Fary Lochan Destilleri rundvisning 2021 – Besøg på destilleriet

Hjem » Reportage » Side 3

Fary Lochan Destilleri rundvisning 2021 – Whiskyblog.dk kom lige forbi

Da jeg afhentede mine flasker “Trolden 2018 Whiskyblog.dk Oloroso” fra mit lille whiskyfad, så spurgte de flinke folk hos Trolden, om jeg havde prøvet en Fary Lochan Destilleri rundvisning. Det havde jeg ikke, men det har tit været i mine overvejelser. Trolden Destilleri & Bryghus fortalte, at de jævnligt talte med deres kolleger hos Fary Lochan. De tilbød at ringe til destilleriet for at fortælle, at min søn og jeg kom forbi senere. Det afviste vi, da min søn og jeg havde andre planer, med et besøg hos whisky.dk.

Da vi sagde farvel til Trolden, kom vi alligevel til at tale om Fary Lochan, at det kunne være sjovt at køre forbi. Vi ville nu alligevel lige et smut forbi whisky.dk butikken i Sjølund inden turen gik til Farre ved Give. Fary Lochan ligger kun 25 minutters kørsel fra Trolden og 40 minutters kørsel fra whisky.dk butikken. Vi kørte herefter til Sjølund, så min søn kunne se det gigantiske udvalg i whisky og spiritus. Vi købte ingen whisky, men blot nogle special-øl til at nyde om aftenen, sammen med den nyligt aftappede Private Cask.

Fary Lochan Destilleri rundvisning 2021

Ankomst til Fary Lochan Destilleri

Vi ankommer til den lille by Farre ved Give. Der er fine skilte igennem byen, der fint leder i retning af destilleriet. Da vi kører ind på gårdspladsen holder en lastbil med lidt varer. Morten, der er administrerende direktør, render ud af døren og tager imod varerne. Min søn og jeg går ind i en lille mellemgang, og spritter vores hænder af. Morten kommer retur, og vi spørger ind til, om de har en shop man kan få lov at kigge lidt på. Morten viser os ind i et fint lokale med et udvalg af destilleriets produkter, borde og stole til gæster samt et lille køkken.

Vi falder i snak med ham, og samtalen går i retning af rundvisning på destilleriet. Jeg fortæller, at vi tit har overvejet et besøg, men grundet corona, har det ikke været muligt. Morten fortæller at der oftest er afholdes rundvisninger om sommeren, og en del firmaer bruger det som udflugtsmål. Jeg fortæller, at jeg tidligere har besøgt et par destillerier, og skrevet et par reportager om på min blog, men jeg aldrig har været her tidligere. Morten tilbyder at give min søn og jeg en rundvisning, og takker vi naturligvis ikke nej til. Han giver os en whisky hver, som vi kan nyde, mens frokosten afsluttes.

 

Fary Lochan Destilleri Rundvisning

Vi går ud af præsentationslokalet, og bevæger os ned i kælderen. Her er et lagerrum med flere store fad. Bland andet står et fad tilhørende The Scotch Malt Whisky Society. De har tidligere aftappet SMWS 141.1 “Dramlet: the Dark Prince of Denmark!”, der blev revet at foreningens webshop. Jeg fik desværre ikke fingrene i en, så jeg ser i den grad frem til aftapning SMWS 141.2, når den en gang sendes på markedet.

Fra kælderen går vi videre forbi lidt andre og mindre fad. Vi fortsætter op ad en trappe og kommer op til deres hånlavede Forsyth spirit stills. Herfra går vi videre over og ser deres Forsyth wash still, hvor urten destilleres første gang. På vejen taler vi om destilleriet, produktion, gas-priser, urt, alkoholprocenter og hvad der lige falder os på hjertet. Vi slutter igen af i lokalet med et udvalg af deres produkter.

Hvad fik jeg med hjem fra rundvisning hos Fary Lochan Destilleri

Det var nu blevet tid til at købe lidt ind, selvom bagagerummet i bilen var fyldt med min egen whisky fra Trolden. Vi studerer produkterne på hylden, mens Morten fortæller lidt om de forskellige aftapning. Vi lytter interesseret, mens vi klapper hans lille søde hund, der nysgerrigt skulle se hbad vi var for nogen. Det ender med, at både min søn og jeg får købt lidt.

Min søn køber:

  •  Fary Rødvin Rondo 2014, der ikke længere produceres på destilleriet
  • Fary Lochan Gin Sherry Cask

Jeg køber:

  • Fary Lochan Smoke & Sherry Batch #1 miniature
  • Fary Lochan Distillery Edition Batch #04

Fary Lochan Distillery Edition Batch #4 er frigivet de 6. december 2021. Det er spøjst nok samme dato, som min whisky blev aftappet. Tingene går jo nærmest op i en højere enhed med sådan et sammentræf.

Konklusion på Fary Lochan Destilleri rundvisning 2021

Besøget hos dette lille familie-drevne destilleri var en fantastisk afslutning på en “far & søn” dag i whiskyens tegn. Det var en spontan beslutning, der viste sig, at være en fantastisk oplevelse. Vi blev taget godt imod, og fik en fin snak og rundvisning, selvom vi kom uanmeldt, og ikke var tilmeldt en officiel rundvisning. Det er noget både min søn og jeg værdsætter. Jeg har igennem et par år stået i kø til at købe aktier i destilleriet. Efter dagen i dag, så håber jeg snart, at jeg er igennem køen. Jeg vil gerne deltage og spytte penge i sådan et projekt. Vi siger farvel og tak til Morten, og bærer vores varer ud i det efterhånden fyldte bagagerum, hvorefter turen går mod Nordjylland igen. Vi snakkede vores oplevelser på dagen igennem og konstaterede, at det er ikke sidste gang, vi tager på Fary Lochan Destilleri rundvisning.

Aftapning – Privat whiskyfad

Hjem » Reportage » Side 3

Aftapning – Trolden 2018 Whiskyblog.dk Oloroso

Efter tre års ventetid er dagen endelig kommet, til aftapning af mit private whiskyfad med “Trolden 2018 Whiskyblog.dk Oloroso”. Jeg har set frem til denne dag, siden jeg den 01/08-2018 bestilte mit eget private 8 liters whiskyfad hos Trolden Destilleri & Bryghus i Kolding.

Inden aftapningen

Midt i november måned tager jeg kontakt til Trolden Destilleri & Bryghus, da mit fad efterhånden så småt nærmer sig en alder på tre år, og dermed også lovmæssigt er blevet til whisky. Jeg vil aftale en tid til aftapning af whiskyen, så jeg kan få flaskerne hjem. Min plan er at aftappe den 10. december på min søns fødselsdag, hvilket er 5 dage efter spritten må kaldes whisky. Dette fraråder Trolden dog at gøre, da de ved at dette kan give meget bundfald. Whiskyen skal hældes over på tanke, hvor den skal have lov at bundfælde i minimum en uge, inden det slutteligt hældes på flasker. Vi aftaler derfor, at min søn og jeg kommer ned til destilleriet den 17. december klokken 11.00, så mine flasker kan komme med hjem til Nordjylland.

Aftapning af privat whiskyfad

Den 14. december kontakter Trolden mig, for at informere mig, at jeg desværre ikke kan deltage i selve aftapningen. De har medarbejdere hjemsendt grundet Covid-19 situationen, og kan derfor ikke tilbyde at jeg deltager i processen. Jeg bliver tilbudt at få materialerne med hjem, så jeg selv kan hælde whiskyen på flasker og påføre etiketter. Alternativt klarer de det for mig, og jeg kan blot afhente mine flasker. Vi bliver enige om, at de ordner både aftapning og etiketter. Samtidig aftales det, at jeg køber det gamle aflagte fad for 450,- kroner. Min søn og jeg møder ind til smagsprøver og en god snak med destilleriet. Min søn har ikke tidligere fået en rundvisning, så det bliver der også tid til, inden vores tur går videre.

 

Trolden 2018 Whiskyblog.dk Oloroso

Fakta

Fakta omkring mit whiskyfad, og slutteligt min whisky, er;

Bestilling: Den 01-08-2018 bestilles et 8 liters virgin oak fad.

Oloroso sherry: Den 23-08-2018 påfyldes Oloroso sherry

New-make: Den 04-12-2018 påfyldes 8 liter new-make på 63% Vol

Fadsmagning: Den 20-07-2020 prøvesmages den kommende whisky

Bundfældning: Den 06-12-2021 er whiskyen, med en alder på 3 år, hældt på tank for at bundfælde inden flaskningen. Denne dato betragtes som aftapningsdatoen, da whiskyen ikke længere påvirkes af fadet.

Aftapning: Den 14-12-2021 aftappes 5,75 liter “Trolden 2018 Whiskyblog.dk Oloroso” ved fuld fadstyrke på 64% Vol. i 50 cl flasker. Der bliver 11 fyldte flasker og en flaske med cask-end.

Prisen

  • Fad, inklusiv påfyldning af oloroso sherry, råsprit og “lager-leje” 3195,- kroner
  • Afgifter og aftapning af 5,75 liter whisky 840,- kroner
  • Tomt 8 liers fad 450,- kroner

Den samlede pris for 5,75 liter bliver hermed 4035,- kroner, hvilket er en literpris på 702,- kroner. Trækker man den lidt tvivlsomme cask-end flaske fra, så svarer det til 367,- kroner for en 50 cl flaske drikkeklar cask strength whisky. Det tomme fad koster 450,- kroner, og hvis dette indregnes i prisen, svarer det til en stykpris på 408,- kroner, for en 50 cl flaske drikkeklar cask strength whisky.

Trolden Destilleri & Bryghus har gjort det godt

Jeg kontaktede første gang destilleriet i juli måned 2018 ned nogle indledende spørgsmål. Dette endte som bekendt ud i en bestilling af dette fad den 1. august 2018. Det har været et sjovt projekt fra start til slut, og det har været meget spændende at følge med i. På denne del af min whisky rejse har Trolden Destilleri og Bryghus haft stor betydning. De har velvilligt og hurtigt svaret på spørgsmål, og har stået til rådighed, når der skulle vises rundt, påfyldes, smages og aftappes.

I løbet af de 3 år, min whisky har modnet, har “Trolden Bryghus” udviklet sig til at være “Trolden Destilleri & Bryghus. De har bygget nye store lokaler og lagerhal. Spiritussen fremstilles stadig på de små 350 liters håndbankede pot-stills, så kvaliteten bevares i det endelige produkt. For mig har dette også haft en stor betydning, og jeg er glad for, at jeg har haft muligheden for, at følge udviklingen hos Trolden. Min whisky og destilleriet er begge vokset og modnet i de år jeg har fulgt dem, og “Trolden 2018 Whiskyblog.dk Oloroso” er med garanti ikke den sidste aftapning, jeg smager fra dem.

Stauning Whisky rundvisning 2020 – Besøg på destilleriet

Hjem » Reportage » Side 3

Stauning Whisky rundvisning 2020 – Efter et brugt whiskyfad

Et køb af et brugt whiskyfad, endte med en rundvisning på Danmarks største og meste kendte destilleri, nemlig Stauning Whisky Distillery. Jeg har et stykke tid været på udkig efter et brugt whiskyfad til at stille i forbindelse med reolerne, hvor jeg har min whiskysamling stående. Jeg har ledt rundt omkring på internettet efter et passende fad, og har da også fundet et par mulige kandidater. Den 17. august satte Stauning Whisky 20 brugte First Fill American White Oak, der tidligere har indeholdt deres rye whisky, til salg på Facebook. Prisen er 1500,- plus moms. De ser fine ud, og jeg tager kontakt til destilleriet, for at købe et fad. Jeg spørger samtidig, om prisen er inklusiv fragt til Nordjylland. Det er det naturligvis ikke, men det kan fragtes for 500,- kroner, eller hentes på destilleriet. Vi aftaler, at jeg kan hente det i forbindelse med en rundvisning.

Mit første møde med destilleriet i forbindelse med Stauning Whisky Festival 2018 var ikke alt for positivt, så jeg vil faktisk gerne opleve stedet i stille og rolig atmosfære. Jeg får lokket min kone med til en endnu en heldags whiskytur. Der bliver booket plads til rundvisning inklusiv smagning den 5/9-2020 fra 13.00 til 15.00 via deres web-shop.

Stauning Whisky rundvisning 2020

Ankomst til Stauning Whisky Distillery

Vi ankommer til destilleriet ca 10 minutter inden arrangementet starter klokken 15.00. Vi bliver modtaget i indgangspartiet af Pernille Storyteller, som der stod på skiltet på hendes trøje. Det viser sig også at være vores guide på turen. Jeg er naturligvis nysgerrig på min fad, og spørger ind til sagen. Hun har ikke umiddelbart hørt noget om det, men lover at finde ud af det. Der går da heller ikke lang tid inden hun fortæller, at der er sat hele to fad frem til os. Så skal vi blot vælge det vi helst vil have. Vi havde godt set dem inden vi gik ind, men regnede ikke med det var vores, når du nu stod mere end et fad. Vi går hurtigt ud og ser på dem igen. Vi bliver herefter vist hen til nogle langborde sammen med de resterende 35-40 besøgende.

 

Stauning Whisky Rundvisning

Vi starter op med at få en whisky inden rundvisningen på destilleriet. Der gives 1 cl. af hver af de tre whiskyer der er med i pakken. Da min kone ikke drikker har vi taget sample glas med til hende, så jeg kan få dem når vi er kommet hjem. Vi starter op med at smage Stauning Rye på 50% Vol. Der følger gode historier med fra værtinden.

Herefter begiver vi os ud af de gamle produktionslokaler, der huser butikken og smage-området, og over i de nye lokaler, der blev indviet i 2018. Vi kommer forbi både maltning, tørring, mæskning, gæring og destillering, inden vi endelig lander ved de to spirit-safes, hvor den fine rå-sprit kommer ud. Vi får lov at smage på Rye rå-spritten på 69,6% Vol. Vi får en smule med i en plast-pipette, da vi ikke har fået et sample-glas med, på min kones billet. Herefter går vi over i lagerbygningen, hvor whiskyen modner, inden det slutteligt hældes på flaske. Vi vender afslutningsvist tilbage til smage-området, hvor vi præsenteres for de to sidste whiskyer. Først kommer en Stauning KAOS på 47,1% Vol og endelig en Stauning Peat på 48,4% Vol. Der følger stadig gode historier med fra Pernille, mens der også er mulighed for spørgsmål.

Hvad fik jeg med hjem fra rundvisning på Stauning Whisky

Jeg havde aftalt med hende jeg skrev med, vedrørende det gamle whiskyfad, at jeg kunne hente det efter arrangementet. Som bekendt var der hele to fad at vælge imellem. Min kone og jeg havde gået forbi dem flere gange, og havde diskuteret frem og tilbage, hvilket fad vi skulle købe med hjem. Det pæne hvide fad, med blanke metal-bånd, eller fadet med rustne metal-bånd og mere patina. Vi besluttede os for at tage fadet med mest patina.

Vi får afregnet med Pernille, og der ryger et par “Sorte Louis” øl i kurven også. Øllen er lavet med røgmalt og tilsat rå-sprit fra Stauning. Jeg får bakket bilen til, og da vi skal læsse fadet i bagagerummet kan vi se, at fadet er påfyldt rå-sprit den 3/8-2016, som tilfældigvis er min kones fødselsdag. Det var derfor helt klart det rette fad vi fik valgt. Fadet er First Fill American White Oak Cask #563.

Konklusion på Stauning Whisky rundvisning 2020

Mit første indtryk af Stauning Whisky Distillery, fra den famøse festival i 2018, hvor de nye lokaler blev indviet, lå stadig i min erindring. Oplevelsen i dag var en ganske anden, og langt mere behagelig oplevelse. Det var stille og roligt. De to timer, der er sat af til rundvisning og smagning, er passende til både at se, lytte, spørge og smage. Pernille gjorde det godt, og gav en meget medlevende præsentation af både whisky og destilleri. Det kan godt anbefales til andre at prøve.

Dagen blev sluttet af med et smut til Århus, for at spise aftensmad hos vores søn, da han lige er flyttet hjemmefra. Tømningen af hans gamle værelse, er også den egentlige årsag til, at der pludselig er blevet plads til et gammelt whiskyfad i huset. Turen gik endeligt hjem til det nordjyske efter en lang dag, og det tunge fad blev sat på plads i sit nye hjem.