Red Cap – Wicked Tales of Scotland

Hjem » Danmark » Side 14

Red Cap – Barrel Aged Wee Heavy

Bryggeri: Amager Bryghus
Land: Danmark
Type: Wee Heavy
ABV: 9,5%
Whisky: Fadlagret
Fadtype: N/A
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Red Cap er en fadlagret Scotch Ale på 9,5% vol. Øllen er brygget af Amager Bryghus, der naturligvis er beliggende på Amager. Øllen er en “Wee Heavy” som blot betyder at det er en øl af typen Scotch Ale på mere en 6,0% vol. alkohol, hvilket denne jo ligger lang over. Der meldes ikke ud hvilke fad øllen har lagret på, men det fremgår af etiketten, at den har lagret i 7 måneder. Øllen er med i en serie af fadlagrede udgivelser som bryghuset kalder “Wicked Tales of Scotland“. Denne øl er fra Batch #1813, og de er sendt på markedet den 2. februar 2019.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #292

Anmeldelse af Red Cap

Næse:

Man bliver først ramt af en ret kraftig sødme, når man stikker næsen hen til glasset. Det er en sødme som man kender det fra tørret frugter som svesker og rosiner. Sødmen aftager dog ret hurtigt i glasset. Nu er duften mere præget af mørk og ristet malt. Langsomt fremkommer en fin duft af chokolade og vanilje. Der er en smule vinøs udtryk over hele udtrykket i næsen. De kraftige 9,5 % vol er ikke umiddelbart at mærke i aromaen.

Red Cap

Red Cap

Palette:

Paletten er også præget af de mørke, søde og tørrede frugter, som også var tydeligt tilstede i næsen. Igen er er det rosiner og svesker som er fremtrædende. Langsomt bliver smagen af chokolade tydeligere. I baggrunden fornemmer man lige en lille snert af noget vanilje og karamel. Der er ikke meget humle at finde i paletten, men man mærker stadig en smule bitterhed på tungen. Om bitterheden kommer fra humle eller fra lagringen på whisky fad er svært at sige. Alkoholen er tydeligere i smagen, men den bliver aldrig dominerende.

Afslutning:

Der er medium lang afslutning på denne øl. Øllen er en præget af sødme fra de mørke frugter, men også en maltsødme, som lægger sig som et lag på tungen. Laget bliver tykkere og tykkere for hver mundfuld man tager af øllen. Det bliver dog aldrig så sødt, at det kammer over og bliver vammelt. Chokoladen, vaniljen og karamellen er tydeligere i eftersmagen. Ligeledes fremtræder bitterheden også tydeligt på tungen, inden den slutteligt tørrer ud, og man kun sidder tilbage med en fornemmelse af vanilje i munden, og lidt varme fra alkoholen.

Hvad siger producenten:

“As romantic as they may seem, the many castle ruins along the Anglo-Scottish border should only be approached with extreme caution. Because here in the rubble of algae-covered bricks from ancient fallen walls is where the Red Cap reigns. As small and timid as this little goblin-style creature may seem, as fast you should run if you ever meet one. “

Konklusion

Det er en god øl, det skal der ikke herske tvivl om. Det er en ret kraftig oplevelse at drikke øllen. Man mærker en god bitterhed, og noter af vanilje og karamel, hvilket mere end antyder, at de 7 måneder på fad, har haft indflydelse på oplevelsen. Man kan købe en øl på 33 cl. for 60,- kroner. Det er selvfølgelig dyrt for en øl, men når man tænker på, at der kræves 7 måneders lagring, så virker prisen meget fair, i forhold til oplevelsen. Særligt når man tænker på, at andre fadlagrede øl kun sjældent viser, at tønderne har haft indvirkning på smagsoplevelsen. Konklusionen på denne anmeldelse af Red Cap er, at det er god øl, hvor man for en gang skyld oplever noget påvirkning fra fadlagringen.

Tim’s Original Whisky Balls – Exclusive Edition

Hjem » Danmark » Side 14

Tim’s Original Whisky Balls – Chokolade og whisky (reklame)

Producent: Tim’s Cookies
Land: Danmark
Type: Kage
ABV: N/A
Whisky: Tilsat
Type: Whisky
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Tim’s Original Whisky Balls er en klassisk brownie, dækket med mørk chokolade, og tilsmagt med gylden whisky. Resultatet er en slags romkugle, eller rettere en whiskykugle, der er dækket med mørk belgisk chokolade, og toppet er af med krymmel. Det vides ikke hvilken whisky, der er brugt under fremstillingen af kuglerne, så om den er skotsk, irsk eller dansk står hen i det uvisse. Man kan købe en pakke med 6 kugler á 40 gram for lige under 90,- kroner. Tim’s Whisky kugler forhandles af Sprit & co., der har doneret denne pakke til anmeldelse her på bloggen.

Besøg: Producentens hjemmeside

Anmeldelse #289

Anmeldelse af Tim’s Original Whisky Balls

Næse:

Når man åbner æsken, og piller plastikfolien af de seks kugler i pakken, spreder sig straks en tydelig duft af mørk chokolade. Det minder næsten om den duft der kommer op af et krus varm chokolade, som den man drikker en vinterdag efter en kælketur. Jo nærmere disse whiskykugler kommer til næsen, jo tydeligere bliver duften af kage. Sammen med chokoladen giver det en kraftig sødme i næsen. Umiddelbart opfanges ikke whisky i duften.

Tim's Original Whisky Balls

Tim’s Original Whisky Balls

Palette:

Ganske som i duften er chokolade fremtrædende i smagen. Der smages sødmefuld mørk belgisk chokolade. Hurtigt følges op med tydelig sødme fra den chokoladebrownie, der udgør basen i denne whiskykugle. Man mærker at der er tilsat whisky til dejen under fremstillingen. Ikke at den fremtræder sprittet, men der er tydelig tilstedeværelse af en form for alkohol. Efter et pat haps af kagen kommer et hint af karamel frem. En note der er genkendelig i meget amerikansk bourbon, og i whisky lagret på ex-bourbon fad.

Afslutning:

Der er en lang eftersmag på disse kager. Sødmen fra den mørke chokolade og basis dejen i brownien hænger ved længe. Gradvist kommer en let bitterhed frem, som den som kendes i mørk chokolade med højt kakaoindhold. Tilstedeværelsen af alkohol er også ganske tydelig i eftersmagen, og man sidder næsten med en fornemmelse i munden, som når man for noget tid siden har drukket et glas whisky.

Hvad siger producenten:

“Tim’s Original Danish Exclusive Edition has its roots in a centuries old Danish cake tradition. This up-graded version has its base and inspiration from Tims famous Brownies – freshly baked and then indulged with rich Belgian chocolate pieces. Finally smoothered in melted Belgian chocolate to incapsulate all the goodness.”

Konklusion:

Dette er en glimrende kage, men man skal dog være glad for bagværk, der er båret frem af sødme. Er man fan af mørk chokolade og brownies, så kan dette være et ganske godt alternativ til desserten. Jeg tror den vil gå usædvanligt godt sammen med en klat vaniljeis, serveret med lidt friske bær. Alternativt tænker jeg den vil være fin sammen med en kop varm kaffe. Når kagen spises som den er, uden yderligere tilbehør, så kan den være et fint alternativ til den klassiske romkugle. At man samtidig ikke er i tvivl om at kuglen indeholder whisky, så giver det oplevelsen et ekstra løft. Med en pris på omkring 15,- kroner pr. kugle, så rammer den fint niveauet på diverse snitter og tørkager fra bageren. Konklusionen på denne anmeldelse af Tim’s Original Whisky Balls er, at de er et fint bud som del af en dessert, men det kræver, at man har en sød tand.

Katarinas Stout Cask Edition – Buffalo Trace fad

Hjem » Danmark » Side 14

Katarinas Stout Cask Edition – Lagret 6 måneder på bourbon fad

Bryggeri: Bryghuset Kragelund
Land: Danmark
Type: Russian Imperial Stout
ABV: 10%
Whisky: Fadlagret
Fadtype: Bourbon, Buffalo Trace
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Katarinas Stout Cask Edition er en Russian Imperial Stout på 10% vol. fra Bryghuset Kragelund, der er beliggende i den lille by Kragelund ved Silkeborg i Danmark. Denne udgave af deres normale Katarinas Stout er lagret på amerikanske ex-bourbon fad fra Buffalo Trace Distillery i 6 måneder. Øllen er lavet i begrænset oplag, og jeg har fået flaske nummer 263 af de 392 eksemplarer, der er fremstillet. Øllen er endvidere ufiltreret og flaskemodnet.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #276

Anmeldelse af Katarinas Stout Cask Edition

Næse:

Man får først en fin vinøs fornemmelse i næsen. Dette erstattes dog hurtigt af de hårdt ristede malte, der herefter er meget dominerende. Man dufter kaffe og mørk chokolade, og man får en lidt tør følelse i næsen, som giver et lidt melet indtryk. PÅ trods af dette kan man dog også efter lidt tid opfange en god sødme, og måske endda også vanilje, som godt kan komme fra de aflagte ex-bourbon fad fra Buffalo Trace. Man mærker hverken humle eller den høje alkohol på duften.

Katarinas Stout Cask Edition

Katarinas Stout Cask Edition

Palette:

Smagen er også præget af de mørke malte. Det er kaffe og mørk chokolade. Man smager straks vanilje, som sandsynligvis også kommer fra ex-bourbon fadene. Der er også en utrolig god sødme i øllen. En sødme man kan genkende fra amerikansk bourbon, dog uden at øllen smager decideret af bourbon. Blandingen af disse udtryk giver nærmest en smagsoplevelse som man kender fra lakrids. Munden dækkes ligeledes af denne sødme og fylde. Man kan efter nogle mundfulde smage en smule mørke tørrede frugter som rosiner og svesker.

Afslutning:

Øllen har en god og lang afslutning. Katarinas Stout Cask Edition giver en god sødme i eftersmagen. Man smager tydeligt vanilje. Også her træder den mørke malt frem med kaffe og mørk chokolade. Fornemmelsen med at munden dækkes, af lakrids sødme og fylde, forlænges ind i eftersmagen. Dette giver en meget voluminøs oplevelse. Man mærker en lille varme fra de 10% Vol alkohol, men det er ikke dominerende på måde.

Hvad siger producenten:

“Katarinas Stout – er en Russian Imperial Stout – En sort, fed ale og en smagsoplevelse grænsende til det ekstreme! Brygget på den gode marris otter malt og med rigeligt sort ristet byg og sorte malte til at give øllet karakter. Smagen har noter af anis og kaffe. Katarina er humlet med de engelske northdown og East Kent goldings humler.

Konklusion

Fantastisk øl. Det er særligt interessant at duften forekommer melet, som man ofte kan opleve på øl, der er brygget på de helt mørke malt-typer, men at smagen er helt anderledes fyldig og interessant. Det giver en kompleksitet som kun kan anbefales. Jeg er sikker på at det melede udtryk fra duften også har været i smagen, hvis det ikke havde været for de 6 måneders lagring på Buffalo Trace fad. Som håndbrygger har jeg erfaring med at de meget mørke stouts er melede i starten, men efterhånden som de ligger i flasken, i indtil flere år, des mere erstattes melet med fylde og rundhed. Prisen på denne fadlagrede øl er lige over 70,- kroner. Det er selvfølgelig en ret høj pris for en øl, men jeg mener man får en del for pengene. Konklusionen på denne anmeldelse af Katarinas Stout Cask Edition er, at man ikke skal undervurdere fadlagring af mørke øl, da det ofte ender ud i et glimrende resultat, som med dette fine bryg.