Ærø Whisky Single Cask – Cask 66

Hjem » Ex-oloroso fad

Ærø Whisky Single Cask Cask 66 – fra ex-oloroso fad

Destilleri: Ærø Whisky
Land: Danmark
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 60%
Alder: NAS
Fadtype: Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Ærø Whisky Single Cask Cask 66 er en dansk whisky på 60% Vol. Whiskyen er fremstillet på det danske destilleri Ærø Whisky A/S. Denne single cask aftapning har modnet på et enkelt ex-oloroso sherryfad, med fadnummer #66. Det vides ikke hvor længe whiskyen har lagret på fadet. Der er aftappet den 19/6-2024 ved cask strength. Whiskyen er ikke tilsat farvestof, og der er ikke brugt kølefiltrering under produktionen. Jeg har anmeldt en sample fra flaske 27.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #586

Anmeldelse af Ærø Whisky Single Cask Cask 66

Næse:

Der duftes først tydelig sødme fra brun sukker med et strejf af vanilje. Langsomt kommer noter fra tørrede frugter som rosiner og dadler mere og mere frem. I baggrunden anes kun fjernt lidt krydderurter som rosmarin ag timian. Alkoholen er ganske markant, og drammen kan virke lidt sprittet, hvilket fint nedtones med lidt vand. Med vand kommer en let note af valnødder frem i næsen.

Ærø Whisky Single Cask Cask 66 - Sample

Ærø Whisky Single Cask Cask 66 – Sample

Palette:

De 60% vol. alkohol i denne whisky giver et kraftigt spark, første gang den rammer munden. Et par dråber vand giver først plads til sødme, som den man kender fra tørrede frugter som rosiner og dadler. Herefter kommer noter fra mørke bær som kirsebær og solbær lidt frem. Kombinationen giver associationer til det man kender fra cola. Samtidig opfanges en let bitterhed i baggrunden, der med sig en smag af hasselnødder, mandler og mælkechokolade. Momentvis mærkes stærk kanel på tungen.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på whiskyen. Sødmen fra rosiner og dadler ligger som et fint lag i munden. Krydderurterne, der også var at finde i duften, kommer igen frem i eftersmagen. Der smages rosmarin og timian, mens et frisk pift fra mynte lejlighedsvist dukker op. Bitterheden tiltager gradvist, og er med til at forstærke fornemmelsen af hasselnødder og mandler. Der opleves en smag som bedst kan beskrives som når man spidser en blyant. Man efterlades med varme i munden fra alkoholen og kanel, mens munden tørrer helt ud.

Hvad siger producenten:

“66: Oloroso (Figner, dadler, rosiner, nødder, kirsebær, kanel, nelliker, marcipan/mandler, ingefær og frugtige kagenoter)”

Konklusion:

Dette er en fin whisky. Forventer man stor kompleksitet og dybe noter fra det aflagte oloroso sherry fad, så skal man se andre steder hen. Har man derimod lyst til at smage dansk whisky fra et lille craft destilleri, så er dette et godt bud på en flaske. Man kan købe en flaske på 50 cl. for cirka 1350,- kroner. Med denne prissætning er konkurrencen hård, også hvis man kun betragter whisky fra de mindre danske destillerier. Hvis man er på ferie i det danske land, og kommer forbi Ærø, så giver det god mening at tage forbi til et besøg, og købe sig en flakske med hjem som minde. Konklusionen på denne anmeldelse af Ærø Whisky Single Cask Cask 66 er, at whiskyen som sådan er god, men den bedste oplevelse fås nok, hvis den samtidig er et minde, fra et besøg på destilleriet.

Thy Whisky No. 15 – Fjordboen

Hjem » Ex-oloroso fad

Thy Whisky No. 15 – Ex-oloroso og ex-bourbon fad

Destilleri: Thy Whisky
Land: Danmark
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 49,5%
Alder: 3 år
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Thy Whisky No. 15 er en dansk single malt whisky på 49,5% Vol. Whiskyen kommer fra Thy Whisky, men destilleret på Nordisk Brænderi. Whiskyen er primært lagret på ex-oloroso sherryfad, med et enkelt ex-bourbon fad i fad-mixet. Spritussen er brændt i 2017 og 2018, og er fremstillet af pale malt, vienna malt og münich malt, der alle kommer fra kornsorten Odysey byg. Whiskyen er seneret flasket i 1982 eksemplarer i maj 2021 med en aldersangivelse på 3 år. Den aftappes uden uden brug af kølefiltrering og uden kunstig farve. Det er værd at nævne, at den desuden er økologisk certificeret. Denne flaske var med i en “mad og whisky” smagning på Restaurantskibet Prinses Juliana, hvor Andreas fra Thy Whisky fortalte om deres whiskyer.

Besøg: Producentens hjemmeside og destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #575

Anmeldelse af Thy Whisky No. 15

Næse:

En tydelig sødme fra malten kommer op fra glasset som det første. Der følges op med noter af tørrede abrikoser og svesker. I baggrunden opfanges et strejf af sødmefuld citrusfrugt, som man kender det fra solmodne appelsiner. Et strejf af mynte opleves lejlighedsvist i næsen. Efter nogle minutter i glasset kommer en smule vanilje og egetræ en anelse frem, og giver associationer til det man kender fra mandler og marcipan. Alkoholen er ikke tydelig i næsen.

Thy Whisky No. 15 - Sample

Thy Whisky No. 15 – Sample

Palette:

De sødmefulde modne appelsiner er langt tydeligere i smagen end i de er i duften, og de rammer smagsløgene som det første. Ligeledes er tilstedeværelsen af egetræ langt tydeligere, og forstærker fornemmelsen af marcipan. I baggrunden smages tørrede abrikoser, med en smule sødme fra svesker. En smule bitterhed bliver tydeligere efter et par nip til denne danske whisky. De 49,5% Vol. alkohol er tydeligere i smagen end i duften, men drammen virker ikke sprittet.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på whiskyen. Bitterheden og en smag af egetræ er tiltagende i eftersmagen. Sammen med en let smag af kanel giver det en smule tørhed på tungen. Momentvis kommer lidt mynte frem, der også er at finde i duften. Sødmen er meget nedtonet i eftersmagen, og søde appelsiner og abrikoser opfanges kun svagt. Der mærkes lidt varme i munden fra alkoholen.

Hvad siger producenten:

“”Fjordboen” er vores sherry fadlagrede whisky uden røg. De tidligere aftapninger har bl.a. vundet sølv ved San Francisco World Spirits Competition og bronze ved World Whisky Awards. Det er fjerde gang vi tapper en ‘Fjordbo’. Denne gang med er de 3-4 år gamle sherryfade kombineret med en bourbon barrel til at give en fantastisk blød og aromatisk whisky med en god fedme, en maltet karakter og noter af sherry, tørrede frugter, ristede nødder, nougat, karamel og vanilje – og en god lang eftersmag.”

Konklusion:

Dette er en fornuftig dansk whisky. Hvis man har mod på at drikke andet end skotsk whisky, og har lyst til at prøve lokale varer, så er dette et godt bud på en fin flaske. Man kan købe en flaske for cirka 1000,- kroner for 50 cl. Med denne prissætning er det i den dyre ende af de danske whiskyer. Whiskyen kan dog sagtens konkurrere på duft og smag med sine danske kolleger. Jeg er ganske tilfreds med at have haft muligheden for at smage drammen med denne sample. Konklusionen på denne anmeldelse af Thy Whisky No. 15 Fjordboen er, at whiskyen som sådan er fin, men det får man også lov at betale for.

Kilkerran 8 Year Old – Sherry Cask Matured 2023

Hjem » Ex-oloroso fad

Kilkerran 8 Year Old – Cask Strength Sherry Cask Matured Batch #9

Destilleri: Glengyle
Land: Skotland
Region: Campbeltown
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 57,5%
Alder: 8 år
Fadtype: Sherry
Røg: Lidt
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Kilkerran 8 Year Old Sherry Cask Matured 2023 er en skotsk whisky på 57,5% Vol fra Glengyle Distillery i Campbeltown regionen. Destilleriet ejes af J & A Mitchell. Denne whisky har lagret 8 år på ex-oloroso sherry fad, inden den er aftappet ved fuld fadstyrke den 24-01-2023. Dette er den niende aftapning af destilleriets 8 års cask strength serie, og den omtales derfor ofte som batch #9. Whiskyen er ikke tilsat farve, og den er aftappet uden brug af kølefiltrering. Den bærer flaskekode 24/1/23 23/10. Jeg købte mig to flasker, da den blev frigivet på det danske marked.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #574

Anmeldelse af Kilkerran 8 Year Old Sherry Cask Matured 2023

Næse:

Sødmen fra modne æbler og pærer rammer næsen først. Der følges hurtigt op med sødme fra tørrede frugter som rosiner og dadler. Der duftes momentvis lidt lidt stærke krydderier som kanel og kardemomme. I baggrunden ligger en let syrlig note fra grønne umodne æbler og citrusfrugter. Der er let hengemt udtryk over whiskyen, der giver associationer til fugtige lofts- og kælderrum. Det hele pakkes ind i en diskret tilstedeværelse af røg. De 57,5% Vol er ikke markante i næsen.

Kilkerran 8 Year Old Sherry Cask Matured 2023

Kilkerran 8 Year Old Sherry Cask Matured 2023

Palette:

Alkoholen er væsentligt mere fremtrædende i smagen end i duften, og det nedtones fint med et par dråber vand. Der bliver nu plads til tydelig sødme fra både friske modne frugter og tørrede frugter, der også var tilstede i duften. Der mærkes lejlighedsvist lidt stærk kanel på tungen, der giver en let prikkende fornemmelse. Efter et par nip til denne skotske whisky kommer lidt maritime og mineralske noter mere og mere frem. Der fornemmes salt og tang på læberne. Ganske som i duften, opleves en diskret røg i baggrunden.

Afslutning:

Der er lang afslutning på denne dram. Først er der stadig tydelig sødme fra både tørrede og friske modne frugter. Efterhånden som dette aftager, overtages eftersmagen af noter fra egetræ, mens maritime og mineralske noter gradvist kommer mere og mere frem. Der er en fornemmelse af salt og flintesten på læberne. Munden tørrer slutteligt mere og mere ud, og man sidder tilbage med et strejf af fjern røg.

Hvad siger producenten:

“The sherry maturation has proved popular over recent years with its rich, meaty, smoky characteristics, but for some the bourbon maturation will be a welcome comeback. “

Konklusion:

Dette er en dejlig whisky. Kan man lide whisky fra Campbeltown, med både det klassiske “Campbeltown funk”, lidt røg, maritime og minelaske noter, så vil man ikke blive skuffet med denne dram. Forventer man en let tilgængelig whisky, der er lige til at gå til, så skal man nok kigge andre steder hen. Den er sat til salg for cirka 600,- kroner. Men denne prissætning er konkurrencen hård, men det er i min optik svært at findemeget bedre flasker i dette prisleje. Nuvel, nu er jeg jo også fanboy af alt der kommer fra Glengyle Distillery, så det er selvfølgelig op til personle præferencer. Konklusionen på denne anmeldelse af Kilkerran 8 Year Old Sherry Cask Matured 2023 er, at det er en fantastisk dejlig whisky, der præcist lever op til de høje forventninger til en dram fra Campbeltown.