Single Malts Scotch Collection – Anthon Berg

Hjem » Andet med whisky » Fødevarer

Single Malts Scotch Collection – Chokolade med skotsk whisky

Bryggeri: Anthon Berg
Land: Danmark
Type: Chokolade
ABV: 2,8%
Whisky: Tilsat
Type: Whisky
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Single Malts Scotch Collection er en æske chokolader med fyld af skotsk whisky fra den danske producent Anthon Berg. Denne fyldte chokolade er fremstillet af den danske producent Anthon Berg A/S. Der er 155 gram fordelt på 10 små flasker i denne æske chokolade. Der er to flasker af hver med henholdsvis Singleton 12 Year Old, Dalwhinnie 15 Year Old, Oban 14 Year Old, Talisker 10 Year Old og Lagavulin 16 Year Old. Hver flasker indeholder mellem 2,5% og 2,8% alkohol.

Besøg: Producentens hjemmeside

Anmeldelse #585

Anmeldelse af Single Malts Scotch Collection

Næse:

Når man piller metalfolien af en flaske, duftes først mørk chokolade. Desuden mærkes en tydelig sødme i næsen. Det er først når man får bidt halsen af en af de små flasker, at der anes en let duft, at noget der minder om whisky. Når den indkapslede alkohol åbnes op, forstærker det samtidig sødmen i duften. Der er ikke tydelig forskel i duften på de fem forskellige flasker.

Single Malts Scotch Collection

Single Malts Scotch Collection

Palette:

Første bid, hvor halsen fjernes fra flasken, har en tydelig og kendt smag af mørk chokolade. Når man kommer ind til den skotske whisky inde i flasken, så ændrer smagen karakter. Det fornemmes at det er whisky, der er i flaskerne, men det er svært at adskille, hvilken af de fem single malts det er. Måske kan man med lidt god vilje fornemme det i chokoladen med Lagavulin 16 Year Old, der fjernt har et strejf af røg. Fornemmelsen af alkohol er ikke tydelig, udover der selvfølgelig er en flyde midte i chokoladen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på chokoladen. Sødme ligger som et fint lag i munden. Der er tydelig bitterhed fra den mørke chokolade. Med lidt fod vilje fornemmes whiskyen også i afslutningen, men er ikke specielt tydelig. Ganske som i smagen, så er det også kun flasken med Lagavulin 16 Year Old, der giver lidt røg i eftersmagen, der dog hurtigt er væk.

Hvad siger producenten:

“Dark chocolate with genuine single malt scotch whiskies in liquid centers.”

Konklusion:

Som chokolade klarer æsken sig ganske fint. Hvis man forventer tydelig smag af de fem forskellige skotske single malt whiskyer, så bliver man nok skuffet. Det er faktisk kun chokoladen med Lagavulin 16 Year Old, der skiller sig en anelse ud, men det kan også være min hjerne, der spiller mig et puds, fordi det er en whisky jeg er meget glad for. Man kan købe en æske med ti flasker for omkring 120,- kroner. Det er ikke en hemmelighed at jeg foretrækker min whisky ren, men som en gimmick er det ganske sjovt, at de vælger at bruge fem varianter af “The Classic Malts of Scotland“, i Anthon Berg’s ellers så kendte små flasker Likørchokolade. Konklusionen på denne anmeldelse af Anthon Berg Single Malts Scotch Collection er, at de ikke giver den store whiskyoplevelse, men de klarer sig godt som det de er, nemlig fyldte chokolader.

Baileys Apple Crumble – Flydende æblekage

Hjem » Andet med whisky » Fødevarer

Baileys Apple Crumble – Limited Edition

Producent: Baileys
Land: Irland
Type: Likør
ABV: 17%
Whisky: Tilsat
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Baileys Apple Crumble er et likør produkt på 17% Vol, og en variant af den klassiske Irish Cream. Den klassiske udgave blev sendt på markedet i 1974. Den er fremstillet af  både cremet fløde og irsk whiskey. Denne Limited Edition er inspireret af den kendte smuldredejs æblekage. Det fremgår at “vi får vores whiskey fra en række kvalitetdestillerier, blandt andet det berømte Bushmills Distillery“, men ikke yderligere end dette.

Besøg: Producentens hjemmeside

Anmeldelse #559

Anmeldelse af Baileys Apple Crumble

Næse:

En tydelig duft fra grønne let-syrlige æbler kommer frem fra glasset som det første. Det er en lidt kunstig duft, der leder tankerne i retning af syrlige vingummier mere end egentlige friske æbler. Bagved ligger en duft af karamel og brun sukker. Man fornemmer at det er en likør, der blandt andet fremstilles af et mælkeprodukt. Man mærker ikke alkoholen i duften, da den virker meget blød og tilgængelig.

Baileys Apple Crumble

Baileys Apple Crumble

Palette:

Ganske som i duften, så rammer smagen fra de syrlige grønne æbler også smagsløgene først. Også i smagen er det en lidt kunstig frugtsmag, end man finder i rigtige æbler. Der følges hurtigt op med tydelig sødme af karamel og brun sukker, som man kender det i den klassiske Baileys Original Irish Cream. De 17% vol. alkohol kan fjernt fornemmes i baggrunden, dog uden likøren bliver sprittet. Momentvis anes svagt et strejf af kanel i baggrunden.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på likøren. Sødmen fra karamel og brun sukker dominerer først. Efterhånden som sødmen aftager kommer syrligheden igen mere frem, og man sidder med en fornemmelse i munden, som når ens fredagsslik kun har bestået af syrlige vingummier. Mand sidder tilbage med et minde om milkshake i munden.

Hvad siger producenten:

“Notes of Apple Crumble combined with Baileys Irish Cream.”

Konklusion:

Det er en fornuftig likør uden at imponere. Når jeg tænker på smuldredejs æblekage, så tænker jeg søde æbler, sød dej og kanel med vaniljeis eller creme fraiche som tilbehør til den lune kage. Det er ikke den oplevelse man får her. Syrligheden og den kunstige smag af æbler, er ikke det jeg forbinder med denne ellers dejlige kage. Havde smagen af æbler været mere som søde røde æbler, så tror jeg det havde været en fordel. Normalt koster en flaske omkring 140,- kroner, men jeg var heldig at finde den på tilbud til 79,- kroner for 50 cl. Om ikke andet, så giver oplevelsen lyst til en modificering i min egen opskrift på Irish Cream. Konklusionen på denne anmeldelse af Baileys Apple Crumble er, at den kan drikkes, men jeg foretrækker stadig den gode klassiske whiskey likør,

Emill Engelswerk – Purer Whisky Liqueur

Hjem » Andet med whisky » Fødevarer

Emill Engelswerk – Tysk whiskylikør

Producent: Emil Scheibel Schwarzwald-Brennerei
Land: Tyskland
Type: Likør
ABV: 40%
Whisky: Tilsat
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Emill Engelswerk er en tysk whiskylikør på 40% Vol. Whiskyen er fremstillet på Emil Scheibel Schwarzwald-Brennerei GmbH i Tyskland. Det vides ikke hvilken af destilleriets whiskyer der er basis i denne likør. Denne miniatureflaske er købt på vores ferie til Berlin i sommeren 2022.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #537

Anmeldelse af Emill Engelswerk

Næse:

En tydelig duft af sprit kommer op fra glasset som det første. Det aftager gradvist mens sødmen tiltager tilsvarende. Der duftes sødme som den man kender fra lys sirup. En let metallisk note kommer momentvis frem i duften. Efter at have smagt på denne likør, fornemmes svagt et strejf af egetræ i næsen.

Emill Engelswerk

Emill Engelswerk

Palette:

De 40% Vol. alkohol er, ganske som i duften, også det første der smages, når whiskylikøren kommer ind i munden. Den virker ganske sprittet. Der følges dog hurtigt op med sødmen fra den lyse sirup. I baggrunden opfanges en smule syrlighed fra citrusfrugter. En note man også kan finde i noget whisky. Efter et par nip til likøren kommer en anelse egetræ lidt frem i smagen.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på likøren. Sødmen fra den lyse sirup dominerer først. Bagved kommer syrligheden efterhånden mere frem, sammen med tiltagende bitterhed. Det mærker en smule prikkende på tungen, ganske som man kan opleve det med noget whisky. Munden tørrer slutteligt helt ud, og man sidder tilbage med en sødmefuld bitterhed, som den man kender fra sødet te, der har trukket for længe.

Hvad siger Producenten:

“EMILL Engelswerk ist ein purer Whisky-Likör. Er ist ein echtes Schwarzwälder Original, gebrannt und gelagert in der historischen Scheibel Mühle in Kappelrodeck im Achertal. Anders als bei Likören üblich, verzichten wir in der EMILL ENGELSWERK Rezeptur bewusst auf die Zugabe von weiteren Aromen oder Zutaten. ENGELSWERK ist eine Whisky-Cuvée, abgerundet zu einem puren Whisky-Likör.”

Konklusion:

Dette er ikke nogen imponerende likør. Har man lyst til at prøve andre produkter med whisky, så er dette bestemt en mulighed. Man kan købe en flaske for cirka 700,- kroner. Med den prissætning ville jeg til enhver tid vælge at købe en flaske whisky. Når det er sagt, så er det dog ganske tydeligt at likøren er fremstillet på en base af whisky, da der er mange fælles karaktertræk. Konklusionen på denne anmeldelse af Emill Engelswerk er, at der ikke er tvivl om, at likøren er fremstillet på whisky, men jeg foretrækker den rigtige slags.