Salted Caramel Choc Chip Cookie – Barrel Aged Dessert In A Can

Hjem » Fadlagret øl » Side 19

Salted Caramel Choc Chip Cookie – Barrel Aged Imperial Stout

Bryggeri: Amundsen Bryggeri
Land: Norge
Type: Imperial Stout
ABV: 11,5%
Whisky: Fadlagret
Fadtype: Bourbon
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Salted Caramel Choc Chip Cookie er en fadlagret Imperial Stout på 11,5% vol. Øllen er brygget af det norske Amundsen Bryggeri, der ligger i Oslo. Øllen går under betegnelsen “Pastry Stout”, der er en øltype som leder tankerne i retning af sødmefulde desserter. Denne udgivelse er del af bryggeriets serie “Dessert In A Can”. Denne specifikke aftapning i serien har lagret på ex-bourbon fad, men det vides ikke hvor længe den har modnet på disse fad.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #253

Anmeldelse af Salted Caramel Choc Chip Cookie

Næse:

Man dufter straks de mørke og hårdt brændte typer af malt, der er brugt i denne øl. Der følges hurtigt op med tydelig sødme. Der duftes nu tydeligt mørk chokolade, og noget som minder om havregryn med meget sukker på. Kombinationen leder tankerne i retning af havregrynskager med chokoladestykker. Man kan mærke i næsen, at det er en alkohol-stærk øl, men den kommer aldrig til at fremtræde sprittet. Det er blot med til af give øllen en mere kraftig fremtoning. Jo længere tid øllen står i glasset, jo mere kommer karamel frem i duften. Når man også har smagt på øllen, så mærkes en snert af vanilje i baggrunden.

Salted Caramel Choc Chip Cookie

Salted Caramel Choc Chip Cookie

Palette:

Ganske som i næsen, mødes du af et smagsindtryk, der minder om det man kender i kage. Der smages straks mørk chokolade, og havre småkager. Der følges hurtigt op med tydelig maltsødme og lidt bitterhed fra den hårdt ristede malt. Efter et pat mundfulde af øllen kommer citrus og bitterhed fra humlen en smule frem. Ligeledes bliver vanilje og karamel mere fremtrædende, jo længere du kommer frem i øllen. Det er noter som man kender det fra whisky, der har lagret på ex-bourbon fad. De 11,5% Vol alkohol tilføjer yderligere tyngde til øllen.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på øllen. Sødmen fra malten fylder hele munden. Smagen fra chokolade er stadig tydelig. Dette aftager langsomt, og gør plads til mere vanilje. Der mærkes efterhånden en form for tørhed på tungen. Samme følelse som også findes i nogle aftapninger af whisky. Der mærkes samtidig en let syrlighed fra humlen på tungen. Oplevelsen aftager langsomt, og man sidder tilbage med en fornemmelse af let bitter chokoladekage i munden. Om navnet på øllen påvirker ens evner, til at bedømme øllen tør jeg ikke sige, men der mærkes faktisk også lidt salt på læberne.

Hvad siger producenten:

“MALT: Pilsner, Rye, Roasted Barley, Caraaroma, Oats, Carafa Special III, Carared .​ HOPS: Magnum. ​ YEAST: American Ale.”

Konklusion

Dette er en fantastisk øl. Der er vi helt oppe på øverste hylde. Det krævet at man kan lide tunge og kraftige øl, for det er sådan en vi har fat på her. Kan man bedre lide friske, frugtige og let-drikkelige øl, så skal man lede et andet sted. Her får man en kraftig smagsoplevelse, og en øl som holder længe i glasset. Nuvel, det får man så også lov at betale omkring 70,- kroner for. Etiketten beskriver meget godt oplevelsen, med både salt, karamel, chokolade, kage og dessert. Oplevelsen får et ekstra løft med lidt indflydelse fra øllens lagring i fadet. Konklusionen på denne anmeldelse af Salted Caramel Choc Chip Cookie Barrel Aged Dessert In A Can er, at denne imponerende øl i sandhed lever op til sit navn.

Skolder Edition 2 – Dragon of The North

Hjem » Fadlagret øl » Side 19

Skolder Edition 2 – med whisky og fadlagring

Bryggeri: Bryggeriet Frejdahl
Land: Danmark
Type: Ale
ABV: 6%
Whisky: Fadlagret, Tilsat
Fadtype: Whisky, Highland Park
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Skolder Edition 2 Dragon of The North er en ale på 6% Vol fra det danske bryggeri Bryggeriet Frejdahl. Denne udgave er tilsat den skotske single malt whisky Dragon Legend fra Highland Park Distillery. Øllen har herefter lagret i 12 måneder på fad, der tidligere har indeholdt selvsamme whisky. I øllen er der brugt humletyperne Herkules og Cascade. Ganske som sin forgænger Skolder Viking Voyage, er dette en Limited Edition, der sendes på markedet i begrænset oplag.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #217

Anmeldelse af Skolder Edition 2

Næse:

Man dufter straks mørk malt. Det giver en let brændt duft. Der kommer hurtigt en fin maltsødme frem. Efterhånden bliver sødme fra brun sukker og karamel tydeligere. Efter et have smagt på øllen, kommer kaffe og mørk chokolade frem i duftbilledet. Der fornemmes en smule vanilje i baggrunden, der godt kan lede tankerne i retning af det man kender fra whisky og whiskyfad. Man mærker ikke alkoholen i denne fadlagrede øl, og humlen er ligeledes ikke specielt tydelig.

Skolder Edition 2 - Dragon of The North

Skolder Edition 2 – Dragon of The North

Palette:

Maltsødmen er også det første man stifter bekendtskab med, når der smages på øllen. Igen er der letbrændte noter fra den mørke malt i øllen. Hurtigt smages karamel og vanilje. Der er en smule bitter note, og en smag som den der findes i kaffe og mørk chokolade. Bitterheden kan komme fra humlen, men kan også komme fra både hårdt ristet malt, men også fra de 12 måneders lagring på brugte whiskyfad. Umiddelbart smager whiskyen ikke igennem, og alkoholen er heller ikke tydelig.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på øllen. Sødmen fra malten aftager gradvist. Karamel og vanilje bliver tydeligere. Dette går over i en smule bitter fornemmelse i munden, og der mærkes en tørhed, som man også kan opleve med whisky. Der mærkes lidt varme fra alkoholen, der giver afslutningen et lille løft. Slutteligt tørrer munden helt ud, og man efterlades med et minde om kaffe og mørk chokolade.

Hvad siger producenten:

“Denne udgave af Skolder er en øl udviklet specielt til at passe med en Highland Park Dragon Legend whisky. Øllet, en skotsk inspireret kraftfuld ale, bærer en kompleks smag med noter af malt, karamel og en afbalanceret sødme, som komplimenteres af whiskyens varme og røgfulde karakter. Skolder Edition 2 er fadlagret 12 måneder på Highland Park fade og tilsat Highland Park Dragon Legend single malt whisky, som tilfører øllet en behagelig, krydret og røgfyldt eftersmag.”

Konklusion:

Vi har her fat i en ganske glimrende øl. Nuvel, den koster også 100,- kroner. Jeg var heldig at finde den på tilbud til 60,- kroner, og til den pris er det bare at købe den. Når man ser på øllen alene, så er denne Edition 2 bedre end sin forgænger Skolder Viking Voyage. I den første udgave var der sendt en miniatureflaske Highland Park 12 Year Old med, som komplementerede øllen godt. Ser man samlet på den gamle udgave, med både øl og whisky som tiltænkt, så var det til gengæld en bedre helhedsoplevelse. De løftede hinanden op i ganske højt niveau, der samlet set er bedre end denne. Konklusionen på denne anmeldelse af Skolder Edition 2 Dragon of The North er, at den som øl er bedre end den oprindelige, men som samlet pakke vinder den gamle.

The Boobrie – Wicked Tales of Scotland

Hjem » Fadlagret øl » Side 19

The Boobrie – Barrel Aged Imperial Stout

Bryggeri: Amager Bryghus
Land: Danmark
Type: Imperial Stout
ABV: 12%
Whisky: Fadlagret
Fadtype: Whisky, Glen Garioch
Whiskyblog.dk: ★★★★

The Boobrie er en fadlagret Imperial Stout på 12% vol. Øllen er brygget fremstillet af Amager Bryghus, på Amager ved København. Som det fremgår på etiketten er øllen nærmere bestemt en “Double Mash Whisky Barrel Aged Imperial Stout”. Bryggeriet informerede mig om, at øllen har lagret på aflagte fad fra Glen Garioch Distillery. Denne modning på whiskytønder har varet i 7 måneder. Øllen er del i en serien af fadlagrede øl fra bryghuset, der går under navnet “Wicked Tales of Scotland“. Denne øl er fra Batch #1812, og de er sendt på markedet den 2. februar 2019.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #211

Anmeldelse af The Boobrie

Næse:

Næsen mødes straks af hårdt ristet malt i denne Imperial Stout. Næsen trænger dog ret hurtigt igennem dette meget kraftige, næsten bastante, udtryk. Bagved åbner sig mere lette nuancer, som man også kender det fra pilsner. Fra baggrunden kommer langsomt en aroma af lakrids og vanilje, som blot bliver mere tydelig, når man også har smagt på denne fadlagrede øl. Der mærkes et fjernt strejf af alkohol i næsen.

The Boobrie

The Boobrie

Palette:

Ganske som i næsen mødes man af typiske noter fra en Imperial Stout. Sødme og bitterhed fra de hårdtbrændte og mørke typer af malt kommer tydeligt frem. Lakrids og vanilje er langt mere markant i paletten end den er i næsen. Det minder næsten om en kombination mellem sød finsk lakrids, og den bitre engelsk lakrids. Der er en smule syrlighed at mærke på tungen, som giver minder om skallen fra en citron, uden den dog smager direkte af citrusfrugt. Noter man også kan finde i særligt tyske pilsner som Jever. Efter et par mundfulde kommer en smag frem, som man kender det fra kokos. De 12% vol alkohol tilfører god tyngde i øllen.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på denne øl. Både den søde og bitre lakrids, der også var at finde i smagen, lægger sig som et fint lag i hele munden. Sødmen aftager gradvist, og der kommer en smule tørhed frem. Samtidig bliver vanilje mere tydelig. Dette er typiske noter der også findes i eftersmagen på meget whisky. Langsomt aftager smagen, og et strejf af egetræ bliver mere tydeligt som tiden går. Man efterlades med en let bitterhed og tørhed på tungen, mens man mærker varmen fra alkoholen.

Hvad siger producenten:

“The Boobrie is a big bird, but then so many birds claim to be big. But when we tell you that its wingspan equals that of 17 White Tailed Eagles, maybe you get the idea. Hopefully you’ll never encounter a Boobrie face to face, as its piercing stare is said to drive a man insane. But from a safe distance this water fowl can be seen hunting in the tall grasses along the lochs of Argyllshire in the western Highlands. The monster bird is said to be especially fond of otters which it will swallow in one bite. However, when it takes to the air it will circle the lake at high altitude and then suddenly do an almost supersonic dive, while shrieking in a voice more resembling a bull than a bird. During such an attack the Boobrie is notorious for snatching sheep or even cattle being transported across the lake in boats by the local farmers. According to local myths even humans have now and then been taken to the sky by this gigantic, grisly looking creature.”

Konklusion

Dette er en glimrende øl, hvor vi er oppe på øverste hylde i kvalitet. Der er gode tunge noter, der er typiske for Imperial Stout. Samtidig fanges lette nuancer, der er mere typisk for eksempelvis pilsner og IPA. dog uden du kommer i tvivl om at øllen er en sort og kraftig sag. Der er ingen tvivl om at bryggeren kan sit kram. Det er desuden dejligt, at lagringen på det aflagte fad fra skotsk whisky, endelig sætter sine tydelige spor i øllen. Man kan købe en flaske på 33 cl. for omkring  60,- kroner, hvis man er heldig at finde dem på hylden. Konklusionen på denne anmeldelse af The Boobrie er, at det gamle whisky fad, har gjort en god øl endnu bedre.