Speyside Oak Aged Blonde Ale – Øl og Speyside fad

Speyside Oak Aged Blonde Ale – krydret med eg fra Speyside fad

Speyside Oak Aged Blonde Ale er en oak-aged golden ale på 6,5% vol. fra Belhaven Brewery, der er beliggende i byen Belhaven i Skotland. Øllen er brygget med skotsk pale ale og crystal malt. Den er endvidere humlet med challenger og goldings humle, og den har en IBU på 25. Det interessante ved denne øl, er at den har lagret med egetræ, der har trukket i whisky fra Speyside regionen. Det oplyses dog ikke hvilket destilleri det drejer sig om.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #64

Anmeldelse af Speyside Oak Aged Blonde Ale

Næse:

Det første som rammer næsen er en god sødme som man kender fra malt. I baggrunden fornemmer man fint en lille smule egetræ, som sikkert kommer fra Speyside whiskyfadene. Der er en smule syrlighed i duften, som kan lede tankerne hen på et lidt vinøst udtryk. Man fornemmer ikke tilstedeværelse af humle, og man mærker heller ikke de 6,5% vol alkohol i næsen.

Speyside Oak Aged Blonde Ale

Palette:

Også smagen er præget af kraftig maltsødme og en smule syrlighed. I baggrunden fornemmer man en smule vanilje, som sikkert er fra egetræet. Man kan smage lidt noter af mørk frugt som figen og dadler. Heller ikke i smagen opfanger man humle og alkohol.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på øllen. Også her er sødmen dominerende, og den fylder mere og mere jo flere mundfulde man drikker. Det overskygger de ellers fine nuancer af vanilje man får efter første tår. Slutteligt oplever man at munden tører en smule ud, og man får et snert af bitterhed på spidsen af tungen.

Hvad siger producenten:

A smooth, full-bodied golden ale from Belhaven, with sweet vanilla oak and subtle whisky notes. The malt whiskies of Speyside are world famous for their sweetness and elegance – giving this outstanding beer poise and finesse as well as depth.”

Konklusion

Denne øl generer ingen. Den er sådan set ganske neutral, og er ikke en som skiller sig væsentligt ud fra mængden. Man kan købe den for omkring 30,- kroner, og det er den såmænd nok værd, men heller ikke mere end det. Jeg mener man kan få andre øl, også med relation til whisky, som er noget bedre en denne. Vil man gerne prøve en øl, hvor man får en snert egetræs- og vaniljemag, så kan man godt prøve denne. Er man til øl med lidt mere styrke og karakter, så bør man nok se andre steder hen. Konklusionen på denne anmeldelse af Speyside Oak Aged Blonde Ale er, at det er en lidt kedelig øl, som ikke udfordrer sanserne nævneværdigt.