Ola Dubh 21 Year Special Reserve – fra 21 års fad

Hjem » 75-149 kr. » Side 7

Ola Dubh 21 Year – lagret i Highland Park 21 Year Old fad

Bryggeri: Harviestoun Brewery
Land: Skotland
Type: Black Ale
ABV: 8%
Whisky: Fadlagret
Fadtype: Whisky, Highland Park
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Ola Dubh 21 Year Special Reserve er en fadlagret black ale på 8,0% vol. fra Harviestoun Brewery, der ligger i Alva i Clackmannanshire i Skotland. Bryggeriet er kendt for deres øl som fadlagres i Highland Park Distilleriets aflagte whiskyfad. Denne udgave af deres øl har lagret på fad fra Highland Park 21 Year Old. Øllen i denne anmeldelse er Bottle No. #06309, og er flasket i april måned 2014.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #41

Anmeldelse af Ola Dubh 21 Year Special Reserve

Næse:

Den mørke malt er dominerende i duften. Det giver god fylde og sødme, uden det bliver for meget. I baggrunden opfanger man noter af vanilje, som uden tvivl stammer fra lagringen i Highland Park 21 Year Old whiskyfad. Man fornemmer en svag tilstedeværelse af mørke frugter som rosiner og svesker. Man tænker også lidt på mørk chokolade jo mere man dufter til øllen. Alkoholindholdet på 8,0% Vol er ikke at finde i næsen. Ligeledes opfanger man heller ikke humle. Man efterlades i stedet med et generelt blødt udtryk.

Ola Dubh 21 Year Special Reserve

Ola Dubh 21 Year Special Reserve

Palette:

Smagen er også præget af de mørke toner. Her fremkommer tydeligt smag af rosiner og svesker. Der er også en god sødme i øllen, der dog måske kan virke lidt for voluminøs. I baggrunden fornemmes et lille strejf af vanilje, som er det eneste der leder tankerne hen på lagring i whiskyfad. Der er i hvert fald ikke noget whisky af finde i smagen. Man finder heller ikke noget humle i paletten på øllen. De 8,0% Vol giver ikke meget bid af sig, når man har taget en tår.

Afslutning:

Der er en god lang afslutning på denne øl. Munden dækkes af et fint lag af de fine smagsnuancer. Her er det igen de mørke toner som dominerer. Det er tørret og mørk frugt, vanilje og chokolade. Det hele dækkes fint ind i en god maltsødme. Denne maltsødme, der lægger sig lag på lag i munden, bliver efter lidt tid næsten kvalmende. Efter lidt tid klinger dette dog af, og man opfanger faktisk en lille fin smag af egetræ på spidsen af tungen, inden munden slutteligt tørrer lidt ud.

Hvad siger producenten:

“Highland Park is made with the same enduring belief and integrity, to the same exacting standards, as it has been since 1798. That’s why it is the most respected single malt in the world, recently named “Distiller of the Year”. Like our friends at Highland Park, we at Harviestoun are passionate about quality. We hope you enjoy this Ola Dubh Special Reserve and you feel that our efforts to brew one of the world’s fines beers have been worthwhile.“

Konklusion

Øllen er god, det skal der ikke være tvivl om. Den udstråler luksus på alle mulige måder. Det være sig i udseende og smagsoplevelsen. Og det er luksus, for øllen koster omkring 100,- kroner for de 33 cl. som er i flasken. Jeg syntes det er dyrt, for selvom øllen er god, så er den altså ikke 100,- kroner værd. Ikke at jeg har noget imod at bruge dette beløb på en øl, men så skal den alligevel op i en lidt højere klasse. For cirka det dobbelte beløb kan man jo få en ganske fin skotsk whisky, eksempelvis Highland Park 12 Year Old, og den holder altså længere end 30 minutter! Jeg var dog heldig at få øllen i gave, så det gør ikke helt så ondt. Konklusionen på denne anmeldelse af Ola Dubh 21 Year Special Reserve er, at pengene måske er bedre brugt på whisky.

Gouden Carolus Cuvée Van De Keizer – øl og egen whisky

Hjem » 75-149 kr. » Side 7

Gouden Carolus Cuvée Van De Keizer Whisky Infused – øl tilsat whisky fra eget destilleri

Bryggeri: Brouwerij Het Anker
Land: Belgien
Type: Belgian Strong Ale
ABV: 11,7%
Whisky: Tilsat
Fadtype: Whisky
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Gouden Carolus Cuvée Van De Keizer Whisky Infused er en belgisk strong ale på 11,7% Vol fra Brouwerij Het Anker beliggende i Mechelen i Belgien. Øllen er tilsat bryggeriets egen single malt whisky. Det er en Limited Edition brygget for at fejre Kejser Karl den 5. (Charles Quint). Den er vinder af World Beer Awards 2015 i kategorien “Belgian Style Strong”.

Besøg: Bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #19

Anmeldelse af Gouden Carolus Cuvée Van De Keizer Whisky Infused

Næse:

Man opfanger straks whisky i næsen, når man dufter til denne øl. Duften af whisky underbygges af en markant fornemmelse af tilstedeværelse af alkohol. Når næsen trænger igennem det umiddelbare indtryk, så fornemmer man en tydelig tone af malt og kraftig sødme, hvilket er typisk for de kraftige belgiske ales. Duften leder tanken hen på tørret frugt som eksempelvis svesker. Man aner også noter af nødder. Der er dog ingen duft af humle overhovedet i øllen.

Gouden Carolus Cuvée Van De Keizer

Gouden Carolus Cuvée Van De Keizer

Palette:

Det første smagsindtryk er en tydelig tilstedeværelse af alkohol, der næsten kan virke lidt for sprittet, men et fint udtryk for de 11,7% vol denne øl trods alt også har. Det er dog kun den første mundfuld, der giver dette indtryk. Herefter kommer man ind til en fantastisk maltfylde og maltsødme, der virkelig fylder meget i denne øl. Også i smagen fornemmer man svesker og nødder. Man aner også en snert af whisky i baggrunden. Også i smagen er humlen fraværende.

Afslutning:

Øllen har en god og lang eftersmag. Som i paletten er det også her maltsødmen, som er dominerende. Smagsnuancerne henleder tankerne på mørk chokolade, nødder og svesker. Efter lidt tid tørrer munden en smule ud, hvilket egentlig bare giver lyst til en tår mere. Der er heller ikke den mindste antydning af humle i eftersmagen. Hvis man virkelig koncentrerer sig, og abstrahere lidt fra sødme-belægningen i munden, så kan man faktisk godt ane en tilstedeværelse af noget, som minder lidt om whisky.

Hvad siger producenten:

“This exceptional ale ages well, developing a refined complexity and intense aromas. With powerful notes of roasted malts, caramel and plums, its surprisingly soft and fruity aroma combines a warm roundness with a refreshing taste. An imperial brew to cherish and enjoy in moderation.”

Konklusion:

Stor, kraftig og voluminøs. Disse ord beskriver meget godt denne øl. Hvis man godt kan lide belgiske strong ales, så har den virkelig noget at byde på. Vi har her en øl, der er helt oppe i toppen blandt de bedste indenfor kategorien. Hvis man kun er til de lette, eller måske humlede øl, så skal man holde sig væk. Har man derimod lyst til en øl, der kan vare en hel aften, eller en øl man kan dele med et par venner, så er Gouden Carolus Cuvée Van De Keizer lige sagen. For en gangs skyld er dette faktisk en øl, der slår sig op på at være “whisky infused”, som også har antydninger af whisky i øllen. Ikke fordi whiskyen er tydelig, men den er til stede for at forstærke indtrykket i en i forvejen meget kraftig øl. Prisen på omkring 100,- kroner for 75 cl. virker fornuftig, da vi kan sammenligne med en god vin. Konklusionen på anmeldelsen af Gouden Carolus Cuvée Van De Keizer Whisky Infused er, at det er en vinder-øl, som virkelig har noget at byde på.

Skolder Viking Voyage – øl og whisky i et godt makkerpar

Hjem » 75-149 kr. » Side 7

Skolder Viking Voyage Limited Edition – et perfekt makkerpar

Bryggeri: Bryggeriet Frejdahl
Land: Danmark
Type: Winter Warmer
ABV: 6%
Whisky: Tilsat
Fadtype: Whisky, Highland Park
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Skolder Viking Voyage Limited Edition består af 75 cl. Skolder på 6% Vol fra Bryggeriet Frejdahl fra Danmark og 5 cl. Highland Park 12 års på 40% Vol fra Skotland. Destilleriet er beliggende på Orkneyøerne, og det er derfor en såkaldt Island single malt. Whiskyen er primært lagret i ex-sherry fad og kølefiltreret. Det hele er samlet i en flot og luksuriøs æske.

Besøg: Destilleriets hjemmeside og bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #12

Anmeldelse af Skolder Limited Edition

Næse:

Man opfanger de mørke malttoner som det første, når man sætter næsen i øl-glasset. Det dufter dejligt brændt og mørkt. Duften ændrer sig hurtigt til at være mere vinøs, dog uden at være kraftig på nogen måde. Man opfanger også noter af tørret frugt, som svesker og rosiner. Skolder forekommer dog nærmest let i duften, når man tænker på hvor relativt mørk øllen egentlig er i farven.

Skolder Viking Voyage Limited Edition

Skolder Viking Voyage Limited Edition

Palette:

Øllen er præget af de brændte nuancer fra den mørke malt. Man fornemmer en god maltsødme, dog uden den bliver kvalmende. Den er ikke specielt tung i smagen, som eller kan forvente af en sådan øl. Man fornemmer chokolade og karamel i smagen. Man sporer ikke umiddelbart smag af humle i øllen.

Afslutning:

Der er en fin afslutning på øllen. Den forekommer ikke voluminøs i eftersmagen, hvilket godt kan kendetegne øl af den mørke slags. Man fornemmer også i eftersmagen både chokolade og karamel. Der er også en lidt vinøs eftersmag, der er præget af svesker og rosiner. Munden tørrer lidt ud efter en periode.

Konklusion:

Skolder er en ganske fornuftig øl, men den lever måske ikke helt op til forventningerne, når man ser det luksuriøse ydre, og den mørke farve i glasset. Skolder virker faktisk nærmest lidt tynd, og kunne efter min mening godt bruge noget mere fylde. Den måtte godt have lidt tungere smagsnuancer.

Anmeldelse af Highland Park 12 Year Old

Næse:

Whiskyen forekommer ved første indtryk relativt let i næsen, med en tydelig alkohol duft, på trods af de kun 40% Vol. Efter lidt tid i glasset fornemmer man blomsternoter, lyng og honning. Det hele er toppet af med et lille strejf af røg. Den virker faktisk utroligt frisk og indbydende i næsen, med en snert af syrlighed.

Palette:

Denne 12 års Highland Park er meget let i smagen. Man fornemmer græs og citrusfrugter, som søde appelsiner. Den har også en god sødme af honning. Også i smagen fornemmer man en let brise af røg, der ligger sig fint på de andre nuancer. Der smages også lidt blomster og lyng.

Afslutning:

Der er en relativt lang afslutning på whiskyen. Man fornemmer også her en smule røg. Endvidere kan man smage krydderier som peber og vanilje. Der er også en god restsødme og fornemmelse af honning i eftersmagen. Også i eftersmagen er der noter af honning, blomster og lyng.

Konklusion:

Denne whisky er utrolig let at drikke. Den er ikke specielt voldsom, men dog stadig ganske kompleks i både duft og smag. Jeg syntes de lette dufte og smagsnuancer bliver ganske flot komplementeret af det fine røg-slør, der ligger hen over whiskyen. Det virker ganske godt. Konklusionen på anmeldelsen af Highland Park 12 Year old må være, at den minder lidt om blomster-the med honning.

Hvad siger producenten:

“Frejdahl Skolder er udviklet specielt til at nyde sammen med Highland Park 12 års whisky. Øllets sødme fanger på fornemmeste vis whiskyens varmende karakter. Kombinationen af whisky og chokoladenoter fra malten skaber samtidig en harmonisk og klassisk kombination. Den delikate røgsmag i Highland Park bliver elegant spejlet i Skolders let røgede aroma.”

Samlet konklusion Skolder Viking Voyage Limited Edition:

Øllen er let at drikke. Whiskyen er let at drikke. Begge dele er godt hver for sig, uden det på nogen måde er prangende – det kan faktisk virke lidt tyndt. Sammen er det til gengæld rigtig godt. Skolder og Highland Park 12 års whisky klæder hinanden godt. Den lidt vinøse smag fra øllen, komplementeres perfekt af honningsødmen og den lette røg fra whiskyen. Faktisk er der en tydelig smag af røg, når øl og whisky drikkes lige efter hinanden, og det er altså godt. Det giver en god, dyb smag i fællesskab, som de to drikke hver især mangler lidt. En prissætning på 80 til 100 kroner for sættet virker ganske rimeligt. Konklusionen på denne anmeldelse af Skolder Viking Voyage Limited Edition må være, at alene er man måske lidt tynd og slap, men når man er sammen, så er man stærk, kraftig og god.