Good Morning Vietnam – Barrel Aged

Hjem » Danmark » Side 17

Good Morning Vietnam – lagret i fad fra Stauning Whisky Distillery

Bryggeri: Bad Seed Brewing
Land: Danmark
Type: Coffee Stout
ABV: 8,3%
Whisky: Fadlagret
Fadtype: Whisky, Stauning
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Good Morning Vietnam er en fadlagret Viatnamese Iced Coffee Stout på 8,3% vol. Øllen er brygget af Bad Seed Brewing, der er beliggende i Nordjylland. Øllen er brygget med vietnamesisk kaffe, og er efterfølgende lagret 5 måneder på aflagte whiskyfad fra Stauning Whisky Distillery. Denne udgave er en fadlagret version af bryggeriets standard udgave af Good Morning Vietnam.

Besøg: Bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #198

Anmeldelse af Good Morning Vietnam

Næse:

Næsen er egentlig i første omgang ret diskret, i forhold til det man kan forvente af en øl med denne kulør og alkoholstyrke. Når man sidder og dufter lidt til øllen, så fremkommer der efterhånden fine ristede nuancer. Men fornemmer også tilstedeværelse af egetræ, fra de fad den har lagret på, og som tidligere har indeholdt dansk whisky. I baggrunden anes noget som minder lidt om lakrids, og der et et lidt vinøs og hengemt udtryk. Den vietnamesiske kaffe er ikke at finde i næsen.

Good Morning Vietnam - Barrel Aged

Good Morning Vietnam – Barrel Aged

Palette:

Smagen er præget lidt mere af de mørke toner, som måske manglede lidt i duften. Der er en god maltsødme, uden den på nogen måde bliver for voldsom. Man aner fint vanilje i smagen. Noget som sikkert også stammer fra lagringen på whiskyfad. Man fornemmer ikke nogen form for humle i smagen. De kraftfulde 8,3% vol. lader sig ligeledes heller ikke rigtigt mærke i smagen. Dog fremtræder der fint noget hengemt i smagen, som leder tankerne hen på en fugtig kælder – på den gode måde. Man aner måske lidt kaffe noter i baggrunden, men det er svært at vurdere om det blot er den hårdt ristede malt.

Afslutning:

Når man tager i betragtning at dette er en stout, med en alkoholprocent på 8,3% Vol, så kunne man måske forvente en kraftig eftersmag. Det er dog ikke tilfældet. Den forekommer blid og blød, og klinger ret hurtigt af. Man fornemmer fine toner af lakrids og vanilje. Slutteligt tørrer munden lidt ud, som man også kender det fra noget whisky. Igen et tegn på fadlagringen. Her er kaffen heller ikke mærkbart til stede.

Hvad siger producenten:

“The barrel imparts delicious notes of toasted oak, vanilla and coconut to the already decadent Good Morning Vietnam”

Konklusion

Dette er en ganske fin øl. Der er tydelig indflydelse fra de gamle whiskyfad. Det er godt man endelig opfanger egetræ, hvilket ellers er en sjældenhed i fadlagrede øl. Øllen kan købes for omkring 60,- kroner. Hvis man tager i betragtning, at øllen har lagret 5 måneder i et gammelt whiskyfad, med de begrænsninger dette sætter på omsætningshastigheden, så er det en ganske fair pris. Den samlede konklusion på denne anmeldelse af Good Morning Vietnam er, at det er en god øl, og det er dejligt at fadlagringen endeligt kommer tydeligt frem i en øl.

Besøg hos Whisky.dk – whisky, whisky og whisky

Hjem » Danmark » Side 17

Whisky.dk – fin afslutning på en dag med whisky (reklame)

Dagen startede godt, da jeg sammen med min kone og datter, begynder dagen med en fadsmagning af mit private whiskyfad hos Trolden Bryghus. Grundet typisk dansk sommervejr ville min kone og datter tage en tur i Kolding Storcenter, inden vi skulle hjem til det nordjyske. Jeg ville nu hellere have været inde i byen, men det var vejret altså ikke lige til. Vi fik os lidt frokost, og var egentlig mentalt på vej hjem. Jeg havde et par dage forinden fortalt, at whisky.dk havde en fysisk butik ikke langt fra Kolding, men regnede ikke med, at pigerne gad mere whisky den dag. Jeg tog fejl. Min kone insisterede på, at vi kørte derned, når det kun ligger omkring 15 minutters kørsel fra Kolding Storcenter.

Whisky.dk i Sjølund

Jeg har jævnligt handlet på hjemmesiden, men aldrig været i den fysiske butik. Jeg ved dog, at det er ildsjæle, når det kommer til whisky. I 2019 var jeg til whiskymessen i Kolding, der netop afholdes af whisky.dk. Det var et glimrende arrangement, så forventningerne var store. Da vi ankommer til den renoverede lade, mødes vi af en opstilling af klassiske whiskyfad udenfor indgangen. Efter at have åbnet døren, træder man ind i en verden af whisky. Der er hylde op og hylde ned, hvor man kan finde alle produkterne, der også sælges i deres webshop. Der er en sektion med blended whisky, og de skotske whiskyer er delt op efter whisky regioner. Der er er også sektioner til både irsk whiskey, dansk whisky og amerikanske bourbons. En opdeling der luner en gammel whisky-nørds hjerte. En herre er ved at sætte på hylden med dansk whisky, og han spørger om vi har brug for hjælp. Det har vi, for jeg skal bruge en pris på en af hans danske whiskyer. Jeg falder i snak med ham, og det viser sig, at være Ulrik Bertelsen, der er direktør for whisky.dk.

 

Hvad fik jeg med hjem fra whisky.dk?

Smagsprøver:

Jeg får mig en god snak med Ulrik, og forklarer, at jeg lige kommer fra Trolden Bryghus, hvor jeg har prøvesmagt mit eget whiskyfad. Han spørger pænt, om jeg ikke havde lyst til, at smage en af deres private cask aftapninger fra Trolden. Det siger jeg naturligvis ikke nej tak til. Så kan jeg sammenligne med min egen whisky, som stadig er i frisk erindring fra mit besøg tidligere på dagen. Jeg fortæller, at jeg skriver lidt om whisky i ny og næ, hvorefter han straks laver et par samples til mig, som jeg kan få med hjem. Han giver mig to samples af deres egne aftapninger Alpha og Omega, som blev frigivet til whiskymessen 2019.

  • Alpha – Bunnahabhain Staoisha 4 Year Old Signatory Vintage 2014/2019
  • Omega – Mortlach 10 Year Old Signatory Vintage 2008/2019

Dansk Whisky

Årsagen til at jeg oprindeligt faldt i snak med Ulrik, var jo en prisforespørgsel på en dansk whisky. En whisky som jeg længe har haft øjnene på, da den kommer fra et af de danske destillerier, som jeg endnu ikke har smagt whisky fra. Det endte med, at jeg købte den, på trods af den ret høje pris. Min nysgerrighed på at smage whisky derfra, blev simpelthen for stor, og så måtte jeg dykke dybt i tegnebogen. Jeg købte;

  • Ærø Whisky Standard Issue flaske #150 aftappet 9/12-2019

Det er en flaske, som jeg glæder mig meget til at smage, når jeg engang kommer frem til den i køen på min whiskyreol.

En lang whiskydag

En vellykket dag er overstået. Der har været meget whisky-snak, men det er jo netop det, som denne hobby også drejer sig om. Jeg fik også smagt på et par samples, og jeg fik købt mig en enkelt flaske. Min kone og datter klarede sig fint igennem, selvom det nok ikke lige er deres interesse. De fik så en tur i storcenteret til gengæld. Så håber jeg vi er kvit. I storcenteret var jeg så godt nok også lige inde og kigge i spiritus-handlen, men lad det nu ligge. Begge pigerne sov i bilen på vej hjem, og jeg sad bag rattet, og glædede mig til at komme hjem, og kigge nærmere på mit nye indkøb.

Limfjordsporter – Thy Whisky fad 49

Hjem » Danmark » Side 17

Limfjordsporter Thy Whisky fad 49 – Special aftapning

Bryggeri: Thisted Bryghus
Land: Danmark
Type: Baltic Porter
ABV: 8,5%
Whisky: Tilsat
Whiskytype: Whisky, Thy Whisky
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Limfjordsporter Thy Whisky fad 49 er en Baltisk Porter på 8,5% Vol fra danske Thisted Bryghus. Øllen er en special aftapning af “Øllets Gentleman”. Denne udgave er tilsat et helt fad whisky fra det danske destilleri Thy Whisky, der ligesom Thisted Bryghus, er beliggende i Thy i Nordjylland. Der er tale om fad #49, som er en ekstra røget whisky, som man kender det fra Islay whisky. Endvidere er der brugt ekstra bøgerøget malt fra gården Gyrup under brygningen. Aftapningen er del i en gaveæske kaldet “Brygmesterens Limfjordsportere”, der indeholder fire udgaver af den klassiske øl; den originale, en der har lagret med egetræ, endnu en special aftapning med ekstra engelsk lakrids, og denne med Thy Whisky. Man kan kun købe øllen som del i gaveæsken, og der er sendt 20.000 til salg på markedet.

Besøg: Bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #162

Anmeldelse af Limfjordsporter Thy Whisky fad 49

Næse:

Man dufter først den kendte duft af Limfjordsporter. Der duftes først den hårdt ristede malt, når man stikker næsen til glasset. Maltsødme kommer langsomt frem i aromaen. Lakrids og let røg bliver tydeligere efter lidt tid i glasset. Man kan godt dufte, at der er lidt mere røg, end i den klassiske udgave af “Øllets Gentleman”. Om det er fra den røgede whisky, eller fra den ekstra bøgerøgede malt, kan ikke afgøres. Der er ikke meget humle, at finde i næsen. Ligeledes er de 8,5% vol alkohol heller ikke nævneværdig til stede.

Limfjordsporter Thy Whisky fad 49

Limfjordsporter Thy Whisky fad 49

Palette:

I paletten er den mørke malt igen tydelig, og en god maltsødme kommer hurtigt frem. De let-brændte noter og røgen er ret markant i smagen. Der er tydelig indflydelse fra whiskyen, der faktisk har et islæt af lidt brændt gummi, som Islay whisky godt kan have en snert af. Smagen af lakrids bliver efterhånden tydeligere og tydeligere, jo flere gange man smager på øllen. Humlen og alkoholen er heller ikke umiddelbart til stede i smagen, som den heller ikke var i duften.

Afslutning:

Eftersmagen er som duften og smagen også præget af maltsødme. Smagen af lakrids, som blev tydeligere igennem smagen, er også yderst fremtrædende i afslutningen, og den lægger sig som et fint lag i munden. Der mærkes nu en smule varme fra alkoholen i munden og halsen. Der er stadig en fin smag af en let røg, inden man mærker en lidt bitter note på tungen. Bitterheden kan stamme fra humlen, men den kan også stamme fra fadlagringen af whiskyen.

Hvad siger producenten:

“Denne eksklusive udgave af Limfjordsporter er brygget med ekstra bøgerøget malt fra Gyrup, og tilsat et helt fad Thy Whisky. Kræs for porter og whiskykendere.”

Konklusion:

Dette er en fantastisk øl. Nuvel, jeg er lidt af en Limfjordsporter entusiast i forvejen. Jeg har omkring 300 af den originale udgave på lager, der varierer i alderen nul til femten år. En Limfjordsporter, der har været på lager i femten år, er ganske enkelt en uovertruffen oplevelse. Denne udgave af brygget nærmer sig dette niveau. Det er en af de få øl jeg har smagt, og anmeldt på whiskyblog.dk, hvor whiskyen faktisk viser sig tydeligt igennem oplevelsen. Desuden finder jeg det spændende, at et af de danske bryggerier og et af de danske destillerier kan have et sådan tæt samarbejde kørende. Thisted Bryghus bruger malt fra Thy Whiskys gård Gyrup i nogle af deres bryg. Thisted Bryghus mæsker urten til Thy Whisky’s udgivelser. Thy Whisky No. 11 Stovt, har lagret på fad, der tidligere har indeholdt Limfjordsporter. Et tæt samarbejde, der nu har resulteret i denne øl, der i øvrigt er drukket fra et glas, jeg vandt i en konkurrence fra bryggeriet, i anledning af Limfjordsporters 30 års fødselsdag. Konklusionen på denne anmeldelse af Limfjordsporter Thy Whisky fad 49 er, at “Øllets Gentleman” rammer et højt niveau med denne special aftapning.