man som jeg, er glad for kombinationen mellem røg og sherry-lagret whisky, så er denne aftapning et hit. Man kan købe en flaske for omkring 1050,- kroner. Med denne prissætning er konkurrencen hård, og der er efter min mening fine, og billigere, alternativer på markedet. Konklusionen på denne anmeldelse af BenRiach 2011 11 Year Old er, at det en fantastisk dram, men det får man så også lov at betale for.

4/5 (1)

North British 22 Year Old – Dimensions

North British 22 Year Old – Single Grain fra Duncan Taylor

North British 22 Year Old er en skotsk whisky på 55,8% vol. Whiskyen er fremstillet af North British Distillery, der et af de skotske destillerier, der ligger i Lowland området. Der produceres kun grain whisky på destilleriet, så denne aftapning er en single grain whisky. Den uafhængige aftapper Duncan Taylor, har sendt denne flaske på markedet, som en del af deres serie “Dimensions”, der alle er fadstyrke og single cask aftapninger. Whiskyen kommer fra fad nummer #57077. Den blev destilleret i september 1991, og hældt på flaske i november 2013. Det fremgår af etiketten, at den er 22 år gammel. Whiskyen er ikke kølefiltreret, og kommer også uden kunstig farve. Der er sendt 182 flasker i handlen.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #119

Anmeldelse af North British 22 Year Old

Næse:

Det første som rammer næsen, fra denne single grain whisky, er en let frugtig duft. Man rammes også af en fin sødme. Kombinationen af frugt og sødme, skulle man tro gav en frugtsødme, men det minder faktisk mere om sødmen, som man kender fra frugt bolcher. Det er altså nærmere sukkersødme med en smule kunstig frugtduft. Efter nogle minutter i glasset, fremkommer langsom en fin duft af vanilje og mælkechokolade. Man mærker ikke alkoholen i næsen.

North British 22 Year Old - Sample

North British 22 Year Old – Sample

Palette:

Alkoholen er væsentligt mere markant i smagen, og der er gevinst ved et tilføje lidt vand til drammen. Smagen af frugt bolcher er også tydelig i paletten. Igen er det kunstig frugt og sukkersødme, som man kender det fra let brændt sukker. Mælkechokolade og vanilje træder også her langsomt frem, efter et par mundfulde af denne Lowland whisky. I baggrunden fornemmes lidt egetræ og en snert af mint.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på drammen. Eftersmagen er præget af en fin varme fra de 55,8% vol alkohol. Selvom man nedvander en anelse, fornemmes alkoholen stadig som en varme i munden. Sukkersødmen i begyndelsen erstattes hurtigt af tydelig karamel og vanilje. Der mærkes en smule prikken på tungen fra lidt peber. Afslutningen bliver en smule mere mørk til sidst, og der er lidt bitterhed og næsten kaffenote. Tungen tørrer til sidst ud i smag af egetræ.

Konklusion:

Dette er ganske god single grain whisky. Whiskyen har virkelig noget at byde på, og det er faktisk lige ved, at man helt glemmer, at det ikke er single malt whisky man drikker. Jeg har tidligere smagt enkelte grain whiskyer, og ikke mange af dem har haft meget at byde på i oplevelsen. Det har denne dram derimod. Hvis man er heldig at finde en af de få flasker på auktion, så kan den erhverves for mellem 1250,- og 1500,- kroner. Det er trods alt mange penge, og man kan nok få bedre whisky i det prisleje, men oplevelsen er stadig yderst fornuftig. Konklusionen på denne anmeldelse af North British 22 Year Old er, at dette destilleri sagtens kan lave whisky, som ikke behøver, at blive brugt i middelmådige blends fra Diageo og Edrington Group.

4/5 (1)