Brewer’s Reserve – Limited Edition No. 5

Hjem » Andet med whisky » Side 21

Brewer’s Reserve – lagret 500 dage i gamle whiskyfad

Bryggeri: Fuller’s Brewery
Land: England
Type: Ale
ABV: 8,5%
Whisky: Fadlagret
Fadtype: Whisky
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Brewer’s Reserve er en fadlagret ale på 8,5% vol. fra Fuller’s Brewery, der ligger i Chiswick i det vestlige London. Denne udgave af deres øl har lagret på gamle whiskyfad i minimum 500 dage. Det fremgår dog ikke, hvilket destilleri whiskytønderne kommer fra, eller om dette overhovedet er fra Skotland.  Øllen er flasket i april måned 2016. Alle flasker er individuelt nummererede. Her anmeldes flaske No. #02684 fra deres 5. Limited Edition.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #345

Anmeldelse af Brewer’s Reserve

Næse:

I starten, når man lige har hældt øllen i glasset,  opfanger man en syrlighed i duften. Denne syrlighed aftager dog hurtigt. Herefter er der tydelig tilstedeværelse af egetræ, der naturligvis kommer fra de imponerende 500 dage i gamle whiskyfad. Man opfanger fine noter af vanilje og karamel. Det hele underbygges af en let malt-sødme, der aldrig bliver for voldsom. Man kan tydeligt mærke i næsen at øllen er hengemt, og tankerne ledes hen på lidt fugtig kælder, der nærmes giver øllen et lidt vinøst udtryk. Man opfanger ingen humle i næsen, ligesom de 8,5% vol. alkohol heller ikke gør meget væsen af sig.

Brewer's Reserve

Brewer’s Reserve

Palette:

Smagen af denne fadlagrede øl er primært præget af en god sødme. Der fremtræder fine nuancer af vanilje og karamel, hvilket igen sikkert er et udtryk for den lange lagring i aflagte whiskyfad. Man får også i smagen en fornemmelse af fugtig kælder og “jordslåethed”, men på en god måde, hvor det bare er udtryk for en lang modningsproces. Det giver igen et lidt vinøs fornemmelse når man drikker den. Heller ikke i smagen er der mærkbar alkohol eller humle.

Afslutning:

Der er en medium afslutningen på øllen. Eftersmagen er også præget af vanilje. Den lette syrlighed, man opfangede i duften, lige da flasken blev hældt i glasset, dukker op igen i eftersmagen. Det giver øllen lidt mere tyngde, end det ret lette udtryk man ellers finder i smagen. Også eftersmagen er præget af vanilje. Den lette sødme lægger sig som et lag i munden. Et lag som føles til at blive tykkere jo flere mundfulde man tager. Man opfanger en let bitterhed til sidst.

Hvad siger producenten:

“Brewer’s Reserve No.5. Aged for 18 months in 30-year-old whisky casks, Brewer’s Reserve No.5 is a full-bodied limited-edition beer, infused with the secrets of whisky-soaked wood.”

Konklusion

Dette er en ganske fin øl. På trods af imponerende lang lagring på fad, så er øllen meget diskret i sit udtryk. Dette er typisk for hengemte øl, hvor de værste kanter slibes af smagen under lang lagringstid. Det betyder at den er utrolig let at drikke, og aldrig bliver for voldsom, på trods af ret højt alkoholindhold og 500 dage i et fad, der tidligere har indeholdt whisky. Prisen på lige over 100,- kroner lyder umiddelbart rimeligt for en øl, som lagres så lang tid i en egetræstønde. Konklusionen på denne anmeldelse af Brewer’s Reserve er, at man får en utrolig behagelig øl, som tydeligt bærer præg af den lange periode på whiskyfad.

Bülow New Day – Stauning Danish Whisky

Hjem » Andet med whisky » Side 21

Bülow New Day – Lakrids med Stauning New Make

Producent: Lakrids by Bülow
Land: Danmark
Type: Lakrids
ABV: N/A
Whisky: Tilsat
Type: Whisky, Stauning
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Bülow New Day er en traditionel lakridsstang fra den danske producent Lakrids by Bülow, hvor der er tilsat new make spiritus. New make  er råspritten, som efter endt lagring i et egetræsfad, en gang bliver til whisky. I dette tilfælde, er der under produktion af lakridsen, tilsat røget økologisk new make fra det danske destilleri Stauning Whisky Distillery. Det er en new make som destilleriet også aftapper i deres serie “Curious”, som endnu ikke er blevet til whisky, men blot er en nedvandet råsprit. Det fremgår af pakken, at denne stang er kogt af Elisabet.

Besøg: Producentens hjemmeside

Anmeldelse #339

Anmeldelse af Bülow New Day

Næse:

Lige så snart pakken åbnes, opfanger man en tydelig velkendt duft af lakrids. Det er en kombination af den klassiske søde finske lakrids, og den gamle kendte hårde engelske lakrids. Sødmen aftager hurtigt i næsen. Først efter at have smagt på lakridsen opfanges en note, der kan lede tankerne i anelse i retning af whisky.

Bülow New Day

Bülow New Day

Palette:

Der smages først sødmefuld lakrids. Ganske som i duften er det en kombination af sød finsk lakrids og hård engelsk lakrids. Langsomt men sikkert kommer en let røget note igennem den kraftige smag af lakrids. Blandingen mellem lakrids og røg giver en næsten karamel-lignende smagsoplevelse. Der smages som sådan ikke whisky, hvorimod røgen Stauning new make, fint kommer frem.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på denne lakridsstang. Eftersmagen er tydelig lakrids, der har lagt sig som et tykt lag i hele munden. Smagen af røg kommer momentvis frem i eftersmagen, og giver en let note af hårdt brændt karamel. Langsomt dør smagen ud, og man mindes længe om smagen af engelsk lakrids.

Hvad siger producenten:

“Langtidskogt og økologisk – med økologisk Stauning New Make. Til denne New Day lakridsstang har Stauning Whisky skabt deres allerførste økologiske Whisky New Make særligt til LAKRIDS BY BÜLOW. I denne ekstraordinære kombination mødes de røgede noter fra den økologiske Whisky New Make og den rå lakrids i en perfekt blanding. Det hele intensiveres af den karamellignende tekstur og den kraftige smag fra vores langtidskogte lakrids.”

Konklusion:

Dette er en god lakrids. Kan man lide kraftig smag, og tunge udtryk, der længe hænger ved i munden, så er dette et godt bud på et stykke slik. Det er naturligvis ekstra interessant, når der er tilsat spiritus fra et dansk destilleri. En lakridsstang på 30 gram koster 25,- kroner på producentens hjemmeside, så man får også lov til at betale for oplevelsen. Når det er sagt, så har jeg ikke tidligere oplevet, at smagen af lakrids kommer frem mere end en time efter, man sidst har taget en bid. Det oplevede jeg med dette stykke. Konklusionen på denne anmeldelse af Bülow New Day er, at hvis man kan lide god lakrids er den fin, men man skal ikke købe den i forventning om nævneværdig smag fra whisky.

Røg over Sall – Tørverøget ale

Hjem » Andet med whisky » Side 21

Røg over Sall – Collab med Sall whisky

Bryggeri: Humleland
Land: Danmark
Type: Ale
ABV: 8,6%
Whisky: Malt, Sall
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Røg over Sall er en engelsk strong ale på 8,6% vol. Den er brygget af det danske bryggeri Humleland. Øllen er kommet til i samarbejde med det danske destilleri Sall Whisky Distillery. Der er brugt byg fra markerne omkring destilleriet, og det er røget med tørv fra Moseby. Øllen har en bitterhed på 40 IBU, og der er anmeldt en fra aftapning batch #329.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #333

Anmeldelse af Røg over Sall

Næse:

Der duftes røg, så snart øl-dåsen åbnes op. Det er en røg som tiltager mens øllen skænkes, og er ganske kraftig når man dufter til øllen. Langsomt aftager røgen en anelse, og der bliver plads til andre dufte. Der følges nu op med tydelig sødme fra malten. Sødmen bliver mere og mere tydelig, i takt med at røgen aftager. Bag først røgen og siden sødmen, gemmer sig en snert af karamel. Det fornemmes, at der er en del alkohol i øllen, uden den forekommer sprittet.

Røg over Sall

Røg over Sall

Palette:

Ganske som i duften, så er røgen også først meget tydelig, når der smages på øllen. Også i smagen aftager dette gradvist imens sødmen efterhånden tiltager. Noterne af karamel er en del tydeligere i smagen. Ligeledes opleves nu tydelig humle, der tilføjer en del bitterhed og tørhed til øllen. Dette er med til at holde den kraftige maltsødme en anelse tilbage. De 8,6% vol. alkohol er mærkbare i munden, men heller ikke her er øllen sprittet.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på denne røgede øl. Humlen dominerer i eftersmagen, og giver tydelig bitterhed og tørhed på tungen. Momentvis kommer maltsødmen og lidt karamel igennem humlen. Røgen er næsten helt væk i afslutningen, og opleves kun som et fjernt minde om bål. Munden tørrer slutteligt helt ud, og lidt noter af frisk citrus ligger tilbage på tungen.

Hvad siger producenten:

“Dette er frugten af den første collab mellem Humleland og Sall Whisky Distillery. Skabt af byg fra vores marker tæt på destilleriet i Sall og tørv fra Moseby. Sammen har vi skabt en engelsk strong ale med skønt røget præg.”

Konklusion

Dette er en god øl. Nu er jeg så også fan af de tyske øltyper rauchbier. Jeg har selv brygget et par stykker i min tid som håndbrygger. I denne øl er der fin harmoni mellem røg, sødme og bitterhed. Særligt interessant er det, at røgen først dominerer, hvorefter sødme og bitterhed tager over. Det er en fornemmelse jeg også har oplevet i røget whisky, hvor man nærmest bliver “røg-blind”, efter et par nip. Man kan købe denne øl for omkring 45,- kroner. Kan man lide røget whisky eller røget mad, så kunne dette godt være et bud på en øl, som man vil kunne lide. Som med spontan-gæret øl, så vil en røget øl dog kræve lidt tilvænning, inden man syntes det er rigtigt godt. Konklusionen på denne anmeldelse af Røg over Sall er, at som fan af rauchbier, og røg som sådan, så falder denne øl virkelig i min smag.