Whiskymessen 2019 – whisky, whisky og whisky

Hjem » Danmark » Side 20

Whiskymessen 2019 – en god dag i whiskyens tegn

Jeg havde godt set at der var whiskymessen 2019 i Kolding den 2. marts 2019, men jeg havde egentlig droppet at komme derned, med en lang køretur fra Nordjylland. Stauning Whisky Distillery lavede en konkurrence på deres Facebook side, som jeg valgte at deltage i – uden held. Min kone havde til gengæld set, at jeg var tilmeldt konkurrencen, og hun smed også et lod i puljen – og vandt! Det betød naturligvis at vi skulle med til arrangementet. Vi startede ud fra det nordjyske, og ramte Kolding omkring kl. 9.30, omkring en halv time før åbningen. Der er 55 stande, der i dagens anledning har taget plads i Sydbank Arena.

Whiskymessen 2019 med internationale og danske whiskyer

Konen og jeg ankommer, og får afleveret vores jakker i garderoben, hvorefter vi stiller os i kø til selve messen åbner. Imens vi står i kø spilles der skotsk sækkepibe musik, hvilket giver den helt rette stemning inden vi kan komme ind. Da jeg skulle køre både ud og hjem, så havde jeg hjemmefra lagt en plan over de whiskyer jeg gerne ville have samples med hjem af. Nogle af dem er gratis smagsprøver, mens andre skal betales for. Jeg var dog lidt beklemt ved at gå hen til en stand, og bede om en smagsprøve, som så skulle hældes i et sampleglas. Der var dog ingen grund til bekymring, og alle stande kunne sagtens forstå problemet, og hældte velvilligt smagsprøver i mine sampleglas, så de kunne nydes senere – både dem jeg betalte for, men også de gratis. Der er en god atmosfære på whiskymessen fra både deltagere og standholdere.

 

Hvad fik jeg med hjem fra whiskymessen 2019?

Smagsprøver:

Jeg havde lagt en plan hjemmefra, og jeg nåede næsten i mål med at få de samples jeg havde håbet på. Jeg kom hjem med imponerende 29 forskellige whisky samples, og fik smagt et par stykker mens jeg var på messen. Jeg kom hjem med samples fra;

  • Stand 1: Interbrands Wines & Spirits Denmark Aps. 3 samples
  • Stand 2: Hans Just. 2 samples
  • Stand 3: Juuls Engros 1 sample
  • Stand 4: Vinspecialisten Randers 3 samples
  • Stand 6: Tønden 4 samples
  • Stand 7: Knaplund Mikrodestilleri 1 sample
  • Stand 8: Diageo 1 sample
  • Stand 11: Pernod Ricard Danmark 1 sample
  • Stand 20: Wild Turkey 1 sample
  • Stand 28: Det Danske Spiritus Kompagni A/S 1 sample
  • Stand 31: Edrington 1 sample
  • Stand 44: Sprit & Co 3 samples
  • Stand 45: Braunstein 2 samples
  • Stand 46: Thy Whisky 1 sample
  • Stand 47: Brænderiet Limfjorden 1 sample
  • Stand 48: Mosgaard Distillery 1 sample
  • Stand 49: Enghaven 1 sample
  • Stand 53: 1423.dk 1 sample

Min kone købte også lidt ost og whiskypølse hos stand 23 Elmegaarden Mejeri. Hun var også heldig at vinde en kasket samt 2 Highland Park glas i whiskymessens tombola. Yderligere kom vi selvfølgelig hjem med lidt merchandise. Jeg var heldig at smage en lidt sjov ting hos Nyborg Destilleri, som ikke er udgivet endnu, da den ikke har lagret 3 år. Braunstein, Mosgaard Distillery og Hans Just var også flinke at give lidt ekstra med. Målet blev nået, og efter tre timer kunne vi vende næsen hjemad.

Konklusion på whiskymessen 2019

Det var en god oplevelse at være afsted. Alle folk er flinke, både gæster og standholdere. Når man har interesse i whisky, så bør man gøre sig selv den tjeneste at tage afsted. Der er rig mulighed for at smage et stort udvalg af whisky fra hele verden. Jeg syntes det er særligt interessant, at størstedelen af de danske destillerier er til stede på messen. Det betyder man kan få mulighed for at smage dansk whisky, som man måske ikke ellers kan få fat i.

Det eneste problem var at oversigtskortet over placering af standende ikke passede helt. Jeg ville gerne have besøgt stand 40 Conquer Spirits, men det lykkedes mig aldrig at finde dem, på trods af kort og mange gennemtravninger af messehallen. Det koster 299,- kroner for en billet, og det er naturligvis også en stor sum penge. Hertil skal lægges penge for nogle af de samples man kunne tænke sig at smage. Når det er sagt, så er der rig mulighed for at smage whisky som ikke koster yderligere, så man kan sagtens få en god dag for udelukkende billetprisen. Hertil får man også et glencairn glas, en kuglepen samt et indkøbsnet. Konklusionen på whiskymessen 2019 er at det sagtens kunne blive en gentagelse i 2020 for mit vedkommende.

Narvorn – kaffe og whisky stout med nyt navn

Hjem » Danmark » Side 20

Narvorn – Stout med kaffesmag tilsat whiskey

Bryggeri: Løkken Bryghus
Land: Danmark
Type: Stout
ABV: 6,9%
Whisky: Tilsat
Whiskytype: Whisky
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Narvorn kaffe/whisky stout er en øl på 6,9% Vol fra Løkken Bryghus ApS. På trods af beskrivelsen kaffe/whisky stout, som antyder Skotland, så fremgår det af etiketten at øllen er tilsat whiskey, som antyder Irland. På bryggeriets hjemmeside kan man finde et produktblad, hvor det fremgår, at der er tilsat Jameson whiskey, hvilket jeg mener sagtens kunne fremgå af etiketten. På produktbladet fremgår det også, et øllen har 105 EBC (hvor mørk den er) og 43 IBU (hvor bitter den er). En sjov detalje er, at øllen har skiftet navn til Narrevorn, hvilket forekommer lidt synd, eftersom bryggeriet normalt sætter de nordjyske dyder og dialekter højt. Denne mere rigsdanske stavemåde udvander efter min mening det lokale islæt. Der står dog stadig “Leverandør til Vendelboer og andet godtfolk” på etiketten. Det er den gamle udgave jeg anmelder her.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #43

Anmeldelse af Narvorn

Næse:

Øllen forekommer ved første duft utroligt indbydende. Der er en god sødme i duften. Sammen med en mørk fornemmelse i næsen, så leder det tankerne hen på mørk chokolade. Man fornemmer også lidt kaffe og cacao i duften. Der er til gengæld ikke meget, som leder tankerne hen på whisky eller whiskey, som i dette tilfælde. Humlen er også nærmest fraværende i duften.

Narvorn

Narvorn

Palette:

Smagen er – som duften – også utroligt indbydende. Her smager man også tydeligt den mørke malt, der giver en god sødme, og solid “bund” i øllen. Man smager mørk chokolade i tydelig grad. Kaffen er lidt mere tilbagetrukket, men man fornemmer den dog trods alt. Heller ikke i smagen er der noget humle at komme efter. På trods af dette har man dog stadig en form for bitterhed i munden, som måske godt kan komme fra den tilsatte Jameson whiskey.

Afslutning:

Til trods for en ganske kraftig øl i udtrykket indtil videre, så er der faktisk en ganske diskret eftersmag på øllen. Der er ikke det helt store udtryk at komme efter, men man fornemmer dog også her en god rest sødme. Modsat mange af de andre øl med whisky jeg har smagt, så aner man faktisk tilstedeværelsen af whiskey i baggrunden i eftersmagen.

Hvad siger producenten:

“Narvorn er en drilsk stout, der smager både af kaffe og whiskey. Hvis man drikker for meget Narvorn kan man blive noget narvorn og lave sjov og ballade med sine venner. Nyd en Narvorn i gode venners lag og bliv i godt humør 🙂 Kaffe/whisky stout passer godt til stærke oste og chokoladekage, eller til at nyde efter en god middag.”

Konklusion:

Overordnet er dette en yderst fornuftig øl. Den er fantastisk rund og blød i udtrykket. Den overvældende sødme kan dog næsten gå over i det kvalmende udtryk efter lidt tid. Øllen kan erhverves for omkring 30,- kroner, og det må man helt sikkert sige, at denne fine øl er værd. Særligt når man tænker på, hvilke øl man ellers kan få i det pris niveau. Den slår sig op på at være en kaffe/whisky stout – og ja, begge dele fornemmes svagt igennem øllens udtryk. Den er dog stadig langt mere øl, end både kaffe og whisky, men det er jo selvfølgelig også meningen. Konklusionen på denne anmeldelse af Narvorn er, at det er en ganske fornuftig øl, særligt prisen taget i betragtning.

Skonnert 8° 12,7′ Ø – sammen med Stauning Skonnert

Hjem » Danmark » Side 20

Skonnert – brygget med malt og whisky fra Stauning Distillery

Bryggeri: Mylius-Erichsen Bryghus
Land: Danmark
Type: Doppelbock
ABV: 8,13%
Whisky: Malt, Stauning
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Skonnert 8° 12,7′ Ø er en skibsøl fra bryggeriet Mylius-Erichsen Bryghus beliggende på havnen i Hvide Sande i det vestlige Jylland. Øllen har en alkoholstyrke på 8,13% Vol – samme længdegrad hvor Bramsejlerskonnerten ligger ved kaj i Hvide Sande. Øllen er kommet til verden i samarbejde med Stauning Whisky Distillery. Øllen er nok mest kendt for at følge med det yderst begrænsede oplag af whisky, Stauning Skonnert 56° 01′ N, som kun blev udgivet i 314 eksemplarer. Whiskyen sejlede rundt i længere tid surret fast i skonnerten “Maja”.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #38

Anmeldelse af Skonnert 8° 12,7′ Ø

Næse:

Øllen har generelt en ganske svag aroma. Når jeg tænker skibsøl, så tænker jeg røg, hvilket der absolut ikke er noget af i næsen. Af erfaring ved jeg dog at røgen ofte aftager med tiden i flaskerne, og bliver erstattet af en lidt mere sødlig duft, som også er til stede i øllen. Så måske kan fraværet af røg skyldes at øllen efterhånden har lidt alder på bagen. Man fornemmer ikke noget særligt humleduft i øllen. De relativt høje 8,13% vol alkohol er heller ikke specielt fremtrædende. Whiskyen fra Stauning er heller ikke til stede i duften.

Skonnert 8° 12,7' Ø

Skonnert 8° 12,7′ Ø

Palette:

I smagen er røgen til gengæld til stede. Ikke voldsomt meget, men dog tydeligt, og i fremtrædende grad. Der er en god sødme i øllen. En sødme som ofte fremkommer når røgøl har fået lidt alder på sig. Det giver en god dybde og kompleksitet, med dette lidt “hengemte” udtryk. Man fornemmer også en svag varme og fylde fra alkoholen. Der er ikke umiddelbar bitterhed fra humle. Hvis man konecentrerer sig, så kan man måske ane en lille snert whisky i smagen.

Afslutning:

Eftersmagen er præget af en smule røg, men ikke voldsomt. Der er en god rest sødme, der ligger et fint lag i munden. Dette medvirker til at afslutningen bliver god og længerevarende. Man fornemmer en smule tilstedeværelse af whisky. Ikke så meget smagen af whisky, men mere fornemmelsen af egetræ, og den tørhed det godt kan give i munden.

Hvad siger producenten:

“Potent skibsøl, brygget med blandt andet malt, som er tørret, maltet og røget på Stauning Whisky, samt whisky produceret samme sted. Skonnert er udviklet i samrarbejde med Stauning Whisky, Bramselskonnerten og HKT.”

Konklusion

Det er ikke tit man ser røgøl i Danmark. Derfor er det dejligt med en dansk røgøl, for dem er der langt imellem på hylderne med specialøl. Øllen er som sådan ganske glimrende, og kom som sådan godt måle sig med de tyske rauchbier fra området omkring Bamberg. Øllen er købt for 35,- kroner på Stauning Whisky Festival 2018 i destilleri-shoppen, og det mener jeg bestemt, at den er værd. Ikke fordi øllen som sådan er enestående, men mere fordi det er specielt med en dansk øl med røg. Konklusionen på denne anmeldelse af Skonnert 8° 12,7′ Ø er at det er en glimrende øl, der sagtens kan måle sig med originalerne fra Bamberg.