Vintage Julebryg 2023 – Bourbon aged edition

Hjem » Belgisk Strong Ale

Vintage Julebryg 2023 – lagret på Heaven Hill ex-bourbon fad

Bryggeri: Det Lille Bryggeri
Land: Danmark
Type: Belgisk Strong Ale
ABV: 11,7%
Whisky: Fadlagret
Fadtype: Bourbon, Heaven Hill
Whiskyblog.dk: ★★★★

Vintage Julebryg 2023 er en fadlagret Belgisk Strong Ale på 11.7% Vol .fremstillet på det danske Det lille Bryggeri. Øllen har modnet i 8 måneder på fad, der tidligere har indeholdt bourbon fra Heaven Hill Distillery. Dette er en årligt tilbagevendende aftapning, og udgaven der er anmeldt her, er fra 2023. Den sendes på markedet i meget begrænset antal.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #493

Anmeldelse af Vintage Julebryg 2023

Næse:

En tydelig duft af karamel rammer næsen først. Det efterfølges af en duft af hengemthed, som giver associationer til gammel loftsrum eller fugtigt kælderrum. Efter lidt tid i glasset fornemmes lidt vanilje i baggrunden. Et strejf af syrlighed kommer momentvis frem, men det er usikkert om det kommer fra humlen eller fra lagringen i de aflagte ex-bourbon fad. Alkoholen er ikke tydelig i næsen.

Vintage Julebryg 2023

Vintage Julebryg 2023

Palette:

Ganske som i duften, så rammes smagsløgene også af sødmen fra karamel som det første. Der følges hurtigt om med sødme fra malt og vanilje. Vaniljesødmen intensiveres efter et par mundfulde af denne fadlagrede øl. Man mærker også i smagen en vis form for hengemthed, hvor det er ganske tydeligt, at øllen har lagret i et godt stykke tid. Et strejf af bitterhed ligger svagt i baggrunden. Heller ikke i smagen er de 11,7% vol alkohol tydelige.

Afslutning:

Der er em medium afslutning på øllen. Karamel- og vaniljesødme har lagt sig som et fint lag i hele mundhulen. Gradvist kommer bitterhed mere og mere frem i eftersmagen, hvilket leder tankerne i retning af det man kender fra valnødder. Varmen fra alkoholen breder sig efterhånden i munden og brystet. Man efterlades med et minde som når man har spist de gammeldags brune karamelstænger.

Hvad siger producenten:

“Det Lille Bryggeris prisvindende julebryg i en stærkere, kraftigere og fadlagret udgave, tilsat meget mere af det hele, mere malt, humle og krydderier, samt lagret 8 måneder på Heaven Hill Bourbon fade. Denne øl er brygget i meget begrænset mængde.

Konklusion

Dette er en dejlig øl. Hvis man har mod til at prøve fadlagret øl, men ikke har lyst til de helt mørke og tunge Imperial Stouts, der ofte bruges til fadlagring, så er dette et glimrende bud på en alternativ mulighed. Det er en øl, der viser tydelig påvirkning fra modningen i de aflagte ex-bourbon fad. En flaske med 50 cl. koster omkring 100,- kroner, men jeg var heldig at få den i julegave. Konklusionen på denne anmeldelse af Det Lille Bryggeri Vintage Julebryg 2023 er, at denne fine øl bekræfter, at det ikke kun er de helt mørke øl, der har godt af modning på fad.

Gouden Carolus Cuvée Van De Keizer – øl og egen whisky

Hjem » Belgisk Strong Ale

Gouden Carolus Cuvée Van De Keizer Whisky Infused – øl tilsat whisky fra eget destilleri

Bryggeri: Brouwerij Het Anker
Land: Belgien
Type: Belgian Strong Ale
ABV: 11,7%
Whisky: Tilsat
Fadtype: Whisky
Whiskyblog.dk: ★★★★

Gouden Carolus Cuvée Van De Keizer Whisky Infused er en belgisk strong ale på 11,7% Vol fra Brouwerij Het Anker beliggende i Mechelen i Belgien. Øllen er tilsat bryggeriets egen single malt whisky. Det er en Limited Edition brygget for at fejre Kejser Karl den 5. (Charles Quint). Den er vinder af World Beer Awards 2015 i kategorien “Belgian Style Strong”.

Besøg: Bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #19

Anmeldelse af Gouden Carolus Cuvée Van De Keizer Whisky Infused

Næse:

Man opfanger straks whisky i næsen, når man dufter til denne øl. Duften af whisky underbygges af en markant fornemmelse af tilstedeværelse af alkohol. Når næsen trænger igennem det umiddelbare indtryk, så fornemmer man en tydelig tone af malt og kraftig sødme, hvilket er typisk for de kraftige belgiske ales. Duften leder tanken hen på tørret frugt som eksempelvis svesker. Man aner også noter af nødder. Der er dog ingen duft af humle overhovedet i øllen.

Gouden Carolus Cuvée Van De Keizer

Gouden Carolus Cuvée Van De Keizer

Palette:

Det første smagsindtryk er en tydelig tilstedeværelse af alkohol, der næsten kan virke lidt for sprittet, men et fint udtryk for de 11,7% vol denne øl trods alt også har. Det er dog kun den første mundfuld, der giver dette indtryk. Herefter kommer man ind til en fantastisk maltfylde og maltsødme, der virkelig fylder meget i denne øl. Også i smagen fornemmer man svesker og nødder. Man aner også en snert af whisky i baggrunden. Også i smagen er humlen fraværende.

Afslutning:

Øllen har en god og lang eftersmag. Som i paletten er det også her maltsødmen, som er dominerende. Smagsnuancerne henleder tankerne på mørk chokolade, nødder og svesker. Efter lidt tid tørrer munden en smule ud, hvilket egentlig bare giver lyst til en tår mere. Der er heller ikke den mindste antydning af humle i eftersmagen. Hvis man virkelig koncentrerer sig, og abstrahere lidt fra sødme-belægningen i munden, så kan man faktisk godt ane en tilstedeværelse af noget, som minder lidt om whisky.

Hvad siger producenten:

“This exceptional ale ages well, developing a refined complexity and intense aromas. With powerful notes of roasted malts, caramel and plums, its surprisingly soft and fruity aroma combines a warm roundness with a refreshing taste. An imperial brew to cherish and enjoy in moderation.”

Konklusion:

Stor, kraftig og voluminøs. Disse ord beskriver meget godt denne øl. Hvis man godt kan lide belgiske strong ales, så har den virkelig noget at byde på. Vi har her en øl, der er helt oppe i toppen blandt de bedste indenfor kategorien. Hvis man kun er til de lette, eller måske humlede øl, så skal man holde sig væk. Har man derimod lyst til en øl, der kan vare en hel aften, eller en øl man kan dele med et par venner, så er Gouden Carolus Cuvée Van De Keizer lige sagen. For en gangs skyld er dette faktisk en øl, der slår sig op på at være “whisky infused”, som også har antydninger af whisky i øllen. Ikke fordi whiskyen er tydelig, men den er til stede for at forstærke indtrykket i en i forvejen meget kraftig øl. Prisen på omkring 100,- kroner for 75 cl. virker fornuftig, da vi kan sammenligne med en god vin. Konklusionen på anmeldelsen af Gouden Carolus Cuvée Van De Keizer Whisky Infused er, at det er en vinder-øl, som virkelig har noget at byde på.