Raasted Imperial Oatmeal Whiskey Stout – øl med whisky

Hjem » Andet med whisky » Side 38

Raasted Imperial Oatmeal Whiskey Stout – en limited edition med tilsat whisky

Bryggeri: Raasted Bryghus
Land: Danmark
Type: Imperial Oatmeal Stout
ABV: 9,5%
Whisky: Tilsat
Fadtype: Whisky
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Raasted Imperial Oatmeal Whiskey Stout er en øl på 9,5% Vol fra danske Raasted Bryghus. Øllen er under lagring tilsat whisky. Øllen har OG: 1096 FG: 1025 IBU: 35 og EBC: 85. Endvidere skal det bemærkes at øllen er en Limited Edition, og ikke del af det normale sortiment.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #7

Anmeldelse af Raasted Imperial Oatmeal Whiskey Stout

Næse:

Øllen dufter af hårdt ristet malt. Det betyder at den forekommer meget mørk og fyldig i duften. Man aner også en delvis sødme i duften, der umiddelbart klæder næsen godt. Hvis man bruger tid på at dufte længe til den, så kan man være heldig at ane en lille snært whisky, men det er ikke meget.

Raasted Imperial Oatmeal Whiskey Stout

Raasted Imperial Oatmeal Whiskey Stout

Palette:

Da denne øl jo er en imperial stout, så giver det jo sig selv at den er mørk i smagen. Man fornemmer tydeligt smagsnuancerne fra de hårdt brændte malttyper i denne øl. Øllen har en fin sødme ved første mudfuld. Også i smagen skal man lede længe efter noget, der bare minder om whisky. Efter et par mundfulde kan man dog godt ane en smule whisky, hvis man har en god fantasi.

Afslutning:

Øllen har en fin afslutning, hvor man får en god eftersødme. Det står i god kontrast til den hårdt brændte malt, der ud over farve, også normalt giver en tør, nærmest melet, fornemmelse i munden. Det er denne Imperial Stout fra Raasted ikke så slem til at gøre, men det anes dog.

Hvad siger producenten:

“Denne fyldige Imperial Stout er brygget af 6 forskellige malttyper, hvoraf en betragtelig del udgør havre og hvede, der giver brygget en silkeblød kvalitet. Vi har tilføjet generøse mængder af whisky under lagringen, der sammen med en afstemt restsødme, gør denne øl til en letdrikkelig men stor smagsoplevelse.”

Konklusion:

Raasted Imperial Oatmeal Whiskey Stout er en fin øl, der harmonerer godt. Den lider dog lidt under samme problem som denne øltype generelt, nemlig at den godt kan forekomme lidt melet i smagen. Det er vel nærmest, hvad man kan sammenligne med en ubehagelig tørhed. Modsat er den tørhed, man finder i stærkt humlede øl som IPA, hvor en frisk tørhed dominerer. Bryggeren har forsøgt at kompensere tørheden med en del restsødme i øllen, og det fungerer egentligt ganske fornuftigt. En måde man kan håndtere denne ubehagelige, melede tørhed fra de hårdt brændte malte, er yderligere lagring. Forlænget lagring gør ofte øllet mere rundt i smagen. Der er heller ikke meget antydning af whisky i denne øl. Jeg tror mere tilsat whisky og forlænget lagring – måske endda i whiskyfad – ville klæde den øl fortrinligt. Konklusionen på denne anmeldelse af Raasted Imperial Oatmeal Whiskey Stout er, at det alt i alt er en lækker øl.

Opskrift på whiskysauce – til den middelmådige whisky

Hjem » Andet med whisky » Side 38

Opskrift på whiskysauce

Whiskysauce, eller whiskysovs, som det hedder i Nordjylland, blev en mangelvare da Jensens Bøfhus startede sagen mod Jensen Fiskerestaurant. Sagen kostede mig nemlig muligheden for at købe Jensens whiskysauce. Der var mange folk, der valgte at boykotte kæden og deres produkter. Det var også gældende for mig. Ikke fordi jeg kom på deres restauranter, for dem kunne jeg ikke lide i forvejen, men jeg var utroilg glad for deres sauce. Derfor var der pludselig behov for at jeg kunne lave min egen, og det er nu lykkedes. Jeg mener faktisk den er en del bedre end det jeg tidligere rendte og købte!

Whiskysauce

Whiskysauce

 

Ingredienser

  • Brun farin
  • Heinz ketchup
  • Tørret rosmarin
  • Røget paprika
  • Chili-flager
  • Fløde
  • Whisky – se egnede typer nederst på siden

Tilberedning

Det er vigtigt at bruge sine smagsløg i fremstillingen af denne whiskysauce, og det er derfor svært at sætte præcise mål på, hvor meget der skal i af hver ingrediens. Man skal prøve sig lidt frem, til man rammer den sammensætning, der passer til en selv. Følgende er en “basis-udgave”, hvor man selv kan skrue op og ned for hver ingrediens, så man rammer præcis den whiskysauce man kan lide.

Først opvarmes 300 gram brun farin og 4 dl Heinz ketchup i en gryde under omrøring. Når substansen koger tilsættes 1 tsk chili-flager, 2 tsk røget paprika samt en god slat tørret rosmarin. Straks efter tilsættes 1/2 liter fløde. Saucen bringes til kogning under omrøring. Nu skal saucen smages til. Man skal være lidt forsigtig med mængden af chili-flager og røget paprika, men man kommer ofte for lidt tørret rosmarin i. Hvis saucen mangler noget at de tre tørre krydderier justeres smagen nu med disse. Slutteligt tilsættes den whisky man ønsker at benytte. Der tilsættes omkring 1/2 dl afhængig af whisky og den smag man ønsker. Lad saucen små-koge under omrøring til spritten er ude af whiskyen.

Whisky velegnet til whiskysauce

Jeg anbefaler, at man bruger whisky, som man ellers ikke vil få brugt. Ofte vil det være såkaldte slave-whisky, hvor vi er i den pris-billige afdeling. Jeg anbefaler blandt andet:

Dunstone

White Saddle

Opskrift på irsk kaffe – Irish Coffee

Hjem » Andet med whisky » Side 38

Opskrift på irsk kaffe, Irish Coffee

Irsk kaffe, eller Irish Coffee om man vil, er en god drik, der er nem at lave. Den kan benyttes som dessert eller blot til hygge foran fjernsynet.

Ingredienser

  • Brun farin
  • Kaffe
  • Fløde
  • Whiskey – se egnede typer nederst på siden
Irsk kaffe - Irish Coffee

Irsk kaffe – Irish Coffee

Tilberedning

Start med at sætte kaffemaskinen i gang. Der må gerne brygges en relativt stærk kaffe. Mens kaffen løber igennem kan man piske fløden til flødeskum. Stivheden på flødeskummen er alt efter smag, men personligt foretrækker jeg en ret stiv udgave, da flødeskummet så lægger sig ovenpå den irske kaffe.

Når kaffen og flødeskum er klar, så tages herefter dit glas, og der puttes brun farin i bunden. Jeg foretrækker to teskefuld, men dette kan varieres alt efter smag. Tilsæt herefter den whiskey du ønsker at benytte. Personligt syntes jeg 4 cl. passer fint, men her kan også justeres, alt efter den ønskede styrke, og hvilken whiskey man vælger. Nu røres brun farin og whiskey sammen. Tilsæt herfter dampende varm kaffe. Til sidst lægges en klat flødeskum på toppen af kaffen. Nu er den irske kaffe klar til servering. Irsk kaffe skal drikkes med sugerør, så man kan komme ned til de gode dråber i bunden af glasset. Man kan får særligt designede Irish Coffee glas, med indbygget sugerør i skeeen, og disse kan med fordel benyttes.

Whiskey velegnet til irsk kaffe

Jeg har med succes forsøgt at lave irsk kaffe med disse whiskyer.

Jameson Irish Whiskey

Tullamore Dew

White Saddle (Billig skotsk blended)